Livets træ

Han jog mennesket ud og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.    (1. Mosebog 3:24)

Livet handler om, at man kærligt formår at være i sig selv. At man på den måde er der for andre. Det er hele hemmeligheden. Det er ikke vanskeligere.

Livet er ikke kun til mig for, fordi jeg én gang har fået øje på mig selv i spejlet. Mit eget spejlbillede. Mit eget ego.

Jeg er ikke bare min egen reptilhjerne, der bevidstløst gentager noget, fordi jeg, fordi man altid har gjort det sådan.

Ikke ærligt at ville kigge på sig selv er det, der er årsag til den globale krise på alle fronter.

Og det nytter ikke noget kun at kigge på et delaspekt, fordi det er mig selv, der er selve problemet.

Jeg tager ikke bare noget for givet, fordi det bliver givet mig.

Jeg skal ikke bare være en bevidstløs gentagelse af mig selv, fordi jeg hidtil har nægtet at kigge på mig selv.

Ikke at ville kigge på mig selv kan jeg håndtere ved hjælp af vrede, der skræmmer modparten, så jeg har magten, helt og fuldt.

Vrede i det omfang er at lade mig styre af min reptilhjerne.

Jeg skal ville noget, der er anderledes, end man har gjort i årtusinder. Man jeg skal aktivt stå ved mig selv.

Jeg skal ikke være en bevidstløs gentagelse af fortiden, og bare tage for givet, at alt, hvad der er er til min rådighed, kan jeg bare tage løs af, uden selv at skulle give noget igen.

Jeg skal lære, at jeg er min egen skæbne, der ikke bare bevidstløst lader mig styre af noget udvendigt.

Jeg har ret til at have min egen lyst, men selvfølgeligt også pligt til at udfolde den i fuld ansvarlighed.

Jeg har min egen seksualitet, men skal selvfølgelig vide at udfolde den i taknemmelighed, lyst og glæde.

Jeg har mit eget liv, man ved også, at det ikke bare er noget, jeg kan brug løs af, uden altid også og i enhver henseende at skulle kunne kigge mig selv i øjnene.

Jeg er ikke en kopi. Jeg er virkelig!

Livets træ er et andet udtryk for livet her på kloden.

Vi skal lære at tage ansvar for vores eget liv, og for alt hvad vi gør.

Og selvfølgelig også for andres liv.

Vi skal ikke bare gøre noget, kun for vores egen skyld.

Når vi oplever noget godt fra sjælen, skal vi tage det på os, og ikke bare labbe det i os.

Livet er ikke kun til for os. Det er en dyb misforståelse at tro det.

Fordi jeg har et privilegium, skal jeg ikke bare bevidstløst udfolde det, uden at tage hensyn.

Når jeg gør noget, så er det altafgørende, med hvilken intention jeg gør det.

Det ved barnet, der endnu ikke er blevet ødelagt.

Det ved den unge, inden han første gang går ud i livet for at udforske seksualiteten.

Det er voksenlivets murstenslogik, der har forsømt og glemt, at livet er til, for at det skal være godt, og for at vi altid skal være gode ved hinanden.

Mørket bag voksenlivet har i dag utroligt stor magt. Og det vedligeholdes til stadighed af instinktstyrede mennesker, der vil gøre alt for at beholde magten, og for at sandheden ikke får lov til afgørende at manifestere sig. Det er kendsgerningen, i forsøget på at bringe den i spil.

I processen kan man altid bringe sig selv i positioner, hvor man giver plads til mørket, eller plads til lyset.

Min forståelse af mørkets magt faldt sammen med en fuldmåne, og i øvrigt også en tredobbelt konjunktion i Stenbukken. Derfor lavede jeg et øjeblikshoroskop.

Hvad er hemmeligeheden bag Skabelsen?

Dyb respekt.

Allestedsnærværende hensyn.

Positivt at være helt til stede i alt.

Ærbødighed. Hengivenhed. Taknemmelighed.

I dyb respekt og ansvarlighed og egen aktivitet at give slip ind igennem sig selv, og derved opleve Skabelsen, som den opstod, i dyb seriøsitet og nærvær.

Anerkende, at alt tager tid, at vi skal være der for hinanden.

Hvis jeg er bundet, og dermed ikke vil give slip, forstår jeg ikke afgørende noget af det hele.

Alle ved, at seksualitet i sit udspring ikke handler om nøgenhed eller om at gøre det frække. For det kan alt sammen blive kedeligt og ligegyldigt. Men det handler om den spændstighed, som seksualitet i sjælen er for noget.

Altså at vi mødes i sandhed og kærlighed og ikke bare i en erotisk stemning.

At vi skal forstå livet ind igennem os selv. Igennem vores egen måde at være i verden på. Stilfærdigt. Afslappet.

Bevidsthed om, hvordan vi understøtter alt, og er der for hinanden.

Forståelse af skabelsens vanskelige proces med omveje og fejltagelser.

Altid og ubetinget at tage sig selv og andre dybt alvorligt.

Ikke bare at tage for sig af retterne, fordi det er en mulighed, uden at sikre sig, at det er i orden.

Ikke bare at gøre noget, fordi andre siger det.

Ikke bare at ligge under for tilfældigt gruppepres.

At anerkende, at ting tager tid, at vi derfor ikke skal og må forcere noget.

Villighed til at begynde forfra, når det er nødvendigt.

Frugterne inde i haven er resultatet af, hvor det gik godt.

Frugterne er at være i det gode.

I Paradiset er vi alle forbundet i en positiv energi.

Til gengæld er der kun én til at tage ansvar.

Det var brud på denne energi, der bevirkede, at Adam og Eva ikke længere kunne kigge hinanden i øjnene.

At lade sig forføre af lidenskab,

Hårdt arbejde er kærligheden på den rigtige måde. At gøre, hvad der er nødvendigt for at forstå, hvordan man elsker sandt og rigtig.

Det handler om ikke at tage noget for givet, der i udførelsen fordrer meget stor omhyggelighed, stort hensyn, konstant nærvær og kærlighed.

Man kan ikke bare bruge løs, ud fra en løssluppen stemning, hvor man måske ovenikøbet har drukket eller på anden måde tilranet sig lykke.

Vi forstår kun kærlighedens væsen, hvis vi anerkender betydningen og værdien af hårdt arbejde, som ikke kun er noget, man gør med hænderne. Det kræver dyb koncentration og opmærksom, at vi i alle faser er der for hinanden.

Først arbejde, så fornøjelser. Det er den helt enkle logik bag uddrivelsen af Paradiset.

Vi skal overleve, før vi kan leve.

Vi skal etablere os, før vi kan begynde at have det sjovt.

Vi skal have fat i os selv, før vi giver slip.

Vi skal forstå os selv, før vi lader stå til.

Vi skal binde energien, før vi udløser den.

Vi skal give mørket en form, før vi kan gå ind i lyset.

Der er mange måder at forstå og beskrive processen på.

Den dybe forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, kræver vores fulde opmærksomhed og tilstedeværelse.

Og at vi kan mærke, hvad vi gør ved os selv og hinanden.

At blive et menneske i Guds billede er en meget kompleks og en meget enkel proces.

Vi forstår den kun, hvis vi fuldstændigt evner at give slip.

Og så skal vi forstå nødvendighed som forløber for frihed.

Vi har alle sammen en hård og en blød side.

Den hårde er den, vi bruger til at bygge huse med.

Den bløde er den side, hvor vi sandt og kærligt vender ind mod andre.

Vi kan ikke kun være enten det ene eller det andet.

Dyrene er i deres instinkt og bygger rede. Det er millioner af års evolutionær læring, der skaber denne adfærd.

Vi kan være i vores bevidsthed, men vi kan ikke bare springe læring over, i ansvarsløs beruselse.

Den hårde side er vores form, vores struktur, mål i livet, og det nødvendige arbejde på at nå disse mål.

Den bløde side er vores energetiske forbundethed. Det er kærlighed og sandhed, når vi formår at udfolde det.

Det er også vores intime relationer. Problemet er, hvis disse intime relationer bures inde bag ved mure, og der ingen sammenhæng længere er imellem mennesker. Eller hvor denne sammenhæng kun kan opleves elektronisk.

Vi skal bruge strukturen til at give plads til, at vi kan være bløde på en sand måde.

Vi skal forstå vores globale ansvar for at kunne udfolde kærligheden imellem os.

Denne opgave er indiskutabel og uomgængelig.

Det er ikke kun en fiktiv øvelse at tænke alle mennesker forbundet energetisk.

Det er vi, uanset hvordan vi forholder os til det, i øvrigt også forbundet til den natur, som er på kloden.

Det hårde er den nødvendige materielle og teknologisk verden, som vi ikke vil kunne overleve uden.

Kunsten og opgaven er at forstå, hvordan liv og altså energi bedst kan udfoldes i de rammer, som vi har indrettet os i.

Energien er på den ene side forbundet til DNA, som er forudsætningen for alt levende.

På den anden side er den forbundet til vores guddommelige oprindelse, der er lige så faktuel.

Fra tid til anden vil vi kunne mærke, hvordan vi hænger sammen, både til den ene og til den anden side.

Livets træ handler om, hvad der helt grundlæggende betinger livet her på kloden.

Det handler om et globalt perspektiv. Mindre kan ikke gøre det.

Hvorfor blev de smidt ud? De ville ikke være ved det sande i sig selv. Deres sande ansvar. De ville kun det sjove og uforpligtende.

At undgå naturlig smerte og ikke at ville være ved sit globale ansvar er en anden måde at udtrykke det samme på.

At tage alt for nemt på livet, eller bare at rage til sig, er en anden omskrivning.

At tro sig selv som den vigtigste i hele verden, som ikke skal give noget igen, men bare tage imod.

Meningen med al religion og al religiøs aktivitet, og meningen med al spiritualitet, har altid været, at vi som mennesker skulle få sjælen i spil i vores jordiske tilværelse.

Meningen fra et højere sted er og har altid været, at vi skulle tage det fulde ansvar for vores jordiske tilværelse.

At vi skulle være os selv bekendt i alt, hvad vi gør. At vi altid skal kunne kigge os selv i øjnene.

Meningen er og har altid været, at det gode skulle sejre over det onde.

Det onde, i et globalt perspektiv, har altid været mennesket som væsen, fordi det ville forsvare ejendom, uden hensyn til andet end sin egen overlevelse. At nogle måtte lade livet, er bare ærgerligt.

Det findes som instinktstyret adfærd, også i dag, og lige så ubarmhjertigt som tidligere. Det praktiseres i alle tænkelige miljøer, ingen undtaget, også religiøse og spirituelle.

Instinktstyring er egostyring, hvor det kun og altid handler om egne landvindinger og egne fordele.

Hvad kan jeg tjene penge på? Hvordan kan jeg få andre ind i min skruestik?

Livets træ er i enhver sammenhæng altid at se sig selv i et større og dybere sammenhæng. At enhver handling har dette perspektiv.