Nøgleordet er hjertets mod

Det handler om at lukke positivt op, idet vi aldrig må ignorere noget af det, der sker.

Men med vores intention og positive vilje kan vi kigge på alt, møde det i kærlighed, og på den måde også slippe alt, eller lade alt udvikle og udfolde sig.

Vi har livet i vore hænder, hvis vi selv ønsker det.

En positiv relation er en, som vi begge går ind i med et ja og et åbent hjerte.

Den er ikke bygget på betingelser, men på, at vi begge ønsker at udfolde noget sammen.

Et forhold består, lige så længe vi siger ja til hinanden og er der for hinanden.

Når vi skaber et ægte kærlighedsrum med et andet eller med andre mennesker, så bliver alt muligt i dette rum.

Det svarer til en hjerteforbindelse, hvor vi ubetinget siger ja til hinanden. Der er ikke noget, der ikke kan blive sagt. Der er ikke noget, der ikke kan blive vendt.

Samtidig er vi der for hinanden, støtter hinanden, giver hinanden lyst og glæde.

Ny Tid står for døren. Det er den type relationer, der skal vise os vejen ind mod, hvad der er menneskeligt muligt.

Et forslag til et nyt bryllupsritual eller et kærlighedsritual, som er gensidigt forpligtende

 

Vi siger ja til kærlighedens landevej, hvor vi altid vil være der for hinanden i tillid og ærlighed.

Vi vil være gensidigt hengivne og altid møde hinandens lyst og ønsker. Vi siger ja til alt, hvad der kommer.

Vi går ind i forholdet med åbent hjerte og et stort ja, som også forpligter, når vi står over for problemer, også dem der er vanskelige at løse.

Når skyggerne indfinder sig, forpligter vi os hver især på at møde dem i os selv. Vel vidende, at det kan kun jeg selv gøre i mit eget liv. Men også at et forhold står og falder med dette arbejde.

Og så skal vi altid være åbne for at lade sjælen få lov til at komme indenfor.