Passagen til sjælen

Så længe vi mentalt lader noget stå åbent, har vi ikke lukket for sjælens indstrømning, og dens mulighed for at gøre sig gældende.

Når vi lukker, som altid er i alliance med instinktet, så lukker vi også for sjælens mulighed for at give sig til kende.

Livet opstår i en tilstand af glæde, at vi åbner os for det, og at vi lader det ske.

Livet er, at vi åbner os positivt for det.

Det er en viljesakt, at vi siger ja, og at vi lader det ske. At vi giver det plads.

Det er at lade sjælen komme i spil.

Fordi vi gør noget, sker der noget. Udgangspunktet er, at vi er aktive. At vi går vejen.

Hvis ikke vi rækker ud efter det, sker der ikke noget.

Det svarer lidt til at spise sundt. Eller at dyrke motion. At være åben. At være positiv. Og at gøre noget.

Vores instinkt er vores måde at være i verden på.

Vores instinkt er bindingen til verden. Den måde, teltpløkkerne er sat fast på.

Instinktet er det, vi omgiver os med, som skaber tryghed og sikkerhed.

Sjælen er det, vi lader komme ind, det vi giver plads til i vores verden.

Ethvert barn, enhver har altid adgang til både sjæl og instinkt.

Den voksne trækker sig og bliver magelig, måske ligeglad, og kan derfor ikke få øje på det, som ikke er i sig selv og i andre. Og det er ikke spejlbilledet! Det, der går godt.

Hvordan vi mister os selv, og noget andet tager pladsen.

Den voksne hænger fast i sit ego, som er en stiv og uigennemtrængelig form.

Sjælen er ikke en verden, adskilt fra vores. Den er en del af os, og skal mødes og forstås som sådan.

Vi skal gøre os samtidige i vores væsen, vores måde at være i verden på.

Det handler selvfølgelig meget om attitude og om intention. Hvordan er vi indstillet i vores væsen, vores udtryk?

I sjælens verden får vi kontakt med os selv. Vi kan mærke os selv, og vi kan mærke den anden. Vi udveksler sandhed og kærlighed.

Hvem er jeg? Hvem er du? Hvem er vi? Det skaber et bånd, en forståelse.

I den voksne verden sker der nemt det, at fordomme og normer tager over, så vi glemmer, hvem du er, og hvem jeg er. At vi mister kontakten til og med os selv, med vores sjæl.

Det er vigtigt at forstå det hele som en proces. Som at gå vejen. Vi forstår ikke noget ved ikke at gøre noget.

Det er der, jeg kommer ind i billedet, som et væsensforskelligt alternativ til egoet, der kort fortalt er et spejlbillede.

Vi skal tænke os selv som en hinde, eller en elastik, som er vores attitude, den måde vi vender på, den måde vi er på i verden.

Hvis vi tænker processen fysisk, er det at åbne både foroven og forneden, samtidigt for hjerte, hjerne og seksualitet. At vi vender ind mod hinanden med det hele. Det er nemmere at illustrere det i forhold til et andet menneske end i forhold til sjælen, men det samme, der sker i mødet, eller det ligner hinanden.

Hvis ikke vi ønsker eller ikke er i stand til at inkludere alt i os selv, får vi ikke hele forståelsen.

Man kan ikke holde noget adskilt i sig selv i sit møde med sjælen.

Vi er holdt fast i vores instinkt som mennesker. Vi kan ikke undslippe os selv. Det er vores egen sandhed og vore egne handlinger, der mødes, og fordrer vores nærvær. Vi kan også sige vores tro, at vi er til stede, og netop ikke bare i vores spejlbillede eller i en fordom eller en norm.

Vi skal være til stede i os selv. Vi skal stå ved sig selv.

Det handler ikke om at gøre noget bestemt. Det handler om at gøre noget, jeg har det godt med, men selvfølgelig også noget, som er rigtigt, som jeg ved, er sandt. At jeg er ærlig over for mig selv.

Løsningen er ikke at sige og gøre, hvad andre dikterer. Jeg skal selv finde en måde eller en form i mig selv.

Hvad jeg aktivt gør, betyder noget i forhold til, hvad der reelt sker i mit liv. Også om sjælen må få lov til at komme ind, dog ikke på mine egne præmisser.

Man kan ikke opføre sig, som det passer en, og tro, at det kvalificerer til himmerige.

Adgangsbillet er i hvert fald ordentlighed.

Men også at gøre noget fysisk betyder selvfølgelig rigtigt meget.

Det andet menneske, som jeg er oppe imod, er lige så meget værd som mig. Det er en vigtig lære på vej ind i sjælens perspektiv.

Jeg er ikke bedre. Den anden er ikke bedre, i hvert fald ikke i forhold til en dybere vurdering, eller ikke sådan, at den ene skal underordne sig den anden. Det er instinkttænkning.

Sandheden kan ikke bøjes. Hvem er jeg i virkeligheden? Mit sande jeg. Det er ikke en tilfældig størrelse, eller et tilfældigt udsagn. Dybest set er jeg noget meget specifikt. Noget meget reelt. Dette noget kan jeg få kontakt med, men jeg skal på en eller anden måde gøre noget for at få denne viden eller denne kontakt.

Jeg skal give mig tid. For eksempel gå en lang tur. På den måde kan jeg få adgang til en flig af sandheden. Og så er jeg i gang.

Jeg kan også anerkende, at jeg ikke ved noget, så så få viden ad den vej.

Jeg kan ikke få viden ved at tro, at jeg ved bedre. Det må og skal komme et eller andet sandt sted fra.

Vi kan ikke ignorere sandheden. Den vil altid presse sig på, fordi det er sandheden. Om os selv og om den anden. Om hvad vi skal. Om hvem vi er. Om hvad det hele handler om.

Sjælens verden er ikke fiktiv. Den er meget faktuel og mærkbar, når vi går derind.

Når vi mødes i kærlighed. Når vi mødes i sandhed. Når de ægte følelser kommer i spil. Når vi rører ved hinanden. Når vi er der for hinanden.

Når det ikke bare er noget, vi siger, men noget, som vi gør, og som vi er.

Når vi evner at være i os selv. Når vi tager ansvar. Når vi er ærlige. Ikke delvist. Ikke halvt.

Når vi er det, vi er. Når det kommer indefra. Når vi ikke spiller roller.

I sjælens verden skal vi være der for hinanden med hele vores væsen.