Kærlighedsevnen

Hvor meget giver man af sig selv?

Hvor meget er betinget?

Hvor meget afhænger af, hvad jeg får igen?

Det er meget afgørende for, hvor meget vi er i stand til at skabe sammen.

I kærlighed skaber vi et rum sammen.

Vi er er der for hinanden i tillid og tro.

Vi holder af hinanden.

Vi kan udfolde kærligheden i samtale, åbenhed.

Det er noget meget faktuelt, når vi gør det. Hvor vi samtidig giver slip på ultimative krav, og at vi er bedre end den anden, de andre.

Kærlighed er at åbne for et potentiale.

At lukke op for noget, som vi måske, måske ikke har mødt før.

At møde nye sider i os selv og hinanden.

At tillade os at gå ind i nye områder og oplevelser.

Kærlighed på den måde kan kun lade sig gøre positivt og åbent.

Kærlighed fordrer, at vi eksplicit og helt af os selv siger ja til hinanden.

Her er intet på betingelser. Jeg skal ikke underordne mig noget, og du skal ikke underordne dig noget.

Vi er der helt og ubetinget for hinanden, fordi det er det, vi gerne vil.

Kærlighed er altid at være fri til at elske.

Kærlighedsevnen er en, som alle har.

Hvis vi vil, kan vi elske altid.

Kærlighed er et liv uden kanter.

Kærlighed er at udfolde alt indefra.

Kærlighed er ubetinget at sige ja til livet.

Kærlighed er altid at være i sin sjæls kvaliteter.

Alle, der vil af et oprigtigt hjerte, kan få adgang til denne tilstand og evne.

Det er det modsatte af hårdhed, vrede, had, surhed, kølighed.

Det er at være fuldstændigt nøgtern og ærlig, men helt at være i sig selv.

Det er altid at have det godt med sig selv.

Det er i alt at have taget sig selv i ed.

Det er ubetinget at være et godt menneske.

Det er sammen med et andet menneske, der vil det samme, at kunne elske altid, afhængig af, hvordan vores relation er skruet sammen.

Måske er kærligheden verbal kommunikation.

Måske er det bare at være sammen.

Måske er det nærvær, at lytte, at være, at møde, at lege, at åbne sig.

Vi bestemmer selv, med hvem vi vil elske, og hvordan. Det er noget, vi suverænt aftaler indbyrdes.

Vi er altid bundet af præmisserne om god opførsel, om at give og modtage kærlighed, at være i sandhed, at være et sandt billede af sig selv.

Kærlighed på den måde er altid smuk, altid ligeværdig, altid givende, altid modtagende.

Vi kan favne alt, hvis vi ønsker det. Men vi skal begge eller alle ville det og give udtryk for det.

Det eneste, det fordrer, er, at vi altid på en god måde er i os selv, og at vi begge oprigtigt ønsker det.

Der er intet kunstigt ved kærligheden på den måde. Og det er altid dejligt.