Mennesket er suverænt ansvarligt for alt i sit eget liv

Ingen er hævet over sin sidste dårlige handling.

Når man finder ud af, hvor dårligt nogle mennesker opfører sig, må man undre sig over, at det hele ikke for længst er gået rabundus.

Min position er, at vi altid kan opføre os ordentligt, og at vi vil opleve så stor en positiv logik og glæde ved at gøre det, at det vil være rigelig motivation for mange.

Der findes en gruppe af mennesker, som jeg umiddelbart vil kalde uden for pædagogisk rækkevidde. De hører ikke med i min målgruppe.

Det forfærdelige er, at nogle af disse mennesker er placeret steder, hvor man ikke skulle forvente at se sådan nogle. Som jeg oplever det, falder nogle for fristelsen til at opføre sig fuldstændigt utilstedelige, bare fordi de bliver udstyret med magt.

Hvis ikke vi tager livet på os og livet til os, så kan vi ikke være et eksempel for andre.

Så er der ikke nogen, der er gået vejen.

Så famler alle bare i blinde, eller også lader man en blind norm eller fordom styre det hele.

Det hjerteløse og hjernetomme og afseksualiserede instinkt.

Så er der ingen, der tør noget, som er sket før. Så er alt bare kliché og gentagelse.

Alternativet er ikke at handle hæmningsløst eller på anden måde uansvarligt.

Uanset hvor og hvad man er i livet, kan man altid opføre sig ordentligt.

Det er en mulighed for alle, uanset hvor man er placeret.

Vi kan altid træde et skridt tilbage i os selv, og møde alt stilfærdigt og åbent.

Gør vi det, har vi altid friheden fremadrettet.

At opføre sig tåbeligt gør kun tåber.

Hvis man gør andre ondt, så gør man sig selv ondt. Sådan er logikken i sjælens univers.

Det er en nødvendig læreproces, da livet ikke handler om at nedbryde, men om at opbygge. Derfor skal man lære af sine egne fejl. Når man har gjort noget forkert, er det om igen, indtil man har lært det.

I sjælens verden kan man ikke blive bedre end en anden på bekostning af en anden. Det adskiller den afgørende fra instinktets verden.

Man kan ikke dispensere fra denne enkle regel.

Jeg er den, jeg er. Hvad jeg gør, gør jeg. Hvad jeg tænker, tænker jeg. Hvad jeg føler, føler jeg.

Det er mig, og jeg er suverænt og alene ansvarlig for alt, hvad jeg lader passere igennem mig.

Ingen andre end jeg har suverænt dette ansvar, og kan gøres ansvarlig for, hvad jeg gør, og for hvad jeg har gjort. Ingen andre end jeg bestemmer over, hvad jeg lader mine tanker, mine handlinger, mine intentioner, min adfærd i det hele taget udtrykke.

Jeg er det sande billede af mig selv, og hvad jeg gør.

Dette ansvar gælder, uanset at man opfører sig som et dyr, uanset hvad man mener at have været i et tidligere liv. Og uanset hvad man blev udsat for som barn.

Vi er suverænt ansvarlige for vores eget liv. Glem alt om dårlige undskyldninger. Det er bare noget, vi fyrer af, fordi vi ikke vil tage ansvar.

At andre mennesker, andre steder på kloden, reelt ikke har ret meget frihed, og mulighed for at disponere over deres eget liv, er noget helt andet. Det har intet med os at gøre.

Hvad vi har gjort, skal vi i den store sammenhæng suverænt stå til ansvar for, og det ved vi godt.

Og det er i øvrigt godt, at det er sådan. For så er der da i det mindste ét sted, hvor man ikke kan løbe fra sit ansvar og sig selv.