Begrundelse for ny bog

Hvad er betingelsen  for at forstå, hvad jeg skriver?

Man skal være blød som smør.

Man må ikke have nogle kanter inde i sig selv.

Man skal være indstillet på at sluge nogle kameler, indtil man forstå, hvad det hele drejer sig om.

Man  skal vide, at det kun er muligt gedigent at forstå min verden ved at give slip fra alt, hvad man er bundet til.

Så længe man er bundet, vil man tale og forstå ud fra disse bindinger, og det skaber altid en betinget forståelse, som når man f.eks. sammenblander ejendom og kærlighed, der kommer to forskellige steder fra.

For at forstå sig selv skal man være fri. Ellers vil det være med lænkehundens perspektiv.

Jesus stod jo heller ikke i tømrerværkstedet og sagde, mens han hamrede: Elsk din næste som dig selv!

På nøjagtigt samme måde vil viden i dag være forbundet med den kontekst, man taler ud fra, eller måske bedre: ud igennem.

Konteksten vil være rammen, som også er en begrænsning.

Jeg har selv oplevet, hvad det betyder ikke at være bundet til nogle faste rammer, og at også rammer kan brydes. At det kan være nødvendigt for at se noget på en ny og anderledes måde.

Siden jeg fik min første erkendelse på den måde i 1979, har jeg også mærket, at jeg ikke har noget behov for at udvikle et særligt ego. Jeg forfalder ikke til at tro noget særligt om mig selv. Det er der, jeg har oplevet andre falde, med stor smerte til følge. Og vi forstår ingenting, hvis ikke vi forstår det hele i dybden, uden de opspaltninger, som nogle har skabt, bl.a. for at få et navn og tjene penge. Det er bare ikke i overensstemmelse med den guddommelige vilje bag mennesket. Det er egoet, der har taget over. Det er ikke sandt.

Hvad er det, jeg kan og vil, som måske adskiller sig fra andre?

Det er i hvert fald altid at tage udgangspunkt lige midt i virkeligheden.

At svarene på, hvad livet er, ikke kan være betingede, fordi livet i sig selv er enkelt.

At de, der kalder sig eksperter, og ikke vil have andre indenfor, ikke er troværdige, i hvert fald ikke når det handler om, hvad livet i sig selv er for noget.

Ikke at ville have andre indenfor handler om ego, først og fremmest, men måske også om penge, om prestige, om eksklusion. Jeg har selv oplevet det, meget usympatisk.

Dårlig opførsel er altid noget, der er ledsaget af et bundet og udspekuleret menneskevæsen. Og dermed kan det jo ikke være troværdigt i en dybere sammenhæng.

Det er fuldmåne i morgen, den 19. februar 2019.

Det er i dag, jeg er påbegyndt mit nyeste manuskript, der handler om kerne og personlighed.

Det er temaer, som jeg hidtil stort set ikke har rørt.

Der er tale om fænomener, der henter sit grundlag nede under instinktet, måske også nede under sjælen. Eller også er de indeholdt i sjælen, eller det er sjælens struktur.

Eller også er det den inkarnationsform, som vi inkarnerer i. Svaret er lige nu ikke særligt klart.

Givet er det i hvert fald, at instinktet ligger oven over disse former. Det er instinktet, der, frem for noget andet, sætter grænserne for, hvad der er muligt her på planeten.

Vi kan også, og med lige så god ret, udtrykke det sådan, at det er kroppen, vi inkarnerer i, som, fordi den er skabt eller udviklet gennem evolutionen, indeholder instinktet som en genial måde at overleve på.

Instinktet er vores årvågenhed, i hvert fald når det er knyttet til vore bevidsthed.

Men det er sjælen, der byder ind med konstruktive alternativer, for dem, der er lydhøre. Det omfatter også transformation af de former af instinktet, der har sat sig fast som hårdhed, kynisme, påståelighed, falskhed, løgne og mange andre udtryk.

Vi skal sige ja og blive i dette ja, hvis vi seriøst og for alvor vil have adgang til de kreative og finurlige muligheder, som sjælen tilbyder. Det er ikke for tøsedrenge, og det er ikke for egocentrikere, der kun leder efter egen fordel i alt muligt.

Til alle tider har der været historier om de fristelser, som mennesket står over for, når det skuer ind i det forjættede land. Fristelserne er først og fremmest at blive hængende i instinktet. Det kan være økonomi. Det kan være prestige. Det kan være fordomme. Det kan være et kæmpestort ego. Mulighederne og faldgruberne er mange, og dem skal man lære at forholde sig til, hvis man vil bevare sin barnlighed, eller finde den igen.