Jeg ser altid verden hel

Det, der gør mig overbevisende som menneske, er, at jeg er og handler ud fra min integritet.

At jeg i alt kan og ønsker at stå inde for mig selv.

At min energi fra øverst til nederst er et udtryk for denne måde at være på.

At jeg altid er det, jeg ønsker at være.

Livet handler om at være med det, der er. Lige her og nu. Altid lige her og nu.

At vi kan lede efter fancy forklaringer, den ene mere sofistikeret end den anden, ændrer ikke på, at livet altid i sin autentiske form er en opgave lige her og nu.

Det er sandhedens øjeblik, hvordan jeg er til stede lige nu, og hvordan jeg møder mig selv og andre lige nu.

At se livet og temaerne på afstand er meget belejligt for dem, der ikke her og nu tør eller evner at være i sig selv.

Kommercielt er det også smart at gøre sig klog på den måde.

Men det er langt fra altid sandt.

Afstand kan meget nemt være at forplumre og popularisere, og en mulighed for at tjene penge.

Og på afstand kan vi spille os selv op i roller, der snyder ved at lyde troværdige.

Vi kan altid være én.

Fra et sjælssynspunkt skal vi kunne slippe vores bundethed til hvad som helst, også til andre mennesker.

Ellers får vi ikke positivt fat i os selv, og i øvrigt mulighed for at se og møde den anden, som den anden er.

Så bliver det en projektion, fordi jeg har brug for vedkommende og ikke vil slippe personen.

Jeg kan kun se mig selv hel, hvis jeg også ser den anden hel.

Og så kan vi i øvrigt være glade sammen på den gode måde.

Så længe jeg på den måde er bundet til bare ét menneske, vil denne binding være gældende i alle andre relationer.

Et positivt bånd er, at vi ved, vi er der for hinanden, men uden på andre måder er afhængige af hinanden.

At vi er i stand til at slippe hinanden, og alene mødes i glæde og kærlighed.

Har jeg alt i mig selv med i mit liv?

Min seksualitet. Mit hjerte. Min hjerne.

Min lidenskab. Mine følelser. Mine tanker.

Mine sanser. Det dybeste i mig. Min selvforståelse.

Der er mange måder at udtrykke det samme på.

At være et seksuelt væsen inde i mig selv.

At være et fantasifuldt barn inde i mig selv.

At være en ansvarlig voksen inde i mig selv.

Det hele på én gang og på samme tid og altid, når det dukker op.

Evnen til at møde det, der kommer, uden i de faste former, som fordomme, normer og hurtige kategoriseringer af andre er.

Evnen til i stedet at kunne møde, rumme og forstå de fænomener, der opstår.

At kaste lys i stedet for at sprede mørke.

Betingelsen for, at vi ikke kaster skygger, men formår at være og blive i os selv.

Det sande er, at vi altid og i alt står inde for os selv.

At vi ikke gemmer os bag ved en anden i en falsk selvfølelse.

At vi ikke gemmer os bag en ydre identitet.

At vi er, hvad vi er, fordi vi har gjort os til dem, vi er, på en positiv og sober måde, i alt.

Alt i mit liv handler om at være i den kontinuitet, som alle har mulighed for at lære at kende og udfolde.

Denne kontinuitet er i sin oprindelse guddommelig.

Man kan også sige, at den udspringer af DNA.

Men uden den guddommelige forankring ville den være lige så tilfældig, som naturen uden styring kan være.

Med menneskets mellemkomst får vi bevidstheden og det fysiske nærvær i spil i form af et jeg og dermed en aktiv og positiv handlemulighed.

Hvis vi kigger ud i verden, bliver den menneskelige faktor oftest brugt til dårlig opførsel en masse. Det er ikke svært at finde eksempler. Selv præsidenter er noget at det værste, man kan forestille sig.

Men den dårlige opførsel findes i alle miljøer, ingen undtaget.

Vi har mulighed for som mennesker at leve livet anderledes, i overensstemmelse med sit inderste væsen. Det er det, som jeg skriver bøger om, og i øvrigt får hjælp til.

Men vejen går gennem gennemført ordentlighed, selv at være det, man udtaler og udtrykker. Vejen går altid gennem mig selv. Jeg er den eneste i mit liv til at vise vejen troværdigt.

Hvis man er et ordentligt menneske, ser man altid verden hel, og i høj bevidsthed.

De fleste ser andre ud fra normer og fordomme, som betyder, at man lægger vurderinger ned over de andre eller den anden, uden at sikre sig, at de er i overensstemmelse med sandheden.

En norm og en fordom er altid en hurtig reaktion, der aldrig har fat i hele sandheden.

Det er den anden, sådan som vi gerne vil se vedkommende, belejligt. Og vi behøver ikke at tænke selv.

Så længe det bare bliver ved tanken, er det vel egentlig harmløst.

Men sætter man handling bag sine tanker, pådrager man sig et stort ansvar. For hvem siger, at man overhovedet har ret i sin antagelse. Og selvfølgelig har man ikke ret til at gribe ind i et andet menneske på baggrund af en norm eller en fordom. Det siger vel egentlig sig selv.