Indledning

Denne, min tolvte bog, er den, for mig selv, mest overraskende bog, jeg har skrevet.

Jeg har en oplevelse af, at jeg med denne bog binder en sløjfe.

Jeg ville ikke kunne skrive, hvad jeg skriver, hvis ikke jeg fik konstant støtte til det. Nogle gange bliver jeg overrasket over, hvor velskrevet det er.

Jeg bidrager i mine bøger med et nyt begrebsapparat, en ny måde at forstå det hele på.

Jeg vil ikke selv på forhånd kunne fortælle, inden en bog bliver til, hvad den kommer til at handle om.

Jeg overraskes gang på gang over, hvordan noget udfolder sig, som først kun var en sætning eller et nyt ord, som jeg ikke tidligere havde særligt godt fat i.

Det er en anden måde at udtrykke, at bogen bliver til af sig selv, men at det selvfølgelig er mit ansvar, at det er struktureret og forståeligt, hvad der kommer til at stå.

Jeg har længe vidst, at jeg ville skrive noget om energi, og hvordan vi alle er til stede i energi. Men jeg har ikke vidst, hvordan jeg skulle tage fat på det. Selv når jeg skriver, kan jeg opleve at være på dybt vand, men det falder altid til ro.

Det, som jeg positivt ved noget om, og meget gerne vil fortælle om, er, hvad sjælen er for noget, og dermed vejen ind mod det guddommelige.

Der er ikke ret mange mennesker, der seriøst ved noget om, hvad sjælen specifikt er for noget. Det skyldes, at de fleste mennesker er voldsomt bundet til deres instinkt.

Instinktet vil ikke vide af, at der er en sjæl, og at der skal lyttes til, hvad den vil os. Det vil ikke vide af, at livet kan beskrives ved hjælp af lys og energi i forening.

Det er helt sikkert et hjerteanliggende for mig at fortælle om sjælens mulighed centralt i livet.

Erkendelserne kommer til mig, og jeg ved, at jeg får solid hjælp til min forståelse og mine formuleringer.

Jeg har ikke et kommercielt udgangspunkt, og er ikke i min forståelse bundet til mit instinkt, selv om jeg, som alle mennesker, har et instinkt, og er i det.

At være i sit instinkt, uden at være bundet til det, er det, der skal til, for at få sjælen ind i livet, i sandhed og kærlighed.

Her går jeg for første gang meget specifikt dybere, end hvad kristendommen har formuleret.

Men jeg henter væsentlig inspiration fra Det Gamle Testamente og fra Det Nye Testamente, skylder jeg at sige, især fra nogle nøglefortællinger.

Jeg har helt sikkert været der selv, da de blev til.

Jeg har oplevet gudstjenester, hvor det har været logisk for mig at spørge: hvor er præsten selv, i forhold til det, som han eller hun siger eller prædiker?

Og hvor er mange af ordene floskelagtige!

Det samme gør sig gældende i forhold til spirituelle kredse, er det vigtigt at tilføje. Her er de ikke et hak bedre.

Det er betydningen af lys, der for alvor lukker for en beskrivelse af, hvad sjælen, og hvad instinktet er, og måske mere korrekt, hvad de hver især kan, når vi agerer og reagerer ud igennem dem.

Når vi bliver i lyset, bliver vi i vores egen energi. Det er det samme som at være i det gode og altid at gøre det gode.

Når vi lader instinktet råde, aktiverer vi mørket, og vi bliver i mørket, lige så længe vi lader instinktet være toneangivende i vores liv.

Det er altid i udgangspunktet min energi og mit lys, det handler om. Jeg kan ikke afgørende gøre en forskel andre steder.

Det gælder i forhold til klima. Det gælder i forhold til andre mennesker. Det gælder overalt, hvor jeg sætter min fod.

Vi er hver især i vores egen energistruktur.

Vi er forbundet til specifikke andre mennesker i energi.

Egentlig er vi vel forbundet til alle mennesker i et energetisk fællesskab, hvor vi i livets løb i særligt grad knytter os til nogle bestemte. Det kan være blodets bånd, og det kan være selvvalgte bånd.

Det bliver tydeligere, når vi dør, men vi har alle mulighed for at opleve det, mens vi er i live. Det fordrer dog en solid indsats og vilje, for at det bliver muligt.

Hvert menneske har sin egen energi, med sin egen karakteristik, der gør os hver især til noget unikt.

Vores energi er vores form, som vi altid vil være i. Eller energien er i form.

Denne energi er mere end plante og dyr. Den er også guddommelig. Og den er et udtryk for vores sjæl.

Jeg ser den som pyramide- eller kegleformet, på en måde, så pyramiden eller keglen spejlvendes nedadtil. Den største omkreds er omkring bækkenpartiet.

Energien samles omkring halsen og omkring anklerne. Oplevelsen havde jeg første gang den 25. maj 1979.

Den er blevet tydeligere efter mine fem besøg i Assisi i 2018 og 2019.

Skærtorsdag 2019 fik jeg følgende ord, mens jeg sad i Frans’ krypt i Basilikaen i Assisi: Guddommelighed er at være med sig selv og i sig selv.

Det har lige siden skærpet min interesse for at være i sin egen energi, sin egen barnlighed, sin egen seksualitet, sit eget instinkt.

Vi er noget unikt, hver især, som mennesker, men vi ligner også hinanden på afgørende områder.

En vigtig måde at beskrive disse forskelle og ligheder er energetisk.

Jeg bevæger mig på samme tid ud i et nyt og et kendt område.

Som i de tidligere bøger får jeg hjælp til erkendelserne, som udvider sig næste dagligt i form af ny forståelse.

En måde at beskrive disse erkendelser på er, at ord og lag efterhånden lægger sig uden på hinanden, alt imens jeg forstår mere og mere. Mit projekt er at fortælle om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad det indebærer, helt generelt og fundamentalt.

En vigtig forudsætning for at forstå, hvordan jeg tænker, er, at man skal kunne give slip på sin sædvanlige måde at være i livet på. Ellers vil man ikke kunne rumme sig selv som energi, og hvordan det virker. Så vil alt blive farvet af den måde, man er bundet til livet på, herunder at kaste skygger, for at kompensere for de mørke felter eller pletter, man har i sin energistruktur.

Energi er lys, men kan også beskrives på mange andre måder. Vi kan ikke se, hvor det er mørkt, men derfor kan vi godt være i mørke. Og det er i øvrigt nødvendigt, for at kunne frigøre energi, som også er vitalitet og livsglæde, eller kan opleves som sådan.

Jeg er også tanker og følelser og seksualitet, eller energien kan manifestere sig som tanker, følelser og seksualitet. Det afhænger af, hvor den opstår og udfolder sig i kroppen, og hvordan.

At være i live er knyttet til noget energetisk, til kroppen og til vores personlighed.  I forhold til vores krop har vi ligheder med en plante og med et dyr. I forhold til sjælen har vi en personlighed, eller nogle udvidede egenskaber i forhold til dyret og planten. Men alle dele er afhængige af hinanden i et spændende samspil.

At være levende er noget kvalitativt, mens en energetisk tilgang er noget kvantitativt. De to former er afhængige af hinanden, og er vel bare to forskellige måder at beskrive det samme på. Men derfor skal man holde kvalitet og kvantitet adskilt, som to forskellige problemfelter eller kategorier.

Jeg får hjælp til alt, hvad jeg skriver. Det kommer til mig i en lind strøm. Jeg skriver på alle tider af døgnet, og det vokser ganske meget i volumen, må jeg sige.

Vi er alle forbundet i energi. Det er en ny måde at tænke menneske på. Vi lever i samfund, og vi agerer i kulturer. Det hele er understøttet af energi. Ellers ville der ikke være liv i noget af det.

Det er jo interessant, at energi også betyder forandrings-muligheder og handlemuligheder. Det er i god overensstemmelse med, at vi har brug for at nyformulere, hvad det vil sige at være mennesker her på kloden.

Mange af de gamle former er ikke længere levedygtige, selv om de praktiseres, næsten som de eneste rigtige måder at være til på. At klippe en hæl og hugge en tå, er i forlængelse heraf de konsekvenser, som de afføder for de implicerede.

Det er vigtigt at tilføje, at vi ikke skal sige ja til noget, som vi ikke har det ubetinget godt med, og at alt skal have lov til at udvikle sig efter moden overvejelse og god tid i det hele taget.

Men det er også vigtigt at tilføje, at nogle former er så massive i deres udtryk, at de er ledsaget af en voldsom modstand mod forandring, en solid konservatisme. Og at modstanden undertiden udfolder sig destruktivt.

Det er blevet mere og mere tydeligt for mig i skriveprocessen, at det er relevant at tale om voksenlivet som et særligt problemfelt.

Det kan også beskrives som instinktmennesket, der er bundet i sin dyriske måde at være i verden på. Autoritært og hierarkisk, ekskluderende og dybt bundet til sine fordomme.

Mennesket bag kan have det umådeligt svært, står nogle gange selv bag sin egen offer- og bøddelrolle.

Det sidste gør det relevant også at forholde sig til mennesket som kraft, der udspringer af instinktet. Det er en anden problematik end at forholde sig til mennesket som energi. Det er naturligvis dybt relevant at prøve at få fat i, hvordan de to former interagerer.