Livets træ

Han jog mennesket ud og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ (1. Mosebog 3:24).

Livets træ er et andet udtryk for livet her på kloden.

Vi skal lære at tage ansvar for vore eget liv, og for alt hvad vi gør.

Og selvfølgelig også for andres liv.

Vi skal ikke bare gøre noget, kun for vores egen skyld.

Livet er ikke kun til for os. Det er en dyb misforståelse at tro det.

Når jeg gør noget, så er det altafgørende, med hvilken intention jeg gør det.

Det ved barnet, der endnu ikke er blevet ødelagt.

Det ved den unge, inden han første gang går ud i livet for at udforske seksualiteten.

Det er voksenlivets murstenslogik, der har forsømt og glemt, at livet er til, for at det skal være godt, og for at vi altid skal være gode ved hinanden.

Hvad er hemmeligeheden bag Skabelsen?

Dyb respekt.

Allestedsnærværende hensyn.

Positiv at være helt til stede i alt.

Ærbødighed. Hengivenhed. Taknemmelighed.

Bevidsthed om, hvordan vi understøtter alt, og er der for hinanden.

Forståelse af skabelsens vanskelige proces med omveje og fejltagelser.

Altid og ubetinget at tage sig selv og andre dybt alvorligt.

Ikke bare at tage for sig af retterne, fordi det er en mulighed, uden at sikre sig, at det er i orden.

Ikke bare at gøre noget, fordi andre siger det.

Ikke bare at ligge under for tilfældigt gruppepres.

At anerkende, at ting tager tid, at vi derfor ikke skal og må forcere noget.

Villighed til at begynde forfra, når det er nødvendigt.

Frugterne inde i haven er resultatet af, hvor det gik godt.

Frugterne er at være i det gode.

I Paradiset er vi alle forbundet i en positiv energi.

Til gengæld er der kun én til at tage ansvar.

Det var brud på denne energi, der bevirkede, at Adam og Eva ikke længere kunne kigge hinanden i øjnene.

Livet udenfor var, på den hårde måde, at forstå, hvad de havde gjort, og hvad det hele handler om.

Først arbejde, så fornøjelser. Det er den helt enkle logik bag uddrivelsen af Paradiset.

Vi skal overleve, før vi kan leve.

Vi skal etablere os, før vi kan begynde at have det sjovt.

Vi skal have fat i os selv, før vi giver slip.

Vi skal forstå os selv, før vi lader stå til.

Vi skal binde energien, før vi udløser den.

Vi skal give mørket en form, før vi kan gå ind i lyset.

Der er mange måder at forstå og beskrive processen på.

Den dybe forståelse af, hvad det vil sige at være menneske, kræver vores fulde opmærksomhed og tilstedeværelse.

Og at vi kan mærke, hvad vi gør ved os selv og hinanden.

At blive et menneske i Guds billede er en meget kompleks og en meget enkel proces.

Vi forstår den kun, hvis vi fuldstændigt evner at give slip.

Og så skal vi forstå nødvendighed som forløber for frihed.

Vi har alle sammen en hård og en blød side.

Den hårde er den, vi bruger til at bygge huse med.

Den bløde er den side, hvor vi sandt og kærligt vender ind mod andre.

Vi kan ikke kun være enten det ene eller det andet.

Dyrene er i deres instinkt og bygger rede. Det er millioner af års evolutionær læring, der skaber denne adfærd.

Vi kan være i vores bevidsthed, men vi kan ikke bare springe læring over, i ansvarsløs beruselse.

Den hårde side er vores form, vores struktur, mål i livet, og det nødvendige arbejde på at nå disse mål.

Den bløde side er vores energetiske forbundethed. Det er kærlighed og sandhed, når vi formår at udfolde det.

Det er også vores intime relationer. Problemet er, hvis disse intime relationer bures inde bag ved mure, og der ingen sammenhæng længere er imellem mennesker. Eller hvor denne sammenhæng kun kan opleves elektronisk.

Vi skal bruge strukturen til at give plads til, at vi kan være bløde på en sand måde.

Vi skal forstå vores globale ansvar for at kunne udfolde kærligheden imellem os.

Denne opgave er indiskutabel og uomgængelig.

Det er ikke kun en fiktiv øvelse at tænke alle mennesker forbundet energetisk.

Det er vi, uanset hvordan vi forholder os til det, i øvrigt også forbundet til den natur, som er på kloden.

Det hårde er den nødvendige materielle og teknologisk verden, som vi ikke vil kunne overleve uden.

Kunsten og opgaven er at forstå, hvordan liv og altså energi bedst kan udfoldes i de rammer, som vi har indrettet os i.

Energien er på den ene side forbundet til DNA, som er forudsætningen for alt levende.

På den anden side er den forbundet til vores guddommelige oprindelse, der er lige så faktuel.

Fra tid til anden vil vi kunne mærke, hvordan vi hænger sammen, både til den ene og til den anden side.

Livets træ handler om, hvad der helt grundlæggende betinger livet her på kloden.

Det handler om et globalt perspektiv. Mindre kan ikke gøre det.

Hvorfor blev de smidt ud? De ville ikke være ved det sande i sig selv. Deres sande ansvar. De ville kun det sjove og uforpligtende.

At undgå naturlig smerte og ikke at ville være ved sit globale ansvar er en anden måde at udtrykke det samme på.

At tage alt for nemt på livet, eller bare at rage til sig, er en anden omskrivning.

At tro sig selv som den vigtigste i hele verden, som ikke skal give noget igen, men bare tage imod.

Meningen med al religion og al religiøs aktivitet, og meningen med al spiritualitet, har altid været, at vi som mennesker skulle få sjælen i spil i vores jordiske tilværelse.

Meningen fra et højere sted er og har altid været, at vi skulle tage det fulde ansvar for vores jordiske tilværelse.

At vi skulle være os selv bekendt i alt, hvad vi gør. At vi altid skal kunne kigge os selv i øjnene.

Meningen er og har altid været, at det gode skulle sejre over det onde.

Det onde, i et globalt perspektiv, har altid været mennesket som væsen, fordi det ville forsvare ejendom, uden hensyn til andet end sin egen overlevelse. At nogle måtte lade livet, er bare ærgerligt.

Det findes som instinktstyret adfærd, også i dag, og lige så ubarmhjertigt som tidligere. Det praktiseres i alle tænkelige miljøer, ingen undtaget, også religiøse og spirituelle.

Instinktstyring er egostyring, hvor det kun og altid handler om egne landvindinger og egne fordele.

Hvad kan jeg tjene penge på? Hvordan kan jeg få andre ind i min skruestik?

Livets træ er i enhver sammenhæng altid at se sig selv i et større og dybere sammenhæng. At enhver handling har dette perspektiv.