Mit direkte aftryk i verden

Man kan godt lyve for sit ego. Det kan ovenikøbet få egoet til at vokse.

Man kan ikke lyve for sin sjæl. Sjælen vil have lys igennem.

Og man vil altid være bundet af det, man har gjort, i en dybere sammenhæng. Også selv om man ikke vil kendes ved det. Det vil blive ved med at være der i sindet, i hvert fald indtil man aktivt gør noget for at imødegå det.

Hvis der er rod nok i sindet, bliver det hele et netværk af løgne og forvirring, der umuliggør, at noget lys kan trænge igennem.

På mange måder er voksenverdenen sådan skruet sammen.

Det gælder også kulturen og de samfundsmæssige måder at agere på.

Det er vigtig at lære at opfatte disse former som dynamikker, der kan vokse, men som også lader sig opløse eller adskille i dele.

Det sidste forudsætter, at der er en reel vilje til, at det må ske. At man ønsker at blive gennemtrængelig, og at være ærlig over for det, der dukker op. Ellers kan det ikke lade sig gøre.

Religioner er noget af det mest massive, der findes. I vores del af verden er de i stedet blevet en lige så uigennemtrængelig substans af noget materielt og mentalt i forening.

I praksis er udvikling og forløsning vist nok kun muligt gennem individuelle tiltag. Det kollektive er i hvert fald betydeligt mere uhåndterligt, men også konservativt i sin urokkelighed. Og man skal ikke gå i direkte infight med sådan noget. Det kan kun mislykkes.

Min målgruppe, hvis man kan tale om en sådan, er mennesker, der oprigtigt ønsker, at noget i livet skal være anderledes, og i overensstemmelse med en dybere lovmæssighed.

Man kan ikke lyve over for det dybe i livet. Selvfølgelig kan man ikke det.

Sandhed er noget, vi praktiserer.

Jeg ville ikke bryde mig om at møde nogen, som jeg på forhånd vidste, jeg ikke havde tillid til. Fordi vedkommende netop ikke er et sandt udtryk for sig selv.

Vi har altid mulighed for at være et sandt udtryk for os selv.

Mens vi er i os selv og med os selv.

Det er overhovedet ikke svært.

Men alligevel er det ikke særligt normalt.

Normalt møder vi først noget, når det er for sent.

Når det har sat sig som sygdom.

Når vi ikke længere aktivt kan gøre noget ved det.

Hvis vi i stedet møder alt, når det opstår, har vi også friheden og den gode samvittighed ved hånden.

Så kan vi møde det positivt. Som det er. Og så kan vi altid handle, også ukompliceret.

Det er for mange ikke så interessant. For der er ingen, der lægger mærke til det.

Men det er ikke desto mindre der, hvor jeg reelt kan gøre en forskel i verden.

Det er inden rollespil af nogen art. For jeg er jo ikke en rolle i mig selv. Det er noget, jeg gør mig selv til.

Roller skyldes, at vi aktiverer et spil.

Det mest oplagte spil er i forhold til den eller dem, som jeg går op og ned af til hverdag.

Hvis livet først opstår med spillet, som jeg har oplevet, så skyldes det, at vi ikke anser livet før spillet som relevant. Men det er det selvfølgelig.

For nogle opstår spillet i spejlet. Men det er lige så uvirkeligt. Når jeg fjerner eller camouflerer rynker og urenheder i huden.

Hvis andre mennesker holdes op imod mit spejlbillede, eller på anden måde op imod mit rollespil, er de jo dømt på forhånd, til at skulle matche noget usandt.

Det sande er inden rollen og inden spejlet.

Verden er fuld af mennesker, der udstiller sig selv. Det er altid usandt.

Man kan dårligt tænde fjernsynet uden at møde selveksponerende mennesker.

Selv de fleste studieværter spiller på deres image, før de tager noget alvorligt.

Det skyldes, at mennesker også lever i deres forestillinger hjemme bag skærmen, inde bag murstene.

Det er en verden, der holder sig selv ved lige.

Man kan være heldig at se en udsendelse, hvor sjælen får lov til at lege med, men det er ikke tit, det sker.

Det er naturligvis dybt forarmende at blive i forestillingsverdenen, og aldrig at blive virkelig.

Hvis livet er styret af angst, er alt overflade.

Hvordan undgår man det?

Det gør man ved altid at sørge for at være i kontakt med det positive og det sande i livet, at lade det få mere vægt end løgnen og mørket, som findes i de negative former.

Så længe man har en løgn i bagagen, vil den blive ved med at gøre sig gældende, indtil man beslutter sig for, at den ikke længere skal have lov til at virke. Det sker ikke ved at fortrænge eller benægte den.