Instinktets magt

Så længe vi har styr på instinktet, har vi også styr på os selv. Men det er stærke kræfter, der gemmer sig bag. Så det er på den baggrund godt at lære sig selv at kende.

Mit instinkt er dybest set min reptilhjerne.

Det er også derfra, automatreaktioner opstår, når de er allerværst. De kan være dræbende, altfortærende, alteliminerende, meget voldsomme.

Hvad har magten i mit liv. Jeg bestemmer selv. Ingen andre!

Det er en god øvelse at vide og at gøre sig klart, at jeg selv står bag min egen kraft.

Jeg bestemmer suverænt selv, hvad der skal ske i mit liv. Det handler bare om at indse det, og fra den position altid at tage kærlige og ansvarlige valg. Det er at være voksen i Ny Tid. Og altid at kunne stå inde for sig selv.

Men det er ikke sådan, det normalt foregår i dag, hvis man kigger sig rundt i verden.

Selv at ville have og selv at ville beholde magten for enhver pris.

Det er nok i virkeligheden, hvad det handler om for den lave bevidsthed.

Altid og ubetinget. At alle andre er underordnede. At jeg alene styrer dagsordenen.

At ingen vover at komme op på siden af mig, eller i nærheden, med mindre jeg giver grønt lys for det.

Og så i øvrigt vide, hvordan jeg i enhver situation beholder magten, uanset om det er ved at charme eller ved at skrue bissen på.

Disse uudtalte forudsætninger, om hvordan jeg ved, hvordan jeg spænder tommeskruerne, og hvordan jeg lader andre mærke, at de nu er inde under mine beskyttende vinger, fortæller jeg ikke nogen. Men de er en del af mit repertoire. Jeg bruger det til at tryne med. Til at få min vilje med. Til at få dig til at danse for mine fødder, og tro, at du gør det helt af dig selv. Men i virkeligheden er det mig, der trækker i trådene.

Og når du ikke makker ret, så skal du nok få med mig at gøre. Så ville du ønske, at du aldrig var født!

Når mennesker mangler fleksibilitet i forhold til den guddommelige mening med livet, skyldes det, at de er fikseret i instinktet. Det er altid noget, som man selv har ansvaret for.

Hvis instinktet er hårdt, har sjælen ingen plads på Jorden. Så enkelt er det.

Hvis vi kun er her for vores egen skyld, lever vi igennem vores instinkt, og så efterlader vi ikke andre spor end vores eventuelle fysiske arv.

Instinktet i sig selv er uinteressant fra et højere perspektiv, ser kun sin egen fortræffelighed og sit eget spejlbillede.

Så længe instinktet har mere magt end sjælen, vil man altid søge tilbage i sikker og tryg havn i materielle og lignende rammer.

Mennesker, der lever mere i deres instinkt end i deres sjæl, kan ikke være et lys for andre. Det skyldes, at lyset kommer et andet sted fra, og kun kan komme igennem, hvis vi har lukket op til det dybe i os selv.

Instinktet har det med at klappe sammen i form af mørk energi, som i praksis kan opleves som selvhad, selvundertrykkelse, men også som skygge, projiceret over på en anden eller på andre. Og det finder en form, der handler om passivitet, at holde igen, at holde fast i noget, som måske er ligegyldigt.

Instinktet finder, fordi det er elastisk, altid en ligevægtstilstand, som også determinerer tiden og skæbnen. Man kan sige, at man bliver fanget i tiden og sin skæbne. Og at man hæfter for det, som man har gjort. Man kan ikke løbe fra sit ansvar.

Det er altid en god idé at alliere sig med sin sjæl, når man gør noget. Det er altid en god idé positivt at blive i sin egen energi.

Sjælen har den egenskab, at den kun kommer til syne i en kombination af sandhed og kærlighed. Jo mere ubetinget, jo stærkere vil den manifestere sig.

Når man lader instinkt og mursten råde, så kan man aflæse resultatet i statistikker. Så bliver man det gennemsnit, som man har ladet andre bestemme for sig. Og så er det i øvrigt nemt at finde forbundsfæller. For de bor efter al sandsynlighed i huset ved siden af.

At bo i huse handler ikke bare fysisk om mursten. Attituden er den mentale tilstand, og den kan have samme tyngde som mursten, fordi den til stadighed vedligeholdes, og dermed kan være næsten umulig at gennemtrænge.

Cat Stevens sang Father and Son, og på Sct. Pepper sang de She’s leaving home, to meget fine eksempler, der har rørt mig dybt, om mennesker, der søger et sandt alternativ, deres egen vej. Min yndlingsfilm er The Graduate.

I den danske sangskat er der Sangen om Larsen og Admiralens vise, der også udfolder temaet.

Ethvert menneske har et valg, der handler om, hvad der skal have magt i livet.

Er det dyret, eller er det en større form for ansvarlighed?

Livet begynder altid i en bundet form. Det skyldes, at vi er udstyret med et instinkt.

Instinktet er først og fremmest kroppen, den måde vi reagerer på.

Afhængig af vores bevidsthed og vores måde at være i verden på kan vi have sjælen i spil, og dermed kærligheden og kærlighedsevnen.

Instinktet i sig selv er ubarmhjertigt og uden kvalitet, meget afhængigt af sine omgivelser.

Instinktet uden sjæl er umenneskeligt. Det ejer ikke medfølelse.

Instinktet i sin umiddelbare form er den hurtige og ureflekterede form, der søger sit eget, uden specifikke hensyn og også uden respekt.

Instinktet skal vi, med sjælen som ledsager, lære at møde i kærlighed og sandhed. Så vil vi kunne udfolde det, til glæde for hinanden og for os selv. I den rækkefølge, vel at mærke.

Sjælen er at give os selv tid til at mærke, ikke bare for hurtigt igen at lade instinktet få magten, men at tillade sig selv at mærke dybere og længere ned og ind. Sjælen har ingen hurtige svar.

Det er vigtigt, at vi lærer, hvad kærlighed er, og at vi ikke lader instinktet stikke af og leve sit eget liv, uanset om det er under dynen eller ude i samfundet.

Sagt på en anden måde skal vi lære at tage livet i vore egne hænder.

At have styr på sig selv er at have styr på sit instinkt, som ikke er det samme som at undertrykke eller at underkende det. Sådan som det normalt sker.

Noget, der interesserer mig meget, er, hvornår man finder et balancepunkt, så det er sjælen, man altid rådfører sig med, inden man lader instinktet tage over. Det sidste vil blive ved med at gentage sig, indtil man har fundet den gedigne og ubetingede kærlighedsevne i sig selv.

Målestokken for, hvad der har magt i vores liv, kan beskrives ved, hvor meget vi formår at stå i os selv, alternativt om vi lader os styre af en vindpust, eller hvad andre nu synes. Og vi kan anskue det på mange andre måder, selvfølgelig.

Vaner og ritualer er alle bundet instinkt. De kan være befordrende, når de gennem praksis formår at lukke op for noget i sjælen, modsat ikke at foretage sig noget. Det hele afhænger af, hvordan jeg selv er lykkedes med at have fået sjælen ind i livet.

Floskler og klicheer er en anden måde at gå lidt ved siden af mig selv på. Når jeg ikke har direkte kontakt med mig selv, har jeg heller ikke direkte kontakt med de ord, som jeg siger. Så spiller jeg en rolle, hvor jeg vil kunne opleve mig selv delt, hvis jeg overhovedet har erkendelser omkring det.

Det er noget, som kan undgås ved at bruge tid alene med sig selv, og vente på, at der igen bliver sammenhæng. Hvis jeg altså er indstillet på, at der bliver det.

Jeg vågner tit med en mærkelig følelse, som jeg har svært ved at forstå. Men jeg går altid ind i den, og bliver i den og med den, indtil den ændrer sig. Selv om det i situationen kan føles og virke håbløst, vil der altid ske en ændring, når jeg bliver ved med at gå i den. Og jeg slipper ikke, før der er indtrådt en opklaring i en eller anden form, som jeg selvfølgelig ikke kender på forhånd.

Jeg tror på kærligheden, fordi jeg har oplevet den gang på gang og mærket dens virkning. Ikke bare som et statement, men som en måde at navigere i livet på.

Det er instinktets ubarmhjertige og ubevidste kraft, der giver smerte og sår. Det er ikke sjælen.

Det er, når mennesker bærer instinktet som den primære kraft.

Instinktet, når det har magten, tilintetgør alt, hvad der kommer fra sjælen, som mindreværdigt.

Det gælder også, når et ego eller en anden formation af instinktet, der sidder på hovedet af et sådant menneske, udtaler sig.

Instinktet i det meget ureflekterede menneske kan være meget negativt kategorisk og kan ødelægge alt.

Jo mere bastant, jo mere kontrol, og jo mindre selvkritik. Det kan grænse til det paranoide, fordi facaden har brug noget blødt. Der er selvfølgelig ikke nogen tillid til andre, i særdeleshed ikke dem, der viser svaghedstegn. Går selvfølgelig ind for dødsstraf.

Det ufølsomme instinkt bryder gang på gang kontinuiteten, der altid, på grund af sjælen, ligger under det hele. Men den er utilgængelig, så længe de låste og destruktive former regerer.

Nogle mennesker har umådeligt svært ved at slippe det stive i sig selv, der handler om autoritetstro, men også et værdisæt, som handler om, hvad man selv har opnået som voksen. Selv om de oplever noget blødt og noget godt, vil de næsten instinktivt søge tilbage til facaden igen.

Der er også en variant, der handler om forsætligt at bruge instinktet til at få sin ret med. Bevidst vrede er sammenpresset energi, hvor intention og vilje spiller sammen med henblik på at eliminere alt, bare for at få ret. Et sådant menneske handikapper sig selv, men rammer også den, det går ud over, hårdt og hensynsløst.

Nogle mennesker kan kunsten at flytte med energi. Når man gør det på den måde, som jo aldrig har været meningen fra et højere perspektiv, falder det vist under kategorien sort magi, også selv om man får det til at se harmløst ud, hvor ingen andre forstår, hvad der sker og er sket.

Voksenlivet reproducerer sig selv, og det er nemt at finde allierede, fordi de næsten alle sammen bruger de samme metoder og de samme forklaringer, som på det nærmeste kan kaldes objektive, eller i hvert fald begrundede. På den måde opstår jødehad, fremmedhad i det hele taget.

På den måde bliver et barn voksent. Små tryk hele tiden, næsten umærkeligt, der hver gang flytter fokus, og hver gang i den anden skaber lidt mere overbevisning, og lidt mindre tro på sig selv. Men presset fortsætter og er massivt, indtil man giver op og bliver som de andre.

En anden vigtig detalje er sammenhængen mellem kærlighed og mursten. Fordi mennesker ofte ikke bevæger sig ud i en særlig stor radius, kommer de heller ikke derud, hvor sjælen og sandheden findes naturligt. Og dermed kan man blive i en skal eller en fordom eller en snor, bundet som lænkehund.

Og man kan profitere af denne tilstand, fordi der heller ikke er ret mange andre, der kommer derud. Man kan bevare et ego, et indtægtsgrundlag, en livsløgn, bag ved murene. Fordi det gør stort set alle andre også. Men det er stadig ikke sandt.

Det er heldigvis ikke alle, der er i lommen på instinktet. Det forudsætter en høj moral og dyb ansvarlighed at vælge en anden position. Og selvfølgelig lyst og mod og vilje til at finde en anden vej og et andet ståsted.

Og hvis man er voksen og meget sat, kræver det formodentlig mange år, hvis man ønsker at lade det bløde og det fine gennemtrænge sit væsen.

Man kan være mere eller mindre i lommen på sit instinkt, sit indre dyr. Så længe det får lov til at bestemme, vil man være utilregnelig i et eller andet omfang, fordi en facade også har en skyggeside.

De fleste mennesker er så meget i deres instinkt, at det simpelt hen danner fundamentet i livet og betyder, at livet er rutinepræget, forudsigeligt, uden de store udsving, og dermed også uden de helt store glæder, der begrænser sig til familie- og firmafester, og så fodboldkampe, hvis man er til sådan noget.

Hvis man har det godt i en sådan tilværelse, skal man vel ikke forsøge at lave om på den. Men det er ikke alle, der trives med det, og føler sig opfyldt, og så er det jo rart at vide, at der findes et alternativ.

Det, der afgørende vil kunne gøre en forskel, er en definitiv beslutning med sig selv, hvorefter jeg altid konsulterer min sjæl, inden jeg handler. Hvis jeg herefter træder ved siden af, vil jeg kunne mærke det med og i mig selv med det samme.

Hvis jeg har det godt med mig selv, har jeg ikke brug for at være hård. Så kan jeg bare være den, jeg er, stille og roligt. Mærke mig selv, hver gang der sker noget nyt. Korrigere i forhold til det. Slippe, når det er nødvendigt. Og bruge min energi på at være glad og et godt menneske.

At bevæge sig kærligt ind igennem eller ud igennem instinktet er det, som det hele drejer sig om.

Det er hele pointen med at integrere sjælen i menneskelivet. Det er ikke mere kompliceret.

Elsk din næste som dig selv, sagde en klog mand engang. Det er jo noget af det samme.

Når man har gjort sig fri af sine voldsomme bindinger, giver det god mening.

Men det gør det ikke umiddelbart for de fleste.

I voksenlivet har instinktet sat sig som et panser i de fleste menneskers liv.

Det er så massivt, at de taler ud igennem det, og identificerer sig med det.

Især voksne mennesker kan have ualmindeligt svært ved at opføre sig ordentligt, og gør sig ikke klart, hvad det gør ved andre, at man lader den kyniske side af sig selv få lov til at være udslagsgivende.

Instinktet har, også når det er hårdt, på samme tid en elastisk virkning. Så længe man er bundet til det, vil det trække mod en stadig stærkere binding.

Dyret er i sit instinkt. Det kan ikke andet. Mennesket har mulighed for ved hjælp af bevidsthed at forstå, hvad instinktet er for noget, og hvad det gør. Og gennem denne forståelse er der mulighed for at slippe det. Men det forudsætter en dyb og ærlig forståelse og vilje.

Alt i det ureflekterede voksenliv foregår på instinktets præmisser.

Så længe der udspiller sig kontrolleret og dannet, så at sige, er det ikke destruktivt. Det destruktive er, når der reageres ud af instinktet. Vi kalder det også ud gennem sidebenene. Det kan være alt lige fra at lege med andres følelser til at være selvmordspilot. Uanset hvordan har det skadevirkninger, fordi der ikke er et sandt menneske bag.

Instinktet vil altid have sin del af kagen før alle andre, og giver ikke slip, når det først har fået fat. For hvad der er mit, er mit! Det har jeg selv fortjent! Det skal ingen tage fra mig!

Det gælder alle tænkelige former af menneskelivet, ingen undtaget. Mursten. Navneskilt. Familie. Arbejdsmæssig status. Økonomi. Udseende.

Hvad vi gør i tanken og i fantasien, i forestillingen, har meget større betydning, end vi regner med. Det er her, vi bygger op og bryder ned, inden det samme gentager sig i det ydre.

Det er også, inden noget udfolder sig som følelser, der i deres oprindelige form altid er smukke.

En meget upåagtet destruktiv form, som måske er den væsentligste årsag til tidens forfald, er masturbationsvaner, hvor man, fordi man bor i huse og alene, meget nemt gør noget dårligt ved andres energi, hvis de er en del af den fantasi, der altid ledsager onani. I stedet for sammen at bygge op bliver energien gang på gang slået i stykker, og man bliver lidt mere asocial for hver gang, det foregår.

Det er i øvrigt instinktet, der styrer bevægelserne, med mindre det hele handler om kærligt at røre ved og at mærke sig selv. Men så gør man det heller ikke for at få en hurtig fysisk udløsning.

Det er ikke meningen med livet, heller ikke selv om det er almindeligt anerkendt at gøre det. Det er en meget brugt metode til isolation, i alle aldersgrupper. Det begynder, ligesom umådeholdent drikkeri, i ungdommen, og er lige så destruktivt.

Vi skal lære, hvad vi gør ved andre, og at vore handlinger har meget større betydning, end vi forestiller os. Energi er noget, vi positivt skal opbygge og værne om, ikke ødelægge med den ene hånd.

Det sande er, når et menneske har taget sig selv og sin sjæl i ed og handler ud af et godt hjerte. Så kan instinktet godt få lov til at være der, også selv om det er ubevidst og ubearbejdet. Det er ikke skadeligt.

Neden under er der en stille verden og en stille logik. Barnet har adgang til den, så længe indflydelsen fra de voksne ikke har sat sig til noget lige så massivt.

For at den unge kan holde ud at træde ind i voksenlivet, er det nødvendigt, når forelskelserne begynder at melde sig, at drikke sig fuld, og måske også at tage euforiserende stoffer. Alternativt kan man være meget karriebevidst og meget bevidst om sit udseende og på den måde udnytte alder, udseende, fysisk styrke eller intellektuel kapacitet, til at træde ind i voksenverdenen.

Med det er ikke sandt. Og det er ikke sundt. Man bliver syg af det. Før eller siden.

Den rigtige måde at blive voksen på er at blive i sit bløde og sarte væsen, og aldrig lade det hårde og kyniske få overtaget, sådan som det sker for langt de fleste, når de når en vis alder.

Det kræver en meget udviklet bevidsthed og en meget dyb intention og et meget sandt og godt menneske at kunne stå imod. Og gerne to eller flere, for at det kan blive virkeligt.

Instinktets positive muligheder handler om at skabe fysisk kontinuitet, at lade kroppen være en integreret del i livet, hvor vi altid tager impulser alvorligt, og altid lytter til vores krop.

Vi kan lære at lade alt i livet spille sammen, herunder sjæl og legeme, som det traditionel er blevet benævnt.

Hvis vi formår at være i os selv, vil vi opleve sammenhængen og samspillet mellem krop og sjæl.

Det er, når vi slipper denne mulighed for altid at være i os selv, at instinktet får en forvrænget form, og bliver til en negativ måde at reagere på, fordi vi er i splid med os selv.

Instinktet i sig selv har vi brug for til at udfolde os og udvikle os på kloden. Det er vores livsnerve.

Hvis vi altid havde fuld kontakt til os selv, ville der være et harmonisk samspil mellem krop og sjæl.

Det er, når vi slipper sammenhængen, at der opstår kaos og konflikter, både i os selv, og i mellemmenneskelige relationer.

Instinktet har vi, fordi vi gennem evolutionen har udviklet os som pattedyr.

I naturen har ressourcerne været sparsomme, og det har været en ubarmhjertig kamp for overlevelse, der i århundreder har været dagsordenen.

Instinktet har været den bedst mulige form i kampen, der handler om at finde føde, finde læ, finde mage.

Når der så er flere om buddet, og ressourcerne er begrænsede, bliver der kamp om positionerne. Så handler det om overlevelse i forhold til socialt hierarki, fjender, vilde dyr.

Mennesket bringer, ikke uventet, sin instinktive adfærd med ind i civilisationen. Men samtidig er det blevet udstyret med en sjæl, der kommer fra et helt andet univers.

Langt op i vor tid har der været en kamp, hvor de to væsensforskellige universer spiller sammen. I størsteparten af vores historie har instinktet haft det sidste ord. Det er den barske del af vores historie.

Når en nation har været i krig, og har gjort sig skyldig i forbrydelser, oplever vi ofte, at der går mange generationer, inden man er i stand til igen at se sig selv og hinanden i øjnene. Det onde, man gjorde, virker invaliderende, også et godt stykke ud i fremtiden.

I den civiliserede verden bliver det til kamp om kunderne, kamp om arbejdskraften, hvor metoderne, hvis sjælen er medspiller, kan være hensyn og respekt. Men det kan lige så godt være instinktet, der styrer, og så handler det om eksklusion, at søge sin egen fordel først og fremmest, om nødvendigt at efterlade andre i vejgrøften, blødende.

Først på et senere tidspunkt i evolutionen bliver det til en kamp i parforholdet, hvor man også kan bekæmpe hinanden, og slå hinanden ihjel. Man  kan gøre det i det små, og så kan man gøre det mere bogstaveligt, med en økse eller en kølle. Men på det indre plan kan det være mindst lige så voldsomt og skadeligt.

Instinktet er det, der gør, at vi vil have ret, at vi ikke vil give os, at vi udvikler et kæmpestort ego og en forretning, at vi udvikler videnskaber og religioner. Det gælder også spirituelle traditioner, hvor målet er at komme ind igennem eller om på den anden side, til den befriende sjæl.

Egoisme i enhver form er ikke at lade noget lys slippe igennem, eller kun hvad jeg selv kan bruge. Det er at standse alt lys i mit eget felt, for at kun jeg selv kan og har mulighed for at blive bestrålet.

At spille på andres reaktioner er en del af instinktets virkemåde. At vente på, at den anden selv kommer, så jeg kan sætte dagsordene, om nødvendigt også kassere, hvis jeg ikke gider lege med mere.

Egoet tager alt, hvad der kommer forbi, som det kan bruge, til sig, med ordene: Det er mit! Og slipper det kun igen, hvis det får noget ud af det.

Egoet og sjælen vil ikke kunne holde ud til at være i stue med hinanden. Egoet er jeget, løsrevet fra sin naturlige begrundelse, hvor det har mistet fornemmelsen for respekt, hensyn, medfølelse, lydhørhed. Det er sin egen begrundelse i verden.

Med sjælen i spil møder vi det, der kommer, i bevidstheden om, at det selvfølgelig ikke er vores. Vi møder det i taknemmelighed og slipper det selvfølgelig igen, fordi også andre skal kunne få noget ud af det.

Når sjælen kommer i spil, vil vi opleve, at andre begreber får betydning, som ikke findes i det egostyrede instinkt.

Med sjælen tager vi positivt hensyn til hinanden. Jeg oplever mig selv, og jeg oplever og mærker dig.

Når instinktet er i spil, holder vi alt inde ved kroppen, og lukker kun op, hvis det kommer os selv til gode.

Hvis man mærker efter, vil energien i benene, når instinktet er i spil, begrænse os.

Når sjælen er i spil, udvider det energien, og vi bliver glade og tager livet ind.

Ligeværd er at møde den anden sådan, som den anden er. Det forudsætter, at jeg selv er fri i mit eget felt og mit eget udsyn. Det er man normalt ikke, når man er bundet. Så ser man kun alt i sit eget begrænsede perspektiv. Vi kan godt tillade os at kalde det merværd.

Instinktet har en logisk og naturlig begrundelse, og det kan udfoldes som sådan. Det handler om årvågenhed. Det handler om spændstighed. Det handler om fysisk styrke. Det handler om seksualitet. Alle sammen former, som vi kan udvikle og udfolde i sandhed, i kærlighed og i dyb glæde.

Den irrationelle del af instinktet handler først og fremmest om frygt og om vrede, hvor begrundelsen er at holde andre på afstand. Det er den hyppigste form i dag og blandt mennesker. Og det er den ødelæggende del, hvor enhver hytter sit og søger sin egen fordel i alt, og ikke under nogen omstændigheder ønsker at involvere andre, med mindre man selv får noget ud af det, eller selv får noget igen.

Det er ikke godt for kloden. Det er ikke godt for nogen. Men det er sådan, det er.

Det allerbedste, som vi kan bruge instinktet til, er at lære at stå på egne ben, at stå ved os selv. Så ligger fremtiden åben.

At vi altid er der for andre. At vi altid er der, når det gælder. Det er det sande instinkt.