Livet er det der er

Livet i sig selv skal ikke bevise noget.

Livet er. Og vi kan tage imod det.

Vi kan ikke eje det.

Vi kan ikke eje nogen.

Vi ejer jo heller ikke os selv.

Vi er for at være. Det er vores fornemste opgave.

Det er sjælen, der gør os levende.

Det er sandheden, der gør os levende.

At være i os selv giver det hele indhold og substans. Her kan vi mærke os selv.

Uden lys bliver vi en skygge af os selv.

Når vi behandler hinanden ordentlig, kan vi uden problemer skelne mellem, hvad der er sjæl, og hvad der er instinkt.

Når man ikke gør det, bliver alt grumset, og så kan det ene være lige så godt eller lige så dårligt som andet.

Det sker, når instinktet blander sig i sjælens område. Så bliver alt noget rod.

Det er altid den lave bevidsthed, der laver rod. Med andre ord det umodne og det uansvarlige menneske.

Hvis man evner at blive i høj bevidsthed, har man mulighed for at følge med i processen, indtil fænomenerne igen glider tilbage i den tilstand, hvor de hører hjemme.

Jeg skriver, når jeg oplever det hele enkelt. Hvor livet har en kvalitet i sig selv.

Sjælen er den, der gør os glade.

Sjælen er den, der gør en afgørende forskel i livet.

Hvor noget går dybere.

Hvor vi også kan mærke sandheden.

Det er i sjælens perspektiv og univers, at vi møder det, der betyder mere end blot en fysisk spændingsudløsning.

Hvad er virkeligheden?

Hvor er jeg i den?

Inde bag ved det hele er den levende substans det liv, som vi er en del af.

Jeg er også en del af livet. Faktisk så meget af det kan kaldes mit liv.

Mit liv er det, der gør mig levende.

En andens liv er det, det gør den anden levende.

Når vi mødes, uanset af hvilken grund, er det dit liv, der møder mit liv.

Det er det levende af os.

Så kan vi karakterisere os selv på alle mulige måder.

Men det, der gør os levende, er vores liv, dit og mit.

Hvis vi er i en relation, er det livet imellem os, der gør den levende.

Hver især er vi, så længe vi bevæger os, fyldt med liv.

Det er livet, der skaber os.

Når vi er sammen med børn, er det livet imellem os, der betyder noget.

Livet er det, der gør os guddommelige, som betyder, at vi er mere end dyr.

Hvis vi var dyr, ville vores kontakt alene være noget fysisk og socialt. Det ville ikke være noget, der gik dybere.

Sådan kan man også godt vælge at betragte menneskelige relationer, og det er der nogle, der gør.

Eventuelt kan man lægge status ovenpå, men det er stadig meget lidt åndfuldt.

Der er i hvert fald ikke meget sjæl over det.

Instinktet kigger kun på det ydre, på udseende, præstation, status, prestige, hierarki, autoritet. Det er ikke et reelt indhold forbundet med en sådan vurdering.

Min egen oplevelse af liv er, at kvaliteten findes hinsides alle disse fænomener. Hvis vi alene var sammen med et barn på ovenstående præmisser, ville barnet enten kede sig bravt eller føle sig dybt forsømt.

Meningen med livet skal ikke findes i instinktet. Når nogle evaluerer andre, alene ud fra instinktet, kan man med god ret sige, at de er meget overfladiske, og har en meget kvantitativ måde at møde andre på.

Når sjælen er i spil, får livet indhold. Vi bliver fyldt op indefra.