Livet handler om udfoldelse

Det, jeg laver lige nu, er det allervigtigste i mit liv.

Sådan har jeg vist altid haft det, og i hvert fald efter, at min sjæl blev sat på plads.

Det har lige så længe virket ulogisk at splitte tilværelsen op. Selv om der har været flere adskilte rum, har jeg altid været bevidst om, at jeg selv stod bag mig selv i alle rum, og på den måde ikke var adskilt i roller, men én person.

Det fordrer selvfølgelig, at man altid er i overensstemmelse med sig selv.

Det fordrer også, at man er i sit hjerte.

At det er mig, der står bag mig selv, i alt hvad jeg gør.

Det er betingelsen for at kunne stå bag mig selv.

Ikke som eller i en rolle. Men i mig selv og ved mig selv.

Hvis man gør og er det, så har man også styr på sig selv.

En delt voksenattitude giver ikke mulighed for at være som et barn, som er udgangspunktet for den følgende udredning.

Det hele handler om at lade livet opstå ligesom en blomst.

Det er hvad menneskelivet handler om. Det er projektet. At livet i sig selv er positivt og godt.

Livet opstår positivt indefra, hvis vi lader det.

Det er en mulighed for alle. Men den forudsætter, at vi har styr på os selv.

For at komme ned i bunden af os selv skal vi alle igennem nogle lag, hvor nogle af dem på det nærmeste har materialiseret sig i en form, hvor der ikke længere er hul igennem.

Når der ikke er passage, har livet fundet en form, som man tager for givet. Formen kan være religiøs, omskæring f.eks. Den kan også være verdslig, fodbold f.eks. Kulturen indeholder masser af den type løsninger eller ritualer. Ofte vil de være indforståede og måske også harmløse.

Men det hænder også, som i vor tid, at verden ændrer sig så meget, at der er mere turbulens i kulturen end normalt.

Vi vælger selvfølgelig de forme, som vi kender. Derfor bliver de nye problemstillinger personificeret i offentlige personer, der optræder på Tv. De behøver ikke at være klogere end andre. De lever bare af at tage stilling, eller også er de bare kendte, og bliver derfor bedt om at tage stilling.

Hvis vi gerne vil have mere valide svar, skal vi gøre noget selv for at få dem. Det kan være at gå en tur. Det kan også være bare at være stille med sig selv.

Vi får mere ud af at mærke det i os selv end at sidde passivt foran Tv og høre andres version, der ikke behøver at være mere kvalificeret.

At lukke op for os selv og hinanden er at møde alt, hvad der er, men uden at give det værdi.

Når vi giver det værdi, bremser vi energien.

Jo mere bastant, jo mere skygge, og jo mere mørke.

Det kan være noget massivt, men det kan også være noget dynamisk, f.eks. vrede.

Det negative, uanset i hvilken form, er vrangbilleder, skabt af sindet og af voksenattituden.

Mit projekt i livet er tilblivelse. At blive til. At lukke op. At være positiv i livet og dermed åbne for nye perspektiver. At give slip for at lade andet komme til. At åbne sig for andre, for det gode i livet.

Men det er ikke muligt, hvis ikke vi giver slip på os selv. For så forstår vi ikke andet end vores eget ego, der fylder så meget i mange menneskers liv, at der vel nærmest ikke er plads til andet.

Vi kan også kalde det at forstå skabelsen gennem os selv. At give slip i forhold til et højere og et dybere perspektiv. Med altid ved selv at være til stede, men uden at blande sig. At lade opstå på livets egne præmisser. At være levende og på den måde at lade livet komme indenfor.

Men også at være levende ved at være aktiv. At røre og blive rørt.

At sige ja til at være i livet, og at være i livet.

Det, som man ikke har transcenderet i sig selv, kan man ikke hjælpe andre med. Det svarer til at lukke op for nye cirkler, nye muligheder i menneskelivet.

Nogle går i den forbindelse foran og viser vejen, viser hvad der er muligt, når vi gør det i kærlighed.

Den frygtfulde står, til sammenligning, bag ved gardinet, og fortæller vidt og bredt om, hvad der ikke kan lade sig gøre, og hvor forkert alle de andre, eller specifikke andre, er.

Hvis man kan parkere den på en bestemt, har man parkeret skyggen, og kan leve videre i uforstyrrethed.

At udfolde livet vil sige, at jeg er villig til at kigge på og at møde alt, hvad der dukker op i denne proces.

At opleve et gennembrud er at mærke glæden komme ind i livet, ind i kroppen, at det hele giver mening.

Der er ikke noget, der er helligt, og som er friholdt, for så er det et mere begrænset perspektiv, jeg har valgt.

Det begrænsede kan det, som jeg i anden sammenhæng kalder murstenskærlighed, hvor jeg gerne vil tale om udvikling, men ikke er villig til at forholde mig til områder, der vedrører partner, ejendom, erhvervskarriere med mere. Det er selvfølgelig et begrænset og meget betinget udgangspunkt.

Som alt andet handler det ikke om at give afkald på det, der er godt, men om at være villig til at møde og at forholde mig til det hele, i stedet for at stritte imod. For så har jeg i forvejen indsnævret mit felt meget betragteligt.

Det er i den sammenhæng utroværdigt, når man lægger sig fast på en bestemt terminologi, i den overbevisning, at den dækker alt i livet. Meget ofte vil en terminologi være skruet sammen på en måde, så der er områder i tilværelsen, som den ikke forholder sig til.

Det kan typisk være materielle rammer, familiemønstre, men også underforståede professionelle præmisser. De bliver simpelt hen ikke nævnt, eller også bliver de taget for givet, som nogle, man ikke taler om, og ikke må nævne. Men det er jo ikke sandt, hvis man friholder noget, og samtidig foregiver at tale om alt i livet.

Men sådan er mange begrebsapparater skruet sammen.

Hvad handler menneskelivet om?

Det handler om altid at have det godt med sig selv. Det er vist grundlæggende for alle.

Det handler om at være i overskud. Ikke at være underlagt nogen. At være sin egen. Selv at kunne tage beslutninger i sit liv.

At blive fyldt op. At blive næret. At blive elsket. At blive rørt. At elske.

Det handler også om ikke at gøre nogen fortræd. Altid at opføre sig ordentligt. Og også af den grund at have det godt med sig selv.

Alt i alt handler det om at få balance i livet, at vide, at jeg altid kan være mig selv bekendt, men at jeg også møder andre mennesker på en måde, så mit liv får mening.

Hvis vi vil udfoldelsen, skal vi lære også at rumme os selv.

Det kan sammenlignes med at holde at par hænder rundt om hele mit menneskevæsen, og derfra at passe og pleje, give kærlighed og støtte.

Det svarer helt til den måde, vi kan være over for et lille barn, hvor det er os, der har ansvaret, hvor vi altid ønsker barnet det bedste.

Vi slipper aldrig. Vi kunne ikke finde på at ignorere og slet ikke at gøre grin med barnets følelser.

Vi er der positivt støttende i enhver situation, idet vi ved, at et barn aldrig faker noget. Derfor tager vi naturligvis barnet eller os selv alvorligt i enhver situation. Og når det er kritisk, er vi altid ekstra påpasselige, indtil det falder stille og roligt på plads af sig selv igen.

Men vi er der altid. Passer altid på. Slipper kun, når vi kan mærke, at barnet kan selv, og har lyst og mod på selv at gøre forsøget.

At rumme sig selv forudsætter, at vi bevarer vores egen energi. Ellers giver det ingen mening.

At mærke sig selv er kun muligt, hvis vi undlader at aflade os selv, både på den ene og på den anden måde.

Hvis vi aflader os selv, bliver vi et tomt hylster, og så er der ikke plads til liv.

Livet i sig selv findes kun i en positiv form, forudsat altså, at vi har energi til rådighed.

På samme måde med sandhed og kærlighed.

Løgn er sandhed, der forsøges fortrængt.

Had er forvrænget og destruktiv kærlighed.

Andre negative former, som vi nemt kan få til at fylde alt, er vrede, dårlig energi, at ødelægge noget. Det er noget, vi selv vælger og gør.

Vi bestemmer suverænt selv, hvad vi ønsker os af livet. Og det er, hvad vi udtrykker.

Sandhed og kærlighed er de positive former, der var meningen med livet fra begyndelsen af. Udfoldelse uden videre.

Kig på et barn, der bare får lov til at være.

De negative former er voksne, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, som vender alting på hovedet, ikke vil lytte, ikke vil give andre plads, selv vil skumme fløden. Men det har ikke noget med liv at gøre. Det er antiliv. Også selv om der er mere af det end liv.

Retten til at leve som den jeg er.

Det er vist nok noget af det mest grundlæggende, og det, som jeg skal formidle.

Det er kun muligt, hvis vi også altid tager et lige så stort hensyn til hinanden, at vi aldrig springer over, hvor gærdet er lavest, når vi snakker om ordentlighed.

Der er ingen undtagelser overhovedet.

Vi er ikke mere end andre, men vi er heller ikke mindre.

Hvis vi gerne vil os selv og hinanden, skal vi blive i os selv og vores egen energi.

Det gælder også den seksuelle energi.

Vi må aldrig følge noget eller nogen, der ikke er sandt/sand.

Det gælder også i forbindelse med seksualitet og masturbation.

Det er nødvendigt at nævne disse former, da de er en del af vores energi. Når vi ikke er troværdige i alt, er vi grundlæggende ikke troværdige i noget.

Vores grundlæggende og sande identitet ligger neden under den seksuelle energi.

Det er derfor, seksualiteten kan åbne, hvis vi møder den stille og roligt, i stor kærlighed.

Den identitet, der ligger ovenover, er den instinktbårne, som er båret af lav bevidsthed og former som sladder, bagtalelse, intriger, men jo også af spejlbilledet og løgnen. Det er nemt af finde gode argumenter i historien, fordi historien stort set kun handler om instinktbårne motiver og handlinger.

At bevare den seksuelle energi er nødvendigt for at mærke sjælen komme ind i menneskelivet.

Med sjælen i spil skal vi røre ved hinanden. Kærligt og stille og naturligt. Gerne lystfyldt.

At mærke, at du kan lide mig. At mærke, at jeg kan lide dig. Det er vejen til et liv i sandhed.

Sjælens tilstedeværelse giver liv, når instinktet vækkes stilfærdigt og naturligt.

Der er ikke sprog knyttet til en sådan handling, ligesom der jo heller ikke er det, når barnet nysgerrigt bevæger sig ud i verden.

Men derfor kan sproget sagtens tilføjes, efterhånden som det naturligt opstår i akten. Men det er vigtigt først og ærligt at være og blive i oplevelsen.

Krop og sjæl hører sammen. Vi er bare ikke vant til at mærke denne kobling, fordi de færreste har den nødvendige direkte oplevelse af sig selv, deres følelser, deres krop, deres partner.

Vi er ikke vant til at koble sjæl og krop. Men vi er heller ikke vant til at zoome ind på barnets måde at møde verden på og forstå den, længe inden den bliver sproglig.

At blive i sig selv, at være med sig selv, at gå vejen, er at blive som barn på ny. Det er at bevare sine egen energi, at blive i sine følelser, at blive i sin krop, at røre en andens krop, at være med hinanden. Sammen at opbygge intensitet, men aldrig undervejs at miste sig selv. Det er muligt på den måde at blive i sin egen og i hinandens energi, i alle aspekter af livet, og at være det positivt.

Når denne måde at være i verden på slår igennem, vil den revolutionere verdenssamfundet. Vi vil begynde altid at være nærværende, altid at blive i vores egen energi, altid at tage os selv og hinanden, og kloden, alvorligt.

Altid at tage vore egne og andre følelser alvorligt. Altid at være der for hinanden. Vi opleve, at der vil ske mirakler, noget som vi ikke har oplevet før, eller troede muligt.

I sit udgangspunkt er livet smukt og fint og ubegrænset.

Vi skal lære at lade det udfolde sig sådant, noget som for langt de fleste i udgangspunktet vil opleves unaturligt.

Det er sådan, vi kan opleve det, når vi har masser af overskud.

Men vi oplever også at opleve det i underskud, og det skal vi tage alvorligt, når det sker.

Livet i sig selv er meget skrøbeligt.

Derfor er hensyn og respekt helt afgørende for at møde det, som det er, på en positiv måde.

Hvis man ikke har hensyn og respekt, så glider man ind i en tilstand, hvor man tager noget for givet. Det kan og må man ikke, når det handler om andre mennesker.

I opbygningsfasen skal vi være meget varsomme og stilfærdige, svarende til at være sammen med et barn eller i et skrøbeligt forhold.

Hvis vi lader det opstå og udvikle sig positivt, vil det kunne blive stærkt. Men det sker ikke af sig selv. Det sker kun, hvis vi bevarer den dybe respekt.

Når og hvis det så bliver stærkt, kan vi hvile i det, være i det. Men det sker kun, hvis vi anerkender, at vi kan være skrøbelige, og at intet er givet på forhånd.

Så længe vi er i underskud, kan vi ikke andet end at være i underskud. Men det er heldigvis ikke altid tilfældet.

Når vi er i underskud, kan det skyldes, at vi har ramt et mønster, hvor vi mærker, at energien på en eller anden måde er fikseret. Sådan er mønstre, i det omfang de styrer vore handlinger.

Men bag ved ethvert mønster skjuler der sig en eller anden realitet, måske også en sandhed, en flig af en sandhed. Måske mærker vi denne sandhed, som holder os fanget, og som kræver vores udelte opmærksomhed. Måske skal vi tillade os at være i denne tilstand, indtil den og dermed mønsteret ændrer sig eller ophører med at virke. Det vil kunne ske, når vi giver det tid, selvfølgelig afhængig af mønsterets størrelse og omfang.

Livet opstår i øvrigt ved, at vi møder hinanden positivt og derigennem udfolder det. Det kræver altid tålmodighed og et ønske om, at vi vil hinanden det godt.

Det følgende tager udgangspunkt i situationer og tilstand, hvor vi har det godt med os selv, og hviler i en form for balance.

Livet åbner sig ved at gå ind i det.

I 1979 var min vigtigste oplevelse i forbindelse med åbningen opadtil, at det bedste, vi kan gøre som mennesker, er, altid at gøre, hvad vi har lyst til.

Der knytter sig den vigtige tilføjelse, at forudsætningen for at gøre, hvad vi har lyst til, er, at vi er fri i vores væsen, at vi er i stand til at slippe vores bundethed. Ellers vil lysten nemt hæfte sig til noget uforløst.

Hvis ikke vi har eller er udstyret med et værdisæt, giver det ingen mening at gøre, hvad man har lyst til. Så er det bare luft og manifestation. Det med værdisættet tog jeg for givet i 1979, fordi det altid har været naturligt for mig at have sådan et. Men det har jeg fundet ud af, langt fra gælder mennesker generelt.

Måske derfor har ikke direkte adgang til sit lystpotentiale, oplever det, af samme grund, skamfuldt. Og hvis disse problematiske følelser kommer til at fylde, eller bliver fortrængt, virker det ikke.

Men har vi åbent til det gode og smukke i livet, kan vi opleve lysten åbner ind i alle porrer, alle celler, når vi giver den lov til at være det, den er.

At åbne os indefra er på en god og fin og dejlig måde at blive fyldt op. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi åbner os i frihed, i åbenhed, i ærlighed, i autensitet.

Man kan ikke tage patent på livet, og hvad det er for noget. Det ligger åbent for alle at opleve det på egen krop, på sig selv. Men sammen kan vi udfolde det til noget meget smukt, hvis vi lader det, og tillader det.

Alt i livet handler om udfoldelse. At vi møder noget og lader det udfolde sig. Det er derfor, vi er udstyret med kærlighedens magt.

Sandheden er det, som vi møder i en form, der ikke er udfoldet. Kærligheden er at lade det udfolde sig og glæde sig over det.

Det er derfor, vi er forældre. Det er den måde, vi viderefører slægten på.

Det er derfor, vi som voksne møder partnere. Det er for sammen at udfolde kærligheden.

At møde et andet menneske er at være åben over for en eventualitet.

Det kan godt være, vi skal noget sammen, men vi ved det ikke. Vi lader mødet være afgørende for, om vi hver især og sammen har lysten og interessen for hinanden. Det kan være små ting, der er afgørende. Men på et eller andet tidspunkt siger vi ja eller nej inde i os selv og til hinanden. Når vi på et tidspunkt mærker svaret, melder vi det ud. Vi kender det ikke på forhånd.

Hvis vi er ærlige over for hinanden, er vi også hver især nærværende, så en af os ikke bagefter siger, at vi gik for vidt. Det sker kun, hvis man er splittet i sig selv, og dermed giver uklare signaler. Hvis man er splittet eller i tvivl, skylder man sig selv og hinanden at melde det ud, så man stadig er et helt menneske.

Sandheden er dem, som vi dybest set er. Kærligheden er at lade det udfolde sig.

Det er derfor, seksualitet kan være utroligt smukt, når vi stille berører hinanden, og mærker alt det nyt, alt det spændende. At vi er der for hinanden.

Det er derfor, de gode forældre altid møder deres børn i en forsigtig glæde, og altid lytter, altid mærker, altid vægter at være der for barnet, når det har brug for det, og slippe det, når det selv bevæger sig ud i verden for at finde ud af noget på egen hånd.

At nogle, især voksne, tror, at livet handler om at have kontrol, at ville bestemme, altid at blande sig, altid at ville gøre sig klog på alt muligt, det skyldes at voksne mennesker ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Dem er der godt nok mange af rundt omkring.

Mennesker, der tror, de ved bedre om den anden end den anden. Mennesker, der tolker i stedet for at holde sig tilbage for at møde. Mennesker, der blander sig, før de lytter og mærker. Mennesker, der ikke tøver med at gøre sig bedre og klogere end andre. Som ikke tøver med at udnytte en position.

Sådan er livet ikke. Men sådan praktiseres det af mange. I alle miljøer.