Tilblivelse af en religion

Ny Tid flytter grænsen for, hvornår en handling kan kaldes skyldig.

I kristendommen vidste de ikke, hvad de gjorde, og blev derfor tilgivet.

I Ny Tid ved de ofte ganske udmærket, hvad de gør, og skal selvfølgelig derfor stå til regnskab, i et højere perspektiv.

Menneskets selvbevidsthed har flyttet sig så meget, at et menneske for det meste fuldstændigt er klar over, hvornår det gør noget, der ikke er i orden.

I sit udgangspunkt var kristendommen ikke styret af instinktet, men handlede om at give sjælen plads i menneskelivet.

Alle ord og handlinger af Jesus fortæller, at det er sandt. Det gælder også helbredelserne.

Det gælder også korsfæstelsen.

Da kristendommen blev en religion, blev den instinktstyret, hvor sjælen herefter levede en meget tilbagetrukket tilværelse.

Paulus’ mellemkomst betød, at lav bevidsthed ikke fik det afgørende ord i forhold til omskærelse og jødiske spisevaner.

I den katolske kirke har det været muligt at få sjælskontakt ved at være munk eller nonne, men også i et vist omfang ved at følge kirkelige handlinger.

I den protestantiske kirke er det hele blevet til ord. Følelserne kan nu ikke bruges til noget mere.

Selv om kristendommen i princippet bliver for alle, er der alligevel meget langt ind til kernen.

Fra et kapitalistisk synspunkt bliver omverdenen sekulariseret og frit tilgængeligt for spekulation. Dog skal man ikke overse formålet med at lade det frie initiativ være en dynamo frem mod et mere retfærdigt samfund, befriet fra tanken om synd.

Det er en god idé i en forståelse også at se religionens progressive aspekter. Det gælder også, når den senere bliver til vækkelse og mission.

Men sjælen generelt har haft det svært, og det er ikke kun, og slet ikke kun, religionens fortjeneste.

Som jeg oplever det, har sjælen til dato simpelt hen været forbudt adgang til menneskelivet. Den har i hvert fald haft det meget svært.

I Paradiset var de kun sjæl. Da var de lige blevet skabt af Gud.

Udenfor blev de konfronteret med evolutionen. Her blev sjælen puttet ned eller ind i instinktet.

Mennesket har altid haft det svært med at få sjælen til at titte frem. I den dyriske form har instinktet meget stor magt.

Guddommelige påbud har i deres situationsbestemte form været fornuftige og formålstjenlige.

I Paradiset måtte de ikke spise af træet.

Udenfor skulle de arbejde, til de svedte, og føde børn i smerte.

Det kan man da godt kalde at være i sit instinkt, måske ikke særligt sjovt.

Så fik de 10 bud, der også var velbegrundede.

De handler alle sammen om at opføre sig ordentligt i sit instinkt.

Jesus kom så med næstekærlighedsbuddet.

Det kan man jo kalde at sætte sig ud over sig selv, hvilket jo alligevel kræver, at man også er i sit instinkt.

At vende den anden kind til og at risikere at få en syngende lussing, eller et knytnæveslag.

Det ville vi da vist ikke finde os i i dag.

Hvis man indførte kristendommen i de gamle Westernfilm, ville de da blive lidt kedelige at få en lørdag eftermiddag til at gå med, ville de ikke? Det var bare lige en parentetisk bemærkning, der ikke har noget med sagen at gøre.

Eller af romerske soldater i Getsemane Have at blive pågrebet, for at blive udsat for ubærlig lidelse.

At blive hudflettet med en pisk. At blive naglet fast til et kors, hvor man skal hænge i arme og ben, indtil der ikke er noget liv tilbage i mig.

Der er vist ikke meget liv tilbage i det instinkt, efter sådan en omgang.

Alle buddene er udstedt af Gud, og alle sammen i dyb kærlighed til mennesket.

Janteloven er menneskeskabt. Den er instinktets gensvar.

Den er ikke situationsbestemt, men beregnet på at være almengyldig. Den forbyder mennesket at forandre sig og at være anderledes. Loven er irrationel og reduktiv; Du skal ikke komme her og tro noget!

Jantelovens ordlyd er i dag nogenlunde den samme, som den var for 2000 år siden; ”Vi regner dig ikke for en skid! Du er slet ikke på vores niveau! Derfor skal du op at hænge. Du er ikke bedre værd end at vende tommelfingeren nedad!

Socialt set er du et nul! Du kommer aldrig op på siden af os! Vi er i vores fulde ret til at behandle dig, som det passer os! Vi spytter gerne på dig! Vi håner dig! Du er ikke bedre værd end de værste forbrydere! Og lad os så få lov til at få vores eftermiddagskaffe i fred! Forsvind ud af vores liv!”

Da Jesus sagde, at man skulle elske hinanden, blev han hængt op på et kors.

”Hænger du godt? Vi må nok hellere sørge for, at han får en ordentlig begravelse! Og så skal vi jo lige overveje, hvordan vi tjener kassen på hans eftermæle!”

”For han var jo egentlig god nok, når det kom til stykket!”

Og så er der den fordel, ved at hædre en afdød. At jeg behøver ikke afgørende at lade det få indflydelse på mit eget liv!

I dag er det stadig ikke velset at bringe et alternativ til torvs, og slet ikke et sjælsbåret. Reaktionen er ikke, som for 2000 år siden fysisk. Den virker på det indre plan, men med lige så stor kraft. Man risikerer, også i dag, at få hovedet rykket af.

Det er stadig ikke tilladt at skille sig ud, og at være i verden på andre vilkår end dyrets.

Mennesket reproducerer selv denne tilstand og attitude.

Og det gælder, på trods af, at vi er skabt til noget andet end det, vi gør os selv til, med tommeskruer på.

Vi skal lære os selv, at vi er mennesker, der hver især består af en sjæl i instinkt. Vi skal lære at forstå sjælen.

Vores essens som mennesker er vores sjæl. Den vil vi kunne mærke som noget meget reelt, inde i os. Og dermed også, hvor lidt plads den har lov til at få.

Denne essens kan også mærkes som vores kerne, vores oprindelse, vores grundlæggende energi.

Sjælen som en form er ikke det samme som sjælen som bevidsthed. Den sidste vender ind mod Skabelsen, og er, som jeg ser det, vores sjæls evne til at rumme skabelsen.

Jeg indrømmer, at jeg her er i fuldstændigt nyt område, hvor jeg ikke har været før. Det må udfolde sig efterhånden.

Mennesket er skabt til suveræn og ubetinget frihed.

Dermed er mennesket også suverænt ansvarligt for sine egne handlinger.

Ny Tid tilkender ethvert menneske sin suveræne ret til sit eget liv. Retten til at være menneske, uden at skulle argumentere for denne ret. Den ret har ethvert menneske.

Intet menneske skal blande sig i, hvordan jeg lever og udfolder mit liv. Og ingen andre end jeg er kompetent til at udtale sig om, hvad der er rigtigt for mig.

Det er ikke egoisme. Det er at anerkende den gudgivne ret til at være i live på livets egne betingelser, uden at jeg skal underlægge mig et andet menneske.

Når vi er to, kan vi elske hinanden, præcis sådan som vi er fra naturens side. Og sand kærlighed er, i ligeværd, at elske hinanden, uden at den ene er mere værd end den anden.

Ethvert menneske bliver ved fødslen udstyret med sin egen energi, som det skal vide at udfolde i sandhed og i kærlighed. Det betyder, at vi altid kan kigge hinanden i øjnene. Det er et helt nyt menneskesyn, som hermed bliver introduceret.

I Ny Tid ophører ejendomsretten over et andet menneske. Man kan ikke eje et andet menneske, hvad nogle i deres attitude nok vil modsætte sig. Men et menneske er ikke som en stol eller et andet møbel, heller ikke som en ostemad.

Men det forhindrer os ikke i at nyde hinanden, at glæde os sammen, at lukke for kærligheden.

Men vi gør ikke noget på betingelse af noget andet.

Vi kan sagtens lave aftaler, som vi overholder, men det er noget andet.

I forhold til kristendommens indførelse var udgangspunktet dengang med en meget mere trang plads til mennesket.

Det skyldes delvist de historiske betingelser, med det skyldtes også manglende opbakning fra de implicerede, som dengang stod for at indføre en ny religion.

Der var kun én, der stod fast, da det virkelig gjaldt, og derfor blev det en begrænset mulighed for at manifestere den guddommelige vilje med livet.

Magten havde dengang meget større kraft end kærligheden, eller hjertet, hvis vi forstår hjertet som den person, der formåede at stå fast i sig selv.

I dag står vi over for en lignende udfordring.

Den kan også kaldes lysets mulighed i forhold til mørkets magt.

Da kristendommen skulle implementeres, hvilket man sagtens kan forsvare at kalde det, var det et hjerte, der skulle tilpasses magt.

Eller magten kæmpede om, hvad hjertet var, og hvordan det skulle fortolkes.

Man kan næsten høre på det hele, hvor forvrænget det bliver.

En måde at eksemplificere det er, da europæerne med vold indtog Amerika, og på et tidspunkt følte sig tilskyndet til en retssag med overskriften: Er indianerne mennesker?

Hele projektet er, med snabelen dybt nede i magtkampe, at forsøge at give kærligheden en legitim form.

Magten giver sig ikke. Alt skal tilpasses magt. Det er i sig selv sygeligt.

Må man slå en indianer ihjel, eller kan man, under særlige hensyn, gøre dem til slaver, hvor de får visse friheder?

Er det ikke nemt at høre, hvor vanvittigt det hele er?

På tilsvarende måde forsøgte man efter korsfæstelsen at få det hele puttet ind i nogle sætninger, der tilgodeser forskellige magthensyn. Man balancerede mellem romerne og jøderne, der hver på sin måde, var nogle baryler.

På samme måde må man jo også med rette kunne stille spørgsmål ved seriøsiteten bag ved forsøget på at kristne, ja nær sagt, Gud og hvermand. Hvor nye markeder i de fleste tilfælde nok har været den bagved liggende begrundelse.

På tilsvarende måde i dag står et barn over for nogle meget magtfulde forældre, og skal give slip på sin egen, medbragte kærlighed, så det lider mindst mulig skade.

De voksne giver sig ikke. De vil bestemme. Sådan er kærlighedens vilkår.

Ny Tid står over for de samme massive udfordringer, som kristendommen også gjorde det.

I dag er det ikke romere og jøder. Det er voksne, der er voldsomt bundet i deres instinkt.

Kampen foregår ikke ude i gaderne.

Kampen foregår i dag på de indre linjer. Hvad man kan gøre ved hinanden.

Jeg er sikker på, at demens i forskellige former er begrundet i, hvordan vi behandler hinanden. Det gælder mange andre former, hvor vi bare har vænnet os til at diagnosticere dem lægevidenskabeligt og behandle dem medicinsk.

Opgaven, også i dag, handler om at finde ud af, hvad kærlighed er, og hvad magt er, og så få den lave bevidsthed opløst, så at sige, hvis det altså er muligt.

Et barn, når det får lov til at være sig selv, kan noget, som den voksne ikke har nogen forståelse for.

Problematikken er ikke anderledes, end da Jesus ville fortælle om, hvad kærlighed er og kan. Hvad et hjerte er og kan.

Hvad vi kan, hvis vi giver slip, og lader sjælen få lov til at vejlede os afgørende, i stedet for at lade voksenmagt bestemme, hvad kærlighed er for noget.

Sand kærlighed er at bevæge sig ind i lyset, alene eller sammen.

Magtstyrede følelser er at bevæge sig ind i mørket, uden andet formål end ville bestemme, at bevare status quo, at tjene penge.

Magt skaber mørke, også i menneskers sind.

Kærlighed skaber lys, også i sindet.

Magt er at lægge sin klamme hånd på noget. Det føles som mørke. Det kan gøres både bogstaveligt og intentionelt. Virkningen adskiller sig ikke afgørende fra hinanden, ud over at den første er fysisk.

Kærlighed er at få lys ind i livet, som kan gøres intentionelt, men også fysisk. Forskellen på magt og kærlighed vil ingen være i tvivl om, når de oplever det.

Problemet i mange menneskers liv er, at de søger tilbage til mørket, fordi det umiddelbart indeholder mange klare svar, hvad et liv i lys ikke på samme måde gør.

Ethvert menneske har en værdi og en kvalitet i sig selv. Men det er volapyk for et magtmenneske, hvor intentionen snarere er at få opstillet et regelsæt og nogle bud.

Det er et mærkeligt dilemma at stå i. Det afgørende for mig, at jeg nu snart har udgivet 12 bøger, hvor jeg hver gang nærmer mig sagens kerne på en ny måde.

Mit menneskesyn kan ikke stykkes sammen i et regelsæt eller i nogle bud, og heller ikke i en bestemt praksis. Umiddelbart skulle det jo diskvalificere, men det vil det kun gøre, hvis man er hårdt bundet til en virkelighed, der kræver regler og normer.

Hele dette afsnit og ideen til det opstod, fordi jeg kunne mærke, at hjerte er den allervigtigste begrundelse for at udøve kærlighed. Sådan noget kan vi kun forstå, hvis vi formår at gå afsides, eller anerkender, at man ikke kan hente svar i tomt mørke.

Og tomt mørke er, hvad der binder meget voksenliv sammen. Baseret på kompromisser, økonomiske overvejelser, og nogle overvejelser om børnenes skolegang, og hvad for noget tøj de skal have på.

Der er ikke plads til at finde ud af, hvad hjertet gerne vil, og hvordan vi nemmest finder løsninger, der baserer sig på kærlighed. Det har ikke noget med sex at gøre, hvis nogen skulle få en sådan idé.

Den fordomsfulde anerkender ikke, at et menneske i sig selv kan være frit og åbent. Denne mulighed findes simpelt hen ikke i det mørke menneske.

I det mørke menneske er der ingen sammenhæng mellem tanker, følelser og seksualitet, eller de foregår eller tilhører tre forskellige områder.

Og sammenhængen findes i hvert fald ikke ved at blive i mørket. Det er måske en god måde at illustrere det hele på.

Man kan også udtrykke det hele på den måde, at vi i vores måde at leve på intentionelt viderefører den sorte middelalder, hvor alt er omgærdet af mørke og religiøsitet. Det sidste er i dag holdt fast af mursten og den mentalitet, der er forbundet med et liv, bundet til mursten.

Man kan også udtrykke det sådan, at ingen kommer uden for de normer og fordomme, som en magtelite har formuleret og vedligeholder. Det kan i dag gøres meget effektivt med vore distancerede medier, der sikrer, at intet bliver mere virkeligt, end skærmen tillader.

Alt bliver mere og mere støvsuget, så der ikke længere findes ægte følelser, ægte sanser, og tanker, der sandt kommer indefra.

Sjælens sandhed og sjælens kontinuitet vil alle kunne opleve, men det fordrer, at man i sit væsen går ind i mørket, så at sige, og lader lyset opstå derfra, eller derigennem. Vi kan mærke sjælen, at vi har fat i noget sandt, men kun hvis det er vigtigt for os. Ellers vil det kunne drukne i alt muligt andet.

Ny Tid handler ikke om at bygge nye kirker, men om at bevæge sig derhen, hvor svarene bliver tydeligere.

Men vi skal i den forbindelse også blive bedre til at give slip på alt, hvad der er ligegyldigt, eller hvad vi ikke længere kan bruge til noget. Det er vigtigt at opfatte det som en proces, der ikke behøver at blive ledsaget at specifikke handlinger. Vi skal lære at mærke det sande i  os selv, og give det plads.

Mørket indeholder ingen svar. Men det gør lyset.

Når vi, ved at gå ind i mørket, kan finde svar, skyldes det, at lyset opstår, fordi der er noget, der er sandt, i mørket. Eller inde bag mørket, skulle vi nok tilføje. Det kan også være midt i mørket.

Der findes også tomt mørke. Jeg vil her nævne den tilstand, hvor man i modstand har nægtet at gå ind i noget, og måske fordomsfuldt har holdt det på afstand.

Et mørkt menneske har ikke noget at navigere efter. Heller ikke nogen sandhed.

Modsætningen er det mørke, som jeg lukker op for, når jeg skriver bøger. Det kan virkeligt komme bag på mig, hvordan jeg kan blive ved med at udfolde noget, som jeg troede, at jeg var færdig med.

Det er lys, der dukker op, ved at bevæge sig ind i mørket, som jo her indeholder en bagved liggende sandhed.

Det er det, den høje bevidsthed kan. Som også kan betyde, at jeg ikke bare kan gå i seng kl. 22, og lægge mig til at sove.

Fundamentet findes i sandheden.

Der er kun en pligt i livet: altid at gøre det gode.

Livet er til, for at vi skal være der for hinanden.

Det gode er det, der binder os sammen i sjælen.

Det, der gør os til gode mennesker, er, at vi udfylder vores sande roller.

Mørket har ingen fremtid. De fejeste bliver ved med at flygte ind i rum, der bliver mindre og mindre.

At være i sin egen energi er at opleve, at livet er meningsfuldt.

Vi oplever fylde, glæde, lyst, ærlighed.

Det er det samme som at være i sin sjæl, at være sand, at være kærlig.

Man er ikke i tvivl om, når det sker.

Og man kan aldrig snyde sig til denne tilstand.

Det er eddermaneme smart!

Det er en tilstand, som jeg har oplevet mange gange i mit liv.

En suveræn tilstand, første gang i 1979.

En tilstand, som ingen vil tro på, er mulig, når man er underlagt sit instinkt.

Men det er ikke anderledes end på andre måder at have det godt, hvor instinktmennesket simpelt hen nægter at tro på, at nogen kan have det sådan.

Måden at komme dertil er ved, altid og ubetinget, at være i sig selv, med alt, hvad der sker. Så vil det før eller siden åbne sig. Men hvis man undervejs reagerer ud af sig selv, eller på anden måde slipper taget i sig selv, forsvinder muligheden.

Et udvendigt menneske, der ikke har forståelse for, hvad det vil sige at have lyset i sig selv, vil ikke kunne forstå det.

Processen handler om, hvad det vil sige at få adgang til sjælen, eller hvordan jeg kvalificerer mig til det.

Over for mig selv kommer sandhed før kærlighed.

Over for en anden kommer kærlighed før sandhed.

Med vi kan ikke springe over nogen af dem.

Det betyder også, at nøgternhed er en nødvendighed.

At vi skal lære at skelne mellem ægte frygt og ubegrundet frygt, også når det forstærkes som angst.

Vi skal lære, selv at være troværdige, men aldrig for at se ud som om. Så har vi ikke forstået noget af det hele.

Mine indtil videre 12 bøger er måske en god måde at fortælle, at processen ikke er noget, der sker fra i dag til i morgen.

Hvis vi lærer at give sandheden og kærligheden magt, vil det betyde, at der på Jorden, i instinktets verden, vil opstå nogle nye hierarkier, baseret på sjælens kvaliteter.

Hvor magt er underordnet kærlighed og sandhed.

At forhindre instinktmennesker i at hoppe ind i sjælen er lige så vigtigt i dag, som det var, da Adam og Eva blev smidt ud af Paradisets Have.

Menneskelige narrestreger kan man i øvrigt finde masser af eksempler på i Bibelen, og hvordan de bliver forsøgt imødegået.

Det er stadig noget, vi skal være meget opmærksomme på.

Som overhovedet ikke kun hører fortiden til.