Ærkeenglen Metatron

Metatron er en ærkeengel, der selv har været et menneske, og dermed ved, hvordan det er eller var at leve her på kloden. Det er meget krævende at inkarnere som menneske, fordi vi er udstyret med dyrets instinkter. Det skulle efter sigende være noget af det meste krævende i universet. Øvelsen er at lære at elske alt, hvad vi indeholder, at tranformere det hele til noget, der rimer på kærlighed. I denne øvelse skal vi lære at slippe egoet, og at sætte det sunde jeg i stedet. Det er muligt.

I efteråret 2017 manifesterede ærkeenglen Metatron sig for Nina.

Nina og jeg var i forhold fra juni 2017 til oktober 2018. Metatron sagde til Nina: Jeg har ventet på dig! Kontakten blev formidlet af Merethe Bonnesen.

Jeg lå underdrejet efter et voldsomt brud. Metatron sagde til Nina: Elsk ham!

Jeg blev healet ved hjælp af sjælens lys, noget som man kun forstår, hvis man begge og meget autentisk formår at være i det. Hvad sjælen er og kan, har jeg lært rigtigt meget af, efter at jeg første gang hørte Karina Bundgaard citeret for fænomenet sjælens lys.

Nina og jeg var i Assisi i pinsen 2018, og vi var i Ærøskøbing nogle måneder senere. Her sagde Metatron, hvad der gjorde et meget dybt og meget bevægende indtryk på mig: Du tjener mig ved at elske ham!

Det fysiske og reelle møde mellem to mennesker gør os levende, modsat det halvhjertede møde eller det møde, hvor intentionen ikke er på plads hos begge. Vi kan ikke lyve os til sandheden. Men vi kan være der for hinanden.

Mødet kan have mange former. Det behøver ikke at være seksuelt. Et hvilket som helst møde med et andet menneske efterlader et indtryk i en eller anden form.

Det er Nina, der har kontakten til og får beskederne af Metatron. Mens vi var i Ærøskøbing, i et af de gamle huse, brugte han for første gang tiltaleformen I:

I skal være mine hænder. Og mine fødder. Og mit talerør. I kan godt!

Det var en meget smuk besked, meget rørende.

Hvordan det skal forstås, har vi ikke helt fattet endnu. Men noget er ved at gå op for os.

Det er jo noget, vi skal hver for sig, og på hver sin måde. Men det giver god mening, også i forhold til min oplevelse tilbage i 1979.

I foråret 1979 var det et væsen, som kaldte sig Gud, som fysisk tog fat i mig, mens jeg gik på fortovet. Et meget forløsende møde på et tidspunkt, hvor jeg havde forladt mit studium og var blevet separeret, fordi jeg var drevet af noget, som jeg bare måtte forfølge. Det forløsende var sammenholdt med, at jeg af alle i mine omgivelser blev betragtet som mærkelig.

Dengang fik jeg at vide, at jeg skulle lære planteenergierne at kende, for at jeg med dem kunne helbrede med hænderne. Det fysiske udtrykte sig ved, at jeg blev snurret højre om, når svaret var ja, og venstre om, når svaret var nej. På den måde fik jeg i løbet af kort tid en meget sublim viden.

Kontakten forsvandt, til min store utilfredshed, i løbet af nogle måneder. Jeg forstod først i 2014, at det skyldtes, at min sjæl ved inkarnationen ikke havde sat sig ordentligt fast.

Siden 2014 har især kanaliseringer gjort et stort indtryk på mig. Jeg kan sagtens mærke, om det er sandt, hvad der kommer igennem. Det rammer mig direkte.

Jeg har været på syv spirituelle rejser. Destinationerne var Montserrat nær Barcelona, Lock Ness i Scotland, Tigers’s Nest i Bhutan, Fuji bjerget i Japan, Island, de bosniske pyramider nær Sarajevo og Cormandel halvøen og Lake Taupe på New Zealand. Hver rejse havde som tema at hente en healingsenergi til Jorden. Og hver rejse havde på sin egen måde noget forløsende ved sig.

Men det var mødet med Metatron, gennem Nina, i 2017, der for alvor satte mig på sporet af mig selv igen.

Der er ikke nogen uoverensstemmelse mellem de to, meget forskellige, møder med noget guddommeligt, mit eget møde i 1979, og Ninas møde med Metatron i 2017. Det konkrete møde giver i sig selv en stor selvfølelse, en stor glæde og en dyb selvindsigt.

Viden opstår ved at mærke sig selv på nogle subtile niveauer og dermed forstå nye sammenhænge. Viden på den måde er meget direkte, skaber vished. Det fysiske møde bliver også meget mere intenst og smukt.

I Assisi mærkede vi, hvordan to mennesker, Frans og Claras, kærlighed til hinanden, lukkede op for en dyb forståelse af, hvad menneskelighed er, også selv om den ikke var fysisk i 1200-tallet. Han var munk, og hun var nonne.

Jeg ved, at jeg er her for at formidle begreber og sammenhænge, som opstår ved, at mennesker lever det, som de står for, og står ved det. At vi alle har et potentiale, der ligger inde under vores normalt mere direkte og normstyrende måde at være i verden på. Vi får ikke adgang til den smukke viden, så længe vi holder fast ved gamle mønstre. De to attituder modsiger eller modarbejder hinanden.

Det er de samme rum, de skal vokse i. Derfor må man vælge, hvad der skal have plads i livet. Det er et valg, som hver enkelt må tage.

Forskellen på at have kontakt og ikke at have kontakt er tydelig, når den er der. Men jeg kan også være i tvivl. Jeg kan nogle gange spørge mig selv, om det hele er fup og svindel. Som da Jesus råbte på korset: Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du forladt mig?

Men i virkelighedens verden er man ikke i tvivl, når man går i det i længere tid. Man får ingen gaver og smukke erkendelser, hvis man ikke i ethvert lille øjeblik er fuldstændigt ærlig og oprigtig. Og altid kan kigge sig selv i øjnene.

Jeg har oplevet, hvordan mennesker omkring mig er faldet, fordi de er forfaldet til at vælge eller overeksponere deres eget ego. Det giver altid bagslag, og det giver altid stor lidelse.

At være i livet, at sige ja til det, betyder, at vi bliver hele og glade som mennesker. Det er noget, vi skal lære. Og det er noget, vi med hele vores væsen skal sig dybt ja til.

Og det er på den måde, vi får kontakt. Ved at slippe. Ved at give sig hen til livet. Ved at forfølge de impulser, der fortæller, hvad det er, vi skal. Vi er ikke i tvivl, hvis vi er ærlige over for os selv.

Guderne kan selvfølgelig ikke bruge os, hvis vi kun vil vores eget ego, og vi kan ikke bruge guderne, hvis ikke vi lærer eller ønsker at give slip.

Så bliver det hele oppe på overfladen, uden dybde og indhold.

Hvad jeg med sikkerhed skal formidle, er, hvordan livet ser ud fra et guddommeligt perspektiv, fordi jeg selv har set det derfra, og får lov til det.

Fra den position vil der være mange af de løsninger, som i dag anvendes på kloden, der ikke længere kan bruges. Men noget mere enkelt kan træde i stedet, i overensstemmelse med den grundlæggende logik, der styrer os.

Jeg har det godt med den opgave, fordi jeg ved, at den hænger rigtigt godt sammen.

Og jeg er glad for at vide, at nogle følger med i alle mine inderste tanker. At de aldrig er ligegyldige. At jeg bruger tankerne til at klargøre mig selv, og hvad jeg dybt nede, dybt inde føler, også i forhold til andre.

Jeg ved også, at jeg kan være mig selv bekendt. Jeg glæder mig over, at jeg ikke har problemer med at kigge mig selv i øjnene. Det er i øvrigt et privilegium at kunne være proaktiv, og ikke at skulle bruge kræfterne på at være reaktiv.

Det er dejligt at vide, at nogle derudefra følger med i mit liv. Jeg er ikke ligegyldig, og jeg har som andre et ansvar. Jeg har det godt med at vide, at både jeg selv og andre altid er forpligtet af sandheden.

Det er også dejligt at vide, at meningen med det hele er, at vi handler ved hjælp af egen kraft, i overensstemmelse med alt, hvad jeg skriver, men at de er der for os, hvis vi oprigtigt beder om hjælp.

Jeg skriver ikke fra et laboratorium. Og jeg skriver ikke med et kommercielt sigte. Jeg skriver, fordi jeg gerne vil fortælle, hvad vi mennesker kan, hvis vi oprigtigt ønsker det. Men vi skal ville det. Vi skal sige ja til det. Vi skal leve det. Vi skal gøre det for vores egen skyld. Men selvfølgelig også for andres.

Fordi kloden har brug for os. Brug for at nogle tager mere end deres egen næsetip alvorligt. Men også at nogle tør og ønsker at vise, hvad der er menneskeligt muligt. Uden snoretræk.

 2. oktober 2018

Seneste opdatering den 11. november 2018