Kærlighedens rolle i sjælens udfoldelse

Sjælen fordrer, at vi tager os selv og hinanden alvorligt. At vi altid vil hinanden det godt. Eller får vi ikke adgang til den.

Kærligheden er vores måde at møde livet på en god måde, både vores eget og andres liv.

Kærligheden blev formuleret som et bud for 2000 år siden. Det var på et tidspunkt, hvor dagliglivet var barsk og ubarmhjertigt. Derfor var det også skelsættende at gøre kærligheden gældende som et påbud til mennesket. Elsk din næste som dig selv! Det var nærmest en umulighed, og mange måtte lade livet for at holde fast i en overbevisning.

Mennesket i sig selv er et barsk væsen. Det er meget egoistisk og har ikke blik for andre end sine allernærmeste.

Med sjælen og kærligheden bliver det muligt at kigge ud over egen næsetip. Sjælens univers rækker ud i det fællesmenneskelige, hvor man tager hensyn til hinanden, ikke bare ud fra egoistiske motiver.

Den dybt egoistiske attitude over for den næstekærlige måde at forstå det hele på er en meget præcis beskrivelse af, hvad forskel sjælen gør i et menneskeliv.

Når vi ikke opfører os ordentligt, får vi dårlig samvittighed, i hvert fald i et stykke tid. Senere kan man sagtens fortrænge oplevelsen af samvittighed, men det er sjælen, der kommer til udtryk, og som fortæller os, at vi har gjort noget, der ikke var så godt.

På samme måde, på et lidt dybere plan, har vi skamfølelsen, hvor vi i den gode opdragelse lærer at skamme os, hvis vi har gjort noget ved en anden person, som vi ikke skulle have gjort. Så skamfølelse er, så længe den ikke er fortrængt, et signal til os om, at der noget, vi skal kigge på.

Endelig skal vi nævne skyldfølelsen, der også stammer fra sjælen. Den opstår, når vi ikke overholder aftaler, og når vi gør os skyldige i noget, som vi ikke skulle have gjort. Hvis vi gør det med vilje, er det mere alvorligt, end hvis det er noget, der sker ved et uheld eller et ulykkestilfælde. Her er skylden ikke så tung at bære.

Konkluderende kan man sige, at sjælsaspektet handler meget om som udgangspunkt at opføre sig ordenligt.

Når vi så har lært det, kan vi begynde at lukke op for alt det smukke, som sjælen indeholder, som er vejen ind i evighedens perspektiv.

Der vil hos alle mennesker, som er på vej til at lære sjælens virkelighed at kende, være en fase, hvor det kan være vanskeligt at finde ud af, hvad der er sjælens indflydelse, og hvad der stammer fra de lavere aspekter af menneskevæsenet.

Det er er læreproces for alle at finde ud af at skelne. Når vi træder forkert, vil vi kunne opleve et fald. Hvis det sker, er der jo ikke andet gøre end at komme op på hesten igen. Vi skal lære, hvordan vi håndterer de elementer af os selv, der endnu ikke er klar til at transformere, og på den anden side at sige ja til alt det smukke og fine, som sjælen bringer ind og repræsenterer.

At finde balancen i livets enkelthed forudsætter, at vi hver især gør op med vores egen forståelse af os selv som meget betydningsfulde. Samtidig skal vi også lære, hvor smukke vi er. Begge dele kan opleves meget uvant.

Livet i sig selv er smukt. Livet er til for at nydes, at glæde sig over. At glæde sig langsomt.

Præcis dette aspekt er vigtigt. Vi skal ikke forcere noget. Vi skal ikke gøre mere, end vi hele tiden har det godt, og selv kan følge med på en fin måde.

Så længe vi siger ja, og bare bliver i det stille flow, vil vi kunne opleve livet udfolde sig lige så stille og udramatisk. Det er den helt rigtige måde at være i det hele på. Det er også sådan, et nysgerrigt barn finder ud af tingene. Aldrig forceret. Altid på en stilfærdig måde.

Det er de voksne, der vil alt muligt umuligt. Som aldrig kan få nok. Som hele tiden skruer forventningerne urimeligt op. Urimeligt over for sig selv. Urimeligt over for andre. Urimeligt indtil vrangbillederne opstår og får lov til at overtage.

Sådan er livet ikke i sig selv. Sådan er kærligheden ikke.