Ottetaller

Vi har altid en i os selv, der lytter, og en anden, der handler.

Det er en del af den menneskelige natur, at vi på den måde altid vil være delt i to.

Men derfor kan vi sagtens virke og handle som en. Det afhænger af, hvor vores intention og vores vilje er henne.

Vi er selv herrer over eget liv, hvis vi oprigtigt ønsker det.

Et sandt jeg over for et sandt du er, at vi hver især er helt til stede i os selv.

Dermed kan vi også møde hinanden i frihed, uden at vi i udgangspunktet blander os i hinandens energi.

Jeg bestemmer selv, hvem og hvad jeg vil have ind i mit liv, og hvordan.

Når jeg tager beslutningen, vil der altid være et ottetal til rådighed.

Det, som jeg vælger, ryger op i den ene cirkel, og jeg selv i den anden. Herefter er en dialog mulig.

Den frie vilje betyder, at der kun sker noget, når jeg siger ja til det.

Meningen med livet er, at det skal være godt.

Godt bliver livet kun, hvis vi formår at integrere alt i os selv.

Alt i os selv vil sige at komme helt ud i periferien af den cirkel, som vi lever i.

At komme ud i periferien er kun muligt, hvis vi slipper alle bindinger, der ellers vil stå i vejen for integration.

At kigge på, at møde, og at anerkende sit eget mørke, hvor jeg har sådan noget, er et skridt på vejen.

Der er der mange, der ikke ønsker, og derfor vender tilbage til trygge rammer.

Fuld integration kan vi også gøre to mennesker, hvor de to cirkler så vil mødes og interagere. Hvor der er mørke, er der udfordringer. Dem skal vi sige ja til og kigge på med åbent ansigt, for at mørke kan blive transformeret til lys.

Alt dette er ikke kun teori. Eller det er i grunden ligegyldigt som teori. For det, der tæller, er hvad vi gør, ikke hvad vi godt kunne tænke os at gøre.

Vi får ingen positive erfaringer, fordi der er noget, vi godt kunne tænke os at gøre.

Nogle skal gå vejen for at vise, at den er mulig.

Ingen har afgørende troet på sjælen før, som noget, vi alle kunne være delagtige i.

En af de få, der gjorde, sagde, at ”Gudsriget er midt iblandt jer!” Men på samme tid blev det formuleret som noget, der var en mulighed på den anden side.

Ottetallet er her en god måde at beskrive vores egen virkelighed i den ene cirkel, og Gudsriget, eller sjælen, om man vil, i den anden cirkel.

De to cirkler er forbundet, og dermed afhængige. Det kan sammenlignes med en relation, hvor vi, i hvert fald i gamle dage, blev gift.

Indgåelse af ægteskab, og at vi giver hinanden ringe på ringfingrene, var symbolet på, at vi nu hang sammen, og lovede at forblive tro til døden.

Der er god mening med på den måde at hengive sig ubetinget til et andet menneske, for den sags skyld også til døden. Men det forudsætter, at vi har fundet den eneste ene, og at ingen af os har problemer med altid at opføre os ordentligt.

Den sande forbindelse mellem os er i sjælen. Da vi er jordboere, og dermed hver især placeret i et instinkt, har vi dermed pådraget os en række udfordringer, som kan tage pusten fra de fleste.

Når vi kaster skygger, vender vi den mørke side af os selv mod hinanden, og det kan gå rivende galt. Nogle går i konstant smerte, hvor de måske i starten have solid sex, også i badekarret og på køkkenbordet.

Men det er alt sammen fortid. Nu skal man være heldig, hvis ikke hun har hovedpine, eller han skal se fodbold i fjernsynet.

Se det var da en værre historie. Den findes heldigvis ikke i virkeligheden! Så kan vi godt slappe af igen!

Det var sjælen, vi kom fra, og muligheden for begge to at være i den.

Det er faktisk det, jeg skriver bøger om, så det vil jeg gerne hermed annoncere som en reel mulighed.

Herefter går vi videre til en anden fortælling.

Jeget og bevidstheden er de to former, der er til stede, inden nogen som helst anden form bliver manifesteret, herunder livet, der er baseret på DNA.

Det er fuldstændigt vanvittigt, hvad jeg sidder og skriver, men det er rigtigt.

På den måde kan man godt forstå, hvorfor nogle får lyst til at lege Gud. Det slipper de heldigvis ikke godt fra!

Hvis vi tænker Adam og Eva, var de kun helt friske, ikke engang rigtigt tørre, i skabelsesprocessen. Adam havde stadig forbinding på sit ene ribben, eller rettere, på det, han manglede. Det var jo ikke mange dage siden.

Alligevel lod de sig lokke af slangen til at prøver at være dem, de var skabt af. Det går selvfølgelig ikke.

Nogle mennesker er ikke et hak bedre.

Vores begrebsverden er et fællesrum, så længe nogen ikke har adskilt det med normer og eller fordomme. For det vil betyde, at begreberne ikke længere snakker sammen.

Men et begreb er også, og måske først og fremmest, helt mit eget. Jeg handler ud i verden, og det giver mig en erfaring, et begreb.

Jeg er ikke længere, som dyret, seksuelt aktivt, fordi slægten skal videreføres. Jeg er det, fordi det er dejligt, fordi jeg kan lidt det. Fordi det giver mig lyst og nydelse.

Formen bagved, ottetallet, er min seksualitet over for min selvbevidsthed. Det er magisk og spændende. Det er udgangspunktet for alt, hvad vi kalder tantra.

Og her er det vigtigt at gøre opmærksom på, at tantra for mange bare handler om at få sex, og måske med så mange som muligt. Men det har ikke noget med sagen af gøre, i en dybere forstand. Det er simpelt instinkttænkning.

I sjælens verden handler det om at være for hinanden, først og fremmest og ubetinget, og derefter at ville hinanden det godt, fordi vi rigtigt godt kan lide hinanden.

Seksualitet i sin sande form er den ypperste udfoldelse af instinktet. Her bliver alt spændt ud i sand nydelse, altså når vi lader det ske, og lader det udfolde sig.

Når alt får lov til at være præcis det, det er, er der ingen kunstige skel til at bremse eller at hæmme energiens frie bevægelighed. Det er ikke noget eller nogen til at stille sig hindrende i vejen.

Begreber er lidt ligesom universet. Eller de er vores måde, med bevidsthed, at forstå universet, mens universet selv bare er en slags energi.

Bevidstheden rummer en forståelse. Vi har hver især en bevidsthed, hvor min forståelse har aflejret sig.

Begreber er den måde, som vi først med vore hænder, så med vores mentale apparat, og endelige med vores bevidsthed, håndterer og lagrer viden og erkendelser på.

Det er også på den måde, metaforer dannes, med udgangspunkt i noget ydre, hvorefter de bevæger sig ind i en forståelse, der ikke fordrer en ydre manifestering.

Forestillinger arbejder lidt på samme måde. Tager altid afsæt i en kendt virkelighed, men kan leve uendeligt videre i fantasi og i drømme.

Jeg har også et jeg, hvor jeg forholder mig til, hvad jeg ved, eller hvad jeg ikke ved.

Jeget og bevidstheden er individets måde at være i verden på, og de holdes på plads i ethvert menneske som et ottetal.

Måske er ottetallet sjælens form, hvor i udgangspunktet bevidstheden er i den ene cirkel og sjælen selv er i den anden.

Det er i virkeligheden to sider af samme sag, sandheden i den ene form, og kærligheden i den anden.

Efter døden forlader sjælen kroppen, indeholdende det gode, det sande og det smukke, som blev akkumuleret i livets løb.

I en ny inkarnation er det den akkumulerede form der er udgangspunktet for et nyt liv.

Et menneske er suverænt ansvarligt for, hvad det har valgt at bruge sit liv til. Og jo også, hvad det ikke fik brugt det til.

Da jeg så en udsendelse om Whitney Houston, “Whitney, Can I be me?”, vidste jeg, at popmusikere, med stor berømmelse, er en fantastisk god illustration af, hvad ottetallet er for noget.

Det store talent over for eller sammen med sit publikum. De to i hver sin cirkel i ottetallet.

Alt i livet handler om at håndtere berømmelsen, så man ikke mister jordforbindelsen, men på samme tid udfolder sit fantastiske talent.

Ottetallet er det store talent, der kan kigge på sig selv. Kunsten er, ikke at udvikle et så stort ego, at man mister sig selv. At kunne være sin krop, uden at gøre noget dårligt ved den og ved sig selv.

Det er tydeligt, at et menneske på den måde hæver sig over almindelige menneskers virkelighed. Det er jo ikke noget, man skal være flov ved. Det skal man glæde sig over.

Men på samme tid skal man holde fast i sig selv og sin menneskelighed. Man skal anerkende sig selv som et normalt menneske, men gøre det i dyb taknemmelighed. Så er det muligt at balancere.

Ottetallet er også Whitney over for hendes far. Nogle mener, at det var, fordi faderen behandlede hende, som han gjorde, det for alvor gik galt.

Udsendelsen peger også på hendes forhold til en partner. Det er bare sindssygt vigtigt, at vi er der for hinanden. At vi ikke slår hånden af hinanden, og efterlader hinanden blødende. Det er altid smertefuldt og indeholder altid kynisk egoisme.

At være der for hinanden er en god måde at beskrive ottetallets logik. Og samtidig altid at have fat i alt i sig selv, så man ikke kaster skygger. For så mister relationen noget vigtigt, i form af selverkendelse.

Logikken er også, at vi i vores væsen knytter os til én person ad gangen. Der kan være flere personer i spil, i form af en far, en partner og så videre. På en eller anden måde er de vigtige relationer nogle, der virker stærkest på tomandshånd.

Ottetallet, som her beskrives, er forudsætning for menneskelig kultur. Det er på grund af denne form eller struktur, at vi afgørende kan adskille os fra den øvrige natur.

Her adskiller vi os afgørende fra dyrene, ved at kunne kigge på os selv, forholde os til os selv og vore handlinger. Vi behøver ikke længere, med instinktet i ryggen, at handle bevidstløst ud i verden. Vi kan være ansvarlige.

Mennesket bliver smidt ud af Paradis med ordene: Med smerte skal du føde dit barn! Og i dit ansigts sved skal du tjene dit brød!

Du kan ikke bare tage løst og bruge løst, bare fordi en anden giver dig muligheden! Du skal også gøre noget selv!

Du skal selv på banen! Livet er ikke et tagselvbord!

Vi skal ikke bare tage, og smide væk!

Det er derfor, vi har klimaproblemer.

Når sjælen bliver puttet ind i et menneske, er det i form af et ottetal, hvor jeget og bevidstheden er placeret i hver sin cirkel.

De mødes, fordi det er meningen med sjælen, at vi kan kigge på os selv, og på den måde blive sande og kærlige.

I barndommen udfolder vi os spontant, så længe vi får lov til det, og vil i den proces naturligt være til stede i os selv. Og mens fysikken udvikler sig i en vis autonomi, vil det sunde barn samtidig udvikle sin modenhed gennem forståelse og i kærlighed.

Når det foregår ukompliceret, er sandhed at være i sin egen naturlighed.

Senere i livet er det et du og et jeg, som kommer til syne i de to cirkler. Derved har vi mulighed for at udfoldes os sammen i sandhed.

At være i sin egen drift er noget helt andet end at være i sin egen sandhed. Jeg kan godt sandt være i min egen lyst og nydelse. Det er noget helt andet end at give efter for en drift.

Det er at være til stede i min lidenskab. Hvis jeg er sammen med en anden, bevæger vi os sammen ind i lidenskaben.

Det vil ikke kunne fungere, hvis ikke vi gør det sammen. Så vil det være ligesom to cirkler, der ikke er forbundet.

Så er det bare to mennesker, der masturberer i den samme seng.

Jeg har altid mulighed for at gå i enrum, og at kigge på noget i mig, som har behov for, at jeg selv finder et svar. Her tænker jeg ikke på masturbation, med på noget, der rumsterer i mit sind.

Læg i øvrigt mærke til, hvor ligegyldig og tingslig seksualitet bliver, når den ikke er båret af kærlighed.

Kærlighed er sandt at udveksle. Kærlighed er her den energi, vi sammen opbygger, hvor vi begge ønsker relationen, og hvor alt i relationen virker sammen og giver os en fælles glæde og et glimt i øjnene.

Det er en anden måde at beskrive sjælens smukke energi på, hvor vi går sammen ind i evigheden, i lyst og nydelse, i glæde og lykke.

Ottetallet vil altid være der, hvor jeg kan fylde det med indhold, enten alene eller sammen med andre.

Når jeg vågner om morgenen, så er der mig og min bevidsthed.

Det er den allerførste form, jeg støder på.

Det er et grundvilkår altid at være den ene del af et ottetal.

Det er noget, vi har med os fra sjælen.

At have et frirum er at kunne kigge på noget, der ikke er mig.

Det implicerer to positioner, men også en forbindelse imellem dem.

Jeg, og det, jeg forholder mig til, i min bevidsthed.

Vi kan også udtrykke det som mig og det andet, jeg kigger på.

Det kan også være dig og mig.

Men sådan fungerer det. Sådan vil vi altid være arrangeret.

Det er en del af vores sjæls kapacitet.

Jeg har brug for at være hel for at se dig hel.

Jeg skal have lyset ind i mig selv for at kunne se lyset i mig, og lyset i dig.

Når det er mørkt i mig, kaster jeg skygger. Så ser jeg dig ikke, eller kun det, jeg gerne vil se.

Hvis ikke jeg giver dig noget, ved jeg ikke, hvem og hvad du er. Så er du kun det, der rører mig, som jeg måske godt kan lide. Men hvad med resten af dig? Og hvad med mit eget sande engagement? Hvis jeg har sådan et.

Jeg vil måske kun have dig til at lyse på mig. At du rører ved mig, og så skal nok røre ved mig. Altså når du gør det!

På den måde forsvinder kærligheden. Vi forpligter os ikke til noget. Vi gør ikke hinanden glade. Vi tager bare fra hinanden.

Ottetallet er en formation af bevidsthed.

Når vi skal forstå noget, skal vi have det foran os, kunne forholde os til det, kunne bearbejde det, og så slippe det igen.

I denne proces har vi brug for at møde det, vi kigger på, på afstand af os selv, altså i den anden cirkel, hvor vi, jeg, er i den første.

Livet foregår i ottetaller.

Alt, hvad vi laver, kan beskrives i ottetaller.

En relation er, at vi er to, hvor båndet er den måde, som to cirkler er forbundet i et ottetal, og hvor vi hver især er i en af cirklerne.

Alt, hvad jeg forholder mig til, har jeg brug for at have foran mig, hvor jeg selv er i den ene cirkel, og temaet er i den anden cirkel.

Vi kan forstå og være i livet, hvis vi på den måde har det, som vi forholder os til i den anden cirkel, og vi selv er i den første.

Når vi ikke længere er optaget af noget, slipper vi det, og træder dermed ud af ottetallet.

Vi skal være i hver sin cirkel for at kunne interagere, for at kunne tale sammen, for at gøre noget sammen.

At være ekskluderet er at være uden for ottetallet, ikke at blive regnet for noget, ikke at blive respekteret, ikke at blive taget hensyn til.

At blive regnet for noget er at have et publikum, nogle der lytter til mig, nogle der læser, hvad jeg skriver. Nogle, der køber mine bøger.

At have et publikum forudsætter, at jeg kan tiltrække det, eller at de kommer af sig selv.

At have sin sjæl i spil er, at jeg kan manifestere mig i livet.

At aktivere et ottetal er at kaste lys på noget, hvor jeg befinder mig i den ene cirkel, og det eller den, som jeg møder, er i den anden.

Hvis der kun er mørke, er der ikke noget ottetal. Et ottetal forudsætter lys, eller cirklerne kan opfyldes med lys, hvor tallet i sig selv er mørkt.

Hvis jeg gerne vil i kontakt med dig, skal jeg vise dig, at jeg er interesseret i en kontakt. Vi forpligter os ved at placere os i hver sin cirkel, hvorefter vi kan formulere en form, hvor vi begge har lyst til at være i. Vi aftaler selv præmisserne.

Når jeg ser fjernsyn, kigger jeg ind i en skærm. Jeg er i den ene cirkel. Skærmen er i den anden. Noget kommer igennem skærmen og berører mig, på en eller anden måde. På et tidspunkt slukker jeg, og slipper dermed forbindelsen mellem cirklerne.

Alt i livet foregår på den måde. Jeg er aldrig uden for mig selv, og jeg er stort set altid optaget af et eller andet. Dette noget er i den anden cirkel, hvor jeg selv er i den første.

Vi kan også som par være i den ene, og fjernsynet i den anden. Og vi kan som personer placere os i hver af cirklerne.

Ensomhed er at være uden mulighed for, at et andet menneske udveksler med mig.

Hvis man placerer en diamant i skellet mellem de to cirkler, vil man opleve, hvordan alt udfolder sig i de smukkeste farver.

Det er, hvad der sker, når vi lader sandheden være styrende i livet.

Når vi er sammen i sandhed og i kærlighed.

Når vi ser det smukke i hinanden.

Det er i øvrigt hjertet, der forbinder os i sandhed.

Hermed er der bundet en sløjfe omkring mine seneste tre bøger.

Når man slipper hjerteforbindelsen, sætter man sig selv uden for sprog, og uden mulighed for at træde ind i ottetallets magi.