Instinktet er en flaskehals i forhold til klimaproblemer

Instinktet som flaskehals er, at mennesker ikke bevæger sig ud af deres egen skal. Helt bogstaveligt.

Når de får øje på sig selv inde i skallen, skaber de endnu mere skal, for at der ikke skal opstå huller.

Murstensbetinget kærlighed kan vi måske også kalde det.

Det handler om, at vi isolerer os i huse, hvor vi mister kontakten med alt det naturlige i livet, fordi vi inden for disse rammer til stadighed foretager os noget, der gør os fremmede for os selv og for hinanden.

Og hvor vi derfor aldrig bliver virkelige.

Når man er og opholder sig inden for disse rammer, bliver det uvirkelige virkeligt og overtager, næsten umærkeligt, den virkelighed, som ville opstå, hvis vi lod alt opstå naturligt og enkelt.

Det naturlige og det enkle i livet er, at det udfolder sig gradvist.

Denne naturlige udfoldelse er bl.a. beskrevet i Maslows behovspyramide, hvor opfyldelse af de lave behov lukker op for nye og smukke sider af menneskelivet.

Det har bare vist sig, at der ikke automatisk bliver lukket op for disse sider. Mange bliver hængende i de lave aspekter. Og man har undret sig over hvorfor. Selv om samfund bliver rige, spreder de ikke automatisk midlerne, så også de fattige får del i det. Og samtidig vokser klimaproblemer sig stadig større, med næsten eksponentiel fart.

Og selv om man laver aftaler om nedbringelse  af de omstændigheder, som er årsagen, bliver disse aftaler tilsidesat og ignoreret.

Den naturlige udvikling, også i mennesket, ville være, at man som voksen blev mere ansvarlig. At vi også lukker op for kærlighed og dermed en ny forståelse af sammenhænge. Det sker bare ikke.

Også spirituelt har der været en bevægelse i gang for at tilvejebringe nye måder at møde livet på. Men også denne bevægelse er stagneret. Ligesom ved Ungdomsoprøret er der kun få oprigtige tilbage.

Den direkte forklaring er, at en nøgleperson har forvekslet instinkt og sjæl, hvor instinktet ser verden som et område, der handler om kontrol og eliminering af konkurrenter, uden hensyn til andre konsekvenser end egen overlevelse.

I stedet for at bestråle hinanden i ligeværdig kærlighed blev de andre nu tilintetgjort, også bogstaveligt energetisk.

I stedet for et fælles felt med ligeværdig udveksling af energi blev det hele lukket ind i et betinget, egostyret, ekskluderende og hierarkisk felt.

Den lave bevidsthed går ikke af vejen for at udnytte svagheder og mangler, fordele og fortrin af enhver art, med alle til rådighed værende metoder og tricks.

Kampen er, ligesom i naturen, nådesløs. Det drejer sig om at beskytte territoriet, og at kunne trække sig sejrrigt ud af kampen. For livet er en kamp, hvor alle kneb gælder. Også at efterlade andre blødende.

Instinktet får det laveste frem i mennesket, hvor midlerne varierer fra fortielse til bagtalelse, fra fejlsøgning til at fange andre på det forkerte ben, så længe midlerne skal være civiliserede. Men de findes også langt under bæltestedet. Det gælder overalt, hvor man på den måde har svært ved at opføre sig ordentligt.

Nu kunne man godt spørge: hvad har det egentlig med spiritualitet at gøre? Mit erfaring er, at nogle af de spirituelle er de værste med henblik på at behandle andre ordentligt. Det kyniske består i, at vi som udgangspunkt har med hjerteenergi at gøre, men bestemt også, at de som udgangspunkt burde være udstyret med højere bevidsthed og dermed større ansvarlighed end de fleste andre.

Metoden er den enkle at udnytte den, der ligger ned i forvejen, og undgå, at vedkommende, som det oprindeligt var aftalen, skulle vækkes til live gennem et ligeværdigt møde.

Eksklusion er tilintetgørelse. Det kan gøres ved totalt at ignorere. Det kan også gøres ved vrede. Begge dele er bevidste handlinger. Du er her slet ikke!

Egoet er en mørk kraft, der kun ser sin egen fortræffelighed, og samtidig legitimerer den med enhver sprække, som kan trækkes ud at modpartens adfærd. I forvejen har dette ego forvredet sig selv ved at mikse en spirituel identitet ind i et parforhold.

En anden måde at udtrykke det samme på, er at vedkommende, som skulle være anker for den nye energi, havde ramt eller var blevet ramt af sider i sig selv, som personen ikke ønskede ændret, og dermed ikke ønskede at kigge på. Dermed kunne energien ikke cirkulere, men blev bremset eller lukket.

Meningen var, at sjælen skulle bringes i spil, og dermed lukke op for ny kreativitet. Det er bare ikke gået, som det var aftalen.

Når spejlbilledet bliver virkeligheden, eksisterer den sande virkelighed ikke længere. Det var meget smertefuldt at opleve.

Jeg har i øvrigt ved flere lejligheder oplevet spirituelle falde, hvor det hver gang har været en kombination af at komme til penge, eller på anden måde have et fortrin, og derfra at udvikle et ego. Altså at miste sin ydmyge tilgang. Det er aldrig godt for sjælen, når sådan noget sker. I hvert fald ikke for adgangen til sjælen.

At falde er at blive fanget i sit eget ego, uden mulighed for at kunne komme fri, måske også uden at ville erkende det, i hvert fald på kort sigt. Men egoet handler altid på kort sigt.

Et ego er et sygt jeg. Et ego er kun i stand til at se sig selv i alt.

At udvikle og udfolde et ego betyder også, at man mister sin evne til at navigere dybere i sjælen, og dermed evnen til at være forgrundsfigur for en bevægelse.

Når man lukker for energien, svarer det til at undsige et barn,  hvorefter det jo dør. Overført en livsmulighed eller en relation eller en bevægelse.

Fordi det guddommelige er så fin en energi, som jeg gerne hengiver mig til, har det haft meget voldsomme og gennemgribende konsekvenser for mig at opleve, hvordan energien forsætligt blev lukket. Det er helt sikkert derfor, jeg i flere omgange efterfølgende har oplevet direkte støtte udefra. Og jeg er stadig mærket, men på vej i den rigtige retning igen. Fordi der findes ordentlige mennesker.

I praksis blev mit energisystem slået i stykker, så jeg skulle have stød i hjertet. Og min relation blev efterfølgende ødelagt. Fordi jeg har fået hjælp udefra, er jeg nu på rette vej igen, men har også lært, hvor vigtigt det er kun at være sammen med mennesker, som jeg kan stole på. Som har hjertet på rette sted. Som jeg altid har haft det. Fordi det er en ubetinget forudsætning for mig og min vej. Ligesom det er for enhver, for hvem sandheden i livet er det højeste.

Det betyder meget mere, end vi tror, at vi altid positivt er der for hinanden. Energi kan man ikke fake eller lade som om, lige så lidt som man kan det med intentionen.

Sjælens lys er noget meget faktuelt, og ikke til at tage fejl af, når vi oplever det. Det gælder også, når det ikke er der.

Fremadrettet handler det om, at vi hver især gør op med os selv, om vi vil have sjælen i spil, og dermed være en del af en nødvendig positiv bevægelse.

Betingelsen for at forstå noget er, at vi tager det ind i os selv, lader det transformere det gamle, og lever det ny, i ord og handling. På den måde vil vi kunne være et lys og et eksempel for andre.

Når instinktet ikke bliver transformeret til nogle højere vibrationer, glider mennesker tilbage i måder at leve på, hvor det i stedet kommer til at handle om tryghed og sikkerhed, herunder kommerciel udnyttelse, og det er ikke befordrende for udviklingen hen imod en bedre verden.

Det er i øvrigt utroværdigt, når forretning går forud for at handle ud fra hjertet. Sjælen vil ikke kunne komme i spil, uanset hvor meget man kalder det clairvoyance eller healing.

Det er et stort og reelt problem, at stort set alle mennesker er mere bundet til deres instinkt end til sjælen.

Når instinktet styrer, har man stort set ingen plads inde i sig selv, og dermed heller ikke plads uden for sig selv.

Instinktet kan bruges og bliver brugt til at promovere sig selv med, og nogle gange med det formål at ekskludere andre. Selv om det er primitivt, kan man sende vrede af sted mod andre, og dermed tro, man kan friholde sig selv. Det er helt sikkert, at man derved også mister noget af sig selv, ud over at det selvfølgelig også rammer andre negativt.

Når og hvis sjælen kommer i spil, lukker man op for rum inde i sig selv. Og det betyder, at der også bliver plads udenfor. Plads til oprigtig interesse for andre, for klimaet, for kloden.

Lukkethed i instinktet er så udbredt, at det kun er ganske få, der har åbent ind til hjertet, og dermed til sjælen.

Mange børn har det, men de har ingen magt.

Mange relationer er så betingede, at der heller ikke er et reelt rum til, at kærligheden i sig selv kan få plads.

At forstå sammenhængen kan måske opnås ved at tegne et ottetal, der ligger ned. I det omfang vi har åbent inde i os selv, har vi muligheden for at handle uden for os selv.

Ottetallet kan også, og med lige så god ret, bruges til at beskrive en relation med, hvor vi ideelt set sammen har mulighed for at lukke op for livet, at berige livet for os selv og for hinanden. Jeg har selv prøvet det.

Vore tanker og vore handlinger og intentioner betyder meget mere, end vi regner med, også for hvad der sker uden for os selv.

Vi kan altid mærke, når mennesker er åbne. Så bliver der plads, og så er det rart at være sammen med dem.

Når de er lukkede, vil der normalt ikke være ret meget luft omkring dem. Når kærligheden er gået i stå, er det sjældent inspirerende at væres sammen, heller ikke for gæster.

Jo mere skrammel vi har inde i os selv, i form af skygger, og mørke tanker, og kritik, og hårdhed og kynisme, jo mindre overskud har vi selvfølgelig også udadtil. Så det er en rigtigt god idé at få ryddet op.

Klimaet er afhængigt af, at vi oprigtigt interesserer os for det, og selv gør noget i vores eget liv for at hjælpe det på vej til en mere sund udvikling.

Vi kan gøre det ved affaldssortering, så plastic ikke havner i verdenshavene. Vi kan spise økologisk, så vi ikke fylder os selv og vore omgivelser med kunstgødning og affaldsstoffer, kort sagt kemi i store mængder, der alt sammen bremser naturens egne muligheder for regenerere.

Inden for sundhedsvæsenet er der et nærmest ubrydeligt bånd imellem producenter af medicin og lægevidenskaben. I praksis betyder det, at lægerne er i lommen på dem, der skaber profit. Og dem, det går ud over, og som holdes fanget er de mennesker, som vi kalder patienterne. Det er i udgangspunktet uskyldige børn og andre, der oplever kriser og fysiske smerter, symptomer i livet, men uden nødvendigvis at have fejlet noget. Industrien ser helst, at alle bliver udstyret med en plejekærvende diagnose. De, der betaler, er skatteyderne, som er os.

På den måde er der mange selvopfyldende og selvsupplerende institutioner i samfundet, der trækker i den forkerte retning. Det gælder også fængslerne, der skaber mere kriminalitet ved indespærring.

Klodens problemer er også lokale problemer. Noget dårligt bliver til og skaber noget nyt dårligt.

Der er mange områder, hvor vi nærmest kun kan se til ,i hvert fald har meget få handlemuligheder, her og nu.

Det er også områder, hvor vi har handlemuligheder, og dem skal vi finde og udfolde.

I vores intention og vores kærlighedsliv har det stor betydning, hvad vi foretager os. Giver vi plads til lyst? Til glæde? Til nydelse? Alt sammen medvirkende til gode vibrationer, i os selv og i vore omgivelser.

Er vi oprigtige og ordentlige. Vi kan altid mærke, om der er plads til kærlighed i os selv. Sandhed og kærlighed er det, som universet er skabt af. Derfor skylder vi os selv og hinanden at være i sandhed og i kærlighed.

Instinktet er ikke vores naturlige tilstand, for vi er ikke længere kun dyr. Vi har en større kapacitet, men vi bruger den stort set ikke, eller kun til egen vinding og egen fordel. Dermed bliver vi endnu mere låst til instinktet. Det manifesterer sig som mure, hegn, pigtråd, alarmsystemer i den ydre verden. Mon ikke de fleste kan mærke, at det ikke er en god og sund udvikling?

Mange mennesker bruger ord, som ikke er deres egne, et andet udtryk for ikke at være nærværende og til stede. De taler i floskler, som ikke er deres egne ord

Hvis vi i stedet er i og ved os selv, vil vi skabe plads både indeni og udenfor. Og det er en betingelse for, at noget kan vokse og udfolde sig. Ikke ved at holde alt klemt sammen i ingen eller næsten ingen plads. Det har naturen ikke godt af. Vi har ikke godt af det. Vi hjælper ikke andre. Og heller ikke os selv.

Den rigtige måde at komme videre på er, at ansvarlige mennesker indser, hvori problemerne opstår, og oprigtigt, gerne sammen, finder ud af, hvordan vi konstruktivt kommer videre, finder bedre løsninger. Det er muligt, men det sker ikke af sig selv.

Vi får hjælp og støtte, men vi skal selv gøre noget for at give livet form. Derfor har vi brug for hinanden, hinandens kærlighed, hinandens nærvær, hinandens interesse.

Det kan lyde paradoksalt, at det at være skrøbelig og sårbar kan hjælpe klimaet på vej, men der er noget  om snakken.

Vi skal forstå og mærke noget i os selv, for at vi forstår alvoren, og at noget betyder noget, også uden for os selv.