Min sjæl som en mulighed

Ingen får adgang til sjælen negativt eller restriktivt.

Sådan er det heldigvis skruet sammen fra et højere sted.

Det er en helt anden logik end den, der virker i instinktets verden, hvor det, i hvert fald nogle gange, handler om, hvem der laver den første fejl, hvorefter sejrherren hugger til.

Sjælen er, at mennesket bliver til, inde bag ved rollen.

At jeg bliver til, med alt, hvad jeg er, og alt, hvad jeg indeholder.

Uden at klippe en hæl og hugge en tå.

Mig selv, som jeg ser det i spejlet, bare i virkeligheden.

Sjælen er ikke min, og bliver det aldrig. Jeg kan således ikke få ejendomsret over den.

Men den er min, forstået på den måde, at jeg selv har ladet den opstå og udvikle sig, fordi jeg tidligere har været god.

Jeg kan få adgang til det gode ved selv at være god. Men det vil aldrig kunne ske kalkuleret.

Jeg kan sågar få lov til at mærke min sjæl. At være i den. At integrere den i mig. Det er faktisk magisk.

Men lige så snart jeg holder op med at opføre mig ordentligt, vil sjælen også sige: Farvel med dig!

Det er en fantastisk logik. Jeg kan have den lige ved hånden, og jeg kan miste den fra det ene øjeblik til det andet. Og stå tom tilbage.

Det er fuldstændigt vildt, at det virker på den måde. Det har jeg simpelt ikke afgørende haft fat i før. Tak siger jeg bare!

At få sjælen ind i livet er at få sandheden ind i livet. Og at blive et kærligt væsen.

Meningen med sjælen er, at den skal ind i menneskelivet. At jeg skal lade den få lov til at komme ind.

Måden at gøre det på er at være sand og troværdig i alt. At være det sande udtryk for mig selv. Ikke at gå ved siden af mig selv. Ikke at stikke af. Men at være der, hvor jeg er.

Tillade mig selv at være glad. Tillade mig selv at nyde og at være. Give mig selv lov til at slappe af.

Og i samme forbindelse selvfølgelig at give alle andre den samme mulighed, når jeg er sammen med det.

Alt skal forestå afslappet og stilfærdigt. Intet skal overeksponeres. Vi skal bare være dem, vi er.

Når vi gør det oprigtigt, vil vi opleve, sandt at være i os selv.

Hvis vi gør det, giver vi os selv de optimale betingelser for at forblive sande og sunde og virkelige og autentiske. Hvad er der egentlig at betænke sig på?

Indholdet er i handlingen. At lade sjælen opstå i præcis den virkelighed, hvor jeg er. At lade den få lov til at komme igennem.

Sjælen er at lade tidens fylde opstå. At lade farver og toner komme ind i livet. At tillade sig selv at blive glad.

Sjælen er at være i sin egen energi. At åbne sit hjerte, og at lade livet strømme ind.

Sjælen er, i hele sit væsen, at være sand og kærlig, og at lade alt andet opstå derudfra.

At lade det gode komme os i møde og opstå på helt sin egen måde, At vi bare siger ja og deltager kærligt og åbent.

Jeg kan ikke være hård og komme ind i sjælen.

Det kan heller ikke lade sig gøre, hvis jeg er ond og ukærlig.

Jeg er selv afgørende for, hvor meget jeg får adgang til.

Det er med andre ord op til mig selv, om det er noget, jeg godt kunne tænke mig.

Vejen ind i sjælen går gennem instinktet, som også er tiden, eller den fysiske manifestation.

Man kommer ikke uden om instinktet. Det betyder også, at vejen igennem, ind i sjælen, er sandhed og autensitet.

Hvis et menneske lyver, diskvalificerer det sig i forhold til sjælen.

Hvis det er i modstand, er vejen heller ikke tilgængelig.

Hvis man lever i en forestilling, kan man ikke samtidig være virkelig, som er vejen igennem instinktet.

Det samme gælder en handling, der er båret af en sand intention, eller et sandt ord. Så sandhed skaber passage.

Ærlighed skaber passage, Oprigtighed ligeså.

Men løgn og bagtalelse, normer og fordomme giver ikke adgang til sjælens sandhed. I stedet står man måske tilbage med en illusion eller en skygge.

Sjælen er den sande kontinuitet neden under instinktet. Her er det muligt at leve et liv i sandhed og kærlighed, hvis vi ønsker det.

Men det forudsætter ubetinget god opførsel, at vi aldrig er listige og snu, at vi helt igennem er det, vi siger, at der ikke er delte områder i vores person.

Man kan ikke snyde sig ind i sjælen. Det har de bare skruet rigtigt godt sammen derude.

Vi skal lære, hvad sandhed er for noget, hvad kærlighed er for noget, før vi for alvor bliver i stand til at træde indenfor, hvor der bare er småkager ad libitum.

Min mor var meget troende. Hun glædede sig til, at vi alle sammen skulle mødes igen i Paradis. Det er lidt morsomt at tænke på, men jo også indeholdende noget ganske sandt.

Men som jeg kan se det i dag, er opgaven, at vi selv indoptager sandhed og kærlighed i vores eget væsen, og dermed kvalificerer os selv til adgang til det, der er meget bedre end småkager.

Når jeg skriver småkager, så er det ikke for at gøre nar. Men i mine forældres generation var alt lagt i faste rammer, herunder ikke mindst måltiderne. Det betød, at der ud over de tre faste måltider også blev serveret formiddagskaffe, eftermiddagskaffe og aftenkaffe, når vi var hjemme.

Det er da lidt sjovt at tænke på. Og så blev der i øvrigt altid bedt bordbøn. Før og efter, i hvert fald til at begynde med, og til de store måltider.

Forestillingen om et liv efter døden tager jo altid afsæt i noget velbekendt. Derfor.

Det sjove er også, hvor langt sandheden befinder sig i forhold til hverdagslivet. Det er simpelt hen to fuldstændigt adskilte verdener.

Men det er det jo også, når clairvoyante henter beskeder ned. Så vi er ikke nødvendigvis kommet længere i forståelsen af, hvad sandhed er for noget. I hvert fald ikke i vores eget liv.

Siden 1979. da jeg fik min første spirituelle oplevelse, der var meget fysisk, og meget kontant, har jeg ikke sat mig ned for at meditere. Det vil simpelt hen ikke give mening for mig. Sandhed i mit liv er altid dybt forbundet med det, jeg gør, lige her og nu.

Men jeg kan udmærket se, på den måde, mine bøger er blevet til på, at jeg også famler mig frem. Det betyder ikke, at bøger er utroværdige. De afspejler vel bare den proces, som enhver må igennem, på sig vej til den rigtige sandhed og den sande kærlighed.

Jeg får jo hjælp til at skrive. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Men ofte undrer jeg mig over det, jeg skriver. For eksempel at jeg lige pludselig skriver småkager.

Men så anerkender jeg den sjove impuls. Og pludselig er der blevet en fin historien af det.

Dette også til inspiration. Det kan godt betale sig at følge impulser, ikke blindt, med at følge dem i bevidsthed. Det kan give nogle meget fine erkendelser.

Sjælen indeholder sandhed og kærlighed. Instinktet indeholder ikke nogen af delene.

Instinktet er vores dyriske adfærd. Sjælen er vores sande identitet, som kommer et andet sted fra.

Hvis vi formår at holde det adskilt, er vi godt på vej til at forstå, hvad det hele handler om.

Og dermed vil vi fuldstændigt kunne slippe vores dyriske adfærd, for så vidt den skaber vores identitet.

Vejen til sjælen går gennem instinktet. Som betyder, at jeg skal gøre noget. Gøre noget selv. Gøre noget af mig selv. Gøre det rigtige. Det svarer egentlig til at gøre det, der er rigtigt, for igen at få adgang til haven.

Man kan ikke bare hoppe derind. Man kan godt gøre noget, der minder om det. Med det tilfredsstiller ikke. Man skal gøre noget bestemt, og det skal man selv finde ud af, hvad er for noget.

Indtil da vil livet føles som noget uopfyldt. Uanset hvordan man snor sig, er der kun én rigtig vej.

På en eller anden måde skal jeg op af stolen. Gøre noget bestemt. Og jeg ved det godt!

Sandt at være i sit instinkt.

At gøre det, jeg skal.

At noget må have en kvalitet i sig selv.

At noget ikke bare skal affejes, fordi det ikke passer i et normsystem.

At noget må have sin egen identitet.

At noget ikke bare skal underlægges eller underordnes noget andet.

At et menneske ikke skal måles på, hvem der var ens far, eller hvor mange penge man har.

At livet har sit eget udgangspunkt og sin egen værdi og kvalitet.

At en følelse i sig selv ikke er forkert, eller ikke må være der.

Man kan ikke snyde sig til sjælen. Hvor er jeg glad for det!

Vi har kun mulighed for at få kontakt til og med det sande i os selv ved at være det selv.

Falskhed vil blive sorteret fra.

Løgn har til dato haft alt for gode vilkår.

Det har været tilstrækkeligt at se ud som om. Det går ikke længere. Hvor er det fint!

Sjælens energi ønsker os hele.

Her det ikke en kampplads, men vel heller ikke et lazaret.

Vi er udenfor krigsmetaforen. Det er i øvrigt sjovt at mærke, hvordan metaforer i sproget er med til at farve vores adgang til det, vi forholder os til.

Sjælens energi er ikke, ligesom instinktet, farvet af sympati eller antipati. Her handler det om at være den eller det, vi er, men uden at værdilade det.

Kontakt med min sjæl fordrer, at jeg ønsker at leve mit liv i sandhed og i kærlighed.

Hvis man lykkes med at få fat i sjælen, er det vigtig i fortsættelse, at man ikke identificerer den med noget instinktbåret.

Det er lys over for mørke, frihed over for bundethed, sandhed over for løgn. Og det må man selvfølgelig ikke blande sammen.

Det er vigtigt at forstå og mærke, hvad lys og liv, sandhed og kærlighed er for noget i praksis, at opleve det på sig selv og i sig selv.

Ude i sjælens univers kan og skal og må vi ikke manipulere med noget. Det giver vel sig selv.

Man kan ikke navigere i løgn.

Lidelsen i verden skyldes i hvert fald også, at nogle ikke kan lade være med at gøre noget, som de ikke må.

Vi har så mange positive muligheder, og dem skal vi naturligvis gør brug af. Vi skal ikke gøre det for egen vindings skyld.

I den forbindelse er det vigtigt at lære og at finde ud af, hvad kærlighed er for noget, og at vi altid er bundet af sandheden, også om, hvad vi gør, og hvad vi har gjort.

Det gode og det onde ligger altid som muligheder, vi har foran os. Og det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvad vi vælger.

At være i min egen sjæl er at være i min egen lethed.

Sjælen har og får man kun adgang til ved at være god.

Ikke god til lejligheden, med hele tiden og altid. Ikke for at se, hvad der sker, men for at være det.

Sjælen er den energi, der betyder eller bevirker, at jeg kan finde ro i mig selv.

Det er sjælen, der gør os fri og levende.

Udfordringen i enhver inkarnation er, om man ønsker at få sjælen til at virke, og i bekræftende fald hvordan.

Det fordrer nemlig et ubetinget ja, hvis man ønsker det, og også et ja til, at den må være til stede i alle mine beslutninger og handlinger.

At få sjælen ind i virkeligheden kan sammenlignes med at skrive bog. Man har en god idé, som man kan mærke, er rigtig. Man kender den kun som en sætning, eller man se den for sig, men den er ikke virkelig.

Når man så kommer i gang, udfolder den sig på allersmukkeste vis. Og pludselig er den færdig, fuld af farver og nuancer. Og den stråler smukt, idet den med sit budskab får lov til at virke ude i verden.

Sjælen er den sande version af mig.

Sjælens verden er den eneste sande virkelighed.

Instinktet er indholdstomt.

Alligevel lever de fleste gennem instinktet, og lader styre af instinktet.

Man mister sig selv, hvis man lader sig styre af instinktets træk og kraft.

De fleste er slet ikke vant til at være virkelige. De er opdraget til at være uvirkelige.

Opdragelse og uddannelse vil, når vi lærer den rigtige sammenhæng, hurtigt ændre sig til noget helt andet, den det er i dag. Herunder måden at kvalificere sig på.

Karaktersystemer er alle instinktstyrede.

Bureaukrati er i ekstrem grad instinktstyret.

Performance er noget, der handler om præstation udadtil. Det handler om, hvordan instinktet tager sig ud.

Ikke dermed sagt, at det ikke betyder noget, hvordan noget bliver præsenteret. Men det har ikke i sig selv ret meget med sjælen at gøre.

At sidde som forlagsredaktør er det samme som ikke at vide, hvad sand litteratur er. For vægten lægges på form og konvention, ikke først og fremmest på indhold.

Indhold og essens er sjælens kompetence.

Meget vil ændre sig, helt fundamentalt, hvis mennesket beslutter sig for og til at være sand.

Sjælen er min sande virkelighed, men den får jeg kun fat i ved at være virkelig.

Det er på samme tid enkelt og mærkeligt.

Når de forkerte mennesker tager de forkerte beslutninger, opstår kaos.

Når de rigtige mennesker tager de rigtige beslutninger, så er vi tilbage på sporet igen.

Det handler derfor om, hvad og hvem der gør hvad.

Vi kan også udtrykke det sådan, at verden er blevet forkvaklet, men at vi skal sørge for at komme tilbage på sporet

Voksne skal ikke bestemme over børn, i hvert fald ikke når de gør det inkompetent. Vi skal prøve at forstå, hvad det hele handler om, og prøve at tænke meget forfra igen.

Men vi er stadig lige midt i virkeligheden og i en udvikling.

At være i sig selv er at være i sin sjæl. Det er i hvert fald det, der er meningen. Selv om det nok ikke sker så tit.

Meningen med livet er, at vi skal have sjælen ind i vores eget liv, så vi på den måde bliver i overensstemmelse med os selv.

I instinktet spiller vi roller. I sjælen er vi virkelige.

I instinktet præsterer vi. I sjælen er vi.

Sjælen kan noget, som instinktet ikke kan. Den kan heale indefra.

Når noget er gået i stykker, kan sjælen hjælpe med at lappe det sammen igen.

Når vi danner par, er vores relation, hvis den er sand, meget mere effektiv end at sende energi af sted.

Derfor kan en relation udvikle sig til noget meget smukt og fint, hvis vi begge ønsker det.

At få sjælen ind i livet er at blive mig selv. Det kan kun lade sig gøre i stor ydmyghed og ved altid at være til stede i mit eget liv.

Det er ved at blive mig, som jeg er, at jeg sandt vil være i stand til at møde et andet menneske på lige vilkår.

Jeg skal altid være helt til sted i mig selv. Så kan jeg alt. Det er bare vigtigt så at blive ved med at være i mig selv, så jeg ikke går i egomode. For så er det ikke længere muligt.

Der er ikke noget kunstigt ved det. Der kan ikke være noget kunstigt ved det. For så er det ikke sandt.

Vi kan lade sjælen komme så meget til ære og værdighed, at den bliver grundlaget for et nyt menneske.

At sjælens energi får lov til at virke på en gennemført måde, at et barn kan bevare sin integritet hele livet.

Så den unge tilsvarende kan integrere sin seksualitet i kærlighed og sandhed.

At ethvert menneske har ret til og mulighed for at udvikle sig helt suverænt på sin egen måde.

Sjælen er det sande, det gode, det fine, det kærlige i livet.

Det er i øvrigt opstandelsesbudskabet.

Uanset hvor meget ondskab man oplever i livet, vil der altid være mulighed for at forbinde sig med det gode og det sande, og at lade sjælen få lov til at transformere det indefra.

Det er ikke en opfordring til at opsøge ondskab overhovedet.

Men det er en trøst til dem, der har oplevet den, at der findes noget, der hedder sjælens lys.

At møde verden fra kærlighedens tilstand og position.

Jo mere positiv front jeg har imod begivenhederne i livet, jo nemmere vil jeg have ved at navigere, også når det gør ondt.

Sjælens energi er det samme som at kunne begynde forfra, hvis man kunne det.

Det kan man ikke, men det er en meget god måde at fortælle, hvad det hele handler om.

Vi er bundet til det, vi har gjort. Det kan vi ikke løbe fra, og det tynger os, hvis vi har gjort noget, der ikke var så godt.

Til gengæld frigør det os, hvis vi har handler på en god måde, hvor vi kan stå inde for os selv.

Vi kan sagtens mærke virkningen af, hvad vi har med i rygsækken.

Denne rygsæk er en anden måde at udtrykke sjælens energi på. Og hvordan frihed virker i praksis.

Man kan også se det på kroppen. Hvor meget har man stadig fat i sig selv? Hvor levende er man? Hvor meget har sjælen fat? Hvor vital er man?

Hvis instinktet har haft mest at skulle at sagt, vil man være mørk og trist og tilbageholdende.

Hvis sjælen har skinnet igennem, har man lys i øjnene.

Der er ikke så meget at komme efter i et sådant regnskab. Og det snyder ikke. Hvor meget af sin barndom har man i behold? Hvor meget af sin seksualitet er der tilbage?

Denne energi er et godt udtryk for vores sjæls udtryk eller aftryk. Hvor meget har vi givet plads til den?

Et menneske har meget kraft. Det betyder, at vi jo står bag os selv, også i vore handlinger og vore tanker. De tæller alle sammen i det store billede. Vi kan ikke løbe fra os selv.

Til gengæld er vi vores egen skæbne. Vi bestemmer på den måde selv, hvordan vi har det. Hvor meget har vi fat i os selv?

Hvor meget frihed har vi i behold?

Det kan jo være i barndommen, vi er blevet presset i bund, fordi vi var bange for de voksnes magt. Det er tit i barndommen, man giver slip på sig selv.

Det kan også være i ungdommen, hvor vi var lidt for kåde, på den vulgære måde. Det rammer os, hvordan vi håndterer os selv.

Det kan også være som voksen, at vi ligger under for en ægtefælle, eller måske for os selv. At vi, af hensyn til børnene, eller til husfreden, eller bare for ikke at ville være til besvær, at vi ikke giver os selv til kende.

Og her er det jo vigtigt, at det ikke handler om bombastisk manifestation. Det frigør ikke noget. Lige så lidt som skyggespil gør det.

Vi får kun fat i os selv ved at være realistisk omkring alt. Det er ikke et skuespil. Det er ikke et rollespil. Man kan ikke fake noget i sjælens univers, som man jo heller ikke kan det i sengen. Det virker ikke!

Vi kan ikke begynde forfra. Men vi kan begynde her og nu!

Hvis vi omsætter det til kristendommen, så kan vi opstå på ny, men vejen er at få hold på os selv i alt. At få os selv i spil.

Her kan vi mærke virkningen af det, vi gør, og det, som vi har gjort. Hvad kærligheden kan, og hvordan vi altid spiller med, i forhold til, hvor sandt og kærligt vi ønsker at træde op.

Mange lignelser fortæller en god historie om, hvad man gør ved sig selv og sin energi.

Når Jesus helbreder en syg, eller vækker en død til livet, gør han det med ordene: Gå bort og sig det ikke til nogen! Eller også siger han: Gå bort og synd ikke mere!

Det er i virkeligheden et godt billede af, hvad livet handler om. Nogle gange skal vi give det et moderne sprog, uden at det derfor bliver overfladisk eller modagtigt. For så forstår vi det ikke. Men det hele handler om, hvad vi selv gør, og hvad vi gør med os selv, og hvad vi har af reelle pligter over for andre.

Hvorfor man ikke bare kan springer over, hvor gærdet er lavest.

Hvorfor man selvfølgelig ikke må leget med andres følelser.

Og hvorfor man selvfølgelig heller ikke må begå overgreb af noget art.

Hvad lader vi få betydning i livet? Hvad giver vi vægt?

Hvorfor er enhver lille handling altid vigtig? Hvorfor siger Jesus, at vi skal behandle børnene ordentligt?

Hvornår står vi sandt bag os selv? Hvornår er vi det, som vi giver os ud for, og ikke en undskyldning for os selv?

Hvornår spiller vi skuespil, og hvornår er vi ærlige?

Hvornår gør vi noget, kun for at tjene penge? Og hvornår handler vi ubetinget ud fra hjertet?

Hvorfor må man ikke stjæle? og lyve? og gøre noget ondt ved andre? Det kender vi godt svaret på, hvis vi er ærlige.

Instinktet, i form af traditionen, sædvanen, trykket fra de andre, Janteloven, har bare haft så stor magt, at mange vælger at undertrykke eller at underkende sig selv og sine egne livsimpulser, vores eget sande udtryk.

Løsningen er ikke, pludseligt at tro, at man har fat i de vises sten, for det han man ikke. Løsningen er i ydmyghed at begynde at mærke sig selv, og at handle på baggrund af disse, ofte svage signaler.

Vi er selv i vores krop. Det er et godt sted at begynde.

Når vi udfylder vores sjæls formål med at være her, så har vi det godt, og så får vi det godt.

Men vejen dertil er, at vi ubetinget giver slip på alt det, der står i vejen for, at vi sandt er til stede i livet.

Sjælen i sin udfoldelse giver os fylde og glæde i livet. Vi oplever mening og sammenhæng i alt, hvad vi laver.

Uden sjæl vil vi konstant opleve en mangel og noget uopfyldt i livet.

Vi kan aldrig forcere en udvikling.

Men vi kan gøre noget for at nærme os det, vi gerne vil.

Når jeg nogle gange kan gå rundt i dagevis, praktisk taget uden af snakke med nogen, og uden dermed at veksle et ord, kan forklaringen være, at jeg har brug for tid til, at alt i mig falder rigtigt på plads.

Sådan er sjælen, at vi skal give sandheden og kærligheden tid og plads.

Det er på samme måde, et barn også er med sig selv, og finder sin egen måde og sinde egne svar.

Jeg ved så i tillæg, at jeg har nogle til at stå bag mig, men at alt i livet suverænt er mit eget ansvar.

At lade livet udfolde sig, præcis sådan som det er. Uden at forvride og forvrænge. At lade alt opstå helt på sin egen måde. At være dem, vi er, i fuld ansvarlighed. At finde sin dybde og sit eget udtryk, men indefra.

Det er sjælens terminologi, som jeg udfolder i mine bøger, godt hjulpet af nogle derudefra.

Ingen andre i verdenshistorien har præsenteret denne nye tænkemåde i sin helhed.

At det er muligt sandt at leve i og med sig selv.

Hvis vi har gjort det gode, har vi skabt en landevej i sjælens univers, eller en kontinuitet, som vi kan forbinde os med.

Det er noget helt andet end det kaos, som vi kan opleve ved at være i instinktet.

Det er kun muligt at være i sin sjæl ved altid at være i sandhed og kærlighed i deres rene former.

Hvad det vil sige, skal man gøre noget aktivt for at forstå, men det er muligt.

Det svarer til at lyse sig selv op og at lade være med at kaste skygger.

Min sjæl er altid til stede som en mulighed.

Hvis jeg siger ja til den, vil den kunne komme ind i mit liv og gøre en helt afgørende forskel.

Jeg skal ubetinget give slip på alle mine fordomme, og hvad der i øvrigt binder mig.

Jeg skal sige ja til kærligheden og til sandheden i deres rene former.

Jeg skal sige ja til, at mit væsen må blive gennemtrængt af lyset og af sjælen.

Jeg skal sige ja til at gå den vej, som blev aftalt, inden jeg kom hertil.

Man kan godt fornægte sin sjæl og sin skæbne. Men man får det ikke godt af det. Og man ved godt med sig selv, at man så går i modstand.

At få sjælen ind i livet er at få lyset ind i livet. Det vil positivt forstærke mine sanser og alle mine vitale organer. Og jeg vil få lys i øjnene, hvis det har været fraværende.