Livets suverænitet

– at lade det opstå på sine egne præmisser

Altid at kunne stå inde for sig selv

Den første voksne, der tog mig alvorligt, var min studievejleder, da jeg læste HF på seminariet i Herning. Det var i 1974. Det betød, at jeg begyndte af læse Søren Kierkegaard, og at jeg året efter begyndte på danskstudiet på Århus Universitet.

På universitetet mødte jeg i øvrigt Jes Bertelsen, der introducerede Freud, Jung, Reich, og i kraft af sin store begavelse også kunne rumme Rudolf Steiner, Bhagwan Shree Rajneesh, Carlos Castanedas og flere med en alternativ tilgang.

Siden 1974 har jeg altid vidst, at det var vigtigt altid at stå inde for mig selv. Og jeg har søgt litteratur og miljøer, der har understøttet denne mulighed.

I 1979 havde jeg så en metafysisk oplevelse, der yderligere gav mig oplevelsen af, at jeg under ingen omstændigheder måtte eller skulle give slip på mig selv. Det hænger sammen med min egen oprindelse, at jeg ved, at livet altid er dyrebart, og at vi aldrig må sjofle med det på nogen måde. Tværtimod skal vi gøre alt for, at vi altid er der for hinanden.

Hvis man er gennemført ordentlig og lader det guddommelig få lov at virke, kan man få alle de svar, man har brug for. Til gengæld får man livsglæde og erkendelser i tilgift, og har altid livet positivt foran sig.

Man kan godt være heldig eller ordentlig at få så meget fat i sig selv, at man mærker sin guddommelige oprindelse, og dermed får en sådan sikkerhed i livet, at man derved har noget fast at falde tilbage på.

Vi kan sagtens mærke, hvem vi selv er, og hvad vi skal, hvis vi er ærlige over for os selv.

Hvis vi er i tvivl, kan vi gøre meget for at blive klogere på det.

Af en eller anden mærkelig grund mister mange voksne denne evne, eller slipper den. Eller også får de ikke den kærlighed, der skal til for at lære sig selv at kende ubetinget.

Eller også vil de ikke vide af det. Denne mulighed bliver praktiseret og er derfor vigtig at nævne.

Mange mennesker har en selvvalgt hårdhed, som de nærmest er stolte af og identificerer sig med. Så længe den massivt er i spil, er der ingen åbenhed over for, at livet i sig selv kan være smukt og fint.

Når og hvis man forstår, hvad man selv skal, og gør det, så bliver livet med et meget lettere og ukompliceret. Og herefter handler det om at nuancere denne forståelse.

De ledsagende følelser er glæde, kærlighed og en stor lyst til livet.

Men det fordrer alt sammen, at vi slipper vores bundethed, og det har mange rigtigt svært ved.

Eller også vil de det ikke, fordi der er en massiv identitet og måske også penge involveret. Uden hensyn til, hvad det gør ved andre at holde fast.