Moral

Er livet kun til for mig?

Handler det hele kun om min udløsning? Min seksuelle tilfredsstillelse? Eller vil jeg noget dybere med det hele?

Moral handler om, man har noget at have sandheden i, eller om det bare er en dårlig undskyldning for noget andet.

Hvis jeg altid er ordentlig, kan jeg også bagefter altid kigge mig selv i øjnene, og vide, at det jeg gjorde, var i orden.

At have noget at have sandheden i er en anden måde at udtrykke, at sandheden er fysisk. Vi har sandheden i os.

Sandheden afslører, om vi taler sandt, om vi stadigvæk kan stå oprejst, og kigge den anden ind i øjnene.

Nogle gange skal man anerkende forvirring, uden at forstå hoved eller hale i det, og så bare vide med sig selv, at man har fat i sandheden, men at den ikke er synlig lige nu.

Hvis jeg kender mig selv godt, kan jeg godt leve med, at jeg der opstår et mørke, som jeg ikke kender svaret på eller forklaringen på, uden at gå i panik.

Jeg ved med mig selv, at fordi jeg er ordentlig og et godt menneske, vil skyerne på et tidspunkt fortrække igen.

Jeg ved godt med mig selv, om jeg er et godt eller et dårligt menneske. Og dermed kan jeg også leve med, at jeg i en fase kan være formørket, i og med at jeg ikke selv har gjort noget, for at det skulle ske.

Dårlig moral er, i enhver ny situation at trække nye løgnehistorier op af hatten.

På den måde bliver man også et stadigt mere utroværdigt billede af sig selv.

Hvis ikke helt grundlæggende man er et ordentligt menneske, kan alt andet være ligegyldigt.

Lav moral er, at jeg udnytter en situation til min egen fordel, selv om jeg ved, det går ud over en anden.

Moral er noget, jeg har i mig selv, som udtrykker den vilje, jeg lever mit liv igennem.

Vilje er et andet udtryk for den måde, jeg har besluttet at administrere min til rådighed værende energi på.

Alt handler om, hvordan jeg opfører mig, i hvert nyt øjeblik.

Jeg kan ikke springe et øjeblik over, og sige, at det var ligegyldigt, at det ikke betød noget. For sådan er det ikke.

Alt i mit liv handler om, hvordan jeg tager det ind.

Hvordan jeg forholder mig til viden og til oplevelser.

Hvis jeg lykkes med altid at møde noget, som det er, uden at blande mig, vil jeg også altid kunne lade det bearbejde i bevidsthed.

Jeg tolker ikke noget, i hvert fald ikke mere bastant, end at jeg kan slippe det igen.

Derved bevarer jeg min fulde frihed. Jeg lader mig ikke forføre. Jeg kaster ikke skygger, som jeg bagefter skal kæmpe med.

Jeg er ikke styret af normer og fordomme, i hvert fald ikke mere, end at jeg kan forholde mig afslappet til det.

Der er ingen regler, som jeg skal overholde, for jeg er i mit væsen meget udramatisk og stille. Sådan har jeg det godt, og sådan kan jeg lide at være i livet.

Når instinktet får lov til at larme, svarer det til, at alle nærmest råber i munden på hinanden.

Her er det klogt at holde sig stilfærdigt i baggrunden, for der er ikke plads til andet end larm.

Man kan ikke altid manifestere sig, fordi det bare larmer helt vildt.

Men det er godt at vide med sig selv, at man har fat i sig selv, og så bare er med det, der nu er.

At være et ordentligt menneske, er, i alt og ubetinget, at stå inde for sig selv. Sværere er det ikke.

Vi er altid dybt ansvarlige for alt, hvad vi laver, også i det skjulte. Også en lille mikroskopisk medvirken. Nogle gange kan det udløse en lavine, bare at tænke en tanke.

Når vi tager en beslutning, skal vi alliere os med alt i os selv, ud være fuldstændigt ærlige. Så vil beslutningen være det sande billede af os selv.

Lav bevidsthed er, at man ikke er på plads i sig selv. At man ikke er til at stole på. At man altid kan springe fra. At man er en LuskePeter eller en SjuskeDorte.

Høj bevidsthed er, at man har taget sig selv i ed, og at der aldrig kommer noget ud af sidebenene, eller at der er stukket noget under stolen. At det, jeg siger, er det, jeg er.

Ethvert menneske har altid mulighed for at være ordentligt, hele vejen igennem.

Og mange er det heldigvis.

At vi har en sjæl, betyder, at vi kan kigge på os selv.

Det er der ingen andre her på kloden, der kan.

Hvordan vi kigger på os selv, er afgørende for det videre forløb.

Det er i virkeligheden det, som alt handler om.

Det er årsagen til den globale krise.

Det er årsagen til mørket i os selv, som vi ikke tøver med at sende ud af os selv.

Den, der er ordentlig, har altid mulighed for at være ovenpå.

Når man gør noget, der ikke er i orden, mister man sin fine adgang til sandheden og til sig selv.

Den, der har gjort noget dårligt ved et andet menneske, skal selv gøre det godt igen.

Det skyldes, at livet er suverænt, og at vi alle i udgangspunktet er hele mennesker.

Den, som bryder denne fine balance, skal selv reetablere den.

For at vi dermed kan begynde forfra, så at sige, hvis det er muligt.

Der er intet i livet i sig selv, der ikke er enkelt. Det er mennesker, der forplumrer det, og forkvakler det.

Hvis jeg har lavet en fejl, skal jeg selv indrømme det.

Jeg ved godt selv, hvad det handler om.

Jeg kan kun selv skabe balance i det rod, jeg selv har lavet. Eller i hvert fald gøre mit for, at det bliver godt igen.

Respekt og hensyn er den rigtige måde at mødes på, når instinkt møder instinkt, hvor begge i ordentlighed formår at blive i sig selv.

Når der er andre, underliggende lag i spil, hvor man ikke helt kan stole på hinanden, er der tale om lav moral og utilregnelighed.

Men den høje moral viser, at det er muligt, som instinktvæsener, at have styr på sig selv.

Moral er noget, vi har, og noget, vi praktiserer. Det er en måde at være i livet på, som er underliggende i forhold til ord og handlinger.

Høj moral er, at man ikke pludselig finder på at følge en tilskyndelse til at gøre noget, som man godt ved, er forkert.

At man er et menneske, der er til at stole på.

Moral er, at alt i mig er alt det, jeg siger, jeg er.

Moral er noget, man bygger op over tid.

Det handler om at være i sandhed.

Når man gør noget godt i livet, så styrker man sin egen moral.

Gode gerninger akkumulerer et felt eller et område, som styrker vores egen moral.

Det forudsætter selvfølgelig, at vi positivt og ubetinget engagerer os i livet, og at vi aldrig er bange for at gøre det gode.

Denne platform er tilgængelig for alle, og har som eneste forudsætning, at jeg aldrig fraviger god opførsel.

En anden måde at udtrykke det på, er, at jeg altid er i mig selv og med mig selv i min måde at være på.

Når det så bliver svært, skal jeg altid afholde mig fra at reagere ud af mig selv.

Og når det kræver eftertanke, skal tankerne også holdes inden døre, indtil de finder en form, jeg har det godt med.

Hvis ikke jeg lærer at træde et skridt baglæns i mig selv, inden jeg handler, lærer jeg ikke, hvad ordentlighed er.

Det hele starter i sengen, så at sige. Det hele begynder, når vi vågner.

At vi ikke giver plads til det sande i os selv, inden vi giver plads til det uegentlige i os selv. De falske behov.

Det kan også være, at det slutter i sengen om aftenen. Tidspunktet er ikke så vigtigt, som hvad vi gør, og med hvilken intention.

Man skal øve sig i ordentlighed. Den kommer ikke af sig selv, selv nogle mennesker åbenlyst har den meget mere i bagagen end andre.

Men selv mennesker med en gammel sjæl kan falde i med et brag, og bringe sig selv i miskredit, i forhold til god moral.

Hæderlighed bliver målt på det, vi har gjort, ikke i juridisk forstand, men i sandhed.

Anstændighed er, ikke at give slip på noget i sig selv, som er altafgørende for, altid positivt at kunne være i livet.

Ikke at gå på kompromis med noget dybt i mig selv.

Man kan ikke kigge sig selv i øjnene, hvis man har gjort noget, der ikke var i orden.

Man kan heller ikke kigge sig selv i øjnene, hvis man har undladt at gøre noget, som man skulle have gjort.

Det skyldes, at vi er bundet op imod en guddommelig vilje, som vi selv har sagt ja til i frihed, inden vi inkarnerede.

Derfor skal vi selvfølgelig også gøre, som er aftalt, og afholde os fra at gøre det, som vi ikke skal og må.

Gode mennesker har øvet sig på det i mange liv.

Men vi begynder jo altid forfra i et nyt liv.

Her får vi vores egen energi stillet til rådighed. Vi har en opgave i livet. Ingen er forpligtet over evne i denne forbindelse.

Vi kan mærke energien omkring os som pres, som noget, vi skal. Og når vi gør det, får vi det godt.

Når vi stritter imod, er vi ikke i tvivl om, at vi stritter imod.

At være og blive i sin egen energi er positivt at udfolde sin moral og sin måde at være i livet på.

Hvis vi gerne vil have kontakt til sjælen, fordrer det vores ubetingede nærvær, at vi altid er ærlige, oprigtige, ordentlige, at vi gør det, vi skal, og at vi afholder fra det, som vi godt ved, vi skal holde fingrene fra.

Lav moral er instinktstyring.

Høj moral er at lade sjælen få lov til at være toneangivende i alt.

Høj moral er, altid at lade lyset få plads, inden jeg gør noget som helst andet.

Det er det samme som altid at have adgang til min egen energi, og ikke at kaste skygger.

Hvis vi praktiserer det, har vi ikke brug for andre rettesnore i livet. Men kun hvis det sker faktuelt, ikke som et postulat, for det er ligegyldigt.

Hvis man kun gør noget for egen vindings skyld, så har man ikke fat i den lange ende.

Det er det samme som at udtrykke, at andre kan skinne på mig, betinget.

Så det er den helt grundlæggende intentionem, det hele handler om.

At jeg har hjertet med i alt, før jeg overhovedet overvejer noget som helst andet.

Alt afhænger af, hvor jeg er, i forhold til det, jeg gør.

Har jeg mig selv på plads i mine handlinger?

Er jeg ordentligt til stede i mig selv?

Det er ikke så vigtigt, hvad der sker omkring os, som hvordan vi er i os selv, og hvordan vi møder det.

Når vi tager en beslutning og handler, kan vi ikke komme bagefter og sige, at vi ikke gjorde eller ville det. For det var, hvad vi gjorde, og det skal vi stå til ansvar for. Det kan ikke være anderledes, heller ikke i et større perspektiv. Og måske især ikke der.

Når vi gør noget, så skal vi stå inde for det. Og så skal vi gøre det helhjertet.

Det er altid muligt.

Det er også altid muligt at være ordentlig. Og hensynsfuld. Og respektfuld.

Mennesker med lav moral kaster skygger.

Det sker i form af sladder, men også meget mere sofistikeret.

Når man kaster skygger, fylder man også sig selv med mørke.

Efterhånden vil man blive mere og mere mørk og indelukket, tom og trist. Det sker helt automatisk, modsat den, der aktivt vælger at blive i lyset. Det sker ved altid at være i og at søge sandheden der, hvor den kan bruges til positivt at oplyse et felt.

Det handler ikke om, at andre skal kaste lys på mig, eller at jeg skal have æren. Det handler om, at sandheden altid har det bedst der, hvor den hører hjemme. Sandhed og lys følges ad.

Men moral er også vores evne til at holde mørket inde i os selv, mens vi transformerer det til lys. Altså at søge sandheden, inden jeg kaster en løgn ud i verden, for at friholde mig selv.

I virkelighedens verden vil det ofte være skjult, mens det på film er skåret ud i pap.

I virkelighedens verden kan den dårlige moral sagtens skjule sig bag, hvad der ligner et nobelt formål. Når der ikke er sammenhæng mellem overflade og dybde, er der altid noget galt.

Den luskede afslører sjældent sig selv helt åbenlyst. Det er vel imod hans væsen, er det ikke?

Til orientering kan det jo lige så godt være en kvinde. Den feminine list virker i øvrigt anderledes end det maskuline lusk. Men de er fælles om ikke at have rent mel i posen.

Og så skal det jo lige tilføjes, at en kvinde også kan være lusket, ligesom en mand kan være listig, da vi også har det modsatte køn i os selv.