INKARNATIONEN

– et nyt perspektiv i livet.

Kærlighed er en tilstand

At have ansvaret for sig selv er at have ansvar for sin egen energi.

Hvis vi mister energien, mister vi os selv, og muligheden for aktivt at være i verden.

De fleste mennesker lever i skyggeland på en eller anden måde, hvor rollespil og spejlbilleder er virkeligheden.

Når det sker, har man ikke fat i sig selv.

Har man ikke fat i sig selv, har man ikke fat i sin sjæl.

Hvis man omgiver sig med en masse ligegyldigt, og putter en masse ligegyldigt i munden, er det jo umiddelbart en af forklaringerne, og også en fortælling om, at man selv har anbragt sig selv i en sådan tilstand eller position.

Det fortæller også noget om læreprocessen, idet der jo skal ryddes op alle steder, inden man kan kalde sig og være fri i forhold til det, som det i virkeligheden handler om.

Sjælen er kærlighedsevnen.

Sjælen er evnen til at kigge på den anden før mig selv.

Kærligheden er evnen til at kigge på mig selv, inden jeg selv tager over.

Kærlighed er evnen til at træde et skridt til side i forhold til sig selv, og at lade den anden spejle sig i mig, fordi jeg lader kærligheden skinne på mig.

Det er virkeligt forunderligt.

Kærligheden er selve livets positive væsen.

Kærligheden er, at vi lader os selv og den anden være det, vi er, uden at blande os.

Kærligheden er på den måde guddommelig.

At kigge på sig selv er at lade sig selv udfolde sig.

At lade lyset komme indenfor i mit eget liv, men uden at jeg blander mig.

At se den anden, som den anden er, men uden at vi blander os.

At lade glæden opstå som en tilstand i sig selv.

At give sig selv plads i livet.

At give den anden plads i livet.

Kærlighed er på den måde en meget fysisk handling. Det er at lade livet opstå, mens vi kigger på det. Men uden at vi blander os. Vi skal bare være, og glæde os.

At opleve kærligheden uden bagtanke overhovedet er det, der gør den guddommelig.

Kærlighed er en måde at være i livet på. Det er et valg.

Kærlighed er at mærke sig selv, sådan som man i virkeligheden er.

Kærlighed er at føle sig elsket, at føle sig værdsat, at mærke, at nogen kan lide mig.

Kærlighed er følgelig også at mærke hinanden.

At kærligheden i sin oprindelse er guddommelig, betyder, at jeg mærker min egen dybe kerne. Det er noget af det meget fantastiske, som den kan. Det betyder, at jeg ikke længere i så høj grad er afhængig af, hvad andre synes, når og hvis det lykkes at få denne kontakt.