Livets logik

Der er noget fantastisk ved livet dybe logik, som er guddommeligt forankret.

Man begrænser først og fremmest sig selv ved at være begrænset.

I instinktets verden kan jeg skælde ud på en anden, når jeg ikke selv kan eller ønsker at finde ud af det.

I sjælens verden, som vender ind mod Gud, begrænser jeg mig selv, og gør det hele vanskeligere for mig selv.

Men da det er selvforskyldt, har jeg dermed ikke andre at takke end mig selv for, at jeg er et fjols.

Et menneske er summen af alt, hvad det har gjort, Alt det, som jeg har stået bag i mine handlinger, styrer mig mere end noget andet i livet.

Faderen og Sønnen og Helligånden er gode begreber, som vi altid kan bruge og forholde os til.

Livet er skabt af Gud, og det skal vi altid respektere.

Sønnen formidler budskabet fra Gud og lever sit liv, helt og fuldt: Jeg er vejen og sandheden og livet. Det er ufatteligt smukt.

Helligånden står os bi, og hjælper os, når vi har svært ved at være i livet.

Helligånden lægger sjælen ind i hvert enkelt menneske og vil altid være der i kærlighed og sandhed.

Helligånden implicerer også, at vi skal anerkende, at der er noget, der er helligt, at der er noget, der er større end os.

At vi er henvist til et større logik. Og den skal vi i et og alt respektere og vide at underlægge os. Ikke for at blive små, men for at kunne være præcis dem, vi er, som vi er. Altid og ubetinget.

I 2015 blev jeg fortalt, at DNA er helligt. Altså skabt af Gud.

Da jeg i pinsen 2018 var i Assisi sammen med Nina, og vi gik oppe i skoven, hvor Frans også er gået, fortalte Metatron Nina, at helligånden er det samme som nåden. Det giver rigtigt god mening i forhold til den sammenhæng, som lige er kommet til mig i det ovenstående.

Det passer i øvrigt fint til en kanalisering af Kristus, som jeg hørte nogle år tidligere, i julen 2014 eller 2015, hvor Kristus fortalte om, hvad nåden er for noget. Jeg havde i forbindelse med kanaliseringen en oplevelse af at gå ved siden af ham, fuldstændigt ligeværdigt.

Det handler om, at vi altid selv skal gøre vores ypperste, men at vi har lov til at træde ved siden af, men at det så er vigtigt at komme tilbage på sporet. Det giver rigtigt god mening, det hele.

Det er i øvrigt første gang, jeg har oplevet begrebet nåde udfoldet på en måde, som jeg virkeligt syntes om. Er opdraget indremissionsk, hvor det betød noget helt andet, i hvert fald der, hvor jeg voksede op.

Og socialt taler man om at leve på andres nåde. Det er noget helt andet, men implicerer jo også et gudsbegreb. Denne del har jeg vist nok med mig i bagagen, og den er ikke rar.

Men den er også radikalt forskellig fra den først omtalte måde at betragte fænomenet nåde på.

At vi er henvist til et større logik. Og den skal vi i et og alt respektere og vide at underlægge os. Ikke for at blive små, men for at kunne være præcis dem, vi er, som vi er. Altid og ubetinget.

Det er den grundlæggende intention, på det tidspunkt, hvor den frie vil helt reelt gælder, som dømmer os.

Det vil sige, at vi kan have gjort noget, hvor vi ikke var ved vores fulde fem, som man kalder det, hvor man ikke bliver dømt fra et højere perspektiv.

Juridisk kender vi det som utilregnelig i gerningsøjeblikket, men man skal bare passe på med at overføre de to slags jura, fordi jordisk jura i ekstrem grad er instinktinfiltreret.

Med der, hvor man, ud fra et højere perspektiv, og det skal vi nok ikke blande os i, kan siges at handle frit, åbent og ærligt.

Og netop frihed er helt fundamentalt som princip, altså den ubetinget frie vilje. Fordi mennesket her er et suverænt væsen, med sin egen skæbne i sin egen hånd.

Jordisk jura virker ud fra nogle retsprincipper, hvor det gælder, at man er uskyldig, indtil det modsatte beviser. Og man anerkender, at der er umuligt at rumme hele sandheden. Derfor kan man heller ikke bliver dømt for noget, som man ikke er anklaget for.

Og tilfældigheden hænger jo ikke mindst sammen med, at de, der dømmer, alle har en begrænset bevidsthed, og kun ser det, de vil se.

På samme måde er det velbekendt, hvad en anklager og en forsvarer hver især kan udvirke, herunder at agere, selv om de måske godt ved, de er på glatis.

Et højere perspektiv går dybere, og her kan man ikke købe sig til en god advokat.

Martin Luther havde fat i noget af det rigtige, men overså noget af dem evne, som katolikkerne har bevaret, at mennesket har et meget dybere ansvar, end man lige skulle tro.

Derfor er den protestantiske verden på mange måder mere følelseskold i forhold til den katolske.

Den dybeste retfærdighed indeholder et menneskes ubetingede og suveræne frihed som et grundprincip, rettet til sit eget liv, uden at andre blander sig på en måde, som de ingen ret har til.

Men denne ret implicerer også, at vi altid og lige så ubetinget selv vil og ønsker det bedste for os selv og hinanden, altså uden at der er ufine følelser i spil.

Instinktet gør ikke det let at være menneske. Mange bliver efterladt blødende i det spil. Og magten lander ofte i de forkerte hænder, de mest snu, de mest kyniske, de mest kalkulerede.

De, der har noget fysisk og økonomisk, som andre ikke har. Det kan også handle om talegaver, om evnen til at slå til på de såkaldt rigtige tidspunktet.

De to former for retfærdighed kan man ikke få indplaceret i den samme logik.

Den højeste af dem virker efter nogle grundlæggende principper, som man kan prøve at indfange. Hvis ikke den høje bevidsthed er helt åben, får man ikke sandt fat i, hvad det hele handler om. Og stadig kan man heller ikke uden videre lægge det ind i et jordisk sprog.

Men man har jo lov at forsøge, forudsat man afholder sig selv fra at agere, eller at tro om sig selv, at man er Gud.

Vi dømmer ikke andre. De dømmer sig selv. Det er i hvert faldt et vigtigt princip at holde sig for øje.

Det sårede barn vil det gerne anderledes. Men det hører altså til ovre i mennesket, er det vigtigt at fortælle.

Det, man kan bruge det til, er at forsøge at få sig selv frigjort, i forhold til nogle handlinger, som man ikke selv reelt har nogen indflydelse på, men som har ramt en dybt.

Hvad jeg ikke selv er ansvarlig for i min intention og i mit samlede udtryk, skal jeg ikke dømmes for.

Jeg kan være blevet påført en lidelse, hvor jeg reelt er helt uden skyld. Hvor jeg bare var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, kan man udtrykke det. Hvor jeg ikke selv aktivt deltog i det onde.

Det gode samler. Det onde splitter.

En god handling lukker op i kærlighed.

En ond handling desintegrerer i had.

Lyset åbner eller lyser op. Mørket lukker eller formørker.

Kærligheden binder os sammen. Hadet skiller os ad.

Håbet giver muligheder. Frygten reducerer muligheder.

Tro giver håb. Angst reducer håb.

Det er altid vigtigt, hvad vi vælger, og hvad vi vender os imod.

Livet trækker sig altid sammen igen, og da vil meget blive åbenbart, som ikke altid er det, når det er spændt ud.

Spænding og sammentrækning på denne planet skyldes, at vi hver især inkarnerer i et instinkt, der er elastisk.

Instinktet har som forklaring, at vi i vores væsen har dyrets egenskaber, at vi er højtudviklede pattedyr.

Derudover har vi som mennesker hver især en sjæl, der betyder, at vi er i stand til at rumme meget mere end vores dyriske natur.

Vi kan kigge på os selv, og vi kan i øvrigt aktivt deltage i vore udvidelser. Det giver os mulighed for at være seksuelle på en meget mere kærlighedsfuld måde end dyrene. Vi er i stand til at være og at blive i nydelse.

At vi har en bevidsthed, betyder, at vi altid kan være til stede i os selv, og mærke alt, hvad der sker med os.

Den positive mulighed er selverkendelse, at vi ikke går i affekt og i panik, heller ikke lader os forføre af emotioner og andre negative følelser.

Vi kan være i os selv, lære om os selv. Vi kan udfolde kærlighed og bevidsthed. Vi kan blive sande mennesker.

Men vi skal ville det selv. Både intention og vilje er nødvendige, for at vi positivt kan følge med i, hvad der sker inde i os, når vi oplever at blive udvidet.

Der er en guddommelig logik bag alt levende, og hvor er jeg glad for det!

Når man behandler et andet menneske på en måde, som ikke er i orden, vil det blive ved med at sidde som mørke inde i den udførende selv. Og det vil det, lige så længe den onde handling virker. Sådan skal det selvfølgelig være.

Alt, hvad jeg står for, er kun muligt, hvis jeg altid har mit eget frirum at navigere i. Dette frirum er min mulighed for altid at kunne kigge på mig selv og på andre, uden at sende skygger af sted.

Den samme mulighed har man ikke, hvis ikke man altid og ubetinget er ordentlig.

Hvis frirummet ikke er der i situationen, vil det altid dukke op igen, bare jeg trækker mig tilbage, og venter på det. Altså forbliver i mig selv og med mig selv, også selv om energien er diffus og måske vanskelig.

Frirummet er min adgang til min sjæl. Hvis ikke jeg er ordentlig, vil jeg ikke kunne have denne adgang.

Så længe man gør det gode, kan man blive ved med at lægge nye lag oven på hinanden.

Når man møder noget vanskeligt eller besværligt, kan det altid transformeres til noget godt, i hvert fald så længe man holder sig på den rigtige side af sig selv.

På den måde kan man altid blive i sig selv. Alt kan mødes åbnet, også selv om det er svært.

Hvis man opfører sig forkert, hvor man derved bevæger sig inden for periferien, hvor man positivt har overblik, diskvalificerer man sig selv.

Mine erkendelse stammer tilbage fra min oplevelse af noget guddommeligt tilbage i 1979. Den viste mig også tydeligt, at vi kan rumme alt i os selv, så længe vi forbliver sande og kærlige.

Når man fraviger denne måde at være i livet på, ser alt fuldstændigt anderledes ud. Og så skal man lige pludselig til at forholde til forvredne og usande former,

Fordi jeg har oplevet, at det andet er muligt, er det vigtigt for mig at præsentere denne mulighed. Der er så mange positive følgevirkninger af det, at det grundlæggende er min største motivation for at skrive, på trods af voldsomme smerter, påført af mennesker, der ikke har kunnet eller villet opføre sig ordentligt.

Det sidste er ikke begrundet i vores væsen, men i bindinger, som nogle ikke vil slippe, og handlinger som følge heraf.

Der er en dejlig guddommelig logik, der handler om, at man altid skal være ordentlig, og at man altid kan være ordentlige.

Normalt begavede mennesker behøver ikke at vide mere. For de fleste har en dyb forståelse af, hvad det vil sige.

Der findes så normalt begavede, der ikke ønsker at opføre sig ordentligt, og her er det jo godt at vide og mærke, at alle selvfølgelig er forpligtede af deres handlinger.

Alt andet ville være urimeligt, også selv om urimelige mennesker her på Jorden kan slippe om ved lidt af hvert. Men i et højere perspektiv går den bare ikke. Tak for det!

Der er noget, vi kalder Ny Tid, og en af de muligheder, der er opstået, handler om retten til helt og fuldt at være menneske, at være præcis den man er.

Denne selvfølelse har man lov til at gå ind i og at manifestere, bare man gør det kærligt og sandt. Man må selvfølgelig ikke reagere ondt, heller ikke selv om man har været udsat for ondskab.

Som jeg ser det, vil denne mulighed, også her på Jorden, kunne skabe meget større retfærdighed, end vi oplever i dag, og også gøre det mindre attraktivt at være ond, fordi den onde vil kunne mærke en reduktion i sin evne til at manifestere sig.

Hvor man tidligere har kunnet fortsætte med at være ond, nærmest ligesom en torturbøddel.

Når livet på den måde bliver mere retfærdigt, bliver det også mere retvendt, så man ikke i så høj grad får lyst til at være kalkuleret, at handle under bæltestedet og den slags.

Den lave moral er instinktstyrede mennesker, der forsøger at vinde fordele, og det kan udvikle sig til meget udspekulerede handlinger, hvor man gerne vil fange andre på det forkerte ben.

Ny Tids bevidsthed muliggør, at vi kommer bedre og hurtigere på plads i os selv, så vi ikke lader os snyde.

Det er den høje bevidsthed, der ikke er bundet til sit instinkt, der skal have magten og retten, fordi den højeste bevidsthed har evnen til at give slip, når det er nødvendigt, og at gribe ind, når det er nødvendigt, men aldrig for at fremme sin egen dagsorden, sit eget ego.

Den højeste bevidsthed er den eneste, man kan stole på, fordi den også har den højeste moral, og aldrig går på kompromis med sandheden.

Det er så vigtigt at lade noget opstå og udvikle sig af sig selv.

Det er den sande måde som menneske at blive levende.

Alt for meget i vores hverdag bliver brugt til at lede os på afveje.

Vi gør det, fordi vi lader det ske, og ikke er opmærksomme på, hvordan noget allerhelst skal have sit eget liv, og have lov til at opstå og udvikle sig af sig selv.

Alt for meget bliver på den måde bremset, inden det overhovedet kommer i gang.

Livet er ikke betinget af noget andet. Livet har sit eget liv.

Og vores opgave er at leve det, og at lade det ske på sin egen måde.

Jeg ved godt, hvad jeg må og ikke må.

Jeg ved godt, hvad jeg kan og ikke kan.

Jeg ved også, at jeg altid skal stå inde for mig selv.

Jeg ved også, at jeg altid skal holde mig på den rigtige side af mig selv.

Fra den position er det ikke svært at leve.

Livet opstår ved positivt at udfolde det.

Det er en helt grundlæggende logik i min måde at være i verden på.

Livet opstår ikke ved at være påholdende.

Vi skal selv gøre noget, og så kommer erkendelserne.

Det er den positive udfoldelse af liv, der gør os glade og åben og videbegærlige.

Man kan bare kigge på et sundt barn for at få det bekræftet.

Når vi gør det gode og åbner os imod sjælen, så bliver vi beriget på en måde, hvor vi vil kunne opleve, at det hele nærmest svømmer over af positive erkendelser.

Jeg ved, at hvis vi er gennemført ordentlige, og aldrig fraviger denne praksis, så kan vi samle energien i os selv, og lade den samle sig, med sjælens hjælp.

Men det er kun muligt, hvis man i høj moral og i høj bevidsthed lader sjælen få lov til at gøre sit arbejde.

Og så skal man holde sig på afstand af mennesker, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. De skal ikke have et ansvar i den dybe sammenhæng. For de er utilregnelige.

Projektet med at få lyset frem i livet er ikke kommercielt, og bliver det aldrig.

Det er vigtigt at aflive den måde at forstå de væsentlige problemer i livet, ligesom de heller ikke er egobaserede.

Det er sjælens lys, vi skal have fat i, for at finde de sande løsninger sammen.

Der findes kun en lov i universet: Du må ikke skade andre!

Den sidste sætning er vigtig, fordi menneskets instinkt er den største fjende overhovedet. En anden måde at beskrive dårlig opførsel.

Forklaringen er den enkle, at jeg risikerer at ødelægge den andens adgang til sjælen, ved at gribe ind i et andet menneske.

Jeg ødelægger også min egen adgang, og jeg diskvalificerer mig selv. Det er helt sikkert. Jeg placerer mig selv langt nede i min umiddelbare adgang til energien og til livet.

Jeg lukker mig selv ind i mørket og ned i mørket.

Vi fødes i en kontinuitet, hvor vi har mulighed for at få adgang til alt i os selv, hvis vi oprigtigt ønsker det.

Det er vores sande energi, som tilbyder os denne mulighed.

At være i det gode er at være sit eget væsen.

Jeg er skabt god, og derfor skal jeg også være god.

Så enkelt er det.

Noget virker kun, hvis vi gør det.

Altså når vi gør det.

Det bliver først virkeligt, når det sker.

Når jeg aktivt gør noget af mig selv.

Vi skal lære, at alt, hvad vi gør, gør vi kun for at gøre det gode.

Vi gør ikke noget kun for os selv.

Det gælder ubetinget og i alle faser af livet.

Ind i alle afskygninger.

Det vigtige i livet er det, der sker, inden noget overhovedet får sprog.

Inden noget får en form.

Inden noget får lov til at udfolde sig.

Det er at være med sin væren, men fuldstændigt ukrukket.

Jeg skal ikke sætte mig for at meditere, og så gå i dette mode.

Jeg skal gøre det, inden jeg overhovedet overvejer at sætte mig for at meditere. For så er jeg allerede trådt ind i en rolle.

Jeg skal ikke gøre noget, for at vise, hvor god jeg er.

For så er jeg allerede trådt om på den anden side af min intention, der måske handler om, at andre skal se, hvad jeg kan og gør.

At andre skal lyse på mig, og måske ovenikøbet har betalt penge for det.

Det er en bagvendt måde at handle på, men den praktiseres.

For hvor mange vil gøre noget af sig selv, hvis ikke der var en økonomisk gevinst i vente?