Kerne og personlighed er to sider af samme sag

Vores væsen er alt, hvad vi indeholder.

Hvis ikke vi inkluderer alt, hvad vi indeholder, vil det fraværende manifestere sig alligevel.

Hvor meget er jeg selv mig selv?

Hvor meget er jeg selv det, jeg giver udtryk for?

At blive stående i sig selv. Og fra den position at kunne tage alt ind, uanset hvor det kommer fra.

Prøv at gøre det ved at stå på gulvet, og at kunne møde alt. Og så mærke forskellige steder på kroppen, hvor det strammer.

Men vide, at vi har adgang til evigheden, til alt, bare ved at være i denne tilstand. Det er magisk at prøve det,

Hvis vi har modstand, kan vi også mærke den.

Vore relationer kan vi også mærke. Når vi er i venlige relationer, er det helt ukompliceret.

Når vi har lov til at være i os selv, er det også ukompliceret.

Det er ikke altid, miljøet tillader det.

Det er ligesom at stå lige midt i tiden, at være med sig selv, at kunne være fuldt nærværende.

Også at kunne være fuldstændigt ligeværdige, da vi i denne position ikke adskiller os væsentligt fra hinanden.

Den vanskelige kunst er formodentlig at blive ved med at være i det.

Prøv det!

Mange mennesker flygter fra sig selv.

Men det behøver vi jo ikke at gøre.

Det er fra denne position, vi kan beslutte at være der for hinanden.

Det er fra denne position, vi kan beslutte at være globale væsener.

Hvad vi jo er i forvejen. Men det virker kun ansvarligt, hvis vi siger ja til at være det, med alt hvad det indebærer.

Når vi altid er ordentlige, vil vi altid kunne kommunikere fra en sådan åben og positiv position.

Jeg er mig, og du er dig. Og vi er os, hvis vi siger ja til at ville være det.

At blive elsket af et andet menneske er at kunne mærke mig selv indefra.

At elske et andet menneske er at lade den anden mærke sig selv indefra.

Vores væsen er dem, vi er. Dem eller den, som vi dybest set er.

Den, som vi ikke kan eller ønsker at løbe fra.

Den, der er tilbage, når alt andet er skrællet væk.

Hvis denne del får lov til at være den toneangivende i mit liv, er der ingen forskel på, hvem jeg er, uanset hvor jeg er, og hvordan jeg er. For så er det mig, der agerer og reagerer. Så er der sammenhæng i mit liv. Fra inderst til yderst. Men jo også den anden vej.

Så kan jeg altid se mig selv i øjnene.

Så kan jeg altid se andre i øjnene.

Så lever jeg i overensstemmelse med mit kald. Med det, som jeg kom her for.

Livets mening er at blive et sandt billede af den, som man i virkeligheden er. Og derfra at kunne udfolde kærligheden i sit eget og i andres liv.

Kernen er det dybeste, og personligheden er vores fremtoning. Så på den måde danner de hver sin ende af vores identitet.

Vi har alle sammen og hver især en sand identitet.

Når vi siger ja til os selv, er det denne identitet, som vi siger ja til.

Den er i sig selv befriet for påvirkninger af nogen art.

Den er bare et udtryk for, hvem jeg helt grundlæggende er.

Den er i sig selv fuldstændigt ukompliceret.

Når jeg siger ja, siger jeg ja til mig selv, og så bliver livet lettere.

Kerne og personlighed er begge et udtryk for det dybe i os selv. Den som vi egentlig er.

Det kan udtrykkes på flere måder, hvor udtrykket ikke er det afgørende, men den intention, vi bringer i spil.

Ord er grundlæggende ligegyldige, bort set fra at de er noget, som vi har fået for at bruge dem til at formidle sandhed med. Det er i den betydning, at de har værdi og kvalitet, ikke når vi bruger dem i form at klicheer eller floskler, som er en måde at kategorisere tomme gentagelser på.

Vi har alle et felt eller et råderum foran os. Det er her, vi kigger ud i verden, og der er her, vi vælger, hvad og hvem vi vil have ind. Det er området for den frie vilje.

Den er ligesom alt andet i livet styret af vores instinkt og vores sjæl, helt afhængig af, hvor meget plads vi giver hver af disse elementer i vores liv.

Vores valg er et udtryk for vores prioritering, om den er overvejende kærlig eller overvejende kalkulerende.

I disse primære valg afgør vi, hvad der kommer til at fylde i livet, hvad der skal have vægt.

Vi er altid bundet af fortiden og det, som vi har gjort.

Men vi har også muligheden for at justere og korrigere. Det er det, vi kalder det frie valg. Vi er ikke slaver, med mindre vi gør os selv til det.

Det primære i livet er at finde balancen i sig selv og at have det godt med sig selv.

Hvis ikke det er på plads, kan alt andet jo egentlig være lige meget.

At finde balancen i mig selv og at have det godt med mig selv er et godt udgangspunkt for at kunne stå fast i mig selv, at kunne stå på egne ben.

Balancen handler om at vide, hvem jeg er, og hvordan jeg agerer som sådan.

At have det godt med mig selv er at finde ro og at kunne spørge indad, men jo også at have fast grund under fødderne.

At mærke mig selv er noget med at have kontakt til mit hjerte.

At have god kontakt til mig selv er at holde sjælen frisk.

Det handler måske lige så meget om at have et afslappet forhold til sit instinkt, så man ikke lader sig styre af negative følelser.

Det handler også om at give sjælen frisk luft, som man gør ved at foretage sig noget, som man har det godt med.

Men generelt holde sig fra dårlige gentagelser, som jo er vaner, som man bare gør, fordi man altid har gjort det.

Vigtigt selvfølgelig at være afslappet i sin attitude på en naturlig måde.

Vigtigt at kunne slappe af med sig selv og i sig selv.

Vigtigt at have det godt med at være i sit eget selskab. At kunne slukke alt omkring sig, og lade det, der nu vil opstå, opstå.

At vænne sig til ikke at skulle noget, ikke at ville noget. At give sig tid til det, der sker.

I den forbindelse også at lade bevidstheden hvile. Bare slippe den. Og så være med det, der er.

Alt dette går egentlig forud for at være i en relation, men er på ingen måde i uoverensstemmelse med at være det.

Tværtimod vil vi berige hinanden, hvis vi begge på en naturlig måde formår at være i os selv.

Når vi er det, så har vi en naturlig kontakt til vores sjæl og er dermed ikke tvunget til at være forbundet på instinktplan. Det er her, lidelser opstår, fordi dyret får for meget magt, når noget spidser til.

At blive til som mennesker er noget, der normalt foregår gennem mange år.

Som menneske fødes vi med et mønster, som ideelt set udfoldes, efterhånden som vi vokser op.

Der er et biologisk mønster, og der er et dybere mønster, som har en dybere oprindelse.

De to kan formodentlig sagtens udfolde sig samtidig, svarende til, at vi vokser op ligesom en plante, og udvikler os med vore dyriske egenskaber. Der er ikke i sig selv en konflikt ved dette samspil.

Det går ikke altid efter planen. Forklaringen er i de fleste tilfælde, at der ikke er plads til det dybere mønster. Det skyldes i de fleste tilfælde, at omgivelserne ikke evner eller ønsker at give kærlighed og omsorg til det forsvarsløse barn.

Når barnet vokser op og selv tager ansvar, har det mulighed for at vende tilbage til de dårlige oplevelser, og at genskabe en sammenhæng i livet, hvor alle dele spiller sammen. Det kan være en meget langvarig proces, med mange faldgruber.

Det kan være illustrativt at se personligheden som en kerne, hvor dele har været fraspaltet, måske fordi det har været for lidelsesfuldt at lade dem udfolde sig.

Kernen er det dybeste af vores væsen, det mest sårbare og skrøbelige.

Når aspekter i livet har været holdt væk, skal de i princippet udfoldes og udvikles på samme måde, som var det egenskaber i et barn.

Barnet har brug for søvn, massers af søvn. Et barn oplever gennem alle sine sanser. Det er en lang proces, hvor sproget først kommer til sent i forløbet. Sådan noget har en voksen ofte ikke sans for. Men sådan opstår livet i alle aspekter, hvis det får lov.

Det er den naturlige udvikling, der her meget kort er beskrevet.

Den voksne ser livet fra et andet perspektiv eller med et andet udgangspunkt.

Hos den voksne vil bevidstheden ofte være i forgrunden, og naturligt nok.

Men det kan også være alt muligt andet. Materielle omstændigheder. Karriere. Familie.

Hvad er det, der styrer mig? Hvad lader jeg mig styre af?

I mit liv er sandheden det vigtigste. Hvis jeg oplever, at noget ikke er sandt, korrigerer jeg med det samme. Jeg tager gerne en dialog med mig selv, og jeg er begunstiget ved altid at have en eller anden form for kontakt.

Jeg kunne ikke tænke mig eller ønske mig at gøre noget, som ikke var helt i overensstemmelse med mig selv. Og jeg kan godt have svært ved at forstå, at andre ikke som helt naturligt tænker ligesom mig. Fordi det er så enkelt. Ikke altid med enkle svar. Men de kommer, når jeg giver mig tålmodighed. Altid.

Derfor er det også bare vigtigt, at vi lærer altid at stole på hinanden. Altid at tage hinanden alvorligt. Også hinandens følelser.

Sammenhængen med det, som jeg her skriver, og overskriften er, at jeg altid gerne vil være i kontakt med det dybeste i mig selv, og aldrig har haft ønske om andet. Hvis andre gjorde ligesom mig, ville der aldrig være krig, og vi ville alle sammen øve os på at finde alle de bedste løsninger på de mange problemer, der er. Hvoraf mange, som jeg ser det, skyldes, at mennesker ikke er i kontakt med sig selv, og eller at de ikke kan se og forstå det rigtige i altid at opføre sig ordentligt.

Jeg har oplevet mange mennesker, der er styret af noget, der er lavere, i sig selv. Jeg har også oplevet nogle, der er vendt på en tallerken, hen mod noget dårligt eller destruktivt.

Det mest massive er, når der opstår egoer, som er en fejludvikling af et menneske, der fuldstændig har mistet kontakten med sin oprindelse, og nu er styret af noget helt andet.

Og så har man lige pludselig afstand til sig selv, og kan slet ikke se meningen med at finde det gode i sig selv. I stedet bliver ord til klicheer, som for den sags skyld godt kan handle om det gode. Det har bare ikke noget med virkeligheden at gøre. Alt foregår nu i forestillingen.

Og så har man lige pludselig afstand til sig selv, og kan slet ikke se meningen med at finde det gode i sig selv. I stedet bliver ord til klicheer, som sagtens kan handle om det gode.

Jeg kan mærke, hvordan mange mennesker i disse år bliver mere og mere tingsliggjorte og dermed mindre og mindre oprigtige.

Der findes også en modsat bevægelse, men det er min oplevelse, at mennesker generelt mister deres naturlige sikkerhed, og alt for nemt lader sig styre af noget, der ikke har en ordentlig jordforbindelse eller forankring i sig selv.

Det handler om at være sig selv, som i udgangspunktet er noget af det mest enkle og ukomplicerede, der findes.

Det handler ikke om at puste sig op. At tro, at jeg er mere end andre.

Det handler ikke om at kunne tjene penge på, hvad og hvem jeg er.

Det handler om at være det og den,  jeg er. At handle derudfra.

Det handler ikke om at kigge mig selv i spejlet.

Det handler om at mærke mig selv.

Det handler om at gå ud i verden.

Det handler om at være.

Det handler ikke om at differentiere mig.

Det handler om at finde glæden i livet.

Livet handler om at være i livet.

Den kerne og personlighed, som jeg her introducerer, i fuldstændigt uforenelig med det ego, som danner proppen i mange mennesker, ikke mindst dem, der i deres væsen er lukkede, bedrevidende, ignorerende, kyniske. De udgør en så massiv del af magteliten, at det er lidt uhyggeligt. Og de bevæger sig, ligesom invasive arter i naturen, ind i alle områder af livet, og æder alt på deres vej.

Mennesker, der tidligere har været åbne, kærlige, positive, kan ændre sig til at være en del af dette korps, der kun ser sig selv i alle aspekter. De vender alt til egen fordel, og er fuldstændigt ligeglade med, hvem der falder på deres vej. Bare de scorer kassen og løber med gevinsten, det være sig økonomisk eller psykologisk.

Det er et væsentligt kendetegn, at de ikke ejer selvkritik, og ikke kigger sig tilbage. Historien er kun til for dem. Det gælder også religion, kunst og andre former.

Vi har nået et tidspunkt i vores historie, hvor det ikke længere er muligt at forarge. Alt lader sig erobre. Man skal bare passe på ikke at træde ved siden af, f.eks. i relation til Me Too. Alt handler om, hvordan man tager sig ud i pressen. Og så skal man bare sørge for ikke at blive opdaget, bevare facaden, sørge for, at billeder er retoucheret, så der ikke er fregner eller bumser, som man kan se.

Og så udnytte, at menneskers hukommelse er kort. Man ved fra lobbyarbejde, at nyheder skal præsenteres på tidspunkter, hvor de virker harmløst og hurtigt bliver glemt, hvis man vil undgå mediestorm.

Det er på den måde en meget usympatisk og meget overfladisk tid, vi lever i. Kærligheden har bestemt trange kår. Og alle, der forsøger at være oprigtige, får ingen opmærksomhed.

Demokratiet udhules og handler mere og mere om, hvem der opfører sig mest tåbeligt, for dermed at kunne udnytte systemet, og fremme sin egen dagsorden.

Alt handler om, hvordan man præsenterer sig på Tv, ikke hvad der sker under overfladen.

I modsætning til alt dette er så, hvad jeg står for.

Jeg har fået at vide, at jeg skal skrive flere bøger, og gør det derfor gerne.

Men hvordan aktiverer man en bevægelse, der vil det anderledes?

Som jeg ser det, handler det om at få mennesker til at indse, at det ikke går på den måde bare at glide bevidstløst med i en strøm af ligegyldighed og selvoptagethed.

Det handler om, at vi skal lære at mærke os selv, at tage os selv positivt alvorligt.

Vi skal finde eller genfinde os selv i det hul af indifferens, som med en fællesbetegnelse kan kaldes tidens strøm. Hvor der ingen substans er. Ingen reel kvalitet. Ingen reel livsglæde. Hvor alt handler om at se ud som om, at lade som om, at efterligne, at plagiere.

Intet er sandt originalt. Intet kommer fra hjertet.

Alt foregår i instinktets ubevidste og ureflekterede slipstrøm, hvor det hele handler om ikke at slå sig i faldet.

Sjælen er Sorteper, forladt og uden at nogen lytter.

Der er kun et rigtigt svar på alle disse dilemmaer.

Men de, der kun vil magten, har ingen forudsætninger for at forstå, at livet kan være anderledes.

De, der kun ønsker at føre sig selv frem i forreste linje, kan ikke være med i en positiv bevægelse.

Vi skal lære at give plads til det positive i livet.

Vi kan kun lære det ved at tage en beslutning om, at det vil vi gerne. Det er en nødvendig beslutning, der skal sikre, at vi ikke ryger tilbage i automatreaktioner.

Det handler også om at møde andre positivt, ikke som mennesker, der ligger ned, men som ligeværdige individer.

Der er, når det kommer til stykket, ikke noget alternativ til ordentlighed.

Det positive liv opstår stille og roligt ved at være i det.

Vi kan ikke forcere noget. Vi har altid brug for at lade tingene udfolde sig af sig selv.

At møde livet er at kunne have det foran sig, at tage det stille ind.

Hvis vi er to, skal vi begge ønske, at det kan opstå på den måde.

Det kan ikke opstå hårdt. Vi kan ikke forcere noget ved at ville det eller ønske det.

Vi kan være stille og roligt i det og lade det opstå.

Det kan være en proces, der tager lang tid. Og det er vi nødt til at anerkende.

Den kan også være kort, hvis vi begge er parate og ønsker det dybt. Så kan vi på den måde have nemmere ved at komme i gang.

Hemmeligheden ved livet er positivt at være i det.

Vi kan ikke udfolde, ikke udvikle noget, hvis ikke vi er i stand til at gøre det positivt, og at være positivt i det.

Hvis udgangspunktet er, at vi ikke spiller roller, kan vi lære, hvordan alt i livet opstår ved, at vi stille og roligt lader det komme.

Det er ikke mere kompliceret.

De, der vil gøre det mere kompliceret, er nogle, der f.eks. vil tjene penge på det.

Men det er kunstigt liv.

En anden vigtig forudsætning er, at vi bliver stående i os selv.

Vi skal møde livet, som det er, og ikke skøjte væk. Ikke flygte fra os selv.

Hvis vi har rent mel i posen, vil det ikke være noget problem at stå i sig selv, og at møde, hvad og hvem der kommer.

Og igen er ligeværd den naturlige og rigtige måde at møde hinanden på.

Det er energien i benene, der holder os på plads, men vi har brug for, at andre mennesker anerkender os som dem, vi er.

Ligesom overkroppen er vores identitet, er underkroppen vores livsglæde, forudsat vi er der for hinanden.

At stå i sig selv er også at anerkende sin egen usikkerhed, når den er der, også sin egen skrøbelighed.

Hvis vi spiller roller, har vi ikke fat i vores egen energi, og slet ikke den i benene.

Det er benenes energi, vi bruger til at sende skygger af sted med, at gøre os bedre end andre, at være bedrevidende om andre.

Men det er ikke sandt. Det er aldrig sandt.

Sandhed er en oplevelse, vi kan have, ved at stå helt åbent i os selv. Den er forbundet til jorden og til vores seksualitet.

De fleste har et ego koblet til disse punkter i os selv. Men det er ikke sandt. I øvrigt det stik modsatte af hengivelse og overgivelse.

Glæde er afspændthed. Balance og ro og glæde.

Glæde baserer sig ofte på tidligere oplevelser af noget, der var godt, vækker minder, tilbage til episoder, hvor jeg var tæt på at være mig selv, eller være fyldt op.

At være sig selv er at opleve sand glæde. Det er ofte sammen med andre.

Freud kalder det erindringsspor, når vi tidligere i livet har været tæt på noget, der var rigtigt godt, og i vores adfærd søger det igen. Fordi vi dengang havde det godt.

At stå i mig selv er at have kontakt til alle dele af mig selv på samme tid. At være i mig selv. At være med mig selv. At mærke mig selv. Alle steder. At kunne forbinde mig med mig selv alle steder.

At være i ydmyghed sammen med andre mennesker, uden at tro, at jeg er noget særligt. For grundlæggende er vi ens som væsener, også selv om vi er meget forskellige, og kommer forskellige steder fra.

Det er derfor, vi kan berige hinanden. Det er derfor, vi skal lytte til hinanden.

Vi man aldrig tro, at vi ved mere om en anden, end den anden selv ved.

Vi kan godt mærke noget, som den anden ikke kan mærke, om sig selv. Men det betyder ikke, at vi skal gøre os bedrevidende, eller tro, at vi ved bedre, end den anden gør. Med mindre det er noget, der direkte berører mig.

Men vi må aldrig kaste skygger. Skygger er noget, vi sender af sted, fordi noget i os selv ikke er fuldt opklaret. Opklaring og skydække har også noget at gøre med hinanden i den verden, vi normalt forbinder os med. Det er også derfor, vi bruger begreberne til at beskrive noget, der ikke er så håndterbart.