Opstandelsen

Det er muligt, på trods, og mod alle odds, at komme tilbage til livet. Det forudsætter helt sikkert en stålsat vilje, og at jeg har viet mit liv til Gud.

Og så at jeg altid har gjort mig umage for at leve mit liv, og at være i mig selv, at være det sande udtryk for mig selv.

Den afgørende manøvre er noget med at holde energien tæt, helt inde ved kroppen, alt imens jeg stille lader de sande impulser opstå, hvor de nogle gange er helt fraværende.

Og så at være med smerten i den ødelagte krop, når den opstår. Kynismen fra den onde intention sidder der stadigvæk.

Livet handler ikke om at se ud som om. Det handler om at være. Det handler om at have været igennem noget, og at komme ud på den anden side.

Da det for 2000 år siden skulle bringes til udfoldelse, gik det ikke efter planen. For der var nogle, der stak af. Og så blev hele projektet en afbleget version af, hvad der var aftalt. Men én person blev stående i sig selv. Og dermed blev kærligheden i en fortyndet version manifesteret.

Den fortyndede version består i, at dele er meget mere ord end handlinger.

Det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, men det flytter heller ikke ret meget.

Det svarer til, at ekspedienten i supermarkedet, når jeg går ud, siger: “Kan du have det godt!”

Han mener egentlig ikke noget med det, men det fungerer alligevel bedre, end hvis bare han er en sur sveske.

At få livet sandt ind i livet. Sådan kan man egentlig godt forstå fænomenet opstandelse.

At komme til live i det døde.

At rejse sig op fra en tilstand af levende død.

Men jo også mere bogstaveligt, mod alle odds, at vende tilbage til livet, efter at have være aflivet.

Opstandelse er at dukke op i helt sin egen form, med helt sit eget udtryk, og helt sin egen sandhed.

Efter at være tilintetgjort af mennesker, der i ekstrem grad var i deres instinkt, at deres ego stod i vejen for at kigge på et andet menneske som et andet menneske.

Instinktmennesket ser kun den anden i den rolle, der er nødvendig for, at det selv kan blive tilfredsstillet.

Instinktmennesket ser ikke den anden som den anden, og har ikke nogen interesse i det.

Hvis du kan give mig noget, kan jeg godt bruge dig. Ellers betyder du ikke noget for mig!

Et menneske i denne tilstand er mere dyr end Gud. Men tøver alligevel ikke med at agere Gud.

Mennesket er så instinktstyret i sin adfærd, at intet får opmærksomhed, hvis ikke det bliver materialiseret i nogle gevaldige bygningsværker.

Mennesket selv lader sig overmande af sit instinkt, især når det går rundt i lav moral. Og så kan det springe fra, når det ser en anden med en anden figur. Så lidt bund er der i mange mennesker.

Kristendommen, og andre religioner, har haft brug for at blive holdt fast i bevidstheden, gennem udøvelse af magt, og ved opførelse af bygninger, hvor evigheden så kunne opleves på en eller anden måde.

Tilsvarende har det været nødvendigt med en autoriseret religion, formuleret i en autoriseret bog. Ellers ville alle bare råbe i munden på hinanden, og intet ville blive varigt. På samme måde som et skænderi også, helt bogstaveligt, kan ødelægge alt.

Men religion dækker jo over en sand virkelighed, sjælens og den guddommelige virkelighed. Med da mennesket er et meget utro væsen, hjælper det ikke bare at fortælle det. Der er ingen, der hører efter.

Det har brug for en mere bastant form.

På samme måde har religionsskabere også skullet præstere noget helt usædvanligt for at blive husket, for afgørende at manifestere sig, over for det dybt instinktbårne menneske.

Mennesker vil se, før de tror noget.

Man tror ikke bare af sig selv. Og man har brug for andre til at bakke sig op.

Men det ændrer ikke ved, at sandheden findes, og er tilgængelig. Men der er normalt meget andet, der trækker.

Brød og skuespil, hedder det, ikke uden grund.

I dag er der tom underholdning i uanede mængder.

Alt imens verdenshavene fyldes med plastic.

Opstandelse dækker over, at der er noget i tilværelsen, der har en dybere realitet. At noget er mere sandt end andet.

Og så i øvrigt også, at mennesker er noget af det mest destruktive og ondskabsfulde, man kan forestille sig, når det handler om at ødelægge det, der er godt.

Jeg har selv oplevet at være, at blive totalt ødelagt, og så komme tilbage til livet.

På grund at et andet menneskes onde handling holdt mit hjerte op med at slå naturligt, og mit energisystem gik i stykker. Man kan læse om det på min hjemmeside, hvis man vil det.

Min identitet var elimineret, ødelagt.

Jeg var ingenting som menneske. Jeg var tilintetgjort. Det eneste, jeg havde, var min bevidsthed om, at jeg var noget andet og mere.

Der gik flere år, inden jeg forstod, hvad det handlede om, hvad den onde handling mere præcist bestod i.

Jeg skulle have stød i hjertet. Det foregik under fuld narkose på Skejby Sygehus.

Jeg har fået hjælp udefra til at forstå, hvad der skete. Det var en kastration, udført af et spirituelt menneske. Det ødelagde alle mine relationer, og jeg var i lang tid i dyb smerte.

Det var forsætlig ondskab, der foregik inde i et felt, som meget få mennesker har adgang til. Og det vidste personen, der gjorde det!

Hun havde, som jeg husker det, adgang til den 13. dimension, ude i sjælens område, hvor de fleste kun rækker ud i den 7. eller 8. dimension.

En sådan tænkning forudsætter en kontinuitet fra menneske til guddommelighed, og operer med en tilbagevendende sætning om, at ”alt er, som det skal være”.

Den opererer ikke med ondskabens ødelæggende virkning, og heller ikke med den massive binding, som jeg oplever, i forhold til instinktet.

Det er ikke i overensstemmelse med sandheden. Eller den er det kun, hvis personen evner at give slip i sin binding til sit instinkt. Alternativt giver slip på sig selv i forbindelse med kanalisering.

Eller sagt på en anden måde: denne måde at se og møde verden på forudsætter, at man, altid og ubetinget, bliver på stien.

Det er på min egen måde lykkedes mig at komme tilbage til livet, og efterhånden at få mit energisystem til at fungere normalt igen.

Jeg har fået konstant hjælp i processen af ærkeenglen Metatron, men det har hele tiden været vigtigt, at jeg gjorde min del af arbejdet med at finde tilbage til mig selv.

Det har også bevirket, at jeg har forstået meget mere om, hvad ondskab er for noget, og hvordan vi fuldstændigt kan undgå at opføre os dårligt og åndssvagt. Det vidste jeg ganske godt, inden det skete, men jeg kunne ikke afgørende sætte ord på det.

Vi har selvfølgelig ikke lov til at gøre det onde ved et andet menneske, uden at det virker tilbage på os selv. Det siger vel sig selv.

At nogle gør det alligevel, ovenikøbet kalkuleret, er et udtryk for, at disse mennesker overskrider nogle grænser i sig selv, som de godt selv ved, de ikke må overskride.

Pointen med at fortælle dette er, at det er muligt at komme tilbage til livet, selv om andre har gjort det praktisk taget umuligt.

Jeg var i total lidelse i lang tid, og lærte, med hjælp udefra, at vi gennem sjælens lys har mulighed for at heale sår, som er påført i dyb ondskab.

Principielt er det enhver form for smerte, som kan helbredes, ved i kærlighed at være der for hinanden.

Det er så afgørende at forstå, hvad forskel der er på sjæl og instinkt, at det ikke kan betones tydeligt nok.

Og det er ikke en teoretisk forståelse, det handler om. For den kan ikke bruges til noget.

Det er at forstå, hvor vi selv er i vore handlinger, i vore tanker, i vore følelser, i vore sanser, i vores udtryk.

Kalkuleret ondskab er noget meget dybere end bare at være i sit instinkt, og at handle ud igennem det. Det kan gøres uforsætligt, og det var, hvad Jesus udtrykte, mens de hamrede naglerne fast i hans hænder og fødder: ”Tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør!”

Kalkuleret ondskab er bevidst at gøre noget, der absolut ikke er i orden. Her henter man sin motivation fra et dybere sted.

Ond er ikke noget, man er. Det er noget, man gør sig selv til.

I enhver ny inkarnation har vi mulighed for at begynde helt forfra. Dog ikke mere forfra, end at vi har uløste problematikker med os fra tidligere liv.

Opgaven er at lære, hvad det vil sige, altid og ubetinget, at være et ordentligt menneske. Herefter kan man så være et godt menneske. Og herefter kan man så være et kærligt menneske.

Et ondt menneske diskvalificerer sig selv, bringer sig selv i miskredit.

Den, som har oplevet ondskaben udfoldet, fra et andet menneske, har selvfølgelig ret til at bevæge sig baglæns ind i handlingen, for at finde sig selv i det hele.

Så længe man ikke kaster skygger, har man lov til at gå helt ind i handlingen, også at fortælle om den, for at adskille delene, og at forstå sig selv i det.

Ethvert menneske har en suveræn ret til at være sig selv, og det kan ingen andre tage fra vedkommende.

Det er indlagt som en realitet i skabelsen.

Det er udfoldet opstandelse at få lyset tilbage i sig selv, efter fuldstændigt at være efterladt i mørket, efter en dyb og ondsindet handling.

Handlingen fra den onde var at gå ind i min energistruktur, og aktivt at pille ved, ødelægge, sammenhængen mellem min sjæl og mit menneskevæsen.

Det går lige så dybt som at blive aflivet, fordi alle de vitale organer er sat ud af kraft, eller fuldstændigt forvredet. Resultatet er, at man herefter kun oplever vrede, had, bagtalelse og løgne, selv fra de mennesker, man ellers har været tæt på, og haft hjerteforbindelse med.

Man har simpelt hen ikke mulighed for positivt at stå i sig selv længere. Man er lagt ned på en måde, så man ikke selv er i stand til at rejse sig.

Menneskeligt er man krøllet sammen, ligesom socialt udstødte og straffefanger i gabestok, eller måske med jødestjerner på sig, er det.

Kollektivt kan alle slå og sparke, som de har lyst til. Man pådrager sig i sit mørke en kollektiv skygge.

Jeg har kunnet rejse mig ved at opleve kærlighed på et meget dybt plan, med uvurderlig hjælp, fra ærkeenglen Metatron, først og fremmest.

Men jeg har selv skullet tage de nødvendige skridt, da jeg er og aldrig har ønsket andet end at være et ganske almindeligt menneske.

I dyb modsætning til mange spirituelle, i øvrigt, der ikke holder sig tilbage med at booste sig selv i nogle gevaldige egoer.

Ordentlighed er, altid at have kontakt til det sande i sig selv. Det er kun muligt, hvis jeg i alt er sand og kærlig, også i mødet med andre mennesker.

Der er ingen fravigelse mulig i denne sammenhæng.