Indbegrebet af god opførsel

Mit ansvar er, i alt, at stå inde for alt, hvad jeg gør.

Man er altid ansvarlig for sine egne handlinger.

Ethvert fornuftigt menneske er ikke i tvivl om, hvad der er rigtigt og forkert.

Det gælder i alle normale situationer.

At undskylde sig hører lav moral til, så længe vore handlemuligheder er åbenlyse.

Ordentlighed er noget, man har i sig selv. Ligesom god moral er det.

Det handler om at være og at blive i sin egen energi, så man altid kan kigge sig selv i øjnene.

Det er en måde at være på, hvor jeg aldrig går ud af mig selv, og altid er opmærksom på min egen adfærd og min egen opførsel.

At blive i sin egen energi er at være til stede i sin egen krop og i sit eget lys. På den måde kan jeg altid være mig selv bekendt.

Der er ikke noget at være bange for i vores eget væsen, så længe vi er gennemført ordentlige.

Det, der går galt i samvær, er, at nogle mennesker ikke er gennemført ordentlige.

Og dermed dybest set er utilregnelige.

Ondskab og dårlig opførsel er på den måde selvforskyldt. Det er noget, mennesker selv og egenhændigt gør.

Jeg ved fra min oplevelse af noget guddommeligt i 1979, at vi kan gå dybt, og have det rigtigt godt med det.

Vi kan gå lige så dybt, vi vil. Der er ikke noget spøgelse gemt i os selv, som en del af vores konstitution.

Der, hvor det går galt, er, når mennesker selv fraviger og fravælger det gode i sig selv og i hinanden.

Intet menneske er ondt uden selv at vide det og at ville være det..

Sjælens umiddelbare mulighed, i dyb modsætning hertil, er ubetinget at kunne og at ville være sig selv, at være i sig selv.

Den forudsætter, at jeg er gennemført ordentlig.

At jeg ikke gør noget på bekostning af andre.

At jeg ikke gør noget, der går ud over andre.

At jeg altid står i mig selv.

Det er en mulighed for meget præcist at opleve, hvad og hvem jeg i virkeligheden er.

Men det er samtidig en stilfærdig proces, hvor jeg langsomt udfylder og udfolder mig selv.

Altid på en måde, hvor mine relationer på en naturlig måde følger med, hvis de altså vil og ønsker det.

Altid positivt at kunne være i sit instinkt er indbegrebet af god opførsel.

Det forudsætter en samtidig evne til at give slip i forhold til hvad som helst.

Og at følge instinktets bevægelser, uanset hvor de trækker mig hen.

I enhver sammenhæng at kunne blive i mig selv, og være med det, der er.

At kunne være i sit instinkt har andre mestret før i dag.

At blive i sin egen sandhed har i 1200-tallet betydet at forsage sin seksualitet, at gå i kloster.

Det har ikke tidligere været muligt ubetinget at være i sin egen seksualitet, som er den ypperste udfoldelse af instinktet.

For 2000 år siden var det kun muligt ved samtidig at formulere et himmerige eller et Gudsrige, som alternativ til en barsk og kynisk social verden, hvor magten skulle tildeles kejseren. Og selv om man i det skjulte kunne gøre noget andet, var man alligevel bundet op på dette hierarki.

Dengang var man, bogstaveligt, i andre menneskers vold, og kunne blive aftvunget ed på at være det, eller af afstå fra at være det, mod at svare meget bogstaveligt for konsekvenserne.

Fordi man var bundet til sin fysiske kontekst, og ikke kunne træde ud af den.

Forklaringen var, at sjælen kun kunne få fat ved at gå ind i en anden fysisk kontekst, som dengang var funderet i religion.

Man kunne ikke træde ud af sin bundne sociale kontekst på anden måde, fordi bindingen til instinktet var meget hårdt.

Det gav ikke mening at hævde en individuel identitet og integritet. Man var bundet til sin slægt, alternativt til en menighed.

Derfor var begrebet næstekærlighed også en sjov størrelse, som var og er vanskelig at indholdsbestemme. Det nærmeste, vi kommer en forståelse af det, er igennem lignelserne, og selvfølgelig også igennem levet liv. Vi ved godt, når nogle er næstekærlige, med det er stadig svært at komme tæt på, hvad indholdet består i og af.

Og det bliver brugt på måder, hvor det nærmest betyder det modsatte af den intention, som man ved nærlæsning kan fornemme. Når kommunistforskrækkelse og kristendom kobles sammen, er det hele bare fordomme og normer, som jo findes ganske tilsvarende i andre religioner og kulturelle livsformer. Og bestemt også fuldstændigt sekulariseret, hvor alt jo dybest set handler om magt og kontrol.

I dag er vi begrebsligt lykkedes med at formulere alternativer, uden derfor afgørende at have gjort os fri af instinktets bindinger ind i fysik og social kontekst.

Efter 1960’erne er det blevet muligt at forholde sig til alternativer, der ikke i sig selv er bundet til instinkt, dog uden at det afgørende er lykkedes at komme fri af de gamle bindinger.

Der sker meget nemt det, at nye former så at sige sluses ind i de gamle former. Psykologisk kalder vi det, at nissen flytter med.

Stadigvæk kræver det en meget stor grad af disciplin, herunder evnen til at tilsidesætte et eventuelt stort ego.

Det svarer helt til at være til stede i ethvert hjørne af sig selv og sin egen integritet, og ikke at kaste skygger.

At beherske sit instinkt er sådan noget, som kunstnere kan, men også andre karismatiske personer. I samme forbindelse skal vi jo ikke glemme, at mange træder ved siden af, og lader egoet få magt. Resultatet ser man også tydeligt, om ikke andet, så efter en årrække. Det er de færreste, der positivt formår at være og blive i sig selv.