Livet har en kvalitet i sig selv

Enhver livsmulighed er i udgangspunktet positiv, åben, kærlig og fuld at frihed og tilgængelighed.

Sådan har vi alle mulighed for at møde alt, hvad der opstår. Det handler i første omgang, hvad jeg vil med mit liv, hvad mit helt grundlæggende perspektiv er.

Hvis vi alle levede på den måde, ville verden se helt anderledes ud, end den gør.

Jeg har, med denne viden i hånden, oplevet de mest smertefulde brud, og også mennesker opføre sig på nogle meget ubehændige måder, også tilsat noget meget ukærligt og det, der er værre. Og det har virkelig været vanskeligt for mig at forstå hele dette kyniske felt, hvad det jo er.

Og hvorfor man opfører sig dårligt, når muligheden for at gå positivt og åbent ind i alt i lige så høj grad er til stede. Med muligheden for at få lige så meget positivt igen.

Det må være i hengivelsen eller manglen på samme, at det går galt i menneskeligt samvær, når man holder op med oprigtigt at elske hinanden og sig selv, og derefter søger svar, der ikke er sande, og ikke er kærlige.

Jeg forsøger oprigtigt at forstå, hvad det er for noget, der betyder, at mennesker mister kontaktet til sig selv og hinanden, og at det herefter kun forarmer sig selv og hinanden.

Det instinktstyrede menneske ønsker ikke, at vi skal tænke en selvstændig tanke.

Sjælens indhold bliver tydeligt ved at tillade et andet menneske at stikke hovedet frem i frihed, uden at vi straks med et maskingevær skyder dette menneske i hovedet, for at det kan forblive så lige anonymt som alle mulige andre.

Sjælens indhold bliver tydelig, når vi hver især anerkender hinanden som de unikke væsener, vi er. At vi ikke er dyr, der hænger fast på hinanden i et ubrydeligt socialt bånd, hvor ingen må stikke ud fra flokken.

Sjælen bliver tydelig, når vi hver især har modet til at gå afsides, og vende tilbage, med plads til vores eget væsen, der ikke er afrettet i forhold til voksenlivets kynisme.

Sjælen bliver tydelig, når jeg for mig selv tør tænke en selvstændig tanke, og lade en følelse være, hvad den er.

At turde være anderledes, som den, man i virkeligheden er.

Når vi lader det ske, lader vi også fantasien få frit spil, og livsglæden.

Guddommelighed er, at livet har en kvalitet i sig selv.

Når den udfolder sig ukompliceret, er den legende, let, dejlig, smuk, fin, inkluderende, åben, ærlig.

Når vi ikke blander os, er der plads til alt inden for de rammer eller den form, hvor livet opstår.

Når vi giver livet lov til at være det, det er, og at udfolde sig som det, det er, indeholder det så mange fine og smukke svar.

Vi har som mennesker fået muligheden for at møde det i bevidsthed, og med mulighed for at korrigere. Men som udgangspunkt skal vi ikke blande os. Og vi skal lære ydmyghed og bare at tage imod.

Det gode, vi gør, aflejrer sig i en form, så vi altid kan vende tilbage til det.

Det forudsætter gennemført ordentlighed.

Det gode, vil vi kunne opleve, stråler og gør os fri.

Hvis vi benægter det, vil vi kunne mærke, at det har vi ikke lov til.

Eller også bremser vi det aktivt selv.

Det gode er det, der skaber verden.

Det er vores pligt at værne om det og at bruge det rigtigt.

Det ved vi godt, hvad vil sige. Det ligger i det godes natur at vide sådan noget.

At anerkende, at noget har en kvalitet i sig selv.

Uden at jeg selv skal profittere af det.

Bare være med det gode.

Se det, som det er.

At anerkende et andet menneske, som det er.

Uden at jeg skal lægge min klamme hånd ind over vedkommende.

At glæde sig over det, der er.

Uden at ville manipulere.

Et du og et jeg, der aktivt gør noget sammen, er noget af det smukkeste i universet.

Jeg tror også, de jubler derude, når det sker. Det er meget sjældent, altså et ligeværdigt møde.

Og derfor også noget af det mest smertefulde, når det kikser.

Kvalitet opstår, når et mennesker stiller sig bag en handling på en måde, så der ikke længere er nogen tvivl.

Indtil da vil det hele være kvantitativt og betinget, og grundlæggende lidt ligegyldigt.

Kvalitet opstår, når et menneske med hele sit væsen stiller sig frem og siger: Jeg vil gerne!

Mindre kan ikke gøre det, i hvert fald ikke når og hvis vi menneskeligt forlader børnehavestadiet.

Et menneskes dybde bliver kun tydelig, hvis det slipper i sig selv, og dermed åbenbarer sit potentiale og sin reelle livslyst.

Når vi håndterer livet rigtigt, bygges det op i kærlighed og i sandhed.

Sådan foregår det i barndommen, og sådan foregår det også, når vi behandler hinanden ordentligt som voksne.

Livet bygges op indefra og altid stille og roligt. Det er en proces, hvor det aldrig er ligegyldigt, hvad vi går, hvordan vi håndterer det.

Når vi selv positivt er til stede, kan vi ved at være det altid kærligt tage de rigtige beslutninger.

Der findes en tilstand, hvor vi har adgang til alt i os selv.

Denne tilstand er kun mulig, når jeg altid er villig til at kigge i alle retninger, altså uden at udelukke noget.

Hvis der er mørk energi involveret, skal jeg være villig til at gå ind i den, så alt igen bliver lyst.

Livet i sig selv er smukt og fint. Det er mennesker, der gør den grumset og mørk. Det er mennesker, der, ofte med en skjult dagsorden, kaster skygger og ikke vil have lyset ind.

At anerkende, at livet har en kvalitet i sig selv.

At livet i sig selv ikke læner sig op ad noget.

At ethvert menneske fortrøstningsfuldt og af sig selv kan følge sin egen vej.

At denne vej i sandhed og kærlighed er meningen med livet.

Sjælen er at anerkende, at vi er levende, at hvert menneske har helt sin egen, individuelle karakter.

Sjælen er at anerkende, at vi har en identitet, der er meget mere end dyr, hvor vi sammenligner os selv på noget ydre.

Sjælen er et indre perspektiv, der peget mod det skønne i os selv og hinanden.

Dette skønne kan vi kun finde ud af ved altid og ubetinget at være kærlige sammen. På den måde vil vi også opdage hinanden.

Vi skal have det i os selv, som vi tror på.

Det, som vi tror på, er det, vi lever, og ikke en formulering, der kommer ud af munden.

Vi skal være det i os selv.

Vi skal ikke være i nogle rammer, som andre har defineret.

Vores eget livsindhold er det, der tæller.

Ikke hvad andre gerne vil have os til at være.

Tro er det, vi er og gør. Det er os selv, der kommer til udtryk.

Det er ikke en retning eller en position, som vi definerer.

At tillade livet at opstå, uden at jeg blander mig.

At lade suveræniteten få lov til at virke, inden jeg bedrevidende går ind og kontrollerer og styrer.

At mærke livet komme mig i møde er i virkeligheden at lade min sjæl komme i spil.

At mærke vinden mod huden.

At lade positive tanker og følelser komme ind i mit liv.

At åbne mig for det, der er, uden filter af nogen art.

At lade sandheden og kærligheden virke i mig.

Livet opstår af livet selv.

Jeg er aktøren i et positivt projekt, hvis jeg selv ønsker det.

Ingen andre kan tage styring i mit liv.

Men det kan jeg til gengæld selv.

Jeg kan vælge ikke bare at være en bevidstløs gentagelse af det, jeg selv vil have mig til.

Jeg kan vælge ikke bare at være en bevidstløs gentagelse af, hvad andre vil have mig til.

Mine egne valg har altid større vægt, end hvad andre presser på for, at jeg skal gøre.

Jeg vender det gerne om, for så behøver jeg ikke at forholde mig til mig selv.

Jeg er selv lige så meget bøddel, som jeg er offer. Det andet giver bare det hele et mere uskyldigt præg.

Et menneskeliv har en begyndelse og en ende.

Et menneskeliv er lige nu.

Det er ikke en forestilling.

Det er en realitet.

Det er denne realitetsstatus eller bevidsthed eller viden om os selv, der gør os virkelige.

Et andet menneske er en realitet.

At give noget realitetsstatus er at anerkende det som levende.

Det er at vende min positive front imod det.

Hvis jeg siger ja til et andet menneske, så siger jeg ja til dette menneskes realitet i verden.

På den måde får vi sjælen i spil.

På den måde bliver vi virkelige.

Ikke i forestillingen, men i virkeligheden.

Vi er ikke i spejlet. Vi er i virkeligheden. Det er der, vi mødes, hvis vi er sande mennesker.

Vi Kan ikke møde et andet menneske uden at møde os selv.

Hvis vi kun er i forestillingen, er vi ikke virkelige.

Hvis vi lader forestillingen virke og være stærkere end realiteten, mister vi grebet om virkeligheden.

Der er ikke noget galt ved at være i en forestilling. Vi skal bare samtidig bevare kontakten med os selv, hvis vi vil bliver ved med at være virkelige.

Og vi skal anerkende et andet menneskes virkelighed, inden vi dømmer vedkommende ud fra en forestilling.

Når en forestilling bliver stærkere end virkeligheden, begynder et skyggespil.

Når vi mødes virkelige, har sjælen mulighed for at komme ind at virke. Vi kan ovenikøbet opleve at gå ind i evigheden sammen. Det er fantastisk.

Det er to vidt forskellige verdener, både i øjeblikket og i fortsættelsen.

Det er så enkelt og ligetil, at man egentlig bare skal opleve det og glæde sig over det.

Der er rig lejlighed til det, når man bare er naturligt i livet.

Det kan opleves ved at holde en kæreste i hånden og gå en tur sammen.

Det kan opleves ved at gå en tur ved stranden.

Jeg nævner bare nogle situationer, hvor vi bare giver os hen i oplevelsen, der i sig selv er fuldstændigt ukompliceret.

Det smukke i livet er noget, vi skal opbygge sammen, i stor ydmyghed, i erkendelse af, at det er meget nemt at ødelægge. Men at det også kan blive stærkt, hvis vi giver det lov til at blive stærkt.

Et eksempel på en negativ og destruktiv forestilling, der får lov til at virke, er jøderne, der blev udryddet i masseovne. Selv om udgangspunktet helt igennem var forkert, lykkedes det gennem agitation og instinktets ubarmhjertige logik at udrydde flere millioner jøder.