Livet indeholder en stille logik

Livet er noget, som gode mennesker skaber.

Andre mennesker bruger det bare, eller profiterer af det.

Men det eksisterer kun, så længe de gode er i overtal.

Det gode genererer det gode, så længe der er nogle til at formidle det.

Det gode udtrykker sig gennem intentionen i vore handlinger.

Enhver handling er styret af en intention, bevidst eller ubevidst.

Graden af bevidsthed har ikke i sig selv noget at gøre med, om en handling er god eller ond.

Enhver form for guddommelig logik handler om positivt at være i livet og at sige ja til det. Det er ikke mere kompliceret fra skabelsens side.

Jo mere vi lever livet på dets egne præmisser, jo tydeligere bliver den logik, der virker bag ved vore handlinger.

Hvis man ikke er i overensstemmelse med sig selv, vil man stadig være styret af en logik, men den kan være svær at aflæse, fordi faktorerne også indeholder mange ubekendte, modsat hvis vi altid handler af et godt hjerte, og altid har os selv med i alt.

Vi er altid bundet af vore handlinger, så hvorfor ikke sørge for altid at være gennemsigtig, i hvert fald over for sig selv.

Når man siger noget og gør noget andet, er der jo ingen klar logik.

Men hvis man siger og gør noget, der svarer til hinanden, vil man i øvrigt også have det godt med sig selv bagefter. Og så er der sammenhæng, og dermed logik.

Logikken er styret af sandhed. Når vi gør, som vi skal, kan vi tydeligt mærke den, og hvordan den gennemtrænger hele vores væsen.

Når vi handler i modstand, kan vi jo ikke mærke logikken, men kan godt mærke modstanden.

Det er sjovere at handle i en positiv logik end at gå rundt at være Rasmus Modsat i alt. Så længe man ikke derved gør andre ondt, kan det jo være ganske sjovt at være tilskuer til. Men selvfølgelig ikke, når det påvirker andre negativt.

Enhver form for instinktbåret logik, inklusiv den, som jeg kalder murstenslogik, er irrationel, og kan omstødes, også uden en fornuftig begrundelse. Derfor er det en opgave for ansvarlige mennesker at komme et spadestik dybere.

Når livet får lov til at udfolde sig selv, så handler det om at møde, at lade komme, at gå ind i, at forstå, at give slip … at møde, og så videre. Det er en enkel logik, som alle har mulighed for at følge. Når det ikke foregår sådan i virkeligheden, skyldes det, at voksne mennesker er nogle værre bøvlehoveder, og tager sig selv alt for højtideligt.

Alt i livet handler om stille og roligt at udfolde sig selv. Det er ikke mere kompliceret.

Men det handler lige så meget om at finde nogle, som vi har tillid til, som også ønsker det gode i tilværelsen, for os selv og hinanden, og selvfølgelig også i det store perspektiv.

Når vi bevæger os i området for det gode, er der ikke nogle, der ikke er omfattet af det gode. Vi skal bare alle sammen indstille os på, at det er det, der er dagsordenen. Vi skal ikke gøre noget for vores egen skyld, hvor det på nogen måde går ud over andre.

Det er en indlysende betingelse, at forudsætningen for, at vi kan opleve den stille logik, er, at der er en reel vilje, der gennemtrænger alt, at det altså ikke bare er noget, vi siger.

Alt i livet lader sig udfolde blidt og blødt, hvis vi ønsker det. Det begynder altid med os selv, fordi vi er de rette til at vise resten af verden, at det er muligt.

Hårdhed og kynisme er noget, der kommer ind i verden, fordi mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Den har sat sig så meget i voksenattituden overalt på kloden, at nogle, måske mange, måske de fleste, opfatter den som noget, der ikke kan være anderledes. Men det kan det. Fra det mindste til det største.

Den stille logik, som jeg har adgang til, matcher overhovedet ikke den voksenverden, som sætter dagsordenen her på kloden.

Men det betyder ikke, at den ikke findes. Det betyder til gengæld, at den er oppe mod en solid modstand og benægtelse i forhold til magtens sprog og udtryk.

Denne magt er ikke kun present i fremmede lande, som vi godt kan lide ikke at synes om. Den findes i fuldt flor rundt omkring os, også i miljøer, som vi på forhånd ikke ville forestille os, deltog i modstanden.

Min historie er, at livet hænger sammen. Og at vi kan få del i denne logiske sammenhæng, hvis vi ønsker det. Og hvis vi på forhånd beslutter altid at opføre os ordentligt.

Mennesker kan opføre sig meget værre og meget lavere end dyr. Det er en sørgelig kendsgerning, der ikke kun hører fortiden til.

Mennesker er også meget bundet til sin verden. Og fordi det aldrig eller kun sjældent kommer ud, forstår det ikke, at vi hænger sammen med alt levende.

Derfor forstår man ikke, eller ønsker ikke at forstå, at der er en logisk sammenhæng. Denne sammenhæng begynder i det små, og den omfatter alt, hvad vi laver. Alle detaljer indgår i en helhed, og det er ikke bare teori. Det er jo ikke anderledes, end at hvis vi behandler vore børn og børnebørn godt, så bliver de glade. Hvis ikke, bliver de kede af det. De lider måske.

Hvordan behandler voksne hinanden? Det er mindst lige så vigtigt. Og det er ikke ligegyldigt.

Vi kan fortrænge det. Men det ændrer ikke ved, at vi er ansvarlige. Og at vi naturligvis hænger på vores ansvar.

Der findes en stille logik i livet, som alle har mulighed for at opleve.

Den er kun mulig, hvis vi formår at være positivt i livet.

Det er ikke alle, der formår det, eller ønsker det. Så er der kun den hårde måde tilbage. Men man får ikke ro i sig selv, før man finder ud af, at det stille og positive er den rigtige vej.

Sådan er det hele skruet sammen. Jeg har lært det fra den positive side, men har også oplevet mange, der ikke har haft denne forståelse, som har troet, at det var i orden at handle anderledes.

Vi skal alle sammen finde vores egen vej og vores egen måde. Men uanset hvem vi er, og hvor vi er, er der nogle enkle spilleregler, der skal overholdes.

Når vi falder, eller ikke kan finde ud af at opføre os ordentlige, kan vi sagtens mærke, hvad det handler om. Vi får ikke noget forærende, og løsningen kan ikke læses i en bog. Vi kan og skal mærke svaret, svarene.

Det handler om at få alt ned på Jorden.

Og derfra gerne at se et højere perspektiv i alt.

Men det er vejen.

Jo mere jeg arbejder med mig selv, jo mere jeg skriver og oplever, jo tydeligere bliver det, at der findes en stille logik bag ved det hele, en meget fin logik. Men den bliver kun tydelig, hvis vi, hvis jeg, i ethvert lille nu altid bevæger mig stille og roligt mod at finde det sande svar.

Samtidig bevæger jeg mig ind eller ud for at finde de sande relationer, hvor min familie helt klart hører til, men hvor alt foregår i kærlighed og i frihed. Det følges så fint ad.

Livet indeholder en simpel logik for den, der er åben over for den.

Som jeg oplever det, bliver den kun åbenbar, hvis jeg formår og ønsker at leve efter den.

Det svarer til, at mennesker er meget hurtige til at afvise det, som de ikke vil se. Et tema som har været praktiseret over for alt, hvad jeg står for, så længe jeg kan huske.

På en måde er det egentlig en spændende og god logik.

At forstå livets væsen er kun muligt for den, der evner at være i ydmyghed. Altså ikke at postulere det, eller forlange det af andre, men at være det, og ikke bare i de fem sekunder, der betyder, at jeg så kan slippe det igen. For nu har jeg prøvet det. Det gælder selvfølgelig ikke.

Livet i sig selv er noget utroligt smukt og fint, som kan opleves i hvert enkelt nyt øjeblik på sin egen smukke måde.

Og vi kan være til stede i det på en lige så fin og enkel måde. Vi skal bare ikke ville sætte en dagsorden, for det er første skridt til, at det kan gå galt. Vi skal tillade os selv at være i det, lade det komme ind, lade det flyde.

Jeg har altid, så længe jeg kan huske, været optaget af, hvad der var menneskeligt muligt, og altid under forudsætning af, at vi tager det fornødne hensyn til os selv og hinanden. Men aldrig uden at tage begge disse hensyn.

Når vi positivt møder livet, er alt muligt. Det er desværre alt for tit, at man glemmer det. Og resultatet ser vi alle steder.

Det er virkelig magisk, hvilken forskel der er forbundet med at være i overensstemmelse med sig selv og at gå ved siden af sig selv. At sætte handling bag ved ord. At stå inde for sig selv. At være den, man er. Og der er ingen dramatik overhovedet forbundet med det, endsige panderynker, ligesom man jo heller ikke behøver at annoncere det i ugebladene. Man skal bare være det og gøre det, stille og roligt.

Det, som jeg lærte ved min guddommelige kontakt i 1979 var, at hvis man har et åbent sind, en ærlig vilje og en positiv intention ud mod verden, så kan man alt. Så er alt muligt.

Det, som jeg ikke regnede med, var, at mennesker kan have ualmindeligt svært ved at opføre sig ordentligt. Det kom virkelig bag på, hvor lavt nogle kan finde på at handle. Især fordi det opfyldte menneske har alt, hvad det behøver for at være glad og lykkelig. Det har virkelig undret mig at erfare dette.

Men også passivitet og halvhjertet adfærd, som måske hører til det mest ødelæggende, når et menneske reagerer på modstand, kan være skæbnesvangert. Det forfærdelige består især i, at man også ødelægger livsmulighederne for andre, og ikke vil være ved det.

På den måde ødelægger man også muligheder for børn, som skal videreføre generationerne, og ideelt set skal være dem, der bringer de nye livsmuligheder ind på Jorden.

Sjælens identitet i et menneske er en stille og rolig identitet, hvori man udfylder rammerne for sig selv.

Det er, når en forvredet eller på anden måde falsk selvfølelse træder i stedet, at der opstår et ego, som ikke længere er et naturligt udtryk for, hvem men i virkeligheden er.

Og det sker ufatteligt nemt i en verden som vores, hvor vi hele tiden distraheres i forhold til vores sande identitet. Som vi jo selv kan være med til at tilsløre og sætte en klods i hjulet for.

Alt, hvad jeg skriver om, kan erfares stille og roligt, bare vi er til stede i livet og siger ja til det. Det er ikke andet, end hvad et uspoleret barn også vil kunne erkende og forstå, hvis det får lov til at udvikle sig på sine egne præmisser.

Det er den voksne verden, der stiller sig i vejen for, at det umiddelbart kan lade sig gøre. Og derfor fordrer erkendelsen fra den position ubetinget ærlighed og ubetinget åbenhed ind mod sjælen og ind mod det guddommelige univers. Men så er det muligt for enhver, som oprigtigt vil det og ønsker det.

De, der har gået vejen, kan vi stole på. Den er en enkelt, men meget vigtig sandhed.

Min vej er den positive, altid at møde livet åbent, altid at møde, hvad der kommer, også selv om det ikke altid er og har været rart. Men aldrig at springe over, hvor gærdet er lavest. Aldrig at være negativ, for det løser ikke noget. Det er det samme som at vende ryggen til.

Jeg har altid front imod virkeligheden.

Alt har ikke et svar. Men svaret kommer altid, hvis vi lader det komme.

Jeg vil gerne tilføje, at jeg har gået i tillid, og at jeg har fået hjælp, når jeg har bedt om det. Men jeg har altid selv skullet gøre forarbejdet. Og jeg har altid ønsket at gøre det.

Det betyder også, at jeg altid har kontakt til mig selv, at jeg aldrig slipper mig selv. Det er ikke vanskeligt, og det betyder, at jeg aldrig spiller roller, men altid er i mig selv.

Jeg har anerkendt, når og at noget har været svært. Men jeg har mødt det. Jeg har gjort det, fordi jeg ved, at jeg skal det, og fordi det er rigtigt at gøre det på den måde.

Mit projekt i livet er at vise, hvad det kan, uden at vi på forhånd har bestemte forventninger, uden at vi skal noget, uden at vi vil noget. Jeg har lært enkeltheden ind i alle afkroge. Det vil jeg gerne vise, og det vil jeg gerne skrive noget om.

Man skal ikke være noget bestemt. Man skal ikke gøre noget bestemt. Fra den position er alt muligt, hvis vi lader det udvikle sig og udfolde sig.

Livet er det mest præcise, det mest enkle, det fineste og mest tilgængelige, vi har.

Alligevel bliver det ikke håndteret sådan. Tværtimod.

Men det er ikke livets skyld. Det skyldes, at nogle blander sig uhensigtsmæssigt.

Livet er givet os, som noget, vi bare kan tage imod, være i, være med.

Livet består af bittesmå gentagelser.

Hvis vi altid er der for hinanden, i stor ydmyghed og stor ærlighed, vil vi kunne leve et liv i stor glæde.

Det samme fænomen kan fra sjælens perspektiv opleves blødt og smukt og fint, med sin helt egen kvalitet, og fra instinktet som hårdt, kynisk, skyggefuldt.

Det handler om, hvordan vi har trimmet os selv, og hvordan vi har håndteret fænomenet, måske i en årrække, måske set som en egenskab hos en anden, som vi godt kan lide, eller som vi ikke kan lide.

Der er umiddelbart forskel på børn og voksne, især voksne, der har tillagt sig hårdheden. Men sådan behøver det ikke at være.

Barnet har umiddelbart kontakt til sin guddommelighed, så længe vi som voksne ikke stikker en kæp i hjulet for det.

Kontinuitet i handling. At sige, hvad man gør. At gøre, hvad man siger. Det skaber troværdighed. Det skaber liv. Det skaber ægthed. Det skaber ægte følelser.

At være det, jeg er.

Følelser er det, vi lever af. Følelser er det, der gør os levende.

Det positive er det stilfærdige, det kærlige, den enkle, det åbne, det uforbeholdne, det smukke.

Det positive kan ikke være hårdt, kan ikke være kynisk, kan ikke være kalkulerende.

Det er tilgængeligt for alle, der siger ja til det, og som lader det komme indenfor.

Alle sanser lader sig opleve fra sjælens og fra instinktets position.

Det er op til os, hvor fint og hvor ægte det skal være.

Og selvfølgelig afhængig af vores fortid, at vi har formået at holde os på stien.

Hvis ikke, vil det være temaet i alt, hvad vi gør, indtil vi finder tilbage.

Hvis vi har gjort noget dårligt, skal vi selv gøre en indsats for at komme tilbage på sporet igen.

Man kan ikke gøre noget dårligt, og efterfølgende tro, at man kan ignorere det, som om det ikke er sket.

Vi har muligheden for vertikalt at have kontakten fra det mindste til det største. Det fordrer stor ydmyghed, og det kræver stor oprigtighed i alt.

Alt i mit liv handler om at finde den stille logik, som også er forbundet med livsglæde og ærlighed. Når jeg har det sådan, skyldes det, at jeg har oplevet denne logik virke fra det mindste til det største.

Det var sådan, jeg oprindeligt mødte et væsen, der kaldte sig Gud.

Al autoriseret viden lader sig opløse og udfolde på en ny måde ind gennem sjælen og et dybere perspektiv.

Al viden vil derfor skulle formuleres på ny, baseret på et sandt grundlag.

Alle lærebøger skal skrives om, og viden skal opbygges gennem egne oplevelser, som er det sande grundlag for at forstå noget som helst.

Det gælder videnskab i enhver form. Hvor der altid har været en, der satte dagsordenen, og hvor andre måtte rette ind. Det gjaldt ikke kun under pavekirken. Det gælder også i dag.

Når vi gør noget, så skal vi altid sikre os, at der er kvalitet i det, inden vi gør det. Så får vi gaver. Give os selv den tid, der er nødvendig.

Livet indeholder en stille logik, der kan erkendes af alle.

Når det sker, vil der ikke længere være krig i verden.

Og vi vil begynde at tænke på hinanden og ikke kun på os selv.

Og vi vil søge de rigtige løsninger, der rækker langt, og ikke kun handler om at skabe profit og tiltrække vælgere. Og kunder i butikken.