Attituden

Den identitet, man har som voksen, er meget ofte en blokering for en umiddelbar og direkte adgang til sjælen.

Det skyldes, at det at være voksen er en videreførelse af tidligere generationer, og at man lægger lag på lag oven på hinanden i et tidsforløb, hvor det er næsten umuligt at komme ind igennem eller nedenunder. Og selv hvis man kommer nedenunder, skal man stadig kæmpe med den adfærd, der knytter sig til lagene ovenover.

I disse lag har jeget gennem opvækst og tradition forvredet sig så meget, at vi taler om et ego med et tilsvarende forvredet selvbillede. Det er meget vanskeligt at komme igennem disse lag, som i forhold til sjælsperspektivet indeholder lav bevidsthed. Det er fader- og moderroller, der huserer, først og fremmest, men også tilhørende offerroller som det underkuede barn. Alle disse positioner er forvredne, og det normale er at identificere sig med en eller flere af dem.

Enhver form for afhængighed er knyttet til dette område.

Voksenattituden og -adfærden er et civiliseret og ureflekteret instinkt, ofte med regler og normer, tabuer og ritualer. Der er støj til at vedligeholde tilstanden uforstyrret i form af underholdning.

Fordi verden styres af voksne, er der igennem tiden udviklet religioner og spirituelle praksisser, der alle tager udgangspunkt i voksenlivet, og forsøger at bevæge sig ned igennem lagene gennem streng disciplin. Sådan har det været i årtusinder, siden vi som mennesker fik eller blev udstyret med en sjæl.

Vores adfærd er styret af instinktet, med mindre vi aktivt gør noget for at ændre på det. Mange identificerer sig med den, som om den bare er sådan, uanset hvor begrænsende den måtte være, for sig selv og for andre. Nogle sanktionerer og tjener penge på at vedligeholde den.

Sandheden og virkeligheden ligger neden under det hele. Dem kan vi ikke løbe fra eller omgås. Mange forsøger, men det vil ikke lykkes, i hvert fald ikke hvis de besidder et minimum af ærlighed. Vejen ind i sjælen er ærlighed og kærlighed. Det er meget enkelt.

Man kan altid mærke, om et menneske er lukket i sit instinkt, eller om der er hul igennem i et eller andet omfang. Jeg kan i hvert fald.

Lukkethed har altid et kollektivt element, men er også i høj grad et spørgsmål om den enkelte og hans eller hendes ja, ja til livet, ja til sig selv, ja til at være på Jorden.

Nogle voksne har valgt en attitude, hvor de nægter at kigge på noget, der kunne se anderledes ud. Det er naturligvis barnagtigt og trodsigt, men det forekommer, og derfor skal det nævnes.

I dag er tiden moden til, at vi lukker op for sjælen, uden nødvendigvis at bevæge os igennem religion eller spiritualitet i deres gængse former. Men det fordrer, at vi meget bevidst møder os selv, uden at lade den lave bevidsthed få magten, for så går det galt.

Når den lave bevidsthed får magten over den høje, er det ligesom at lade ræven vogte gæs.

Det er kulde før varme. Det er kynisme før kærlighed. Det er lukkethed før åbenhed. Fordømmelse før forsøget på at forstå. Det er mig selv før alle andre.

Den lave bevidsthed har ikke forstand på eller sans for det fine og det smukke og det bløde i livet, som livet i virkeligheden er skabt af. Tænk bare på et lille forsvarsløst barn som eksempel på, at vi altid skal respektere det svage i livet, eller i hvert fald ikke skal ignorere det.

Alt i livet handler om, hvordan vi vender i forhold til os selv.

Nogle voksne påtager sig en holdning, der hedder noget i retning af: Vi vil ikke have glæden ind i vores liv. Vi vil holde fast i det, vi har, typisk noget materielt og noget omkring familie. Vi vil ikke have lyset i spil. Vi vil ikke lade sjælen komme ind, eller kun i et omfang vi selv bestemmer!

Det er meget mærkeligt, men det forekommer. Det er naturligvis en ustabil tilstand, men den kan sikkert vare i årevis.

Evnen til at hjælpe og at være der for andre vil altid være begrænset af ens egen kapacitet og vilje til at tage livet ind i alle aspekter.

I spirituelle kredse har det været moderne at fortælle vidt og bredt om modstand mod sit kald. Min konklusion omkring dette fænomen er, at det i lige så høj grad har været en aversion mod at møde det bløde og fine i sig selv og i andre, som er blevet opfattet og håndteret som mindreværdigt i forhold til den aktuelle selvopfattelse. Jeg skriver det, fordi den såkaldte modstand stadig har været aktiv i form af aversion, og at modstand i sig selv i hvert fald ikke hver gang har været den sande forklaring.

Hvis der er noget, der ikke er bearbejdet, vil denne del begrænse både udsyn og kapacitet.

Det ubearbejdede vil optræde som skygger og manglende åbenhed.

Et voksent menneske, som kun har en lille selvbevidsthed, er en potentiel bombe. Det er altid vigtigt at møde stilfærdigt og positivt, når meget er ubearbejdet, netop fordi det ubearbejdede kan optræde som alliance med en negativ attitude. Det kan blive meget voldsomt.

Med andre ord er det vigtigt, at vi som mennesker bliver i stand til at gennemtrænge det hårde og knudrede lag i os selv, så vi evner at se kærligheden og sandheden, uden at den bliver forurenet og forvrænget af en normfyldt og fordomsfuldt individ.

Det svarer helt til at have snavsede briller, som trænger til at blive pudset. Så længe det er urent, kan denne del af mennesket endda finde på at gøre sig til talsmand for, at alt det andet ikke er sandt.

Jo mere dyrisk man er sin adfærd, jo mere vil de snavsede briller være identiteten.

Det endimensionale mennesker er begrænset af sit instinkt og beskriver sin verden, som om instinktet er loftet, med alt hvad det indeholder af restriktioner, begrænsninger, roller og normer. Fra den position handler verden om, hvad vi ikke kan, og hvad der ikke går, og hvad der ikke duer.

Smerten i voksenlivet opstår, fordi den voksne bryder den naturlige energi.

Energien er vores totale flow. Måske er det ungdommens onani, der skaber kløften, hvor vi mister forbindelsen til os selv, og ovenikøbet lærer, at det er ok. Ikke at miste energien, men at masturbere. Problemet er, at vi derved ødelægger vores naturlige forbindelse til os selv, vores sande billede af os selv. Og vi mister evnen til at navigere naturligt i livet, når det sker.

Når man mister energien, har man brug for at substituere, at finde kunstige svar for at finde verden til at hænge sammen. Men mobiltelefonen bliver det endnu mere kunstigt, og mennesket bliver endnu mere isoleret. Fantasien har for længst mistet sit naturlige tag i virkeligheden, og man søger hele tiden øjeblikkets momentane tilfredsstillelse,

Det er ikke nok, at sjælen indeholder en meget smuk logik.

Mennesket skal også tage den til sig, og gøre den til en del af sit væsen.

Ellers bliver det hele et fatamorgana, og vi ender som mennesker uden livsmod og livsgnist.

At mærke sjælen i spil er smukt. Men vi skal også få den til at virke i os selv, som kun er muligt ved at slippe noget af alt det, som vi fylder os med, som ikke er sundt. Der er ikke plads til begge dele.

Når vi lærer at slippe alt det, der virker som mønstre og dårlig opførsel, eller som trivialitet og ligegyldighed, så kan vi tage sjælen ind på dens egne præmisser, og lade den få lov til at røre ved os, alene eller sammen. Det kan være ufatteligt smukt i sin ordløshed.

Der findes en særlig logik i livet.

Når vi er to, og vi begge møder hinanden åbent og ærligt, og positivt, så sker der noget magisk.

Når mørket i form af skygger, mistro, mistillid, at tale op eller ned til hinanden, tager over, når vi ikke er 100% ærlige, så forsvinder magien, sjælens kraft og mulighed for transformation. Vi skal som mennesker sige ja og være i dette ja.

Jeget skal egentlig bare være sig selv.

Det kan også formuleres som at lade sig gennemstrømme af sjælen i oprigtighed og glæde, konstant at være sig selv hele tiden, også når det bliver hverdag, også når trivialiteterne melder sig.

Hvad gør man så? Så længe man ikke har fundet balancen i sig selv, vil man ryge tilbage i det ubearbejdede.

Når vi møder hinanden positivt, oprigtigt og åbent, så sker det magiske. Vi kan ikke gøre det som rollespil. Og vi kan ikke holde noget skjult for hinanden.

Der findes ingen begreber, der kan holde det. Ingen begreber er stationære. Der findes begreber, som er skabt på den anden side af instinkterne. Det er dem, jeg bruger. Men de fleste bruger begreber, der bærer eller er båret af instinkterne. De virker bare ikke, når det strammer til. De kan bruges til at få en virksomhed eller en professionel praksis til at virke, men de kan ikke bruges til at finde sig selv i livet med.

Og på et tidspunkt bliver disse begreber brugt til at stive sig selv af. I forhold til andre. Men da sjælen ikke deltager i dette rænkespil, vil man før eller siden befinde sig selv trist mismodig.

De sande begreber og den sande forståelse findes kun, hvis man er villig til at slippe sine tanker om, hvor forfærdeligt man har det, og hvor dumme de andre er.

På et dybere plan kan vi finde os selv og de virkelige værdier. Men kun hvis vi slipper alt det andet. Oprigtigt. Og i et sandt møde med et andet menneske lykkes med at finde livsgnisten igen.

Selvfølgelig kan vi også finde den selv og i os selv. Men den har brug for også at komme ud i verden.

Der sker et eller andet i menneskelivet, hvor nogle eller mange slipper taget i sig selv, og sidder tilbage med sin egen tomhed.

Hvordan man kommer tilbage på sporet, har i hvert fald noget at gøre med en selv, om man vil det, om man gør noget for det. At forstå denne dynamik er vigtig, hvis man ønsker at blive på sporet og have kontakten med livet, i sig selv og i andre.