Korsfæstelse er frigørelse af instinkt

Det er mig, der holder lyset, og bærer det ind på Jorden, ligesom det var det for 2000 år siden.

Jeg er inkarnationen af sandheden, der kun virker i kærlighed.

Vi kan også kalde det reinkarnationen.

Jeg er tilbage igen, i håb om, at vi denne gang kan gøre det lidt bedre end sidste gang, hvor nogle sprang fra.

Når det ikke gik efter planen, gik det både ud over sandhed og kærlighed, hvad man tydeligt kan finde eksempler på i korstog og inkvisition, for at nævne to af de værste konsekvenser.

Når et menneske ikke står ved sig selv, er det nogle gange den fraværende del, der får det afgørende ord at skulle have sagt. Den, der råber højest, eller som støjer mest, eller som fortæller den mest overbevisende løgn.

I praksis at lade dyret, instinktet, få lov til at bestemme, i stedet for sjælen, eller det moralske menneske.

Moralsk bliver meget nemt noget mørkt noget. Her betyder det noget i retningen af at være i stand til at bære lyset, og at være i lyset.

Sådan noget skal man aldrig skændes om, fordi skænderi er at være mørk i sin måde at være på.

Lyset er den eneste vej til sandheden.

Eller sandheden er den eneste vej til lyset.

Sandheden er sin egen bevidsthed, der kun kan udfoldes i kærlighed. Sådan er det skruet sammen fra et højere sted.

Lyset og sandheden giver mig fylde, glæde, mening med livet, dybde, kærlighed. At vi er der for hinanden. At livet betyder noget.

Det vigtige ved korsfæstelsen er, at et menneske var det, hans sagde, stod ved det, han gjorde. Var et helt igennem troværdigt menneske, der ikke sagde noget, og gjorde noget andet. Ikke legede med andres følelser. Altid og ubetinget var et troværdigt billede af sig selv.

Ikke havde en skjult dagsorden i ærmet, en lumsk bagtanke, en listig byttehandel, en krukket attitude.

Et menneske, der ubetinget havde lyset i sig selv.

Når Israel blev valgt omkring år 0, må det skyldes, at sandheden, som den blev praktiseret i jødedommen, var den tids dybeste måde at få en forståelse af, hvad guddommelighed var for noget. Og at den højeste bevidsthed derigennem havde nemmest ved at formulere en måde at tro på, som passede til den tids modenhed.

I dag har vi ikke på samme måde brug for en religiøs ramme, selv om en religiøs forståelse bestemt er relevant. Når Danmark er valgt, hænger det i hvert fald sammen med evnen til at manifestere frihed her er større end i de fleste andre lande, både fysisk og intellektuelt.

I de fleste andre lande er fordomme mere bastante.

Det er hele mit væsen, der står bag. Jeg reserverer ikke noget til senere. Jeg gør ikke noget på betingelse af noget andet. Jeg handler, fordi jeg er det, jeg giver mig ud for.

Jeg gør det ikke for at tjene penge, eller at få en karriere.

Jeg gør det, fordi jeg gerne vil tjene den guddommelige mening med at være her.

Jeg opfylder formålet med at være i live.

Som er at gøre det gode. At være i det gode. Og på intet tidspunkt at slippe dette formål.

At blive hængt op på et kors, naglet fast, med maksimal ydmygelse og lidelse, fordi nogle derved kunne demonstrere den totale kontrol over alt i et menneske, var den tids måde at knægte den menneskelige frihed totalt.

Det var instinktstyring fra sin mest usympatiske side.

Den praktiseres stadig i dag, men nu mest på de indre linjer, i hvert fald i vores del af verden.

Nogle af de værste findes blandt de spirituelle, der griber ind i andre mennesker, uden at disse mennesker ved noget om det, hensynsløst, skruppelløst.

Fordi man har magt, mener nogle også, at de har ret til at bruge den.

Vi ser den fysiske magtudøvelse udfoldet overalt i verden, som krig, som tortur, som lidelse, påført på afstand, i form af klimaproblemer, massive skovbrande, sult og død i lejre.

Meget af forklaringen skal søges i Vestens kærlighedsløse adfærd over for mindrebemidlede, hvor intentionen bag storforbrug er den udløsende faktor.

At blive hængt op på et kors viste verden, at én person havde formatet til at modstå lidelsen, påført af andre, i deres måde at være paranoide på.

Men at al lidelse kan modstås af et godt og gennemført ordentligt menneske, der evnede kunsten at vise sig i live, hinsides sin pinefulde død.

Kristendommen blev en verdensreligion, fordi mange valgte at følge i fodsporene på den korsfæstede, og modstod den totale og jo nærmest ubærlige lidelse, men i bevidstheden om, at der findes en verden, der ikke er instinktstyret, bag ved det hele.

I dag praktiseres ondskaben på helt andre planer. Det gælder også tortur og lemlæstelse. Stadigvæk vil jeg nævne nogle af de spirituelle som de værste. Det gør det, fordi de kan, ikke fordi der er nogen, der siger, at de skal. De gør det, alene for magten og for ydmygelsens skyld.

De kan noget, som andre ikke kan, og bruger denne viden til selv at få en fordel, og i samme moment at efterlade andre i total lidelse og smerte.

Mennesker, der lever i og gennem deres instinkt, hører til blandt de mest usympatiske på kloden. Nogle mister ovenikøbet enhver form for empati, imens de i gennemført kynisme gør det onde ved andre, hensynsløst, hjerteløst, ud over alle grænser.

Intet er for lavt i lave menneskers værktøjskasse. Vi har set det udfoldet under terrorregimer, hvor det ikke er svært at finde eksempler.

Man skal naturligvis holde sig på afstand af mennesker, der på den måde ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det kan være ufatteligt lidelsesfuldt at mærke, hvad de kan finde på. Og de holder sig ikke tilbage, når de får muligheden.

Det var jo ikke korsfæstelsen, der var frigørelse af energi. Men det var den guddommelige inkarnation, som derved viste, at det var muligt at blive i smerten, at gennemleve det, og at opstå på tredjedagen.

Altså at frigøre sig selv for den umenneskelige ydmygelse, som var blevet påført af magtmennesker, med det ene formål at holde fast i magt og kontrol og dominans.

De, der i situationen stak af, altså disciplene, gik bagefter i fortolkningsmode, som havde mange forskellige versioner. Det er tydeligt ved den måde, som ord og handlinger efterfølgende blev tolket på. På et tidspunkt måtte det hele samles i en autoriseret måde at være kristen på, for at den kunne manifestere sig selv som en religion.

Men den oprindelige intention blev lidt tilsidesat, må man vel sige, i forsøget på at give religionen magt og udbredelse. Og værre blev det jo med tiden, hvor kristendommen selv praktiserede det, den i sin oprindelse havde vendt sig imod.

Også kort tid efter opstandelsen blev der drevet plat på, hvad der skete, ligesom det sker i dag. Det er ikke alle, der har rent mel i posen, og det var det heller ikke dengang.

Personlig vinding på bekostning af andre er nogle af de meget ufine tricks, som instinktet kan diske op med.

Kærlighed i sjælen stikker ikke af. Men betinget kærlighed virker kun, så længe jeg selv får en fordel af det.

Sådan fungerer det også i dag.