Nødvendig prioritering

Vi slipper ikke for at tænke globalt som den første prioritering overhovedet.

Alt andet er afledt af dette ubetingede hensyn, som er afgørende for vores fremtid.

Jo længere vi venter, jo mere udhuler vi vore øvrige handlemuligheder, også på de indre baner.

Det svarer helt til at finde et barn, der er løbet hjemmefra, som den første prioritering overhovedet i vore overvejelser.

Vi er bundet fast til et dybere logik, som vi ikke kan sætte os ud over.

Nogle gange er den tydeligere end andre.

Det handler også rigtigt meget om, hvor meget vi ønsker at følge den, og være i den.

Man hjælper sig selv ved at forstå den, og altid at tage hensyn til den.

Hvis man er i overensstemmelse med sig selv, gør man sig selv og andre en tjeneste.

At gøre det, man skal, vil gøre mig fri, i hvert fald i det omfang, jeg ikke er bundet i forhold til andre omstændigheder, selvvalgte eller påførte.

Vi har en fri vilje, men den tillader os ikke at sætte os ud over os selv eller de pligter, vi har i livet.

Den fri vilje tillader os at forholde os til vore åbne muligheder.

På forhånd er vi bundet til nogle vilkår som menneske, som vi ikke får lov til at slippe.

Det er nødvendigt at være global, inden jeg er social.

Det er nødvendigt at være social, inden jeg er individuel.

Det må ikke vende anderledes, for så misser man enten det sociale eller det globale, til fordel for f.eks. et ego.

Sådan har det udviklet sig på kloden, og derfor ser det ud ude i verden, som det gør.

Man må aldrig tilsidesætte et nødvendigt socialt hensyn til fordel for sig selv.

Man må aldrig tilsidesætte et nødvendigt globalt hensyn til fordel for noget socialt, og heller ikke til fordel for noget individuelt.

Det sociale i denne betydning er ikke i forhold til en specifik sociale kontekst, men det forhold, at vi relaterer til andre mennesker, og har en naturlig forpligtelse, som vi også kan kalde næstekærlighed. At vi ikke bare kan opføre os, som det passer os.

Disse nødvendige foranstaltninger ligger som religiøse påbud, bl.a. i historien om uddrivelsen af Paradiset.

Adam og Eva kunne ikke kigge hinanden i øjnene, da de overskred en simpel lov, mens de var derinde. Derfor dækkede de sig med blade.

Og i forbindelse med uddrivelsen fik de at vide, at smerte og hårdt arbejde var et grundvilkår. Det er en anden måde at udtrykke prioriteringen om det globale og det sociale.

At man ikke kan undslå sig smerten ved at føde børn, og dermed at videreføre slægten.

At man ikke kan slippe for hårdt arbejde, som jo handler om overlevelse i et større perspektiv.

At vi har et ansvar over for hinanden.

At slægten og de globale hensyn altid bør gå forud for de individuelle.

At vi skal tænke på naturen og hinanden, inden vi tænker på os selv.

At opføre sig ordentligt er en anden måde at udtrykke det samme på, hvor der her er tilføjet nogle pejlemærker, hvis man skulle være i tvivl om, hvad god opførsel er for noget.

De 10 bud er fortidens måde at formulere det samme på.

Næstekærlighedsbudet er en senere, komprimeret version af det samme.

Det handler ikke om at føje hinanden.

Det handler ikke om blindt at handle som generationen før.

Det nye er, at vi kan kigge på os selv, og vælge de rigtige og optimale løsninger, der også tager hensyn til individet. Med det sætter ikke individet foran det, der i en større sammenhæng er vigtigere.

Det sætter ikke den enkelte foran det sociale og det globale, der hver for sig og sammen altid må gå forud i den store sammenhæng, og også helt konkret.

Der er således ikke tale om noget, der først og fremmest kommer ud af munden. Det er noget, vi indretter vores liv efter, og handler efter.

At noget kommer ud af munden, kan i sig selv ikke bruges til noget som helst. Men det kan det, at vi lever efter det, vi siger og udtrykker, ikke at det formuleres som en hensigtserklæring.

Det, vi gør, har betydning, meget mere end det, vi tænker, som først får kvalitet, når vi omsætter det i noget praktisk og fysisk.

Alle store mestre har forladt deres kontekst, som har betydet, at du har evnet at se det hele meget mere rent, og først og fremmest uden at være bundet til en specifik kontekst, der altid vil farve et individ, og altid vil skævvride hensyn.

Det, som jeg har adgang til i min egen energi, er der, hvor jeg afgørende kan gøre en forskel i verden. Her er min aktuelle og specifikke handlemulighed. Alt andet er fiktivt og distanceret i forhold til mit eget rum. Derfor er dette rum helt afgørende for mine handlinger, beslutninger, prioriteringer, men jo også mine tanker og følelser, der ofte får magt, når de har rumsteret længe nok.

Og hvad jeg herefter gør, vil afsløre min prioritering.

Energi i sin ubundne form kan meget mere, end når energien er bundet.

Det svarer helt til at være sammen med et barn, der endnu ikke er hæmmet eller blokeret i sit udtryk. Fantasien kender ingen grænser, og barnet finder selv alle de svar, der kræves i situationen.

Det er det samme som at give slip på alt, og lade alt udvikle sig på sin egen måde. Det svarer til positivt at være i livet, og lade former opstå af sig selv.

Det ønsker det bundne instinkt selvfølgelig ikke. Og det gælder, uanset hvor uhensigtsmæssige løsningerne måtte være. Det vil ikke give slip på noget som helst, og det vil ikke invitere andre indenfor. For et fængsel er et fængsel! En borg er en borg! Og det skal der ikke laves om på! Der findes ikke noget mere irrationelt end et bundet instinkt.