Jeg har en identitet i mig selv

Uden en positiv balance i sig selv forstår man ikke, hvad jeg skriver om.

Begrebet integritet kan vel ikke betones tydeligt nok.

Jeg har som menneske lov til at være præcis det, som jeg er, uden at skulle kvalificere mig på nogen måde i forhold til andre.

Det er den sande måde at få sandhed og kærlighed ind i mit væsen på.

Jeg skal ikke ligge på knæ. Jeg skal ikke tilgodese andre for at blive accepteret.

Jeg er den, jeg er. Og du er den, du er.

Det er også den bedste måde at mødes på som mennesker.

Vi er ikke serviceorganer for hinanden. Hvis vi elsker hinanden, gør vi det begge. Den ene skal ikke underlægge sig den anden. Vi har begge to en kvalitet, der er helt unik. Sådan skal vi mødes. Og respektere hinanden.

Og vi må aldrig må nogen måde gøre hinanden ondt. Vi må ikke gøre overgreb overhovedet. Og vi må ikke lege med hinandens følelser. Vi skal altid møde hinanden, præcis som dem vi er. Vi har ikke krav på nogen. Andre har ikke krav på os. Det er ikke ligeværdigt at møde hinanden på den måde.

Vi kan lave alle mulige former for aftaler. Men vi har ikke krav på hinanden. Vi har ikke ret til hinanden.

Vi har pligt til altid at opføre os ordentligt. Vi har pligt til altid at behandle andre ordentligt. Men vi bestemmer ikke over andre. Og vi skal ikke være bedrevidende på vegne af andre. Det er ikke vores område. Og det bliver det aldrig.

Vi skal lære at møde og at respektere hinanden som hele mennesker. Vi er ikke hinandens serviceorgan.

Vi har muligheden for, og vil har ret til at være os selv. Vores egen integritet er ukrænkelig. Ligesom den andens er det. Altid og ubetinget. Vi er ikke på nogen måde bedre end den anden. Det kan godt være, vi opfører os bedre end den anden. Men det har ikke noget med vores integritet at gøre. Vi har aldrig ret til uden videre at gå ind i et andet menneske og tro, at vi ved bedre om dette andet menneske. Vi kan aldrig vide bedre om en anden, lige som en anden jo heller ikke kan vide bedre om os.

I den gamle verden vandrer vi uophørligt ind i hinanden hele tiden, og gør tilsvarende krav på hinanden hele tiden. Vi blander os hele tiden i noget, hvor vi skal holde fingrene væk. Og så i stedet forholde os til vores egen måde at være i verden på.

At elske hinanden har ikke noget at gøre med hele tiden at vade ind i hinanden. Det er netop at møde hinanden som hele og ukrænkelige personer. Hele tiden og ubetinget! Uanset om det er et barn eller en voksen. Vi må aldrig gøre overgreb. Og vi må aldrig lege med en andens følelser.

At kunne være i sin sjæl og at kunne være i sit instinkt er i virkeligheden to sider af samme sag, selv om det er to væsensforskellige former.

Når de alligevel hænger sammen, skyldes det, at et menneske altid fungerer som et helt individ og har brug for denne koordination, noget som vi vil kunne finde i det legende barn, i den kreative voksne, i to elskende, der smelter sammen, og når vi i øvrigt glemmer os selv i en beskæftigelse.

Det nye er, at vi også er i stand til at møde det hele i bevidsthed, og helt tiden, hvis vi bliver rigtigt gode til det.

Det er da værd at tage med, er det ikke?

Det nødvendige udgangspunkt er, at vi altid tager os selv og hinanden dybt alvorligt.

Jeg har en identitet i mig selv.

Jeg er noget meget specifikt som menneske.

Jeg har en karakter.

Jeg er i en krop.

Mit væsen er til stede i mig selv.

Jeg er et menneske.

Jeg er også en sjæl.

Jeg vil elskes for det, jeg er.

Jeg er den, jeg er.

At få mit eget liv ind i verden.

At få min egen energi ind i verden. 

At være den, jeg er, i verden.

At være mig selv.

At udfolde mig selv.

At udfolde mit væsen.

At udfolde mit sande jeg.

At blive den, jeg er.

At være den, jeg er.

I egen person.

Præcis som jeg er.

Præcis sådan som jeg er.

Mit væsen.

Mig selv.

Jeg skal ikke finde mig selv i spejlet.

Jeg skal ikke have andre til at bekræfte, at jeg er jeg.

Jeg vil have lov til at være præcis den, jeg er.

Jeg er ikke en anden end mig selv.

I forlængelse heraf:

Når et menneske møder et andet menneske kærligt.

Uden at det er fordi man skal have noget igen.

Når to mennesker møder hinanden kærligt.

Som dem de er.

Uden andet ønske end at glæde sig over hinanden.

Som de er.

Uden krav.

Uden forventninger.

Det fordrer jo, at vi hver især først og fremmest vil kendes ved os selv.

Men jo også kendes ved hinanden.

Det handler ikke om spejlbilleder. Om forestillinger. Om forventninger.

Det handler om, at vi er to fysiske væsener.