Legen ud i alle celler

Den dybeste identitet sidder i fødderne. Helt ude i tæerne. Hvordan kan det nu være? Det hænger i hvert fald sammen med, at vores sjæl søger hele vejen ud i alle afkroge af kroppen. Den vil have os til helt igennem at være sande mennesker, så intet er ekskluderet.

Eksklusion er at projicere noget, som vi ikke vil kendes ved. Vi ser det altid ovre på andre. Og det kan få en så massiv karakter, at det bare er en sandhed, som vi måske ovenikøbet deler med andre.

Det er jo ikke anderledes, end da jøderne blev udstyret med et gult kors, og sparket på, ligesom man havde lyst til, og brændt i store masseovne. Princippet og handlingerne er den samme. Bruges og er blevet brugt på andre, der har en anden hudfarve. Indianere. Negre. Flygtninge. Men nu også ud fra helt andre kriterier. F.eks. på mennesker, der har hjertet på rette sted. Nåja, det blev jo også i gammel tid brugt på nogle, der kaldte sig efterkommere af Kristus.

Mennesker, der ikke indgår i en alliance, hvor kærlighed og mursten matcher hinanden. Dem kan man nu også ekskludere. Er det bare noget, jeg siger og skriver? Nej, det er det ikke!

Energi er noget, der cirkulerer i levende væsener, som bevæger sig ud og ind efter et mønster. Hvor to legemer er forbundet, kan energien have karakter af et ottetal, hvor der udveksles, så længe der er basis for det, eller grobund for det.

Følelser, sandhed og naturlighed er det, der forbinder os.. Derfor er det jo vigtigt, at vi hver især formår at blive i dem alle sammen, og hver især.

Vi kan bare kigge på et barn og se, hvordan det foregår.

Og så går det jo tilsyneladende galt i puberteten. I hvert fald har de voksne svært ved at finde ud af det, og være i det.

Det hænger utvivlsomt sammen  med den overeksponering, som de fleste er udsat for, hvor alt bliver forskudt i tid og rum. Og herefter er intet mere normalt.

Jo mere frihed man har i sit eget system, jo mere tolerant er man, jo mere kan man lege med muligheder og med kærligheden, som dog altid skal og bør tages dybt seriøst.

Efter at have skrevet dette afsnit fik jeg for nyligt kanaliseret noget med “kærligheden ud i alle celler”. Det var en dejlig, uafhængig bekræftelse af mit projekt, udtalt af en anden end mig.

Når vi begiver os ind i kærlighedens univers, skal vi være dybt seriøse, men det forhindrer os ikke i at være søde, åbne, legende, berørende på alle måder, og selvfølgelig gode ved hinanden.

Jo mere vi formår at gå dybt i os selv, jo mere vil få erkendelser om os selv, der frigør os, så vi næste gang tør slippe lidt mere.

Stik modsat i øvrigt dem, der hele tiden er i modstand, og som reagerer op imod modstand.

Nedenstående mulighed er kun mulig, hvis vi ubetinget siger ja til hinanden. Så kan vi gå på opdagelse sammen. Det kan også opleves sammen med børn, der i deres væsen er umiddelbare.

Sjælen kan kun komme i spil, hvis vi begynder at tage hensyn til hinanden.

Alle de billeder, vi har af os selv, som er skabt i barndommen, skal opløses til fordel for en sand måde at møde hinanden på.

Billeder skaber forvrængning af virkeligheden.

Sjælen trives ikke i usandhed og i forvrængninger. Den ønsker, at vi mødes som de mennesker, vi er, med alt hvad vi indeholder.

Det vil være noget helt nyt i menneskeheden, at vi slipper vores falske selvforståelse til fordel for sand menneskelighed.

Hvis energien er bundet i et billede, en forestilling, kan den ikke samtidig være åben over for energi i et andet menneske, eller mit sande billede af mig selv, som heller ikke kan være fikseret.

Sanselighed, inderlighed, ydmyghed, ærlighed er alt sammen et spørgsmål om, hvor meget plads vi giver det i vores eget liv.

Nogle gange prøver jeg at fange, hvad mit grundlæggende projekt er. Det var i en sådan forbindelse, at overskriften kom til mig.

Hvad er formålet med at være her?

Hvad er det, jeg skal formidle?

Det er ikke mig selv, der har formuleret det, men det lyder rigtigt. Det blev på en måde hvisket mig i ørerne.

Jeg kan sagtens genkende mig selv i det.

Hvis jeg skal knytte et par ord eller sætninger til det, et det et opgør med voksenlivets alt for selvhøjtidelige og bedrevidende adfærd, hvor man sætter sig selv op på en piedestal, som man nærmest ikke kan komme ned af igen, fordi næsen hænger fast oppe i skyen.

Det er også et opgør med selvspejling af enhver art. Det er et goddag til det umiddelbare, det impulsive, lysten, ligeværdet, glæden, åbenheden.

Mange af disse elementer opfattes af nogle voksne som mindreværdige, uden kvalitet i forhold til nogle standarder, der ofte har et professionelt snit.

Det er også et opgør med professionalisme, hvor det at have en uddannelse har en kvalitet i sig selv. En overbevisning, der slippes ligesom en rolle, når man er privat eller uden for sit job, som er et andet udtryk for, at hjertet ikke er med. Et liv, der er regelstyret.

Det er frem for alt et opgør med den attitude, der vil gøre sig bedrevidende på vegne af en anden. Det er der ingen, der kvalificeret er i stand til. Det  er meget brugt blandt voksne. Jeg har oplevet det hele livet. Det kan udvikle sig til skyggespil af værste kaliber.

Man har derimod altid frihed til at mærke hvert et hjørne af sig selv, Men det er for mange ikke så interessant, med mindre det handler om at sætte sig selv i et særligt lys.

Det alternativ, som jeg hylder, er mennesker, der er dybt dedikerede i alt, hvad de laver, som forfølger det ind i alle detaljer, fordi det har betydning i livet.

Livet har en kvalitet i sig selv. Det er et helt andet udgangspunkt end voksenattituden.

Hvis vi gerne vil positivt videre med os selv og i livet, skal vi ud i periferien af os selv, og være villige til at møde, hvad der kommer. Hvis ikke vi gør det, tager skyggerne over. Og hvorfor lade det ske?

Man kaster ikke skygger, hvis man har ryddet op i sig selv. Ikke som et statement, men som en realitet. Det gør ikke noget, hvis man altid har støvsugeren i nærheden.