Kernen som et mønster

Hvor er vores identitet forankret?

Hvordan opfatter os selv dybest nede eller dybest inde?

Er denne identitet forenelig med vores ydre fremtræden?

Sikrer vi os, at vi altid lever efter sandheden, først og fremmest?

Og hvordan har vi det med os selv?

Den ydre form vil altid være et hylster, men alligevel også et udtryk for, hvem vi dybest set er.

Det er den måde, som vi er på i verden.

Den afspejler ikke nødvendigvis det indre, og der behøver den jo heller ikke.

Hovedsagen er, at vi, når vi udtrykker os, er i overensstemmelse med os selv.

Dybest inde, hvis vi har lukket op, er det blødt, og vi skal selvfølgelig altid passe på os selv.

Det dybe er også det mest sarte. Det er barnet, når det er allermest sårbart.

Derfor har vi også lært at beskytte os.

Men nogle gange er vi mere sårbare og skrøbelige end andre.

Det lille barn er meget mere udsat og påvirkelig. Det skal vi selvfølgelig vide at behandle ordentligt som ansvarlige forældre.

Men vi har også og stadig barnet i os.

Vi kan også mærke, når vi ikke bliver behandlet ordentligt, hvilket jo sker for alle, ikke naturbestemt, men fordi verden ikke altid er venlig.

Når man ikke bliver elsket, krøller man sig sammen, og beskytter de indre organer.

Samtidig skaber man former i bevidstheden, der svarer til de smertefulde oplevelser.

Resten af livet vil man reproducere disse bevidsthedsformer og de tilsvarende fysiske reaktioner, med mindre man lærer at elske andre og sig selv forfra, så at sige. Eller kommer neden under de oplevelser, der skabte den skæve adfærd.

Det er sådan noget, kærligheden kan. Det er måden at få fat i sig selv igen.

Det forudsætter, at vi har en oprigtig vilje til det, men jo også, at vi får støtte til det. Vi har alle sammen brug for mennesker, der elsker os, for det vi er.

Så længe smerten fylder, vil vi ikke have mulighed for at koncentrere os om andet.

Vi har brug for at tage vores egen smerte alvorligt, men ikke for at blive i den, ikke for at blive ved med at gentage os selv. Det handler altid om at komme videre, derhen hvor der er sandhed og frihed. Og her skal vi bare være og udfolde os.

At mærke mig selv er at vide, at noget er sandt, og noget er falsk eller forkert. At få denne oplevelse eller følelse skyldes, at jeg rammer noget, der er sandt, som jeg kan stole på, og leve efter.

Mange gange er det ubevidst, som når et barn bare er og udtrykker sig selv.

For den voksne er man normalt afhængig af at være i et miljø, der understøtter en. Ellers kræver det i hvert fald stort mod at blive i sig selv.

Jo mere man evner at være et godt og ordentligt menneske, jo nemmere vil man kunne jonglere frem og tilbage i tiden, og i sig selv.

Jo mere bøvlet man har været og er, jo flere forhindringer, og jo mere snoet og ujævn vil vejen være.

Jo mere vil man også høre sig selv sige, at man gik for vidt, at man gjorde noget, som man efterfølgende fortrød, at trække sig fra noget, man er midt i, at sende uklare signaler.

Hvis man er og har været et godt menneske, har man de bedste forudsætninger for at glide positivt ned gennem sig selv og finde de rigtige svar.

Hvis det ikke er tilfældet, vil man skulle forholde sig til alle de gange, hvor man ikke har opført sig ordentligt, fordi de vil spærre billedet og adgangen til det sande og det kærlige.

Dette billede er en anden måde at udtrykke det felt, som man har omkring sig, hvor man kan handle, hvor den frie vilje  gælder, og hvor jeg har mulighed for at mærke ind i alt, hvad der melder sig, det være sig fremad eller tilbage i tiden.

At have fat i sig selv er at have taget sig selv i ed, at have besluttet, hvad resten af livet skal handle om. Det er et valg, en beslutning, et ja.

Mit eget valg er afgørende for, hvordan jeg møder fænomener i livet, af enhver art, og til enhver tid.

Jeg får ikke afgørende fat i mig selv, før jeg tager en sådan beslutning.

Når man ikke opfører sig ordentligt, og ikke har taget en beslutning om altid at gøre det, er man grundlæggende upålidelig.

At tage en afgørende beslutning og blive i den vil betyde, at jeg er i stand til at gå ind i enhver oplevelse i mig selv og kunne opløse den i forhold til det, der ligger nedenunder. Det er kun muligt, hvis jeg anerkender, at svarene kommer langsomt og først krystalliserer sig i deres eget tempo. Lige så snart vi insisterer på klare svar, ryger vi nemt tilbage i instinktet.

Kernen i mig selv er den, som jeg i virkeligheden er.

Det er et punkt i mit hjerte.

Når et andet menneske elsker mig, så er det dette punkt, som vi berører hos hinanden.

Så kan vi være sammen i dyb glæde, bare være.

Dette punkt er samtidig et mønster, eller punktet lukker op for et mønster.

Der er et energisystem omkring os, der vist nok har form som en pyramide, der er bygget op omkring dette punkt.

Det kan aldrig være eller blive egoistisk. Egoisme trækker alt ned på et lavere niveau og anerkender ikke livets suverænitet.

Punktet er en del af vore guddommelige identitet, som vi kun kan være i i stor ydmyghed.

Det kan aldrig være genstand for en teoretisk diskussion. Det kan kun være noget, som vi mærker, og ved, når vi mærker. Sådan er sandheden og kærligheden skruet sammen eller bygget op.

Teori er noget, som voksne mennesker er besat af, og måske også profiterer af.

Hvordan virkeligheden er sammensat er noget, som vi møder i ydmyghed, hvis vi er indstillet på det.

Vi er alle sammen udstyret med et potentiale, der giver os mulighed for at være positivt i livet.

Det forudsætter, at vi siger ja til os selv og vores potentiale, og lever det, som vi skal, som er meningen med livet.

Når vi gør det, har vi det godt, og kan følge det flow, som er ledsaget af at gøre det, som vi skal.

Når vi gør noget andet, eller vælger at være i modstand, vil vi opleve, at vi tilintetgør muligheder, måske både for os selv og for andre. For det har aldrig været meningen med livet, at vi ikke skulle gøre det gode.

Når vi fravælger det gode, vil vi opleve, at vi påfører os selv og måske andre smerte, ved ikke at kunne gøre det, der var meningen med at være i live.

Så længe vi er i smerte, er vi bundet af smerte. Og alt vil handle om at heale denne smerte. Det er noget, som et barn oplever, hvor det for at modvirke smerten tidligt i livet har skabt nogle primære overbevisninger. De er en anden måde at udtrykke eller at være i smerten på. Og de er, når de virker, alle en forhindring i direkte at få adgang til sjælen, og dermed livsglæden.

At gøre det, som vi skal, giver en øjeblikkelig og umiddelbar oplevelse af mening og glæde.

Betingelsen for at finde ind til et sandt svar om, hvem jeg i virkeligheden er, at jeg formår at være i mig selv, og at bevare min egen energi og kontakten til alt, hvad jeg er.

Det er en fysisk mulighed, som ikke kan være teoretisk, og kun lader sig opleve ved, at vi bliver i os selv, med alt, hvad vi indeholder, og ikke bare en weekend eller i et kortere interval.

Det er vist ikke ret mange mennesker, der er i stand til det. Men det betyder ikke, at det ikke er muligt.

Undervejs vil vi skulle forholde os til mange mærkelige tilstande, fordi vi skal igennem os selv og alt, hvad vi er opbygget af. Og vi skal gøre det positivt og kærligt.

Det er jo ikke anderledes eller uforeneligt med at have en kæreste, hvor vi hver nat, inden vi går til ro, kigger hinanden dybt i øjnene, og som det første, når vi vågner, kigger hinanden i øjnene. Og i øvrigt mødes i dyb tantrisk elskov.

Jeg har selv prøvet det og vil gerne opleve det igen.

Det handler om, at en positiv forbundethed med et andet eller med andre mennesker vil forstærke det gode, som vi har gang i. Det handler om synergi. Det handler om sjæl. Det handler om ærlighed.

Det er vigtigt, på vej ind i, eller ned gennem os selv, at vi ikke forveksler impulserne med et spejlbillede eller en skygge. For så har vi forkert fat i noget, og så kommer vi ikke videre.

Det er også derfor, tillid er afgørende for, at vi udvikler os i et forhold, og at vi samtidig er der for hinanden på alle måder, inklusiv at ville røre ved hinanden. Det kan og må ikke være ensidigt eller betinget.

Processen vil blive forstærket, jo mere tydeligt vi hver især har sagt ja til os selv og til hinanden, og jo mere vi tør være helt sårbare, når det opstår.

Vi skal altid vide at være på den rigtige side af os selv og i en positiv bevægelse i den retning, vi bevæger os.

Den kan ikke være ekskluderende. Vi skal være åbne, og klar til at møde, hvad der kommer.

Så vil vi nærme os det svar, som vi oprigtigt søger.

Den eneste metode, der altid vil være rigtig, er ikke at være forudfattet. Hvis vi er det, får vi svaret derefter.

Det forudfattede bevirker, at verden kun findes i den form, som jeg ser den. Den rigtige verden altså. Og at andre former dermed ikke er rigtige, eller ikke findes. Heller ikke selv om de findes. Jeg vil bare ikke være ved dem. De skal ikke ind i min verden!

Jeg har selv oplevet en sådan holdning meget eksplicit. Det fortæller noget om instinktets voldsomme styrke, helt ind på det mentale plan. Og det var ikke kun på Columbus’ tid, skal jeg hilse at sige.

Når en fordom råder, er der lukket for dybde og selverkendelse. Den har normalt allierede, som måske først og fremmest er et stort ego, men derudover også en masse medløbere, der taler efter munden og bidrager med den nødvendige uro i form at sladder, for at sandheden ikke skal blive tydelig igen. Eller endnu bedre med informationer, der understøtter min version af sandheden.

Fordom og sandhed blandes her sammen til en identitet, sådan som det alt for ofte sker, når instinktet ønsker overtaget.

Vi vender nu tilbage til en helt anden tilstand, hvor der er åbent ind til sjælen og dermed til en helt anden sandhed.

En kerne er en helhed og en enhed.

Kernen er den, vi er. Det er vores dybeste identitet.

Vi ved måske godt, hvem vi er. Eller vi oplever det i perioder eller i glimt.

Det mærkes altid enkelt at erkende eller at genkende. Nogle gange kan det også være overvældende.

Nogle gange har sider af os været gemt væk, hvor det, at de dukker op, virker dejligt befriende.

Det er ikke unormalt, at mødet med andre vil vække sider af os, som vi måske ikke troede, fandtes.

Det kan også forekomme, at vi møder en eller nogle, som vi kan sige noget til, som vi ikke har kunnet sige til andre, og på den måde er i stand til at lukke sider op hos hinanden.

Det mønster, som er det andet udtryk for kernen, er et sandt udtryk for, hvem og hvad vi i virkeligheden er.

Det har ikke nødvendigvis noget at gøre med de mønstre, der styrer vores adfærd, som er dannet af instinktet. Hvis det handler om at beskytte os selv, kan de mønstre jo godt have noget med hinanden at gøre. Og derfor skal vi også altid tage os selv alvorligt, også når vi mærker grænser og utryghed. Men det behøver jo ikke at betyde, at vi skal lade utrygheden eller grænserne bestemme.

Kernen kan være skadet, og det kan være et stort problem.

Men det er også vigtigt at nævne, at udfoldelse også handler om mod, og om at gøre noget, og ikke lade sig styre af dårlige undskyldninger. Denne side af mennesket fylder alt for meget, hvor man samtidig er tilbøjelig til at give behovet for terapi en overdreven vægt.

Vi skal ikke spørge andre om hjælp, når vi selv kender eller kan finde ud af svaret. Det er en uskik at bruge andre på den måde.

Vi skal spørge om hjælp, når vi oprigtigt har brug for det, ikke når vi sagtens kan finde ud af det selv.

Vi skal gøre noget selv. Vi skal gå ud i verden. Vi skal turde tage springet. Det er betingelsen for, at livet kan gå videre, med homo sapiens som den styrende faktor på kloden.

Vi kan bare kigge på uspolerede børn, og gå i deres fodspor. Så får vi masser af inspiration.

Det er altid sårbart at være afhængig af en andens eller af andres kærlighed. Derfor er der jo også god grund til som voksen at nå derhen, hvor kærlighed er noget, vi udveksler ligeværdigt, og ikke fordi vi er afhængige.

Afhængighed betyder, at man i et vist omfang er i lommen på en anden, og derfor er det godt for det første at finde en ligeværdig partner, for det andet altid at huske på nødvendigheden af selv at være på plads i sig selv. På den måde skaber man ikke afhængighed omkring sig.