Livet har en kvalitet i sig selv

Vi forstår kun udsagnet, hvis vi er villige til at være helt i os selv, med alt, hvad vi er. I vores fulde integritet og sandhed.

Det er overhovedet ikke svært at være. Vi kan bare kigge på et barn, der er i sin spontanitet og umiddelbarhed, sin leg, sin naive måde at møde verden på gennem undersøgelser.

Barnet vil ikke andet end at finde ud af, hvordan alting hænger sammen. Barnet skal ikke bevise noget. Det har ingen skjult dagsorden. Det er bare i sig selv og med sig selv.

Det er den voksne, der er krukket ud over alle grænser, og som ikke vil tillade hverken sig selv  eller andre bare at være.

Betingelsen for at få direkte adgang til sjælen er, at vi aktivt og positivt vælger det gode i livet, i andre og i os selv.

Man skal slippe negativitet og dårlige følelser, og give plads til sandheden.

Høj bevidsthed er, at det er muligt at være til stede i sig selv i alt i livet.

At alt i livet får lov til at være, præcis hvad det er, uden at det gøres til genstand for tolkning, så det får en anden identitet, som vi godt ved, ikke er sand.

At vi altid er helt og sandt til stede i os selv.

Når noget er godt, så skal vi give os tid til at være i det.

Vi skal lade sandheden komme med indenfor.

Lade den lyse os op. Være med det gode. Men også være med det, der måske ikke umiddelbart er godt. Anerkende det, der er. Og det, der kommer.

Erkendelse tager tid. Vi skal ikke altid stille os tilfreds med det første, det bedste svar.

Sådan som man gør det ved sladder og bagtalelse, og andre i øvrigt labber det i sig.

Vi skal formå og ønske at gå så meget afsides, at sandheden har mulighed for at blive åbenbar.

Det svarer til at være ved tandlæge, når han fjerner de gamle plumber, og har brug for at bore, så alt det gamle fjernes.

Når sandheden kommer igennem, fungerer det lidt ligesom en cementblander, hvor den nye og bløde cement vendes ned i sit nye leje.

Et fundament, der støbes, og langsomt kommer på plads.

Det er os, der har ansvaret for, at det ikke er en ny løgn, der fyldes ned i sprækkerne.

Ethvert menneske har et behov for at blive fyldt op.

Vi kan godt kalde det en menneskeret, men man har bare ikke lov til at forlange, at andre skal bidrage.

Man kan bringe sig i situationer, hvor muligheden er til stede, og opsøge mennesker, hvor vi vil hinanden det godt.

At blive fyldt op kan kun være noget kærligt og positivt og venligt og sødt og smukt og dejligt.

Det kan aldrig være noget hårdt og kynisk.

Man kan godt fylde sig selv med en løgn, men det er ikke det, som det her handler om.

Man kan også blive fyldt af frygt. Det skal man ikke lade sig blive, for så er det næste træk måske at stikke af.

Balancen er selvfølgelig vigtig, for at jeg selv som person stilfærdigt kan kigge ud i verden.

I den forbindelse spiller min fortid jo også en rolle, idet vi alle har fået en portion energi, så at sige at forvalte.

Og hvis ikke vi har forvaltet den godt, har vi måske bragt os selv i miskredit.

Og denne detalje er naturligvis vigtig i en samlet vurdering.

Det følgende forudsætter, at vi foran os har det nødvendige potentiale og den nødvendige portion energi.

Energi har vi ikke i uanede mængder, og det kan være årsagen til, at mange op i årene kan have svært ved at finde sig selv.

Hvis de nu i alt for lang tid har ødslet med den til rådighed værende energi.

Igen forudsættes energien at være til sted i rigelige mængder.

Jeg forstår ikke, at alle bare siger ja til livet og lever det.

Det giver så mange fordele, bare positivt at være i livet.

Og bøvler man rundt på kryds og tværs, som mange gør, gør man alting vanskeligere for sig selv.

Frihedsfeltet, ikke mindst, er vel nærmest ubegrænset, når  man altid gør det gode, vil det gode og er i det gode.

Et simpelt og enkelt og ukompliceret ja til livet.

Bare at være i det. Bare at være med det.

Intet i livet i sig selv er kompliceret. Det er noget, man gør det til.

Vi har adgang til alt hele tiden.

At gøre mig selv gyldig er altid aktivt at være til stede i mit eget liv.

Livet er altid til stede i alle sine former her og nu.

Hvor meget af det jeg tager ind, afhænger af, hvor åben og modtagelig jeg er.

Jeg har jo adgang til alt, hvis jeg vil, i hvert fald det, som jeg selv har mulighed for at lukke op ind til.

Så uanset hvor jeg er i verden, har jeg adgang til alt i livet. Det er da lidt sjovt.

Det er ikke alt, der er relevant.

Men det, der vedrører mig, er jo relevant i et eller andet omfang.

Så det er godt at kunne handle ind i det, i hvert fald at kunne være i det.

Vi skal altid være helt til stede i det, vi gør. Så vil vi opleve mirakler.

Enhver livsmulighed er i udgangspunktet positiv, åben, kærlig og fuld at frihed og tilgængelighed.

Sådan har vi alle mulighed for at møde alt, hvad der opstår. Det handler i første omgang, hvad jeg vil med mit liv, hvad mit helt grundlæggende perspektiv er.

Hvis vi alle levede på den måde, ville verden se helt anderledes ud, end den gør.

Jeg har, med denne viden i hånden, oplevet de mest smertefulde brud, og også mennesker opføre sig på nogle meget ubehændige måder, også tilsat noget meget ukærligt og det, der er værre. Og det har virkelig været vanskeligt for mig at forstå hele dette kyniske felt, hvad det jo er.

Og hvorfor man opfører sig dårligt, når muligheden for at gå positivt og åbent ind i alt i lige så høj grad er til stede. Med muligheden for at få lige så meget positivt igen.

Det må være i hengivelsen eller manglen på samme, at det går galt i menneskeligt samvær, når man holder op med oprigtigt at elske hinanden og sig selv, og derefter søger svar, der ikke er sande, og ikke er kærlige.

Jeg forsøger oprigtigt at forstå, hvad det er for noget, der betyder, at mennesker mister kontaktet til sig selv og hinanden, og at det herefter kun forarmer sig selv og hinanden.

Det instinktstyrede menneske ønsker ikke, at vi skal tænke en selvstændig tanke.

Sjælens indhold bliver tydeligt ved at tillade et andet menneske at stikke hovedet frem i frihed, uden at vi straks med et maskingevær skyder dette menneske i hovedet, for at det kan forblive så lige anonymt som alle mulige andre.

Sjælens indhold bliver tydelig, når vi hver især anerkender hinanden som de unikke væsener, vi er. At vi ikke er dyr, der hænger fast på hinanden i et ubrydeligt socialt bånd, hvor ingen må stikke ud fra flokken.

Sjælen bliver tydelig, når vi hver især har modet til at gå afsides, og vende tilbage, med plads til vores eget væsen, der ikke er afrettet i forhold til voksenlivets kynisme.

Sjælen bliver tydelig, når jeg for mig selv tør tænke en selvstændig tanke, og lade en følelse være, hvad den er.

At turde være anderledes, som den, man i virkeligheden er.

Når vi lader det ske, lader vi også fantasien få frit spil, og livsglæden.

Guddommelighed er, at livet har en kvalitet i sig selv.

Når den udfolder sig ukompliceret, er den legende, let, dejlig, smuk, fin, inkluderende, åben, ærlig.

Når vi ikke blander os, er der plads til alt inden for de rammer eller den form, hvor livet opstår.

Når vi giver livet lov til at være det, det er, og at udfolde sig som det, det er, indeholder det så mange fine og smukke svar.

Vi har som mennesker fået muligheden for at møde det i bevidsthed, og med mulighed for at korrigere. Men som udgangspunkt skal vi ikke blande os. Og vi skal lære ydmyghed og bare at tage imod.

Det gode, vi gør, aflejrer sig i en form, så vi altid kan vende tilbage til det.

Det forudsætter gennemført ordentlighed.

Det gode, vil vi kunne opleve, stråler og gør os fri.

Hvis vi benægter det, vil vi kunne mærke, at det har vi ikke lov til.

Eller også bremser vi det aktivt selv.

Det gode er det, der skaber verden.

Det er vores pligt at værne om det og at bruge det rigtigt.

Det ved vi godt, hvad vil sige. Det ligger i det godes natur at vide sådan noget.

At anerkende, at noget har en kvalitet i sig selv.

Uden at jeg selv skal profittere af det.

Bare være med det gode.

Se det, som det er.

At anerkende et andet menneske, som det er.

Uden at jeg skal lægge min klamme hånd ind over vedkommende.

At glæde sig over det, der er.

Uden at ville manipulere.

Et du og et jeg, der aktivt gør noget sammen, er noget af det smukkeste i universet.

Jeg tror også, de jubler derude, når det sker. Det er meget sjældent, altså et ligeværdigt møde.

Og derfor også noget af det mest smertefulde, når det kikser.

Kvalitet opstår, når et mennesker stiller sig bag en handling på en måde, så der ikke længere er nogen tvivl.

Indtil da vil det hele være kvantitativt og betinget, og grundlæggende lidt ligegyldigt.

Kvalitet opstår, når et menneske med hele sit væsen stiller sig frem og siger: Jeg vil gerne!

Mindre kan ikke gøre det, i hvert fald ikke når og hvis vi menneskeligt forlader børnehavestadiet.

Et menneskes dybde bliver kun tydelig, hvis det slipper i sig selv, og dermed åbenbarer sit potentiale og sin reelle livslyst.

Når vi håndterer livet rigtigt, bygges det op i kærlighed og i sandhed.

Sådan foregår det i barndommen, og sådan foregår det også, når vi behandler hinanden ordentligt som voksne.

Livet bygges op indefra og altid stille og roligt. Det er en proces, hvor det aldrig er ligegyldigt, hvad vi går, hvordan vi håndterer det.

Når vi selv positivt er til stede, kan vi ved at være det altid kærligt tage de rigtige beslutninger.

Der findes en tilstand, hvor vi har adgang til alt i os selv.

Denne tilstand er kun mulig, når jeg altid er villig til at kigge i alle retninger, altså uden at udelukke noget.

Hvis der er mørk energi involveret, skal jeg være villig til at gå ind i den, så alt igen bliver lyst.

Livet i sig selv er smukt og fint. Det er mennesker, der gør den grumset og mørk. Det er mennesker, der, ofte med en skjult dagsorden, kaster skygger og ikke vil have lyset ind.

At anerkende, at livet har en kvalitet i sig selv.

At livet i sig selv ikke læner sig op ad noget.

At ethvert menneske fortrøstningsfuldt og af sig selv kan følge sin egen vej.

At denne vej i sandhed og kærlighed er meningen med livet.

Sjælen er at anerkende, at vi er levende, at hvert menneske har helt sin egen, individuelle karakter.

Sjælen er at anerkende, at vi har en identitet, der er meget mere end dyr, hvor vi sammenligner os selv på noget ydre.

Sjælen er et indre perspektiv, der peget mod det skønne i os selv og hinanden.

Dette skønne kan vi kun finde ud af ved altid og ubetinget at være kærlige sammen. På den måde vil vi også opdage hinanden.

Vi skal have det i os selv, som vi tror på.

Det, som vi tror på, er det, vi lever, og ikke en formulering, der kommer ud af munden.

Vi skal være det i os selv.

Vi skal ikke være i nogle rammer, som andre har defineret.

Vores eget livsindhold er det, der tæller.

Ikke hvad andre gerne vil have os til at være.

Tro er det, vi er og gør. Det er os selv, der kommer til udtryk.

Det er ikke en retning eller en position, som vi definerer.

At tillade livet at opstå, uden at jeg blander mig.

At lade suveræniteten få lov til at virke, inden jeg bedrevidende går ind og kontrollerer og styrer.

At mærke livet komme mig i møde er i virkeligheden at lade min sjæl komme i spil.

At mærke vinden mod huden.

At lade positive tanker og følelser komme ind i mit liv.

At åbne mig for det, der er, uden filter af nogen art.

At lade sandheden og kærligheden virke i mig.

Livet opstår af livet selv.

Jeg er aktøren i et positivt projekt, hvis jeg selv ønsker det.

Ingen andre kan tage styring i mit liv.

Men det kan jeg til gengæld selv.

Jeg kan vælge ikke bare at være en bevidstløs gentagelse af det, jeg selv vil have mig til.

Jeg kan vælge ikke bare at være en bevidstløs gentagelse af, hvad andre vil have mig til.

Mine egne valg har altid større vægt, end hvad andre presser på for, at jeg skal gøre.

Jeg vender det gerne om, for så behøver jeg ikke at forholde mig til mig selv.

Jeg er selv lige så meget bøddel, som jeg er offer. Det andet giver bare det hele et mere uskyldigt præg.

Et menneskeliv har en begyndelse og en ende.

Et menneskeliv er lige nu.

Det er ikke en forestilling.

Det er en realitet.

Det er denne realitetsstatus eller bevidsthed eller viden om os selv, der gør os virkelige.

Et andet menneske er en realitet.

At give noget realitetsstatus er at anerkende det som levende.

Det er at vende min positive front imod det.

Hvis jeg siger ja til et andet menneske, så siger jeg ja til dette menneskes realitet i verden.

På den måde får vi sjælen i spil.

På den måde bliver vi virkelige.

Ikke i forestillingen, men i virkeligheden.

Vi er ikke i spejlet. Vi er i virkeligheden. Det er der, vi mødes, hvis vi er sande mennesker.

Vi Kan ikke møde et andet menneske uden at møde os selv.

Hvis vi kun er i forestillingen, er vi ikke virkelige.

Hvis vi lader forestillingen virke og være stærkere end realiteten, mister vi grebet om virkeligheden.

Der er ikke noget galt ved at være i en forestilling. Vi skal bare samtidig bevare kontakten med os selv, hvis vi vil bliver ved med at være virkelige.

Og vi skal anerkende et andet menneskes virkelighed, inden vi dømmer vedkommende ud fra en forestilling.

Når en forestilling bliver stærkere end virkeligheden, begynder et skyggespil.

Når vi mødes virkelige, har sjælen mulighed for at komme ind at virke. Vi kan ovenikøbet opleve at gå ind i evigheden sammen. Det er fantastisk.

Det er to vidt forskellige verdener, både i øjeblikket og i fortsættelsen.

Det er så enkelt og ligetil, at man egentlig bare skal opleve det og glæde sig over det.

Der er rig lejlighed til det, når man bare er naturligt i livet.

Det kan opleves ved at holde en kæreste i hånden og gå en tur sammen.

Det kan opleves ved at gå en tur ved stranden.

Jeg nævner bare nogle situationer, hvor vi bare giver os hen i oplevelsen, der i sig selv er fuldstændigt ukompliceret.

Det smukke i livet er noget, vi skal opbygge sammen, i stor ydmyghed, i erkendelse af, at det er meget nemt at ødelægge. Men at det også kan blive stærkt, hvis vi giver det lov til at blive stærkt.

Et eksempel på en negativ og destruktiv forestilling, der får lov til at virke, er jøderne, der blev udryddet i masseovne. Selv om udgangspunktet helt igennem var forkert, lykkedes det gennem agitation og instinktets ubarmhjertige logik at udrydde flere millioner jøder.