Magt

Magt er, når et andet menneske giver slip i forhold til mig, eller er i min varetægt.

Det må jeg selvfølgelig aldrig misbruge.

Magt i gamle dage, og til en vis grad stadigvæk i dag, handler om retten til ressourcer.

Hvem har retten til tryghed?

Hvem har retten til sikkerhed?

Hvem har retten til anerkendelse?

Det handler først og fremmest om fysisk magt, og dermed også om muligheden for at underkue andre, når det er nødvendigt. Herunder slavehandel.

Velfærdssamfundet er skabt gennem klassekamp, hvor det efterhånden er lykkedes arbejderklassen at få så meget magt, at man med en vis ret kan tale om lighed for loven.

Når rettigheder bliver nedfældet som love og konventioner, får de en solid ballast i menneskers selvbevidsthed.

Ovenstående magt, der er baseret på fysisk overtag, er instinktstyret.

Det nye er, at sjælen også indeholder og gør krav på retfærdighed, retten til at være menneske helt og fuldt.

Intet menneske skal bestemme over et andet menneske. Det er skabelsens formål.

Et menneske er i sig selv skabt til at være frit. At tage alle sine beslutninger selv.

Opgaven for den ansvarlige voksne er at sikre, at barnet har og får denne suveræne mulighed for selv at tage beslutninger og for selv at handle.

Opgaven for mig selv er at bringe mig selv i en tilstand, hvor jeg ikke er bundet i afhængighed i nogen form.

Det handler ikke om revolution. Det handler om intention. Og om handling.

Om stilhed i attitude. Og ro i udtryk. Om vilje i form. Om sand autoritet.

Et barn er ikke skabt til afhængighed. Frihed er ethvert menneskes suveræne grundvilkår. At tænke selv. At føle selv. At have sin egen suveræne frie vilje. At have sin egen frie, suveræne seksualitet.

Mennesket er skabt til suverænt at kunne være sig selv, og vi skal altid give det denne mulighed.

Mennesket er skabt til frihed, suveræn frihed.

Magt er instinktstyring, at fange modparten på det forkerte ben, hvor sjælen ikke er på plads.

Et kynisk magtmenneske spiller på flere heste, og evner  også at reagere ud af øjenkrogene, klar til at hugge til, når den anden viser det mindste svaghedstegn.

Det gælder om at tryne den anden, også gerne at paralysere, så den anden efterlades så lammet som muligt.

Alle kneb gælder, og alle værktøjer er gyldige, så længe jeg ikke udadtil gør noget, der er ulovligt.

Dette er kynisk magt i sin allermest udfoldede handling. Man kan lovgive herfra til dommedag. Den snu finder altid en måde at knække modparten på.

Instinktet er magtorienteret og har blikket rettet mod, hvor jeg har en fordel i forhold til min modstander.

Jeg er jo bundet af regler om love, men ikke mere, end at jeg, hvis der opstår en mulighed, sagtens kan handle umoralsk under overfladen, bare det ikke bliver opdaget.

Alt i livet handler om at vinde, at besejre, og midlet er at svække, at tilintetgøre, eller på anden måde at knække modstanderen.

Bagefter kan jeg som sejrherre godt se meget demokratisk og menneskelig ud. Det er måden at agere på i forhold til pressen, den offentlige opinion, og jo også, når jeg skal til lønforhandlinger.

Alt handler om, at jeg scorer kassen, og går sejrrigt ud af kampen.

Sjælen er sandheden bagved. Det handler om ordentlighed. Det handler om kærlighed, at vi positivt er der for hinanden. Det handler også om at være god.

Som man kan se, er der ganske stor forskel på, hvilken grundlæggende intentioner, der er i spil i livet.

Instinktet er først og fremmest kynisme, magt, at vinde, om nødvendigt med beskidte midler, at se ud som om.

Det handler ikke om indhold. Det handler om sejr. Sejr for enhver pris.

En løgn kan være ledsaget af stor kraft, at sandheden er stort set umulig at få frem i lyset.

Når magt og ondskab følges ad, kan det efterlade et offer så ilde tilredt, at magtmennesket har nået sit mål, og har fået sin vilje. Til gengæld har magtmennesket også afstumpet sig selv.

Det kan godt være, han beholder magten. Men han bevarer ikke sig selv, og vil altid komme til at lide under det selv.

Hvis man i stedet handler i kærlighed, kan en sådan uterlig opførsel fuldstændigt undgås.

Kærlighed er, sandt at stå ved sig selv.

Når mennesker med magt misbruger den, rammer det alle dem, som er omfattet af magten. Også udøver.

Derfor kunne man jo godt ønske sig, at magtmennesker altid var dybt ansvarlige. Men dertil er vi ikke kommet endnu.

At blive ramt af magtmisbrug kan få et menneske til at ligge ned, med alting smadret. Det er ikke særligt sjovt.

Man skal være af en ganske særlig støbning for at kunne modstå sådan noget, herunder selv at reagere lige så uansvarligt.

Fordi man har magt, skal man ikke bruge magt. Men sådan er der nogle, der tænker.

Vi har en fri vilje, og denne frie vilje har vi, fordi vi skal lære at opføre os ordentligt.

Når vi står med andres liv i hænderne, kan vi ikke bare gøre, som det passer os.

Vi har altid et ansvar, og vi kan ikke dække os ind under, at noget skete, fordi det plejede at ske på den måde.

Udførelses af magt er altid understøttet af en intention.

Og intet kan begrundes med, at det plejer at være sådan.

Når man får magt, så vil den umodne have mere magt. Det er en mærkelig logik.

Civilisationens dynamik i nogle årtusinder er bevæget sig igennem krige, hvor alt blev slået i stykker.

I fredstid er livet faldet til ro.

Kulturer har altid været rammen, der har været grundlag for udfoldelse af menneskesamfund, mellem krigene.

Mens krigene herskede, var der kaos, mens der i fredstid var perioder med harmoni.

Det vil altid være op til mennesket selv, om disse udbrud af aggression og ødelæggelse skal fortsætte ud i det uendelige.

Ethvert menneske er placeret i et felt, hvor det suverænt har muligheden for at opføre sig ordentligt, men også kan opføre sig fuldstændigt modsat.

Vi er simpelt hen nødt til at beslutte med os selv, om vi vil blive med at opføre os så tåbeligt, som vi hidtil har gjort.

Det handler om, hvilke prioriteringer vi vælger, og om vi dybt nede i os selv anerkender at leve efter det.

Troen på, at man kan opføre sig, præcis som det passer en, må man gøre op med, hvis det skal ophøre.

Krig kan genereres i den ydre verden, som det er foregået i årtusinder. Det nye er, med mere frihed, at den i lige så høj grad kan udføres og udfoldes på de indre baner. Og nogle holder sig vitterligt ikke tilbage.

Magt er først og fremmest ulysten til at give slip på en fordel, som jeg har vundet eller fundet, som giver mig et privilegium. Dette privilegium ønsker jeg ikke at dele eller at give fra mig. Det er den grundlæggende motivation for den lave bevidsthed, og for voksenlivet i sin negative form.

Jeg vil ikke dele magten, men jeg vil gerne have andre til at synes om mig, så jeg i al min menneskelighed kan bevare magten. Altså min betingede menneskelighed.

Kontrol og dominans, og ikke at give slip, ligger i min værktøjskasse. Dem skærper jeg hele tiden, så jeg er i allerhøjeste beredskab. Det er godt at være!

Så kan jeg godt være spirituel og alt muligt andet. Men jeg gør det kun, hvis jeg får lov til at beholde min værktøjskasse!

Den lave bevidsthed ser verden fra et magtperspektiv, at positioner står over for hinanden.

Jeg kan også være flink ved dig. Men det sker på mine betingelser!

Instinktet er en elastik, hvor jeg kan bruge den til at inkludere og til at ekskludere med i mit magtspil, og i min kamp for at nå toppen.

Den høje bevidsthed kender godt spillet, men ved også, at det skyldes et træk fra et forkælet barn, der kun leder efter egne fordele i alt, og ikke har nogen problemer med at smide legetøj væk, når det er brugt.

Den lave bevidsthed ser verden fra et magtperspektiv, at positioner står over for hinanden.

Den høje bevidsthed ser verden energetisk, hvor sandheden findes ved at forholde sig til intentioner og handlinger. Her ser man på, hvordan positionerne rykker i hinanden, og hvor sandheden befinder sig.

Magt er udfoldet instinkt, og derfor kan sandheden godt være helt tilsidesat, hvor det kun handler om at bekæmpe hinanden.

Sjælen bliver fortrængt, hvis trækket kun er begrundet i instinkt.

I sjælens verden er der kontinuitet, men hvis instinktet kun er optaget at få ret, kan sjælens kontinuitet være blevet ignoreret i det spil. Men det ændrer ikke ved, at den stadig er der.

I så fald er der ingen sammenhæng mellem instinktets kraft og sjælens energi.

Hvis to voksne slås om forældreretten, men uden at tage hensyn til barnet, kan vi have en sådan situation.

Menneskelig magt har et kynisk udgangspunkt. At jeg gerne vil have andre til at lyse på mig, for at få mere magt.

Jo mere jeg kan holde andre i et jerngreb, jo mere vil jeg forsvare denne magt.

Det er først, når undersåtterne protesterer alt for vidt, at jeg bliver nødt til at give efter. Men ikke for at miste magten.

Mennesker med magt ønsker ikke magtbalancen ændret, og i hvert fald ikke at blive stillet ringere.

Så mennesker med magt slipper ikke deres magt.

Når en diktator går med til at slippe grebet om magten, gør han det, fordi han får en tilstrækkeligt stor pose penge med sig i eksil.

Penge er magt, fordi de giver frihed. Frihed til at udøve magt.

Magt er at lade dyret få det sidste ord.

Magt er muligheden for at sætte hælene i, uden at andre kan reagere.

Det kan godt være, det hele får et mere menneskeligt ansigt, men det er kun på overfladen.

Det er et af voksenlivets mest massive begrundelser for, at man ikke afgørende ønsker at se noget ud fra et andet perspektiv end, hvad voksenlivet dikterer.

Så magt er måske den største skævvridning i forsøget på at formulere og etablere et sandt alternativ.

Det gælder helt generelt, at verden fra sjælens frie perspektiv ser fuldstændigt anderledes end fra instinktets bundne perspektiv.

Jeg skelner i det følgende mellem lyse og mørke mennesker.

Samtidig er der grund til at skelne mellem magt og autoritet, hvor autoriteten er måden, hvorpå jeg bærer magten.

Man vælger selv, om man vil være lys eller mørk, så der er ikke tale om blivende egenskaber.

Det mærkelige er den forskel, der er, når man møder de to meget forskellige attituder, hvad det jo i virkeligheden handler om.

Den lyse er åben, imødekommende, ærlig, lader livet komme, som det er, ser muligheder og det gode i sig selv og i andre.

Den mørke er mistænkelig, afvisende, eliminerende, reducerende, ser vanskeligheder og fejl overalt.

Det mærkelige er, at vi mødes i det samme rum, som bare bliver lyst op på to vidt forskellige måder. De samme fænomener bliver betragtet vidt forskelligt, og resultatet af mødet er også som dag og nat.

Når man så ved, at der ikke er noget formål i at være negativ og mørk, og det kun reducerer alt, må man undre sig over, at det i det hele taget finder sted.

At nogle mennesker vælger mørket i stedet for lyset, og reelt dermed forpester livet for sig selv og for andre.

Mange voksne har fået en fordel, som de ikke vil slippe, og herefter lever de med, at resten er kompromisser. Og at denne fordel også er førstevalget, hver gang man træffer et valg.

Derved bliver seksualiteten gemt væk. Og børnene bliver rettet til. For vi skal have råd til en rejse, og et nyt komfur. Og vi må ikke forstyrre hinanden, når vi arbejder.

Og man bliver sat til et tidsfordriv, som man ikke har lyst til.

Eller man opsøger selv et tidsfordriv, for at få tiden til at gå.

Det, der betyder noget i den store sammenhæng, er det sociale hensyn, måske mit eget ego, min karriere, børnenes tøj, hvor mange penge vi har og så videre.

Vi har sat os selv, hvor vi er, og nu kan vi måske ikke lide flygtninge og eller indvandrere. Nogle der ser lidt anderledes ud, eller gør noget på en lidt anden måde.

Den, der har magten, har også håneretten. Og vi skal passe på ikke at træde ved siden af. For så kan de ikke lide os!

Og når vi holder op med at kunne lide hinanden, som vi er, søger vi ud i byen for at få det, vi ikke kan få derhjemme.

Og når vi trænger til luftforandring, så tager vi på ferie, eller køber måske noget nyt, i den tro, at det løser det problem, som vi har.

Familieforøgelse kan også være en måde at give et nyt frisk pust, i den tro, at det løser det, som vi ikke har løst i os selv.

Magt på den kyniske måde er instinktadfærd.

Soldater i gaderne. Senere beredent politi. Og så med visir og hjelme.

At alle kan købe sig sit eget våben. At forældre dermed skal være bange for deres børn.

At vi køber overfaldsalarmer og går med peberspray.

At alle vil voldtage mig, og at jeg derfor skal være i allerhøjeste beredskab.

At ingen kan stole på hinanden.

Det er nemt at mærke og forstå, hvordan instinktet dermed sætter sig på plads i nogle folder.

Det er den bundne, kyniske magt, hvor ingen kærlighed slipper igennem. Og den er ikke svær at finde ude i virkeligheden.

Men magt behøver ikke på den måde at være instinktstyret. Den kan også være begrundet i sund fornuft og med et menneskeligt ansigt.

Menneskesamfund kan ikke fungere uden magt.

Instinktet har under alle omstændigheder brug for at blive holdt i kort snor.

Derfor er det nødvendigt med former af magt.

Men det kan håndteres i lys, og det kan håndteres i mørke, eller med en mørk intention.

Ikke alle mennesker formår at opføre sig ordentligt. Det kan ikke diskuteres. Og dermed er der brug for en måde at gøre livet tåleligt for dem, som det går ud over, men også for dem, der har brug for at få et rap over neglene, fordi de netop ikke selv kan sætte grænser.

Vi skal ikke sætte grænser for mennesker, der er på den rigtige side af sig selv, heller ikke når de gør noget, som jeg ikke forstår, eller ikke har noget ønske om at forstå.

Så længe magten er velbegrundet, så alle forstår formålet med den, er den selvfølgelig i orden.

Men magt har det med at korrumpere eller at udvikle sygelige former, hvor der ikke længere er en naturlig begrundelse.

Historisk er det nemt at finde forkvaklede former af magtudøvelse.

Henrik VIII henrettede alle dem, der stod i vejen for ham, også en af sine hustruer, fordi han hellere ville have en anden. Også sine nærmeste, fordi de tillod sig at sige ham imod.

Han blev selvfølgelig, som Nero, der også fik en ægtemage aflivet, for at få sig en anden, og mange andre magtmisbrugere, skingrende sindssyg og paranoid.

Stalins, Hitlers og Francos regimer var alle sammen bygget på rædsel og at skabe frygt, bevidst at gøre det onde.

Der har været mange andre terrorregimer, også i nyere tid.

At gøre det onde, for det ondes egen skyld, kan ikke tilgives.

Mørke virker altid tilbage på en selv.

Så længe magt har et reelt formål, er den altid i orden.

Vi kan også kalde det for magtens rimelighed.

Men når magtudøvere overskrider deres naturlige beføjelser, er det ikke længere i orden. Og det skal man ikke finde sig i.

Magt må aldrig overskride retten til at være menneske, helt og fuldt, betingelsesløst.

Mennesket skal finde sin egen magtbase, hvor det har det godt. Det skal tage styring over og i sit eget liv, men jo også over sine omgivelser, så længe det handler om at være ansvarlig og hensynsfuld.

Som udgangspunkt kan man jo øve sig i at sætte sig i naturlig respekt, hvor man jo har alt i sig selv på plads.

Jeg skal ikke straffe en anden, fordi jeg ikke selv kan finde ud af at opføre mig ordentligt.