INKARNATIONEN

– et nyt perspektiv i livet.

Samvittigheden som et værktøj

Vi er ikke frit i luften svævende. Vi er dybt bundet til en guddommelig logik, der er ufravigelig. Det er jeg glad for.

Det, jeg har gjort, er i mig. Det er det, fordi jeg er guddommelig i min kerne. Jeg har altid ansvaret for mig selv, dybt inde, i alt, hvad jeg har gjort. Sådan er livet sat sammen.

Er vi med til at bære lyset ind?

Der er kun en, der kan være mig selv bekendt. Det er mig selv.

Samvittighedens åbenlyse og positive mulighed er, at vi kan mærke, når vi har fat i sandheden.

Vi kan mærke, og forfine, forståelsen af, hvad der er rigtigt og forkert. Jo først og fremmest i mig selv.

Samvittigheden virker i det små. Og den virker i det store. Lige så snart der ikke er en sammenhæng i vores opførsel, kan vi mærke det. Men jo også, når der er det.

Det betyder i den forbindelse også meget, hvad vi måtte have gjort ved en anden eller andre. Det aflejrer sig i sindet som dårlig samvittighed, hvis ikke det har været i orden.

For 2000 år siden ødelagde man hinanden udefra.

I dag ødelægger man hinanden indefra.

Dengang lød buddet: Elsk din næste som dig selv.

I dag vil vi sige: Elsk dig selv som din næste.

Eller også kan man bare, som jeg, sørge for at være et gennemført ordentligt menneske. Så har man ikke nogle problemer. Så behøver man ikke at ligge søvnløs. Så kan man altid være sig selv bekendt. Det er overhovedet ikke svært. Man skal bare gøre det og være det.

Det, man gør mod andre, får man tilbage i hovedet igen. Det er en fantastisk ordning.

Vi hænger ikke bare frit i luften. Vi er bundet til en skæbne. Vi er bundet til energi. Vi er bundet til os selv. Der er meget, som vi ikke kan løbe fra, og som også er medvirkende til, at vi skal opføre os ordentligt.

Hvis vi kun var dyr, altså knyttet til evolutionen, ville alt i livet handle om overlevelse og socialt hierarki, men derudover uden moralske kriterier og skrupler.

Men som menneske er vi også udstyret med en sjæl, som betyder, at vi ikke bare kan gøre, som det passer os.

Det gælder også, selv om man ikke har kontakt til sin sjæl.

At kunne kigge på sig selv på afstand skyldes, at vi har en sjæl.

Livet er skruet sådan sammen fra et højere perspektiv, at vi ikke kan gøre noget dårligt, uden at skulle stå til regnskab for det.

At vi med andre ord skal kunne stå inde for alt, hvad vi laver.

Når vi ødelægger livet for andre, ødelægger vi også livet for os selv.

Hvis man er den, det går ud over, skal man vide at holde sig behørigt på afstand, hvis det er muligt, og herefter vil det være den forurettede, der har serveretten, vel at mærke i det godes tjeneste. Det handler ikke om at gøre gengæld, for så falder man selv mindst lige så dybt.

Det er, fra en anden position, et enormt privilegium at kunne gøre præcis, hvad jeg gerne vil, så længe jeg gøre det i fuld ansvarlighed.

På den måde kan jeg også udfolde lyst og lidenskab og nydelse og glæde i det hele taget. Jeg skal bare vide altid at have positivt fat i mig selv. Og selvfølgelig altid og ubetinget behandle andre ordentligt.

Hvis jeg ikke gør det, vil det forfølge mig lige så længe, som det tager mig at gør det gode igen.

Vi er summen af vore handlinger.

Alt, hvad vi har gjort, og stadig gør, ligger lagret i sjælen.

Alt, hvad vi har lavet tidligere, er bundet eller frigjort energi. Vores intention ligger bundet i det, som vi har gjort. Bundet bliver vi ved med at være, hvis det er noget dårligt. Fri kan vi blive, hvis vi positivt formår at bearbejde og slippe det.

Kompromisser i forhold til sandheden findes ikke i denne sammenhæng, selv om mange nok vil gøre forsøget, for at undgå at kigge på noget  ubehageligt.

Det gode kan vi bygge på. Det dårlige vil før eller siden falde fra hinanden.

Sandhed og kærlighed er hinandens joviale makkere, der registrerer alt det gode, men også det, der ikke var godt. Det hele virker sammen og kan mærkes.

Uanset hvor meget man vægrer sig ved handlinger, som man har gjort, men også dem, som man ikke fik gjort, men som man skulle have gjort, lægger de sig på sin plads og fordrer at blive kigget på.

Måden at være på i livet, som jeg repræsenterer, er at tage ansvar for sig selv, og for alt hvad man gør, forlæns og baglæns.

På den måde kan man sikre, at både instinkt og sjæl arbejder hånd i hånd, at man aldrig er delt, men altid et sandt udtryk for sig selv.

På den måde kan man også i enhver situation tage kvalificerede beslutninger, hvor man altid har kontakt til sig selv.

Når nogle mennesker ikke vælger denne løsning, men måske flygter fra sider af sig selv, vil deres beslutninger også blive halvhjertede, i stedet for at man sørger for altid at have fat i alt i sig selv, også energien i de fjerne dele af kroppen. Jeg er det hele i min krop, selvfølgelig.

Når man gør noget, som man godt ved, er forkert, har man pådraget sig en skyld, som man kun selv kan gøre noget for at rette op på igen.

Det er det, vi gør, og som vi har gjort, der betyder noget.

Ikke hvad vi tror, vi gør, og tror, vi gjorde. Det er ikke relevant i den sammenhæng.

Selv om intentionen altid vil være den vigtigste. Hvad lå der bagved? Hvorfor gjorde jeg, som jeg gjorde? Det er det, der har betydning i en dybere sammenhæng.

Vi er summen af vore handlinger, og vi er bundet af vore handlinger. Selvfølgelig er vi det.

Hvad gjorde jeg i øjeblikket? Da alt var åbent. Da jeg reelt havde valgmuligheden. Var det rigtigt, hvad jeg gjorde Gjorde jeg det af et godt hjerte? Ville jeg mig selv og den anden det bedste? Var det velovervejet? Gjorde jeg det for at være god? Var det for at få en fordel? Var jeg ordentlig?

Det findes altid et svar. Og der findes altid et rigtigt svar. Dybest set ved jeg vel godt, hvad det er.

Det er dette svar, som selvfølgelig stadig sidder i mig. Fordi jeg er bundet af, hvad jeg gjorde. Og hvorfor. Og måske også hvorfor den anden har det, som han eller hun har det. Eller ikke har det.

Når man skammer sig, så splitter man sig op. Efterfølgende vil man ikke være ved det, og derfor skaber man objektive forklaringer, hellere end skygger, der er nemmere at gennemskue. På den måde bliver verden delt, og man kigger efterfølgende på sig selv fra et andet sted end sig selv.

I begyndelsen er vi alle hele. Delte bliver man, når man enten udsættes for eller udsætter sig selv for ubehagelige anledninger til med god samvittighed at kunne kigge sig selv i øjnene.

Grunden til, at vi føler samvittighed, er, at vi har en sjæl. Vi kan gøre det gode, men vi kan også lade være. Når vi kan mærke, hvad det gør ved os, skyldes det, at sjælen altid er til stede nede under vore handlinger, som, fordi vi er mennesker, med en dyrisk oprindelse, er styret af vores instinkt.

At vi har en sjæl betyder, at vi ved, hvad det vil sige at gøre noget godt. Det kan vi tydeligt mærke, hvis vi har kontakt med os selv.

Vi handler igennem instinktet. Hvis vi har taget sjælen i ed, vil vi elske at leve, i hvert fald kunne finde mening med det.

Hvis vi altid gør det gode, vil vi altid have det godt med os selv. Så hvorfor overhovedet opføre sig tåbeligt.

Hvis jeg gjorde noget dumt noget for tyve år siden, er jeg bundet af det, i hvert fald indtil jeg oprigtigt forsøger at møde det og at gøre, hvad der er muligt, for at komme fri af det. Det kan godt være, det kræver tilgivelse. Det kan godt være, det kræver, at jeg konfronterer eller bliver konfronteret. Det kan også godt være, at jeg simpelt hen skal leve med det.

Men sådan er livets logik. Sådan er sandheden skruet sammen. Det er i øvrigt også den grundlæggende logik og dynamik bag ved strafferet. Hvor man bare på mange måder har glemt, at det hænger sådan sammen.

Svaret finder vi under alle omstændigheder kun, hvis vi oprigtigt ønsker at kende det, og gør noget for det. Hvis vi fortrænger det, vil det blive siddende i os resten af den tid, vi er i live her på kloden.

Man kan altid vide med sig selv, om man taler sandt, og om man er et ordentligt menneske. Man behøver bare at kigge sig selv i spejlet. Så ved man det. Det er ufatteligt enkelt.

Alligevel har de fleste mennesker ikke så meget kontakt med sig selv, at de formår at møde sandheden på denne enkelte måde.

Men alle kan mærke på sig selv, om man lyver. Hvis man altså ønsker at kende svaret. Det er lige så enkelt, som jeg skriver det her.

Vore handlinger dømmer os.

Når vi har gjort noget, lægger det sig ind som en energi, der akkumuleres sammen med de andre handlinger. Det er vel nærmest som en musetrappe, hvor lag på lag lægger sig oven på hinanden.

Efterfølgende kan vi udfolde dem i tanken og erindringen. Det sidste kan være i form af fornemmelser, behøver ikke specifikt at være tanker. Men vi er naturligvis bundet af, hvad vi har gjort, og hvad vi ikke har gjort, som vi måske skulle have gjort.

Det er en spændende logik, som hænger sammen med, at vi alle har en sjæl og et instinkt. Instinktet er det, vi handler igennem. Sjælen er det, der giver os positiv inspiration. Det er ikke sikkert, vi lytter til den. Men hvis vi gør, vil vi opleve, at vi bliver løftet, og at livet bliver rigere.

Hvis ikke vi gør det gode, men måske nærmere det modsatte, vil disse handlinger lægge sig som lag, der til stadighed fordrer at blive bearbejdet. De vil dukke op som drømme og fornemmelser, normalt på en måde, så vi har mulighed for at korrigere.

Det skyldes, at sandheden ligger neden under det hele og fordrer at blive taget alvorligt. Det er måden, som vi er bundet op på som mennesker, hvor vi ikke kan gøre, som det passer os, og heldigvis for det! Til gengæld kan vi også vælge sjælens, kærlighedens og sandhedens vej. Vi har der et frit valg, men ikke mere frit, end at vi er bundet af konsekvenserne af, hvad vi gør.

Så længe vi ikke har lært at opføre os ordentligt, vil vi være bundet af og i vores instinkt, med den ufrihed, det medfører.

Hvis vi fortsætter med at være uordentlige, vil vi blive grumsede i vores energi. Sandheden kan man ikke ignorere, uden at det kan ses. Men nogle kan tilsyneladende gøre sig ufølsomme for sandheden, grænsende til det psykopatiske.

Hvis man forsætligt gør noget for at ødelægge, vil man selvfølgelig være bundet af sine handlinger, indtil man lærer at besinde sig og at møde det, som man har ødelagt.

At have sjælen i spil giver en naturlig oplevelse af frihed, at kunne alt, at kunne smile til verden og i alt at kunne slappe af.

Når man har god samvittighed, ligger verden åben.

At gøre noget, som man godt ved, er forkert, giver dårlig samvittighed. Vi ved godt, det er forkert, og at vi i stedet burde gøre noget andet.

Det er en god ordning, som har en guddommelig forankring.

Fortællingen om Adam og Eva, der med slangens mellemkomst spiser af træets frugt og derpå skammer sig så meget, at de tager figenblade på den nøgne krop, er et godt billede på, hvad sjælen er for noget. Eller bedre: hvad instinktet er, når vi ikke respekterer en højere logik og sammenhæng.

Når vi ikke håndterer viden på den måde, som den skal håndteres på, skammer vi os også. Vi ved godt bagefter, at det var forkert, og vi kan heller ikke se hinanden nøgne, se hinanden i øjnene.

Sjælen fordrer dyb oprigtighed, hvis vi skal blive i tilstanden. Og det er ikke helt tilfældigt, at det er seksualiteten, der er i spil, hvor reaktionen er umiskendelig.

Frihed er at have seksualiteten, som er vores grundenergi, åben. Det er her, vi selv kan gøre en forskel. Det er også her, livsglæden i sig selv er mulig, hvis vi lader den opstå og udfolde sig.

Vi kan ikke se hinanden i øjnene, hvis vi ikke er ordentlige.

God opførsel er i alt at stå inde for sig selv, og ikke tro, vi ved bedre, end vi gør. F.eks. at tro, man ved bedre om en anden.

Vi kan aldrig vide bedre om en anden. Det er at overskride en tærskel i os selv. Hvor vi i øvrigt mister kontakten med os selv. Hvis vi gør det i flok, er det mobning. Som altid gør ondt på offeret.

Det foregår også blandt voksne. Man skaber et fælles mørke i hinandens sind. Men kan på trods af enighed ikke bagefter se hinanden i øjnene.

Mange mennesker lever på den måde ureflekteret i skyggeland.

Masturbation, hvor man ser et billede foran sig, er i øvrigt et misbrug af egen og en andens energi.

Dårlig opførsel er forurening.

Dårlig opførsel spreder sig som ringe i vandet.

Går altid ud over andre.

God opførsel virker på en tilsvarende måde.

Den påvirker andre  positivt.

Vi lægger lag på lag oven på os selv. De gode gerninger kan vi efterfølgende vende tilbage til og trække på. De er med til at gøre os til gode mennesker. Og vi bliver selv glade af dem.

De dårlige handlinger virker på tilsvarende måde. Dem skal vi kæmpe med, hvis vi ønsker at komme tilbage på sporet igen.

Hvis vi har opført os tåbeligt, skal vi selv gøre noget for at finde tilbage igen. Selvfølgelig.

At finde vejen gennem sig selv.

Jeg er altid forpligtet af mig selv. Det er et ansvar, som jeg ikke kan, og heller ikke har noget ønske om at løbe fra.

Jeg kan ikke handle på vegne af andre. Men jeg kan sørge for, at jeg ikke gør noget, der ikke er i orden. På den måde vil jeg gøre mit til, at andre også kan handle i god overensstemmelse med sig selv.

Det vigtigste i livet i alle forhold er, at man er ordentlig. Det kan ikke betones tydeligt nok.

Det er simpelt hen grundforudsætningen for at kunne være pålidelig, over for sig selv og over for andre.

At være der, når det gælder, for et andet menneske, men være der med hele sit væsen.

Ikke bare halvhjertet eller i forestillingen, men være helt til stede og understøtte, hvis det er nødvendigt.

Det er den måde, vi skaber virkelighed på.

Det er ikke noget, der foregår i fantasien, eller med tilbagevirkende kraft.

Vi vil altid være bundet af vores position, som er det aftryk, vi har sat i verden.

Det handler kort fortalt om alt, hvad vi har involveret os i til dato.

Man kan ikke skjule noget ved at fortie det.

Hvad enten det er et overgreb, som man ikke vil være ved.

Eller noget, som man skulle have gjort i forhold til et andet menneske.

Det, man gjorde, eller som man undlod at gøre, vil vedblive at være der, i hvert fald indtil man aktivt gøre noget for at ændre det. Man skal gøre det selv.

Man kan heller ikke behandle et menneske dårligt, og efterfølgende tro, at det kan løses ved at behandle et andet menneske godt. Sådan spiller klaveret ikke.

Vi har alle sammen en kerne, som vi kan finde ind til.

Vi kan ikke lyve for os selv, hvis vi er ærlige.

Vi kan godt tro, vi kan og ved noget andet, end hvad der er sandt, men det holder ikke i længden.

Det er sjælens skyld, at det forholder sig sådan.

Vi er alle forpligtede af sandheden. Og vi ved alle, hvad det betyder, når vi er ærlige.

Altid at kunne være sig selv bekendt.

Altid at kunne kigge sig selv i øjnene.

Og smile!

Vi ved godt, hvad der er rigtigt, og vi kan mærke, når vi gør noget forkert. Det skyldes, at vi har en sjæl, som forbinder os med bevidstheden om det gode og det, der ikke er godt.

Denne bevidsthed er en måde at finde ud af, hvornår vi skal gøre noget, og hvornår vi ikke skal. Hvis vi ønsker det, får vi her et fantastisk redskab, når vi skal tage beslutninger.

Mon ikke de fleste allerede navigerer efter samvittigheden. Det behøver jo ikke at være dårligt at mærke, hvad der er rigtigt.