Da mennesket fik en sjæl

Mennesket har ikke altid haft en sjæl. Det har ikke haft den nødvendige udvikling, der ikke mindst vil sige at have en veludviklet hjerne, så det gennem forståelse kunne lære efterhånden at blive bedre mennesker, som adskilte sig fra den øvrige natur, og dermed også blev i stand til at udfolde sin egen virkelighed, sine egne teknologier, og i forlængelse heraf sit eget verdensbillede.

De andre dyr arbejder ikke 8 timer om dagen, 5 dage om ugen. De har ikke forskellige videnskaber. De har heller ikke religioner. Det er alt sammen noget, der er specielt for mennesket.

At få en sjæl har betydet, at vi kan kigge på os selv, reflektere over tilværelsen. Vi kan også have overvejelser om, hvad der sker i livet på den anden side, når vi skal herfra.

At vi på den måde er i stand til at tænke over livet, at gøre os overvejelser om vores egen eksistens, adskiller os væsentligt fra den øvrige natur, og jo først og fremmest fra vore nærmeste artsfæller i dyreriget. Nogle mennesker vil hævde, at vi er skabt af Gud og ikke er en del af den naturlige evolution.

Begge dele er for så vidt rigtige. Det Gudsskabte er en anden måde at fortælle, at sjælsdelen af os er skabt et andet sted, i et andet univers så at sige. Mens evolutionen er vores jordiske udvikling.

Der er ingen anden litteratur, der så specifikt beskriver denne væsentlige forskel, som ikke tidligere har været tilgængelig som viden her på planeten.

På den måde er min bog et pionerværk. Det er kombination af en kulturmodel, som jeg fik i 1979, eller som jeg selv udledte af mine oplevelser. Og dertil kommer så påstanden om, at vi fik en sjæl for ca. 40.000 år siden. Det er en påstand, som jeg har fra Marianne Lane.

Jeg har været på jagt i historiske kilder for at finde konkrete belæg for, at vi dengang blev udstyret med en sjæl. Og det har jeg faktisk fundet, noget som videnskabsmænd kalder “den kreative eksplosion”, hvor der i løbet af meget kort tid opstår stor kunst i form af hulemalerier, men også ritualer omkring død og genfødsel.

Og i Kærligheden er ledetråden forsøger jeg at forstå, hvad det vil sige, at vi fik en sjæl. Set fra sjælsperspektiv inkarnerede vi i menneskevæsenet, og skulle prøve at komme til rette med dette mærkelige og genstridige væsen.

I kristendommen bliver det formuleret på den måde, at kærligheden blev levende og tog bolig iblandt os.