Livlinen

Alt, hvad jeg skriver om, henter sin substans uden for instinktet. Men det giver kun mening at formidle det ind gennem instinktet. Det er nemlig vores forståelsesramme som mennesker.

Men uden min inspiration udefra ville det ikke være muligt.

Samtidig ved jeg, at projektet er at få sjælen ind i menneskelivet, som er det samme som at få den ind igennem instinktet. Det lader sig kun gøre, hvis instinktet transformeres fra noget hårdt, kynisk, ubarmhjertigt til noget blødt, blidt og smukt. Det er noget af en opgave, men det er, hvad det handler om.

Som menneske har jeg en grundlæggende identitet, som er den, jeg i virkeligheden er.

Denne identitet er mit sande væsen. Hvis jeg slipper den, mister jeg også fornemmelsen af, hvem jeg helt grundlæggende er.

Mit sande væsen hænger sammen med min sjæl. Har man oplevet sig selv på et dybere plan, kan jeg ikke forestille mig, at nogen vil ønske en pseudoidentitet. Hvorfor Søren skulle man dog det?

Jeg har oplevet mennesker, der ikke ville kendes ved sandheden eller ved sig selv. Det må være meget smertefuldt, også når de vælger at projicere problemet ud. Før eller siden vil sandheden om sig selv banke på igen.

Intet anstændigt menneske vil ønske andet end igen at få fuld kontakt til sig selv.

Livlinen er den, der forbinder os i sandhed.

Livlinen er forbindelsen fra sjæl til sjæl.

Vores vitalitet er dybest set forbundet med sjælen.

Den, som vi egentlig er, er vores identitet som sjæl.

Instinktet er i den forbindelse kun en form, en skal, som vi har fået til at være jordiske i.

Hvis man kun lever gennem sit instinkt, lever man et meget overfladisk og gennemsnitligt liv.

Sandheden bliver tydeligere, jo mere sjælen er i spil.

Det betyder også, at to mennesker, der er i kontakt med sig selv, kan skabe noget meget smukt og unikt sammen.