Mørket kan have mange lag

Der kan gemme sig utroligt meget mørke bag en menneskelig facade. Det kan være svært at opdage. Men sikkert er det i hvert fald, at det påvirker et menneske, og at det vil manifestere sig, også selv om vedkommende gør alt tænkeligt for at camouflere det.

Det onde mørke indeholder kun sit eget mørke og sin egen ondskab. Der er tomt inde bagved.

Det gode mørke har en substans inde bagved. Det er typisk, når vi uforvarende bringes i en situation, som vi ikke selv har skabt, af mørke. Her har vi mulighed for at arbejde os igennem mørket, tilbage til lyset.

Det kan uden videre sammenlignes med nazisternes bogafbrænding, hvor det gode i bøgerne kunne genskabes, når tiden tillod det, mens ondskaben ikke gemte andet end sit eget mørke, din egen undergang.

Vi skal altid gå med åbne øjne ind i mørket, med oprejst pande, men jo også altid stilfærdigt og forsigtigt, når det er nødvendigt.

Jeg kan kun forstå mørket ved at gå ind i det, men i fuld bevidsthed og helt ærligt og åbent. Det forudsætter, at jeg er klar til det, og har mod på det.

Men hvis jeg er det, kan jeg mærke angst og andre fænomener, der står i vejen for, at almindelige mennesker kan møde mørket med henblik på at blive befriet for noget af det, der ligger som blokeringer inde i mørket.

Man undgår normalt denne side af tilværelsen, fordi den er smertefuld og uigennemskuelig. Men hvis man overskuddet, vil man kunne få erkendelser, der kan frigøre.

Det er vigtigt at føle sig klar til det, hvis man begiver sig derind. Og man skal vide med sig selv at være i stand til at møde det, med henblik på transformation.

Det er faktisk sjælen, som vi her åbner os med. Uden den vil det ikke kunne lade sig gøre at forstå og transformere.

Opgaven er at gå derind, ind i oplevelse, hvor ubehagelig den end måtte være, og så anerkende, at det ikke kan være anderledes. Hvordan og hvornår det ændrer sig, kan man ikke vide på forhånd, men det vil ændre sig.

Jeg er i mørket, i bevidsthed om, hvor ubehageligt det er. Men jeg lader mig ikke overmande af mørket.

Hvis jeg kun er i mit instinkt, vil det være selvmord. Jeg går ikke derind, hvis jeg på nogen måde er i fare, eller udsætter mig selv for fare.

Og det er fuldstændigt reelt at sige nej, og ikke at gøre det, hvis det er, hvad jeg føler og ved med mig selv.

I instinktets verden spiller man mennesker ud mod hinanden. Her handler det om magt, om retten til et andet menneske, om overtag, om sejr, om kamp, om vilje.

Ondskab er at gøre noget ved et andet menneske, der overhovedet ikke er i orden. Det ved alle, hvad vil sige, også før man gør det.

Ondskab er infantilt at ville tilrane sig magt. Det onde aktiverer mørke, som aktiverer angst, hvor instinktet trækker sig sammen. Forløberen for angst er frygt. Begge former kan være rationelle og irrationelle.

Ondskab er forsætligt at skabe mørke i et andet menneske. Det virker selvfølgelig baglæns, og andet ville da også være helt urimeligt. Historisk har den ondeste kunnet trække sig sejrrigt ud af kampen, hvis han eller hun havde noget materielt at falde til ro i, eller nogle kampfæller til at bakke sig op.

Men ondskab aktiverer også altid mørke i den person, der aktiverer den.

Ondt mørke har ikke nogen klangbund, efterlader kun selvforskyldt tomhed.

Modsætningen hertil er at gå positivt og aktivt ind i livet, med åben pande og frimodig. Det er en helt anden måde at være levende på, og den meget mere kompetent måde at agere på. Her får vi lys ind i os selv, og lys på det eller dem, som vi møder. Det er det modne menneske, der handler sådan, hvor handling direkte ind i mørket er det mest umodne og inkompetente, man kan tænke sig.

Den positive tilgang, som jeg skriver meget om i mine bøger, er den eneste rigtige, så længe vi selv har et valg. Den fordrer vores ubetingede ja til at lære og at være.

Man gør sig selv en stor tjeneste ved altid at gå livet i møde, stille og roligt, som det kommer, og aldrig overskride sine naturlige beføjelser. Aldrig gøre sig bedrevidende. Aldrig kaste sig ud i noget, bare for at skjule eller camouflere sin usikkerhed.

Alle ved, når de gør noget ondt, og alle kan undgå, at det sker.

Hvis man altid opfører sig ordentligt, vil man aldrig opleve livets vrangside.

Jeg har oplevet livets vrangside, fordi et andet menneske ikke opførte sig ordentligt.

Vi har alle et frit valg, også til altid at holde os på den rigtige side af os selv, og om nødvendigt gå afsides, og vente på, at lyset igen skinner.

Det er jo først og fremmest en voksenopgave at sikre, at ingen på den måde overskrider sine naturlige og normale beføjelser.

Ingen, med sine sanser og sin fornuft i behold, kunne af sig selv finde på  at lukke op for sin egen vrangside.

Selv når og hvis vi oplever det uforskyldt, vil de fleste vide, at det er forkert og ondt, og vil lede efter et sted, hvor det sande og det normale igen kan få plads.

Et ondt menneske akkumulerer mørke i sit eget system.

Mennesker uden lys i sig selv bliver mørke.

Mørket kan være selvforskyldt, og så vil de forblive mørke, eller det kræver betydeligt mere af personen, en slags modsat aktivitet, for igen at få kontakt med lyset.

Handling ind i mørket skaber mere mørke.

Mørket kan også blive påført et godt menneske. Og hvis det er tilfældet, kan den gode forbinde sig med det gode i sit væsen, og på den måde få lyset tilbage. Det er ikke nødvendigvis nemt, men det er muligt.

Vi er i meget høj grad selvbestemmende med hensyn til, hvor meget lys vi indeholder, i hvert fald dybt inde i os selv.

Hvordan vi dybest set er i vores væsen, afhænger af, hvor vigtigt lyset, og dermed sandheden, har været for os.

Det gode er et skatkammer, som vi har adgang til, måske med hjælp til det, men i hvert fald i vores sjæls dybde.

Formuleringer kan skabe mørke og skabe lys.

Det afhænger af, hvor de komme fra, og hvordan de udtrykkes.

Det svarer til, at kærlighed altid skal komme før sandhed.

Hvis man vender det, kan det være en ubarmhjertig sandhed, og den kommer i hvert fald ikke fra sjælen.

Det er sjælen, der giver os kontakten til det gode, det sande og det smukke.

Den får vi kun kontakt med, hvis vi sandt går ind i mørket for at fange lyset.

Helt fundamentalt bygges livet op af lys, mens mørke nedbryder det.

Jeg vil ikke anbefale at afprøve det i praksis, men man kan tydeligt se, hvad det betyder i et barns liv, om det bliver mødt med kærlighed og glæde, eller om det bliver mødt med surhed, hårdhed og vrede.

Det er meget faktuelt, at vi på den måde har meget større indflydelse på livet, vores eget og andres, end vi går og regner med.

Mennesker, der kun lever i mørket, gør livet surt, for både sig selv og for andre.

Mennesker, der formår at sprede lys, og som formår at bringe det ind i deres eget liv, har en helt anden virkning på alt i omgivelserne.

Hvis vi vender tilbage til barnet, er det bevist, at berøring er livsnødvendigt, ligesom vores attitude og intention i det hele taget spiller en meget større rolle, end vi regner med.

Det må da være logisk, at de samme vilkår gælder den måde, som voksne behandler hinanden på.

Når man lyver, fylder man sig selv med mørke. Bag ved mørket er der ikke sandhed, men tomhed. Og derfor kan en løgn udvikle sig til eller i en ond spiral.

Når man omvendt lever i sandhed, fylde man sig selv med lys og substans. Det er en helt anden måde at være i verden på.

Der findes ingen mellemvej imellem løgn og sandhed. Man må vælge, og stå ved sit valg.

Valget kan kun være sandhed. Og der er kun én til at tage det. Og at stå ved det.

Ethvert menneske har brug for at finde en balance i sig selv, i kampen mellem det lyse og det mørke.

Det er noget meget faktuelt, som det er vigtigt at forstå, hvad er for noget. Hvornår noget er mørkt, og hvornår noget er lyst. Det er meget faktuelt og virksomt.

Vi kan mærke, og vi har brug for at kunne mærke, hvordan vi selv bidrager i denne aktivitet.

Det er også vigtigt at forstå, at mørke ikke nødvendigvis er ondt eller negativt mørke.

Vi kan blive påført både lys og mørke, og vi kan i os selv skabe både lys og mørke.

Det svarer egentlig meget godt til frihedskamp, der også foregår i feltet mellem lys og mørke. Sangen Lili Marleen, sunget af Marlene Dietrich, er eksempel på, hvad det handler om, eller hvordan en sang kan virke ind i mørket.

Tom form er mørke. Som klicheer og floskler. Ord uden indhold.

Man skal aldrig gå i infight med en skygge, for det er mørke mod mørke, uden jordforbindelse i lyset. Og det ender bare med, at vi slår hinanden ihjel.

Når man går ind i mørket, skal man altid sørge for at have jordforbindelse, som handler om at have kontakt til sin egen form, også selv om den måske ikke er lyst op.

Uoplyst er vi bare til stede, helt i vores uvidenhed, hvis det er det, vi oplever.

Ellers vil mørket antage falske former.

Mørke er et menneske, der giver sig ud for at vide bedre.

Mørke er en vred person.

Mørke er kynisme, hårdhed, hjerteløshed.

Det er ikke bare mørke former. Det er mørke i sig selv.

Falsk mørke er baseret på løgn og har ikke noget indhold. Det eneste, der kan hentes bagved, er sandheden, hvis ellers man har noget ønske om at kende den.

Sandt mørke vil alle stå overfor. Det er der, fordi vi ikke kan have bevidsthed om alt, og ikke kan have opmærksomhed på alt. Her handler det om at kaste lys på det, der er relevant, og dermed at oplyse det.

Vi har alle sandt mørke omkring os. Det falske mørke er noget, vi selv har skabt, eller som andre har skabt omkring os.

Et menneske, der ikke opfører sig ordentligt, bliver mørk i sit sind, og kan ikke uden videre fylde sig med lys. Forsætligt mørke binder, sætter sig.

God opførsel betyder, at vi altid har lys til rådighed.

Vejen igennem mørket er vejen igennem mig selv, hvis jeg altså ønsker at kende mig selv.

Vi skal altid behandle hinanden kærligt og ordentligt, og dermed skal man ikke lægge pres på andre, med mindre disse andre har gjort noget, som man ved med sig selv, ikke er i orden.

Men mange har vitterligt en stor ulyst til at kigge på sig selv, når det virkeligt gælder. Eller søger i hvert fald mange andre veje først, i den tro, at det løser problemet omkring lykken.

Det er sjovt at se udsendelse om udlandsdanskere, der kigger tilbage på forholdene og vilkårene i Danmark.

Man gør sig klog og bedrevidende på andre, på hvad der skete under Ungdomsoprøret, og andre begivenheder. ”De ville jo bare smadre alt!” og ”De tog ikke noget ansvar!”

Det spændende er, hvordan disse mennesker ikke formår at kigge på sig selv. De ved bedre om alt, og sådan var de heldigvis ikke selv.

Alle begreber er distancerede og fyldt med skygger.

Disse udlandsdanskere er alle meget formuende, og lever i de varme lande, uden nogen form for integration i disse lande.

Så længe man ikke vil kigge på mørket i sig selv, sker der ingen afgørende ændringer.

Det gælder lokalt. Det gælder globalt.

Dette mørke vil altid også være selvskabt.

Og jeg skal selv gøre en aktiv indsats for at forstå, hvad det handler om.

Mennesket i Paradis troede, at du kunne agere Gud.

At de bare kunne tage for sig af det, der var til rådighed.

Sådan spiller klaveret ikke!

Og de måtte selvfølgelig dække sig selv med palmeblade, fordi de ikke kunne sig selv og hinanden i øjnene.

Instinktet er noget af det mest durkdrevne, der findes.

Man kan ikke bare tage løs. Selv om man oplever kærlighed, har man den ikke bare ubegrænset til rådighed.

Man skal selv på banen og give igen på lige vilkår. Men ikke i en udvekslingsaftale.

Det sidste er kynisk, kalkuleret, hårdt, hjerteløst.

Det er menneske uden sjæl, der agerer.

Mennesket, der kun vil have og tage, hvor andre skal gøre arbejdet.

Og hvor man fra det ene øjeblik til det andet kan trække sig, og kan gøre det omkostningsfrit, fordi man aldrig selv for alvor gav noget igen, men kun og gerne tog imod.

Hvordan vi selv er i verden, er afgørende for resten. Vi er ikke kun til for os selv.

På den måde skaber vi mørket, både for os selv og for andre.

Vi skal selv på banen i vores eget liv. Vi skal være de givende i kærligheden. Vi skal ikke bare lade andre komme til os.

Det gælder også i erkendelse og handling i det hele taget.

Selv om man får nogen til at indrømme en løgn, er det slet ikke sikkert, at personen afgørende ændrer på noget som helst af den grund.

C.G. Jung har formuleret et begreb om komplekset. Det har interesseret mig i mange år.

Det særlige ved dette begreb er, at man vel nærmest ikke kan komme igennem det.

Fra folkeeventyr kender vi udtrykket, at nissen flytter med.

Det handler om det samme, at en binding ikke er sådan lige at slippe af med.

Man siger, man har frigjort sig, men praksis viser, at det overhovedet ikke er tilfældet.

Det er velkendt, at afhængighed har det med at gentage eller at reproducere sig selv.

Fængsler generer mere kriminalitet, er den samme måde at udtrykke det samme på. Alt kører i ring.

Selvproducerende virksomhed er skrækkampagner, sladder, bagtalelse.

Angreb er det bedste forsvar, praktiseres ikke kun i sport. Når man ikke vil indrømme noget.

Vi ser problematikken beskrevet i rigtigt mange film og serier. Her sker der tit det, at sandheden sejrer til sidst. De onde dør, og de gode vinder til sidst, ofte hårdt såret, men dog i live.

I virkelighedens verden bliver Jeppe ved med at drikke. Mange alkoholikere kommer ikke ud af det igen.

Kriminelle skifter ikke sådan lige løbebane.

Voldsramte søger tilbage til deres bøddel.

Der er masser af eksempler på selvopfyldende profetier ud i ondskab og dårlige vaner.

Og det betyder jo, at man er bundet af sine dybe handlemønstre. Det findes også blandt såkaldt normale mennesker, hvor man på forskellige måder er bundet til sit instinkt.

Jeg ved med mig selv, at jeg ikke ligger under for instinktets mange lag, og trækket mod ego og mørke.

Det betyder også, at jeg altid har mulighed for at gå ind igennem mørket, og at komme ud i lyset, også selv om det kan være trist og ret ufremkommeligt undervejs.

Mørke uden indhold har ikke nogen eksistensberettigelse. Det gælder sådan noget som ren ondskab.

Hvis jeg derimod har gjort noget, som jeg fortryder, som var en fejltagelse, har jeg mulighed for at gå ind i mørket igen og genskabe det gode.

Denne mulighed har den onde ikke, der kun handler for at ødelægge og tilintetgøre.

Hvad der kvalificerer mig i forhold til andre, der har svært ved at slippe, kan jeg ikke afgørende svare på.

Det har i hvert fald noget med ordentlighed at gøre.

Det har noget med min evne til at analysere og at være i usikkerhed og smerte, uden behov for at fortælle om det til Gud og hvermand.

Vigtigst af alt er vel nok, at jeg er det, jeg giver mig ud for.

Jeg siger ikke noget, og gør noget andet. Jeg har ikke delt mig selv op, så jeg frit kan vælge, hvilken ny rolle jeg nu går ind i, og på den måde undgå afgørende at kigge på mig selv.

Så det er nok den allerbedste løsning, at jeg altid og ubetinget har fat i mig selv, og dermed ikke gør noget uoverlagt.

Man kan have været udsat for noget uhyrligt som barn, og dermed ufrivilligt leve i en afhængighed.

Men målet for en voksen må og skal være at tage ansvar for sit eget liv. At gøre sig selv til offer er for mange en alt for nem og hurtig måde at løse noget på.

Man er måske i virkeligheden sin egen bøddel.

Det er ikke sagt som en hård løsning over for et menneske, der ikke har oplevet kærlighed i livet.

Men det er vigtigt at gøre opmærksom på, at vi altid selv har det sidste ord i vores liv.

Og vil vi glæden, skal vi selv gøre en indsats.