Baggrunden for bogen

Min første oplevelse af, at der findes noget på den anden side af det jordiske liv, var i 1979, hvor et væsen tog fat i mig, mens jeg gik på gaden.

Jeg var i forvejen et søgende menneske, havde forladt mit universitetsstudium, og var blevet separeret fra min familie. Der var en anden virkelighed, der pressede sig på. I første omgang mødte jeg den ved at læse og ved at gå lange ture.

Litteraturen var på det tidspunkt Rudolf Steiner, Carlos Castanedas og Bhagwan Shree Rajneesh. Jeg havde også læst Freud, Jung, Reich, arbejdede meget med mig selv.

Det væsen, som tog fat i mig, kaldte sig Gud, og fortalte mig, at jeg skulle lære planteenergierne at kende, for at jeg med dem kunne helbrede med hænderne.
I løbet af de næste par uger lærte jeg en ny tænkemåde af dette væsen. Det forsvandt igen, til min store ærgrelse, men gav mig alligevel et tankemønster, ikke mindst den kulturmodel, som er grundlaget for denne bog.

Når nu jeg var blevet kontaktet af et væsen fra et andet sted i universet, var det logisk for mig, at mennesker til alle tider måtte være blevet kontaktet.

Målet måtte være at hjælpe os som mennesker til bedre at kunne håndtere tilværelsens mange problemer, i første omgang med henblik på overlevelse. Men i længden var der mange andre forhold i tilværelsen, som var vigtige at få styr på.

Først skulle vi lære at blive fastboende, da nomadelivet var for usikkert og for farefuldt. Derfor var det vigtigt at forstå, hvordan jorden kunne opdyrkes, uden at blive udpint, så der kunne vokse afgrøder hvert år. Derved var det muligt at blive fastboende.

Når jordens dyrkning var nogenlunde på plads, var der tid og overskud til at tænke nærmere over, hvordan vi indretter os. Hvordan er boligen, og hvordan finder vi ud af at leve sammen i nogenlunde fordragelighed?

Når så boligindretningen var nogenlunde på plads, og vi med tiden ikke længere skulle arbejde 16 timer i døgnet, opstod der ledig tid, som med ny teknologi blev flere og flere timer i døgnet.

Hvordan skulle nu den ledige tid bruges eller udnyttes, eller faldt vi bare sammen som en sæk kartofler. Med mere tid, fritid, skulle vi lære at bruge den fornuftigt, og ikke bare til tant og fjas. Det er en kunst at lære sig at bruge tiden på en god måde.

Det handler bestemt også om, i hele kulturudviklingen, at lære at behandle hinanden ordentligt, med respekt, at vise hensyn. Også ikke altid at læne sig ind i hinanden, men at tage ansvar for sit eget liv.

Kulturudviklingen handler i sidste ende om at lære os selv at kende, og at blive gode til at udfolde os selv. Mennesket er et meget potent væsen, med mange evner. Det tager tid at lære, hvad vi egentlig kan, og også hvad formålet egentlig er med, at vi er her, ud over at spille musik og at drikke kaffe.

Det handler jo om, at vi skal lære at tage ansvar for vores eget liv, og i forlængelse heraf også af andres. Og så skal vi lære at gøre Jorden til et godt sted at være for alle mennesker og levende væsener.

Så man kan jo godt sige, at der er meget fornuftigt at tage sig til, hvis man skulle kede sig.