Lyset

Det er sjælen, der positivt bygger os op som mennesker.

Det er gennem det gode og det sande og det smukke liv, vi mødes og har det godt.

Og det er på den måde, vi bygger os op, også sammen.

Det er i skarp kontrast til skygger, til vrede, til løgn, til mørke og bagtalelse.

At et menneske gør noget af sig selv, helt af sig selv, fra sin eget dybeste inderste, bringer lyset og sjælen i spil.

At lade lyset skinne igennem sig er den bedste måde at forstå på.

Det sande er det, der kommer fra hjertet. Det er ikke forvredet eller forskruet eller fordrejet på nogen måde.

Hvis vi altid stilfærdigt er til stede i os selv, udstråler vi ro og tillid i vores væsen.

Der er ingen konflikter i os på den måde, og andre mennesker kan lide at være sammen med os.

Alt foregår stilfærdigt og roligt.

Og alt er ukompliceret og enkelt.

Når man ryger ud af sit umiddelbare guddommelige perspektiv, som i øvrigt ethvert barn har i sig, bliver man ordinær.

Når de fleste voksne slipper dette perspektiv, må det skyldes, at voksenlivets uophørlige og ubarmhjertige tryk gradvist, men sikkert, fjerner enhver naturlig tro på sig selv op igennem opdragelsen, garneret med alskens elektroniske hjælpemidler, der hver især trækker troen ud af enhver, ved at lade, som om spejlbilledet er virkeligheden.

Livet og lyset er noget, der bliver synligt, hvis vi anerkender, at der er noget, der er større end os selv, som vi er en del af, og som vi kun kan møde i den allerstørste ydmyghed, oprigtighed, anstændighed og taknemmelighed.

Det handler om vores egen skabelse. Vores egen tilblivelse. At vi er her til stede, lige nu og lige her, fordi andre har gjort det muligt for os at være her.

Livet er ikke vores. Livet er ikke til ejendom. Livet er ikke noget, vi disponerer over. Livet er noget, vi har fået forærende, som vi kan udfolde i den allerstørste ydmyghed, hvis vi er indstillet på det.

Det er derfor, vi skal sige ja.

Det er derfor, vi ikke bare skal rage til os.

Det er derfor, vi ikke bare skal tro, at det er noget, vi har skabt, og som kun er til os. Hvor andre skal servicere mig, fordi jeg er den vigtigste i hele verdenen.

Egoer er der sgu nok af. Dem kan man fodre svin med.

Men oprigtige mennesker hænger ikke på træerne.

Hvis vi lærer at udfolde os i lys, vil vi kunne tage hinanden i hænderne at danne en krans hele vejen rundt om Jorden, hvor vi alle er forbundet.

Fordi de fleste mennesker i dag lever i mørke, vil man ikke engang kunne få lyset til at række fra rum til rum inde i husene.

Det er den egentlige årsag til klimaproblemer og terrorisme, at vi ikke engang positivt vil kendes ved hinanden, og aktivt gøre noget for hinanden.

Vi vil hellere hænge på hinanden end at sætte hinanden fri. Det er forskellen på negative og positive bånd.

Hvis man positivt lærer noget om selverkendelse, og hvad der er muligt gennem sjælen, vil man kunne forstå helt præcis, hvad det er, jeg her taler om.

Det svarer i øvrigt til hjertet i høj bevidsthed, i modsætning til den lave bevidsthed, der trækker alt i mig ned på et lavt og egoistisk niveau.

Med mørket opdeler jeg mig selv i behovsområder, uopfyldt.

Mørket tænker: Jeg vil have! Jeg kan ikke få nok! Jeg vil have mere! Lys på mig!

Med lyset står jeg opfyldt i mig selv, og kigger ud i verden.

Det sande lys i mennesket skinner igennem alle rum.

Det kan ikke være rumopdelt.

Dette lys har vi i os, når vi entydigt har sagt ja til et liv i sandhed og kærlighed.

Ligesom for 2000 år siden er opgaven helt af mig selv at bringe mit eget lys ind på Jorden, at gøre det af et rent hjerte, og med et ubetinget ja til at gøre det. Af hele mit væsen. Af hele mit sind. Et ja til at være præcis den, jeg er, som jeg er. Og at lade mit lys lyse ud i verden. Det vil jeg gerne.

Helt at stå ved sig selv er anden måde at sige det samme på.

Helt at stå ved mit dybe formål med at være her.

Forskellen på dengang og nu er, at vi dengang skulle gå helt ind i døden, mens vi i dag skal gå hele og helt ind i livet. Det burde være lettere. Men efter hvad jeg har oplevet det, dog ikke på mig selv, tror jeg nu ikke grundlæggende, at det er det.

Lyset og det positive bygger os op.

Mørket og det negative bryder os ned.

Når vi møder livet, så møder vi også lyset.

De er er forbundne og aktiverer hinanden.

Så hvis man gerne vil møde lyset, skal man gå ind i livet.

Den grundlæggende logik er så enkel, at man kan undre sig over det.

Ved at blive på stien vil jeg efterhånden kunne få den guddommelige vilje til at virke. Det er magisk!

Tager jeg lyset ind i mit eget liv, eller lader jeg det bare skinne på mig?

Det første fordrer mit aktive og ubetingede ja. Det andet vil jeg altid kunne trække mig ud af, hvis jeg ikke gider være med mere. Til gengæld mister jeg muligheden for altid at kunne være i min lyst og i min glæde.

Lyset er den direkte måde at være i livet, faktisk ligesom at sidde i solen og bare lade den varme, og at glæde sig over alt, hvad der er.

Lyset er vores mulighed for at være direkte i verden.

At sige ja til hinanden og at være der for hinanden betyder, at lyskeglen udvides, så vi nu også kan se til siderne, og integrere større områder ad gangen.

Kærlighed kan bare noget, vel at mærke når vi aktiverer den, og lader den fylde os.

Lyset kommer indefra. Det kommer ud af den form, som opstår, når vi ubetinget siger ja til livet, og lever efter det, som vi ved, vi skal.

Lyset er vores guddommelige udtryk, som ikke er forurenet, fordi vi lader det skinne direkte igennem os.

Samtidig er vi, hvad vi giver os ud for.

Vi er som et uspoleret barn.

Vi er helt i vores egen energi.

Vi har ikke noget at skjule.

Derfor er vi fri i vores væsen.