Jeg har en identitet i mig selv

Når vi udfylder vores sjæls mening med at være her, bliver vi smukke.

Sjælens virkelighed kommer indefra og er det sande i mig.

Mit udgangspunkt i verden kan være denne integritet, hvor jeg på den måde er mig selv, inden jeg møder verden.

Det er mit sande jeg, inden instinktet tager over, og nogle gange gør det til noget helt andet.

Men jeg har muligheden for at blive og at være i mig selv, og at møde verden på den måde.

Det er noget andet end at møde mig selv udefra og ind, som de fleste gør.

At lade sandheden komme med indenfor.

At lade lyset komme ind i mit liv.

At mærke, hvem jeg selv er.

På den måde at fortrænge mørket, som jeg måtte have i mig selv.

At give mig lov til at nyde, at jeg kan mærke mig selv, gerne sammen med et andet eller med andre mennesker.

Men først og fremmest at mærke mig egen sammenhæng, min egen identitet, min egen lyst og glæde, som alt sammen er det sande i mig selv, uforfalsket.

Den positive sammenhæng i mig selv og mit liv..

Og fra den position bevæge mig ud i verden, uden at kaste skygger.

Min dybe identitet er min sjæl.

Her er jeg helt i overensstemmelse med mig selv.

At blive dus med sin egen integritet.

At få sjælen ind i livet er det, der er målet med det hele.

Sjælen fordrer min ubetingede ærlighed og kærlighed.

Jeg skal som menneske sige ja til, at det må ske.

Til gengæld vil jeg opleve at få noget meget smukt igen.

Min identitet er det, som jeg identificerer mig med.

Vi har alle en seksuel identitet.

Vi har også alle en følelsesmæssig identitet.

Og vi har alle en mental identitet.

Og så har vi vores jeg, vores generelle selvforståelse.

Det ideelle er selvfølgelig, når disse former supplerer hinanden, og kan virke side om side, eller i fællesskab.

Det er ikke noget problem, så længe der ikke er tale om bundne former.

Hvis seksualitet er bundet til ejerskab.

Hvis kærlighed er bundet til mursten.

Hvis intellektuel kapacitet er bundet til et indtægtsgrundlag.

Hvis jeget er konverteret eller forvrænget til et ego.

Har vi derimod en smidighed i vores system, vil vi være i stand til at jonglere imellem niveauerne, uden at noget kolliderer.

Et menneskes integritet er den form, det er i.

Et menneskes integritet er dets ukrænkelighed.

Det kendes også som jomfruelighed.

Det kendes også som at være og at blive i sig selv.

Det er altid muligt, så længe man ikke krænkes, eller der leges med følelser.

Integritet er at være i hele sin krop, inde i sig selv, fra øverst til nederst.

At undlade at kaste skygger er at være i sine bens energi. Som jo kun er muligt, når jeg også er gennemlyst foroven, ind i seksualiteten, ind i hjertet, og ind i forståelsen.

Hvis ikke jeg er helt gennemlyst, kan jeg intentionelt lukke op ved at være åben og ubetinget ærlig over for mig selv. Med andre ord kan jeg godt sige ja til mig selv, vel vidende, at der stadig er rester af noget ubearbejdet, men at jeg lader være med at bringe det uhensigtsmæssigt i spil.

Alt i livet er sådan skruet sammen fra et højere perspektiv, at vi har muligheden for at finde vores egen identitet på en stilfærdig måde.

Det fordrer alene, at vi ubetinget og stilfærdigt siger ja til at være den, vi er.

Samtidig skal vi selvfølgelig slippe alt det, der ikke fungerer sammen med denne beslutning.

Et sandt jeg kan ikke samtidig være et bundet ego.

Vi kan ikke både trives i sandhed og i materiel overflod, som vil sige at omgive os med noget, som vi ikke ubetinget har det godt med.

Vi skal finde en sand balance i livet. Vi skal selv finde den, og vi skal ville den.

En sådan beslutning går forud for alt andet.

Men den er lige så mulig som at købe gulerødder i Brugsen.

Vi køber jo heller ikke halve gulerødder eller tomater i stedet.

I et menneske er det vigtigt med forankring eller jordforbindelse, skal vi skynde os at tilføje.

Det er ikke nok at ville det fra 14:15 til 16:03.

At sige ja går lidt dybere end at se en cowboyfilm i fjernsynet eller i biografen.

Sagt humoristisk, men selvfølgelig også i dyb alvor, da mange mennesker har meget lidt fat i livets alvor.

Det, der er vigtigt i livet, er det, som vi giver plads, og som vi giver fortrin, i vores eget liv.

Mange mennesker kan måske ikke engang svare på, hvad det mon er for noget.

Vi har brug for lys og luft omkring os for at blive virkelighed, for at kunne mærke, hvem vi er, hver især og sammen.

Livet er noget, vi har fået i gave.

Som vi kan vælge at tage imod i dyb taknemmelighed.

Nogle vælger i stedet at behandle det i tilfældig ligegyldighed.

Og fra den position er der ikke noget, som for alvor har betydning.

Man kan også vælge en position, som jeg har været oppe imod, at møde alt i had eller i vrede eller i surhed eller i modvilje.

Det er at være og at generere sit eget antiliv, hvor ingen af livets særlige kvaliteter overhovedet har mulighed for at blive tydelige.

Hvis vi ønsker at finde ud af, hvem vi i virkeligheden er, skal vi være villige til at bruge tid på det.

Hvordan opstår livet i os?

Hvad er det, der gør os glade?

Hvem giver os glæde, og hvordan?

Hvordan gør vi andre glade?

I virkeligheden er mange af disse svar utroligt enkle i sig selv, og fordrer i øvrigt stor ydmyghed, hvis vi ønsker at kende dem.

Hvis vi tror, at vi bare kan opføre os, som det passer os, har vi ikke forstået noget som helst.

Alt i livet har en kvalitet i sig selv.

Det hænger sammen med, at livet har en kvalitet i sig selv.

Vi skal ikke søge den andre steder.

Livet er skabt af Gud, og vi skal derfor glæde os over det, i stor taknemmelighed.

Vi har ikke andre pligter end i stor taknemmelighed at være med det, der er.

Der er ikke noget i livet, der ikke er godt, præcis som det er.

Når vi altså lader det være, præcis hvad det er.

Vi er ikke forpligtet på anden måde end at være med det, der er.

Vi har altid livet inde i os selv. I vores eget bryst.

Vi kan også mærke livet inde i os selv, og i et andet menneske. Hvor vi omfatter større dele af os selv. Og af den anden. Hvor vi rører ved hinanden. Alle steder.

Vi har også livet i os, når vi sætter ord på. Men altid stilfærdigt i det, det opstår. Aldrig ved at lade sproget overtage virkeligheden. Men ved at være midt i virkeligheden. Og lade sprog og følelser og fornemmelser opstå derfra.

At lade livet få lov til at være præcis det, som det ønsker at være. Fordi livet ønsker os. Indefra og udefra. Sammen og alene. Sådan som vi er. Sådan som jeg er. Sådan som du er.

Aldrig at slippe sin egen integritet.

Blive i sin egen jomfruelighed.

Sige ja og blive i dette ja.

Gå ind i livet med begge ben og hele sit væsen.

Uden en positiv balance i sig selv forstår man ikke, hvad jeg skriver om.

Begrebet integritet kan vel ikke betones tydeligt nok.

Jeg har som menneske lov til at være præcis det, som jeg er, uden at skulle kvalificere mig på nogen måde i forhold til andre.

Det er den sande måde at få sandhed og kærlighed ind i mit væsen på.

Jeg skal ikke ligge på knæ. Jeg skal ikke tilgodese andre for at blive accepteret.

Jeg er den, jeg er. Og du er den, du er.

Det er også den bedste måde at mødes på som mennesker.

Vi er ikke serviceorganer for hinanden. Hvis vi elsker hinanden, gør vi det begge.

Den ene skal ikke underlægge sig den anden.

Vi har begge to en kvalitet, der er helt unik. Sådan skal vi mødes. Og respektere hinanden.

Og vi må aldrig må nogen måde gøre hinanden ondt.

Vi må ikke gøre overgreb overhovedet.

Og vi må ikke lege med hinandens følelser.

Vi skal altid møde hinanden, præcis som dem vi er.

Vi har ikke krav på nogen.

Andre har ikke krav på os.

Det er ikke ligeværdigt at møde hinanden på den måde.

Vi kan lave alle mulige former for aftaler. Men vi har ikke krav på hinanden. Vi har ikke ret til hinanden.

Vi har pligt til altid at opføre os ordentligt.

Vi har pligt til altid at behandle andre ordentligt.

Men vi bestemmer ikke over andre.

Og vi skal ikke være bedrevidende på vegne af andre. Det er ikke vores område. Og det bliver det aldrig.

Vi skal lære at møde og at respektere hinanden som hele mennesker. Vi er ikke hinandens serviceorgan.

Vi har muligheden for, og vil har ret til at være os selv.

Vores egen integritet er ukrænkelig. Ligesom den andens er det. Altid og ubetinget.

Vi er ikke på nogen måde bedre end den anden.

Det kan godt være, vi opfører os bedre end den anden. Men det har ikke noget med vores integritet at gøre.

Vi har aldrig ret til uden videre at gå ind i et andet menneske og tro, at vi ved bedre om dette andet menneske.

Vi kan aldrig vide bedre om en anden, lige som en anden jo heller ikke kan vide bedre om os.

I den gamle verden vandrer vi uophørligt ind i hinanden hele tiden, og gør tilsvarende krav på hinanden hele tiden. Vi blander os hele tiden i noget, hvor vi skal holde fingrene væk. Og så i stedet forholde os til vores egen måde at være i verden på.

At elske hinanden har ikke noget at gøre med hele tiden at vade ind i hinanden.

Det er netop at møde hinanden som hele og ukrænkelige personer. Hele tiden og ubetinget! Uanset om det er et barn eller en voksen.

Vi må aldrig gøre overgreb.

Og vi må aldrig lege med en andens følelser.

At kunne være i sin sjæl og at kunne være i sit instinkt er i virkeligheden to sider af samme sag, selv om det er to væsensforskellige former.

Når de alligevel hænger sammen, skyldes det, at et menneske altid fungerer som et helt individ og har brug for denne koordination, noget som vi vil kunne finde i det legende barn, i den kreative voksne, i to elskende, der smelter sammen, og når vi i øvrigt glemmer os selv i en beskæftigelse.

Det nye er, at vi også er i stand til at møde det hele i bevidsthed, og helt tiden, hvis vi bliver rigtigt gode til det.

Det er da værd at tage med, er det ikke?

Det nødvendige udgangspunkt er, at vi altid tager os selv og hinanden dybt alvorligt.

Jeg har en identitet i mig selv.

Jeg er noget meget specifikt som menneske.

Jeg har en karakter.

Jeg er i en krop.

Mit væsen er til stede i mig selv.

Jeg er et menneske.

Jeg er også en sjæl.

Jeg vil elskes for det, jeg er.

Jeg er den, jeg er.

At få mit eget liv ind i verden.

At få min egen energi ind i verden. 

At være den, jeg er, i verden.

At være mig selv.

At udfolde mig selv.

At udfolde mit væsen.

At udfolde mit sande jeg.

At blive den, jeg er.

At være den, jeg er.

I egen person.

Præcis som jeg er.

Præcis sådan som jeg er.

Mit væsen.

Mig selv.

Jeg skal ikke finde mig selv i spejlet.

Jeg skal ikke have andre til at bekræfte, at jeg er jeg.

Jeg vil have lov til at være præcis den, jeg er.

Jeg er ikke en anden end mig selv.

I forlængelse heraf:

Når et menneske møder et andet menneske kærligt.

Uden at det er fordi man skal have noget igen.

Når to mennesker møder hinanden kærligt.

Som dem de er.

Uden andet ønske end at glæde sig over hinanden.

Som de er.

Uden krav.

Uden forventninger.

Det fordrer jo, at vi hver især først og fremmest vil kendes ved os selv.

Men jo også kendes ved hinanden.

Det handler ikke om spejlbilleder. Om forestillinger. Om forventninger.

Det handler om, at vi er to fysiske væsener.