Instinktet eller kærligheden

At være og blive i instinktets logik er at gå dybere ind i mørket og løgnen. Det svarer til at være i det onde i en krig.

At gå ind i sjælens perspektiv og logik er at gå i fredens og sandhedens tjeneste, at vægte og vælge friheden.

Man kan uden problemer overføre det til noget mentalt i voksenlivet. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi lever, og hvad målet er med livet.

Sandhed og frihed er ikke tilfældige og ligegyldige størrelser og værdier at tilstræbe og leve efter.

Hvert øjeblik er et valg mellem det gode og det onde.

Mellem sjælen i udfoldelse og instinktets alternative dominans.

Mellem god moral og uordentlig, utilregnelighed.

Mellem sandhed og tvetydighed, kalkulation i udtryk.

Mellem ærlighed i sit eget udtryk og egoets selvforherligelse.

Mellem intuition og fup og svindel.

Bundet instinkt er at være låst i sig selv, og at benægte noget godt ved livet.

Afhængig af attitude kan et menneske være kynisk, ondt og destruktivt, eller mere ubevidst bare handle dyrisk og mørkt, stereotype og hjernedøde gentagelser af noget fortidigt.

Dyrisk bundethed er hierarki, magt, kontrol, og i det hele taget negativ og hjerteløs attitude.

Det hensynsløse ego er det bundne instinkt, der kun vil og kun ser sig selv.

Bundethed betyder, at man ikke kan og ikke vil og ikke ønsker at kigge ud over egen næsetip.

Historien er fuld at rædselsfulde eksempler på hjerteløshed i alle tænkelige former.

Modsætningen hertil er at agere kærligt og hensynsfuldt.

Det er et helt andet miljø og en helt anden forståelsesramme, hvor sjælen får tid og plads.

Det er som menneske at have hjertet med i sine beslutninger, positivt at være der for hinanden, uden krav om gengældelse.

Intet er ekskluderende i sjælens perspektiv.

Det er instinktet, alias det bundne menneske, der sætter skel, som skaber splid mellem mennesker.

Mennesket kan være så låst, at det ikke kan eller vil se det.

Nogle ser verden fra det bundne instinkts perspektiv. De ved ikke, hvad menneskelighed er.

Når man er i sit instinkt, så leder man altid efter undskyldninger.

Så ser man altid sig selv først, og før nogen som helst andre.

Så er det et animalsk hierarki, der sætter dagsordenen, som har fundet vej ind i den sociale virkelighed, der hos mennesker kaldes kulturen.

Det handler altid om selv at skumme fløden, selv at få ret. Midlerne er ligegyldige, så længe der ikke bliver snakket alt for meget om dem.

Eller også bliver de legaliseret, så det er i orden ikke at være i orden.

Det gælder i enhver form for krigsindustri, hvor formålet altid er at dræbe så mange som muligt, uden at jeg selv kommer til skade.

Instinktet er dybt kalkulerende og gør gerne sig selv til Gud for at vinde en fordel.

Kan jeg knække et andet menneske, mod til gengæld selv at rage op i karisma, gør jeg det gerne.

Problemet med en sådan opførsel er, at vi også har en sjæl, og har en forpligtelse i forhold til ordentlighed.

Det er der mange, der er fuldstændigt ligeglade med.

Sjælen opererer med et helt andet univers. Noget med sandhed og kærlighed.

Kærlighed er at tage sig af hinanden.

Kærlighed er at tage hensyn til hinanden.

Vi ved godt, hvad det er, når der åbner sig som en mulighed.

Kærlighed er noget, man kan være åben for og tage imod.

Det er også noget, man kan give, når man er der for hinanden.

Den er der ikke i uanede mængder, i hvert fald ikke den kærlighed, som vi har adgang til.

Vi kan være der for hinanden, og udfolde den sammen.

Det gælder i enhver form for relation.

Men den er ikke ubegrænset. Vi skal gøre noget for den. Vi skal selv være ansvarlige og aktive.

Ansvarlighed er evnen til og muligheden for at handle i kærlighed, at gøre det gode. Vi handler gennem vores instinkt. Sådan er vilkårene ved at være menneske.

Instinktet i sig selv er ikke hårdt. Det er mennesket i sin uansvarlighed, der gør det hårdt og ufølsomt.

Er man ovenikøbet ond, og gør noget ondt ved en anden, bliver man endnu mere lukket, kold og kynisk. Den mest massive form er psykopati.

Andre former, hvor man lukker sig inde i sig selv, er at skabe afhængighed, som man binder sig mere og mere til.

Instinktet er rammen, i sin fri og ubundne form. Sjælen er muligheden for at være til stede i os selv.

Man forstår det kun, hvis man evner at give slip i alle de former, man er bundet af.

Så længe man er bundet, og ikke vil give slip, vil disse former forhindre en dybere forståelse af, hvordan det hele hænger sammen.

Instinktets faste og ufleksible former kan være kyniske, hjerteløse, dybt egoistiske, fuldstændigt uden hensyn til andre mennesker.

Hvis det er tilfældet, er et menneske milevidt fra sjælens muligheder for at få adgang.

Selv om alle mennesker har et instinkt og en sjæl, betyder det ikke, at sjælen i sin frie form nogensinde får mulighed for at gøre sig gældende.

De fleste mennesker har et meget bundet instinkt, og dermed ingen umiddelbar adgang til sjælen.

Det betyder ikke, at sjælen ikke tilbyder sig, men det er ikke givet overhovedet, at den bliver hørt eller mødt.

Kig på gamle reklamer, og forstå, hvordan de alle tager tilløb til en oplevelse eller tilstand i sjælens perspektiv, men altid slutter med en instinktbåret løsning.

Det er vanskeligere at gennemskue med aktuelle reklamer. De gamle skærer det næsten humoristisk ud i pap, mens budskabet i de aktuelle er mere skjulte og forførende.

Sjælens perspektiv kan aldrig formidles som massekommunikation, fordi der altid vil være fine nuancer, der ikke kommer med.

Sagt på en anden måde formidles der en delmængde af sandheden, men den retoucheres, billedligt talt.

At se verden fra sjælens perspektiv er noget fuldstændigt anderledes, end når instinktet sidder ved bordenden.

Jo mere magt instinktet har, jo hurtigere er det til at afvise alt, hvad der kommer fra sjælen.

Instinktets bundne form i et menneske er hårdt, kynisk, hjerteløst, egoistisk.

Og jo mere travlt har det med at segmentere sin egen magt, som det under ingen omstændigheder vil miste eller give afkald på.

Et bundet instinkt kan ikke elske, i hvert fald ikke andet end sig selv.

Man kan så lære at omgås et bundet instinkt, og på den måde elske. Men det er en ustabil tilstand.

Man kan godt lære at elske sig selv inde bag et bundet instinkt, og det er formodentlig også vejen frem i Ny Tid, fordi instinktet har så stor en magt, som tilfældet er.

Det er sjældent, at sjælen får lov til at være den vigtigste af de to i et offentligt forum.

Vejen frem, som jeg ser det, er at jeg som person, og vi som par, og som familie, lader sjælen få plads.

Jo flere vi kan mobilisere i fællesskab, jo bedre, men det kan og må ikke blive en ny religion.

Kunsten eller øvelsen er at forstå, hvordan sjælen virker, og hvordan den adskiller sig fra det hårde instinkt.

Bundet instinkt er det, der kommer til udtryk i alle religioner, som mørket i livet, eller synden, eller jordelivet.

Eller bundet instinkt er grundlaget for enhver religiøs form, der tager sigte på at give sjælen plads i en eller anden disciplineret form.

Bundet instinkt i dag er først og fremmest mørket i menneskers sind.

Kærlighed i sig selv kan kun få magt, hvis jeg forstår og formår at tøjle mit instinkt, eller endnu bedre; at blødgøre, at transformere det.

Bundet instinkt er at være låst og betinget som menneske.

Det er meget få mennesker, der har så meget kontakt med deres sjæl, at livet kan leves derfra, med et smidigt instinkt.

Det er denne mulighed, som jeg forholder mig til. Også selv om den ikke har ret meget bevågenhed.

Men det er temaet for Ny Tid, at sjælen skal være den stærkeste kraft i mennesket, stærkere end instinktet.

En af de to har magten i livet.

Sjælen i sin frie form er blød og fin. Sjælen og kærligheden følges fint ad. Dette makkerpar er kun muligt ved ubetinget at være sand og god.

Kærligheden lukker op, for alt, hvad der er godt og smukt.

Instinktet i sin bundne form er hårdt og kynisk.

Instinktet lukker med vrede, at være bedrevidende, at lukke for muligheder, at begrænse, at ekskludere.

En af de to har magten i livet. En af de to bestemmer, hvad vi bruger tiden og os selv og hinanden til.

Instinktet gør det svært at leve, i hvert fald at være glad.

Kærligheden gør det dejligt at leve.

Vi har valget hver især.

Instinktmennesker, som der er flest af, tænker først på sig selv og deres egen tryghed og sikkerhed. De er egoister.

Kærlighedsmennesker har altid et øje åbent til sande alternativer og muligheder i det hele taget.

Kærligheden har fat i sjælen, og dermed evigheden. At vi positivt er der for hinanden.

Instinktet har fat i dyret, der ikke har noget perspektiv bag sig, ud over at tage hensyn til sig selv, sin egen pengepung, sin egen familie.

Der er ikke noget galt med at tage hensyn til sig selv og sin egen familie. Problemet opstår, når disse hensyn bliver stærkere end positivt at være i verden, at vi med andre ord lukker os inde i os selv, og med sin energi ekskluderer andre. Det har aldrig været meningen med livet.

Det er her, egoet tager fat, og tror sig selv vigtigere end alt muligt andet, og alle mulige andre. Det er vejen til som menneske at blive afstumpet, i følelser og i tanker.

Vi er i udgangspunktet forbundet til os selv i sjælens energi. Denne energi er det ikke muligt at have kontakt til, når vi bliver egoistiske og selviske, og kun ser andre gennem vores eget spejlbillede, og dermed sammenligninger på dyriske præmisser.

Gennem sjælen kan vi transformere instinktet og blive sande mennesker. Det er en mulighed for alle, men den fordrer et ubetinget ja til at leve muligheden, og et nej til at være selvisk og kun at ville tage hensyn til sig selv i alt, og før alt andet.