INKARNATIONEN

– et nyt perspektiv i livet.

Samvittigheden som et værktøj

Vore handlinger dømmer os.

Når vi har gjort noget, lægger det sig ind som en energi, der akkumuleres sammen med de andre handlinger. Det er vel nærmest som en musetrappe, hvor lag på lag lægger sig oven på hinanden.

Efterfølgende kan vi udfolde dem i tanken og erindringen. Det sidste kan være i form af fornemmelser, behøver ikke specifikt at være tanker. Men vi er naturligvis bundet af, hvad vi har gjort, og hvad vi ikke har gjort, som vi måske skulle have gjort.

Det er en spændende logik, som hænger sammen med, at vi alle har en sjæl og et instinkt. Instinktet er det, vi handler igennem. Sjælen er det, der giver os positiv inspiration. Det er ikke sikkert, vi lytter til den. Men hvis vi gør, vil vi opleve, at vi bliver løftet, og at livet bliver rigere.

Hvis ikke vi gør det gode, men måske nærmere det modsatte, vil disse handlinger lægge sig som lag, der til stadighed fordrer at blive bearbejdet. De vil dukke op som drømme og fornemmelser, normalt på en måde, så vi har mulighed for at korrigere.

Det skyldes, at sandheden ligger neden under det hele og fordrer at blive taget alvorligt. Det er måden, som vi er bundet op på som mennesker, hvor vi ikke kan gøre, som det passer os, og heldigvis for det! Til gengæld kan vi også vælge sjælens, kærlighedens og sandhedens vej. Vi har der et frit valg, men ikke mere frit, end at vi er bundet af konsekvenserne af, hvad vi gør.

Så længe vi ikke har lært at opføre os ordentligt, vil vi være bundet af og i vores instinkt, med den ufrihed, det medfører.

At have sjælen i spil giver en naturlig oplevelse af frihed, at kunne alt, at kunne smile til verden og i alt at kunne slappe af.

Når man har god samvittighed, ligger verden åben.

At gøre noget, som man godt ved, er forkert, giver dårlig samvittighed. Vi ved godt, det er forkert, og at vi i stedet burde gøre noget andet.

Det er en god ordning, som har en guddommelig forankring.

Fortællingen om Adam og Eva, der med slangens mellemkomst spiser af træet og derpå skammer sig så meget, at de tager figenblade på den nøgne krop, er et godt billede på, hvad sjælen er for noget.

Når vi ikke håndterer viden på den måde, som den skal håndteres på, skammer vi os også. Vi ved godt bagefter, at det var forkert, og vi kan heller ikke se hinanden nøgne, se hinanden i øjnene.

Sjælen fordrer dyb oprigtighed, hvis vi skal blive i tilstanden. Og det er ikke helt tilfældigt, at det er seksualiteten, der er i spil, hvor reaktionen er umiskendelig.

Frihed er at have seksualiteten, som er vores grundenergi, åben. Det er her, vi selv kan gøre en forskel. Det er også her, livsglæden i sig selv er mulig, hvis vi lader den opstå og udfolde sig.

Vi kan ikke se hinanden i øjnene, hvis vi ikke er ordentlige.

God opførsel er i alt at stå inde for sig selv, og ikke tro, vi ved bedre, end vi gør. F.eks. at tro, man ved bedre om en anden.

Vi kan aldrig vide bedre om en anden. Det er at overskride en tærskel i os selv. Hvor vi i øvrigt mister kontakten med os selv.

Mange mennesker lever på den måde ureflekteret i skyggeland.

Dårlig opførsel er forurening.

Dårlig opførsel spreder sig som ringe i vandet.

Går altid ud over andre.

God opførsel virker på en tilsvarende måde.

Den påvirker andre  positivt.

Vi lægger lag på lag oven på os selv. De gode gerninger kan vi efterfølgende vende tilbage til og trække på. De er med til at gøre os til gode mennesker. Og vi bliver selv glade af dem.

De dårlige handlinger virker på tilsvarende måde. Dem skal vi kæmpe med, hvis vi ønsker at komme tilbage på sporet igen.

Hvis vi har opført os tåbeligt, skal vi selv gøre noget for at finde tilbage igen. Selvfølgelig.

At finde vejen gennem sig selv.

Jeg er altid forpligtet af mig selv. Det er et ansvar, som jeg ikke kan, og heller ikke har noget ønske om at løbe fra.

Jeg kan ikke handle på vegne af andre. Men jeg kan sørge for, at jeg ikke gør noget, der ikke er i orden. På den måde vil jeg gøre mit til, at andre også kan handle i god overensstemmelse med sig selv.

Det vigtigste i livet i alle forhold er, at man er ordentlig. Det kan ikke betones tydeligt nok.

Det er simpelt hen grundforudsætningen for at kunne være pålidelig, over for sig selv og over for andre.

At være der, når det gælder, for et andet menneske, men være der med hele sit væsen.

Ikke bare halvhjertet eller i forestillingen, men være helt til stede og understøtte, hvis det er nødvendigt.

Det er den måde, vi skaber virkelighed på.

Det er ikke noget, der foregår i fantasien, eller med tilbagevirkende kraft.

Vi vil altid være bundet af vores position, som er det aftryk, vi har sat i verden.

Det handler kort fortalt om alt, hvad vi har involveret os i til dato.

Man kan ikke skjule noget ved at fortie det.

Hvad enten det er et overgreb, som man ikke vil være ved.

Eller noget, som man skulle have gjort i forhold til et andet menneske.

Det, man gjorde, eller som man undlod at gøre, vil vedblive at være der, i hvert fald indtil man aktivt gøre noget for at ændre det. Man skal gøre det selv.

Man kan heller ikke behandle et menneske dårligt, og efterfølgende tro, at det kan løses ved at behandle et andet menneske godt. Sådan spiller klaveret ikke.

Vi har alle sammen en kerne, som vi kan finde ind til.

Vi kan ikke lyve for os selv, hvis vi er ærlige.

Vi kan godt tro, vi kan og ved noget andet, end hvad der er sandt, men det holder ikke i længden.

Det er sjælens skyld, at det forholder sig sådan.

Vi er alle forpligtede af sandheden. Og vi ved alle, hvad det betyder, når vi er ærlige.

Altid at kunne være sig selv bekendt.

Altid at kunne kigge sig selv i øjnene.

Og smile!

Vi ved godt, hvad der er rigtigt, og vi kan mærke, når vi gør noget forkert. Det skyldes, at vi har en sjæl, som forbinder os med bevidstheden om det gode og det, der ikke er godt.

Denne bevidsthed er en måde at finde ud af, hvornår vi skal gøre noget, og hvornår vi ikke skal. Hvis vi ønsker det, får vi her et fantastisk redskab, når vi skal tage beslutninger.

Mon ikke de fleste allerede navigerer efter samvittigheden. Det behøver jo ikke at være dårligt at mærke, hvad der er rigtigt.