Mønstre indeholder altid en dobbelthed

Et mønster er noget, man gør, lige så længe det virker.

Når det ikke virker mere, er der ingen grund til at bruge det mere.

Det er simpelt hen en sjov logik.

Omvendt hænger mange fast i det, fordi det simpelt hen har fået magten i livet, og at man nu hænger på det.

Det kan jo opfattes som mindst lige så underligt.

Forklaringen er i hvert fald, at der altid er noget i mig, som jeg ikke vil slippe, som jeg hænger fast ved, som udgør min kontrolkerne, så at sige. Det er det noget, der styrer mig. Med mindre jeg selv har besluttet, at noget andet fra nu af skal styre mig.

Hvad er det, der styrer mig? Der er der måske god grund til at tænke over.

Der er noget dybt fascinerede ved mønstre.

Når vi kalder det mønstre, er det synonymt med måder at handle på, som jeg gentager, fordi de giver mening, eller har givet mening.

Bag ved dem er, hvad Freud i sin første bog kaldte erindringsspor. Eller de er en del af mønsteret, måske den bagved liggende drivkraft. Jeg gør noget, fordi det tidligere har givet mig stor glæde og tilfredsstillelse. Jeg gør noget, fordi det tidligere har virket.

Der er en sjov dobbelthed ved mønstre, fordi de både er forløsende og fængslende, det sidste forstået som noget, der låser eller binder os fast, noget som vi ikke kan komme fri af.

Det sjove er også, at vi ved at møde et mønster, men uden at udleve det, har muligheden for at frigøre os fra det.

Vi skal og må ikke være mønsteret, men vi skal ville eller ønske at kigge på det og møde det, mens det udfolder sig, og så slippe det, i udfoldelsen!

Grunden til, at det kan lade sig gøre, er den helt afgørende forskel, at vi er mennesker, og ikke dyr.

Vi har, fordi vi har en sjæl, muligheden for at kigge på os selv. Vi kan lyse på os selv, og lade lyset transformere det, der bøvler.

Det forudsætter, at vi holder os så meget på afstand af det, at kærlighed og sandhed kan komme imellem os, så at sige.

Det er aldrig muligt, hvis vi er vores mønster, altså handler ud igennem det.

Og det er heller ikke muligt, hvis vi nægter at se og møde os selv.

Det er dybt fascinerende, at vi som mennesker har denne mulighed for at forstå os selv.

Det hele er samtidig en måde at udfolde vores bevidsthed på, som er den modsatte bevægelse af at kaste skygger. Det er også en spændende dobbelthed, med to væsensforskellige resultater. Vi kan godt kalde dem modenhed i forhold til umodenhed.

Bag ved et mønster er der altid en realitet, et reelt behov. Når det udvikler sig til et mønster og ikke bare en behovsopfyldelse, hvor man igen og med det samme kan slippe det, skyldes det netop, at der ikke indtræder en reel behovstilfredsstillelse. Man forbliver uforløst, og derfor skaber sindet forestillingen om, hvad der plejer at virke. En kunstig mulighed træder i stedet for en ægte forløsning.

Man møder noget uforløst i sig selv og søger instinktivt mod noget, der plejer at virke. Et mønster indeholder derfor altid en frustration eller en panikhandling eller panikløsning. Det er lige præcis den, jeg skal lade være med at udleve, og i stedet kigge på. Så har det hele mulighed for at transformere sig.

Der er alt for lidt fokus på de handlinger, hvor jeg selv skaber og vedligeholder et mønster. Det har været meget moderne, set fra en terapeutvinkel, at forholde sig til et mønster som et offermotiv. Logisk set er det lige så meget og lige så virksomt et bøddelmotiv, hvor vi selv skaber og selv vedligeholder det.

Vi skal have fat i det sande bagved. Så kan vi slippe det. Hvis vi altså vil.

Sandhed er kun mulig ved at møde det, jeg har brug for at møde. Det kan aldrig foregå fiktivt.

En anden meget sjov detalje er, at jo mere jeg flytter mig, gennem bearbejdelse af mønstre, fra instinktets hjerteløse kynisme til sjælens dybe sandhed, jo blødere bliver jeg i mit væsen, og jo mere flydende. Det forudsætter, at jeg altid har alt i mig selv i spil, og at jeg rummer det hele i bevidsthed.

Jeg kan ikke være delt og i den tilstand frigøre mig afgørende fra et mønster. Det vil blive ved med at være der.

Jeg kan kun slippe det helt ved at være én.

Alternativt skal jeg være et uskyldigt barn, inden jeg for alvor begynder at lave narrestreger, og det, der er værre.

På afstand er det hele bare noget, der sker. Når man er midt i det, kan det indeholde dyb smerte. Men jo også dyb og meget inciterende glæde. Der er himmelvid forskel på at være udenfor og inde i det. På alle måder.

At kunne kigge på sig selv er sjælens fortjeneste. At vide, hvad der sker, er bevidsthedens fortjeneste. At kunne gøre en reel forskel er jegets fortjeneste. At jeg er i live, er instinktets fortjeneste. Hvad mere kan jeg ønske mig?

Mønstre er det, der gør, at jeg måske slet ikke kan få øje på nogle af delene.

Et eller andet sted er det hele jo lidt sjovt.

Når vi nu samtidig ved, at jeg altid kan gøre den afgørende forskel selv, hvis jeg vil. Altså hvis jeg griber chancen, når den er der.