Kvalitet er at lytte

Når man skiller historiske begivenheder ad i slowmotion, hvor de enkelte handlinger og de enkelte intentioner langsomt får lov til at udfolde sig, sådan som de oprindeligt var, svarer det til at være i høj bevidsthed.

Vi lægger ikke noget ind over, som vi ikke har en reel forudsætning for at vide. Og vi tolker ikke, af den ene grund at friholde os selv. Vi anerkender alt, som det var.

Og på den måde forstår vi nu noget, som vi ikke helt havde fat i. Vi vil også nemt kunne blive rørt, fordi noget nok var på en lidt anden måde, end vi lige havde forestillet os.

En helt afgørende betingelse for at bevæge sig ind i det, vi kan kalde Ny Tid, er, at vi to og to kan se det fornuftige i at gøre en forskel, og at vi langsomt begynder at bevæge os ind i det nye område.

Sådan noget sker ikke fra den ene dag til den anden, og det er der heller ikke nogen, der forventer. Det begynder med at forstå, at noget har brug for at være anderledes, og at noget kan være anderledes. Og altid små skridt.

Man skal lytte til sig selv for at få de rigtige svar.

Der er ingen andre end mig, der kan svare på, hvad der er rigtigt for mig.

Det rigtige for mig er en kontakt med min egen sjæl og min egen kontinuitet.

Når vi oprigtigt nærmer os sandheden, vil vi opleve, at den udfolder sig, og at det billede, vi havde i forvejen, meget ofte vil vise sig at være utilstrækkeligt.

Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal skrotte det, som vi regnede med eller tog for givet, men vi skal nok anerkende, at det kun var en delmængde af hele historien.

Det kunne også godt være, at vi afgørende tog fejl.

Når jeg hører noget, der er relevant for mig, skal jeg tage det til mig.

Det er formålet med at lytte. At lade være med at tro eller at vide bedre. At høre efter. At finde essensen i det, der bliver sagt.

Ikke at lade en norm eller en fordom træde i stedet. Med at lade bevidstheden føre mig derhen, hvor det er meningen.

At der er noget til mig i det, der bliver sagt. At jeg kan blive klogere ved at stille mig til rådighed for den viden, der bliver serveret foran mig.

At der også kan være noget nyt. Noget som ingen af os er opmærksomme på i det, der bliver udtrykt.

At lytte er, aldrig at vide bedre eller at gøre sig klogere på en anden eller på noget andet.

Nogle mennesker vil kun høre sig selv. Der er simpelt hen ikke plads til andre i deres liv. Alle andre er kun til for dem. Kan godt få taleret. Men det handler alt sammen kun om mig.

Andre findes ikke. Det er der simpelt hen ikke plads til!

At lytte er ikke at overveje, hvad min næste sætning er.

At lytte er at prøve at forstå, hvad du siger.

At lytte er måske også at sige det, som jeg ved, jeg skal sige, og så gøre det. Uden at pakke noget ind.

Og så være med det, der sker.

Det, der giver indhold og kvalitet i noget, er, at man har lyst til at åbne sig for det.

At åbne sig for det er at tage det alvorligt, at lytte til det.

Det er dødvigtigt at lære at lytte til sig selv, når det sker, mens det sker. Når jeg udsætter noget, så mister jeg også oplevelsen af, hvad det handler om. Og så får det måske ikke lov til at få sit eget, naturlige forløb.

Sjælen indeholder sandheden, eller kommer med sandheden, men gider vi høre efter?

H,C, Andersen har skrevet i hvert fald tre eventyr, der handler om, hvad der sker, når man er mere i sine forestillinger end i virkeligheden.

Det er det samme som at fortælle, at man aldrig bliver virkelig, men lader forestillingen få det sidste ord, og derfor må gå til grunde, eller ende i muddergrøften, uden for porten eller på bålet.

Ikke at være nærværende, men at være et helt andet sted, i sit eget ego, eller i hvert fald et andet sted, end man skal være.

Og det manglende nærvær får i alle tre eventyr fatale konsekvenser, for hovedpersonen selv.

Jeg har selv oplevet disse konsekvenser som handlinger, påført mig, fordi en anden har ladet forestillinger råde, i stedet for at være i sig selv.

Jeg har gået i konstant lidelse i mange år.

Den ene fortælling, på vers, er Konen med æggene, der, fordi hun blev ved med at akkumulere, hvad æggene skulle bruges til, pludselig tabte dem alle sammen, og ingen penge fik.

Klask! Æggene der på jorden lå!
Med dem den hele lyksalighed faldt –
og det var i grunden ikke så galt!

Hun mistede det hele. Analogien til, at Adam og Eva blev smidt ud af Paradiset, er ganske oplagt.

Svinedrengen er en anden fin fortælling om noget af det samme.

Om at sætte sig selv udenfor, ved at forlange det urimelige.

“Nu kan du have det så godt!”

Det er oplagt her at tænke på de syv dødssynder, eller i hvert fald nogle af dem.

Det tredje eventyr er Grantræet, der hele tiden var et andet sted, end det skulle være, og derfor aldrig oplevede det smukke og det fine i de omgivelser, hvor det var. Tankerne var hele tiden et andet sted.

Og pludselig var det hele forbi, og det fandt sig selv efterladt ude på bålet.

“Forbi! Forbi! Og det bliver alle historier!”

Det sidste eventyr eller forløb kan uden videre sidestilles med fænomenet stress, hvor personen ikke evner at være til stede og opleve det gode, mens det er der. I stedet for nærvær og glæde ender det hele i intet.

Når man ikke ønsker eller evner at være lige her og nu, hvor det hele foregår, kan man heller ikke være der for andre. Man lader en fordom, i hvert fald en forestilling, råde. Man er ikke i livet, og man er der dermed heller ikke for andre.

Analogien til begivenhederne omkring korsfæstelsen er tydelige, hvor alle disciplene stak af, men hvor kun Jesus selv blev tilbage og lod sig korsfæste. De andre stak af fra sig selv, men også fra at stå sammen om sandheden og kærligheden.

På den måde er de tre eventyr også fortællingen om hvad der sker, når man ikke evner sandt at være til stede i sig selv. Det er netop forudsætningen for at få adgang til sjælen og sin egen befrielse.

Man er kun til stede i sin egen fantasi, og bliver aldrig den, som man i virkeligheden er, den guddommelige vilje med at være her.

Alle tre lader forestillingerne få lov til at råde, i stedet for at gøre sig umage med selv at blive virkelige.

Analogien til at tro, at velfærdssamfundet, og alt, hvad vi ejer, giver lykke, er helt oplagt.

Og hvordan sjælen kun findes, hvis vi evner nærværets og den ægte kærligheds kunst.

Vi vil aldrig kunne være der for en anden, hvis vore tanker fører os et andet sted hen.

Vi får ikke adgang til det sande og det smukke, hvis ikke vi evner kunsten at give slip ind i evigheden.

Sjælen kan vi altid få kontakt med. Den første forudsætning er, at vi holder op med at tro, at Solen drejer rundt om Jorden, altså at jeg altid er verdens centrum.

Der er mange andre middelalderforstillinger, som jeg skal tage op til revision.

Jeg har ikke altid ret. Der kan være en anden sandhed.

Det er ikke rigtigt, som vi synger, at solen står op i øst.

Det er Jorden, der drejer rundt, så solen hver morgen kommer til syne i den østlige horisont.

På den måde vil der være mange handlinger og forløb, som vi forstår forkert, fordi vores udgangspunkt er forkert.

Når vi siger, at en gjorde noget bestemt mod en anden, er sandheden måske, at en handling opstod, fordi noget andet gik forud. Dette andet har bare ingen bevågenhed.

Sandheden findes i en begivenhedsrække, hvor der indgår intention, tanker og følelser, hvor handlingen er en delmængde.

Når vi lytter efter, kan vi godt mærke en anden sandhed end den, som kommer til udtryk i en fortolkning.

Jeg oplever tit, i en skriveproces, at noget åbner sig, ved bare at være i en tilstand.

Hvor man normalt vil afslutte noget, måske lidt brutalt, gemmer sandheden sig neden under som noget helt andet end det, der i fællesskab blev konkluderet.

Det skyldes, at vi konkluderer på et alt for overfladisk grundlag.

Det er nogle gange dybt forunderligt, hvordan noget meget mere sandt kommer til syne, herunder sjælen.

Sandhed opstår ved at være i sandhed, og at give sig selv lov til at blive der.

Fordom, i modsætning hertil, er i instinktets kyniske univers, ikke at ville høre mere, at være ligeglad med andet end selv at ville have ret og kontrollere.

Man kan ikke både være i fordom og lydhørhed. Der to forskellige energiformer.

Her er det fuldstændigt tydeligt, hvilken kvalitativ forskel der er på instinkt og sjæl, eller at lade en fordom råde, modsat at være til stede, og derved at få adgang til sin sjæl.

Vores egen energi og energistruktur er vores redskab til at handle og at lytte og at være.

Det er i vores sande energi, at vi handler ansvarligt, at vi tager verden ind og reagerer på den.

Energistruktur ligger bag ordentlighed, at jeg har fat i mig selv, at jeg tager mig selv alvorligt, at jeg lytter, både til mig selv og til andre.

Mine handlinger er at være i min energi. Det er også herigennem, at jeg reflekterer og vender mine tanker og følelser. Det er kun muligt i mit indre liv og min energi.

Uden dette rum er der ikke er mulighed for sandt at forholde mig til mig selv og andre.

Min energistruktur rummer hele min opfattelse af tilværelsen, som er meget universel og involverer noget guddommeligt. Det kan kun rummes, fordi jeg har min energi og en hinde omkring den, som jeg kan mærke og virke i.

Denne måde at se verden på, hvor intet i udgangspunktet er rumopdelt, hænger sammen med en mangeårig interesse for, hvordan alt hænger sammen, herunder frigjorthed fra bindinger i forhold til slægt og karriere.

Energi er for mig alt, hvad der sker i mig, helt ind i det allermest intime, og ud i universet. Alt hænger sammen og virker sammen.

At lytte er en kvalitativ handling. At noget i mig indstiller sig på at være åbent og imødekommende over for, hvad du siger og gør.

At holde op med at tro, at jeg ved bedre. For det gør jeg aldrig.

Det er noget, jeg bilder mig ind.

Kvalitet er at være lige midt i det, der sker. Med hele sin opmærksomhed. At glæde sig over det gode. At anerkende sjove og finurlige indfald. Lade være med at tro, at de har en ejermand.

At nyde. At glæde sig. At være med det gode. At være i det gode. At have det rart sammen. At lade være med at ville kontrollere noget som helt.

At holde sig tilbørligt på afstand, og at lade alt udvikle sig på sin egen måde.

Kun at blande mig, hvis jeg positivt kan gøre en forskel. Men ikke for at pleje et ego.

Jeg skrev på dette afsnit i flere timer, gik i seng. Så kom der en ny sætning. Gik i seng. Ny sætning. Det stor på i lang tid.

Den dybt fascinerede oplevelse var, at jeg på den måde arbejdede mig ind i sjælen som noget, i grunden meget fysisk. Alting blev mere og mere virkeligt og sandt, efterhånden som nye sætninger ledte min derind.

Det er på denne måde, at et kunstværk bliver til på, hvor man arbejder sig længere og længere ind i materien.

Sandheden findes aldrig på overfladen, heller ikke lige under, og jo slet ikke ved at lave ridser i lakken. Som jo kun påkalder vrede.

Sandheden findes kun ved at turde, at ønske og at ville gå dybt.

Overhovedet ikke at ville høre efter er at være i lav bevidsthed.

Dybt oprigtig at ville kende sandheden er at være i høj bevidsthed.

Høj bevidsthed er, hele tiden at kunne og ville træde et skridt baglæns, for ikke at gøre sig til offer for sin egen illusion.

Eller hvad der er endnu værre: at gøre sig selv til bøddel, fordi man vælger at gå ind i illusionen, og gøre den til virkelighed, og handle igennem den.

Mange lidelser i historiens løb er sket på den baggrund.

Den onde og løgnagtige er ligeglad med sandhed.

Egoet ser kun sig selv i alt. Og enhver sandhed, der bryder med dette ego, kvalificerer sig selv til en tur i guillotinen. Så kan han lære det, kan han!

Den onde griber gerne ind i andre menneskers liv og ødelægger deres lykke. For det er ikke min lykke! Og derfor skal de ikke gå rundt at se glade ud!

Når et menneske har meget kraft, hvad mange mennesker har, skal man ikke ønske at være i nærheden af deres ondskab, som ikke tøver med at fortære alt, hvad der dukker op på vejen.

Denne attitude er den diametralt modsatte af at lytte.

Men den vil også kun sit eget mørke, og trækker gerne alle andre med sig ned i det mørke hul.

Også selv om det mørke hul helt igennem er selvskabt.

Negation af liv. Destruktion af liv.

Det onde er et valg, ligesom at lytte er et valg.

Ingen gør det onde, uden i situationen at være fuldt ud bevidst om det onde i handlingen.

Ingen kan komme bagefter og frasige sig den onde handling, under nogen som helst undskyldning.

Den er fuldstændigt klokkeklar, ligesom konsekvenserne også er det. Dem kender man godt, når man mærker efter. Og det nytter ikke noget, som mange vil forsøge, at bortforklare dem.

For det, som man gjorde, gjorde man for at være ond, og det ansvar må man tage på sig, med alt hvad det indebærer.

Man skal huske på, at det onde entydigt har til formål at bibringe et andet menneske, eller andre mennesker, dyb lidelse.

Ondskab har aldrig en god forklaring, men er helt sikkert ledsaget af en masse gode undskyldninger.

Et ondt menneske er, naturligvis, bundet af sine handlinger, lige så længe som ondskaben varer og virker. Hvorfor skulle det i grunden også være anderledes?

Princippet er: selvgjort er velgjort! Selvforskyldt er velforskyldt!