Min egen identitet

Det altafgørende i mit møde med virkeligheden er, hvad jeg sætter forrest.

Alt i min verden mødes først og sidst i kærlighed og sandhed.

På den måde vil jeg kunne møde alt, på helt sin egen måde.

I høj bevisthed kan jeg møde alt, som det er, og dermed trænge igennem de former, der er skabt af og i lav bevidsthed.

Jeg gør det, fordi jeg genkender det, og fordi jeg har været der før.

Mærker også det, som jeg i en periode ikke har kunnet, fordi jeg har været ødelagt af mennesker i lav bevidsthed, i hvert fald af ét menneske, der ikke har villet mig det godt.

Ikke bare i lav bevidsthed, men i destruktiv bevidsthed.

Jeg kan komme tilbage til mig selv, til den, jeg i virkeligheden er, ikke den, som andre vil have mig til at være.

Når jeg har været god, kan jeg komme tilbage til det gode, jeg har gjort, og fortsætte derfra, hvor jeg slap.

Det er noget helt andet end at møde virkeligheden som dyr, altså i lav bevidsthed.

Her tolker jeg, før jeg tænker. I lav bevidsthed er jeg bevidstløst bundet til ting, eller til specifikke mennesker, eller til min egen attitude, og kommer ikke fri af disse bindinger.

I lav bevidsthed går jeg altid med livrem og seler, og gør ikke noget, før jeg er sikker på, at jeg ikke kommer til skade. Det hele foregår i forestillingsverdenen, hvor uhyrer og skræmmebilleder hænger overalt i rummet.

I høj bevidsthed møder jeg alt, præcis sådan som det er. Det kan være dybt forvirrende, smertefuldt, uden sammenhæng. Til gengæld tillader jeg mig at blive i denne mærkelige tilstand, så længe det er nødvendigt.

Det sjove er, at det på et tidspunkt altid falder på plads, og så kan jeg f.eks. vågne med følgende erkendelse, som jeg kan mærke, jeg skal stå op og skrive om:

I høj bevidsthed mærker jeg min egen identitet som noget, der skabes i overgangen fra barn til voksen.

Det har helt sikkert noget med puberteten at gøre.

Men identitet er noget, vi opbygger gennem hele livet.

Det er bare, som om vi i puberteten får en selvbevidsthed, som vi ikke har haft før.

Indtil da har vi lænet os op ad vore forældre, og det er der jo ikke noget galt ved.

Men her får vi en mere specifik og egen identitet.

Det er interessant, at vi bruger betegnelserne tissemænd og tissekoner.

For med vores nye identitet får vi også en seksuel identitet.

Og herefter vil man ikke bruge ovennævnte betegnelser om sit eget køn.

Der findes ikke ret mange, hvis overhovedet nogle ord, der på en sober måde beskriver vore kønsorganer.

Det skyldes, at de ikke findes. Der er simpelt hen ikke nogen voksen mand, der har en tissemand.

Andre ord som pik eller penis afslører en utrolig distance til sin egen anatomi, sin egen krop, sin egen identitet, sit eget køn. Der er ingen kærlighed forbundet med disse ord. Det samme kan man jo sige om det kvindelige køn, der heller ikke har et sandt og kærligt sprog.

En anden måde at beskrive det samme på, er, at vi ikke anser et voksent menneske som et væsen med en sand og kærlig idenitet.

Forestillingerne har taget over, og voksenliv resterer kun som alle de illusioner, som ungdommen bragte med sig af brudte og ukærlige forbindelser, forkvaklet kærlighed, bedrevidende såkaldt voksne, der aldrig selv sandt har praktiseret kærligheden, men kun udlever en reminiscens af, hvad et menneske kunne være.

Ny Tid tilbyder i øvrigt seksualitet, med følelser ude i kønsorganerne. Det hænger sammen med, at opgaven er at få legen eller kærligheden ud i alle celler, så at sige. At lære at mærke os selv, også i seksualiteten, så det ikke bliver en tom handling. På den måde får vi identitet og en dejlig oplevelse ved sex, som i de fleste menneskers liv forsvinder, når de bliver voksne.

Ny Tid giver os mulighed for at få livet ind i os selv i alle aspekter. Det forudsætter jo, at det er det, vi gerne vil, og at vi aktivt gør noget for, at det skal ske.

Den første og helt ubetingede forudsætning er, at vi positivt og åbent møder hinanden.

Jeg var med i en spirituel gruppe, der skulle bringe Ny Tid til Jorden.

Men lederen af det hele faldt i den samme grøft, som næsten alle andre voksne før hende, og valgte, i stedet for ansvarlighed, at være dybt infantil i sine handlinger.

Hun brugte sin spirituelle kompetance til at kastrere mig med, noget som jeg efterhånden har fundet ud af at heale selv, med hjælp fra ærkeenglen Metatron.

Heldigvis var det ikke alle voksne, der røg i fælden med dødssynder. Der har været og er undtagelser, og hurra for det!

De står derude og venter på, at mennesker bliver klogere og tager sig sammen.

Ikke at være virkelig er at leve i en verden af klicheer og floskler, hvor hverken ord eller seksualitet eller følelser findes som andet end et fatamorgana.

Noget, der var engang, og som nu kun findes i eventyr og i en lind strøm af film, der svinger alt for meget i kvalitet.

Der er ikke ret meget bevidsthed om det, som jeg her skriver om.

Jeg tror, det hænger sammen med, at mennesket endnu ikke, for alvor, har taget denne del af sig selv til sig.

Vi kan også skrive: taget den i besiddelse, men det har ikke noget at gøre med traditionelt ejerskab.

At lære sin egen sande identitet at kende kan jeg kun gøre, hvis jeg står frit i livet, og ikke er bundet til materielle eller relationelle omstændigheder.

Det lyder formodentlig som sort snak for de fleste. Men det er ikke sort snak.

Menneskelig modenhed er ikke for alvor nået op på dette stadie, og derfor har det heller ikke rigtigt noget sprog endnu.

Der er noget morsomt ved at vide, at jeg nu skriver på min trettende bog, “Det indre menneske”, og at alle mine bøger handler om, hvad sandhed og kærlighed er for noget, men at der stort set ikke er et publikum, fordi de fleste voksne har mere travlt med at vedligeholde en kunstig voksenverden, end at stille spørgsmålet, om ikke noget godt kunne være anderledes i en mere blivende form.

Denne blivende form er ensbetydende med at få sjælen ind i menneskelivet, som erstatning for et højt udviklet pattedyr, og vi forholder os i denne sammenhæng til, hvem der styrer løjerne i mit liv, hvem jeg selv har placeret ved bordenden.

En anden måde at stille det samme spørgsmål på, er: I erkendelse af, at mennesket i sin modenhed kun er et skridt på vejen til at blive voksen, er jeg da villig til, med min intention, at anerkende denne mangel eller dette hul, også i mig selv?

Hvis jeg siger ja til det, vil jeg også kunne rumme bevidstheden om at mennesket generelt er et meget umodent væsen, men at jeg jo ikke behøver at spille med på det samme lave niveau, som mange andre vitterligt befinder sig.

Jeg kan jo vælge at betragte det hele med overbærende øjne og at sige som Jesus: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de selv har gang i! Og på den måde være med til at løfte det hele, på min særlige måde, med mine aktuelle muligheder for at være med det, der er.

Hvem styrer min identitet?

Når man for alvor får denne interesse, vil mine bøger erstatte mange af dem, der i dag kun samler støv på bogreoler rundt omkring.

Stadigvæk er det jo kun ord!

For dem, der måtte være interesseret, er der her en beskrivelse af, hvor konstruktivt det kan være at møde noget i høj bevidsthed, i stedet for bare at lade den lave bevidsthed få det første og det sidste ord.

Et bundet og et skadet menneske formår ikke at være i paradokser. Det bundne menneske er i lav bevidsthed og ser alt fra dyrets ensidige perspektiv. Et skadet menneske oplever kun lidelse og smerte.

Så længe jeg bliver i energien, gør jeg ikke skade på nogen. Så er jeg måske bare begrænset, men jeg er ikke ond.

Kærlighed er evnen til at træde et skridt baglæns, så smerte og lidelse ikke få lov til at bestemme udfaldet, også selv om de i situationen virker totalt dominerende. Kærligheden er at blive i sin egen energi, og positivt at lade den få lov til at virke indefra.

Uanset hvor lille pladsen er i mig selv, har jeg det godt med at vide, at jeg positivt kan være i mig selv, og at det vil ændre sig på et tidspunkt, når jeg formår at blive i tilstanden. Måske at sove på det.

Jeg skylder først og fremmest Frans af Assisi stor tak for at lære mig denne øvelse, eller måske at gentage ordene i en tilstand, hvor jeg var totalt smadret.

“Guddommelighed er at være i sig selv og med sig selv.”

Et frit menneske, med kærligheden som den faktor, der bærer rummet, kan håndtere paradokser, og kan også være med til at transformere dem. Det er sådan noget, som sjælen kan.

Sjælen er vores egen form, der lader sig udfylde i rummet mellem at være dyr og at være Gud, som jo tilfældigvis er rummet for menneskelighed.