Hvad er udfordringen i Ny Tid?

Projekt Ny Tid er, at sjælen skal ind på Jorden, integreres i menneskevæsenet.

Ny Tid handler om, at et enkelt menneske er den bedste til at tage beslutninger omkring sig selv. Det vil ingen andre kvalificeret kunne gøre.

Det betyder ikke, at vi skal være ligeglade med hinanden. Men vi skal lære, at kærlighedens ypperste opgave er at hjælpe hinanden til helt at kunne stå selv.

Illustrationen viser en sammenhængende kæde, hvor DNA er i den ene ende, og Gud er i den anden ende.

I denne kæde udspiller alt liv sig, i hvert livet her på kloden. Mennesket er skabt af DNA, men er også skabt af Gud. Dette paradoks mødes i figuren. Mennesket indeholder elementer fra plante- og dyreriget, men er også noget i sig selv. Nærmeste kontakt ud i universet er sjælen, den første mulighed for at opleve sig selv spirituel.

Opgaven er at få sandhed og kærlighed ind i livet som noget, der dybest set kommer fra Gud.

Vi er bundet op på denne sammenhæng, både ind mod naturen og ud i kosmos. Det handler om at forstå delene i en sammenhæng. Det er det, jeg skriver bøger om, som gradvist åbner sig for mig i processen.

Vi skal tænke bevægelsen ind i Ny Tid som en proces, en meget langsom proces, men med nogle gevaldige faldgruber. Det er yderst vigtigt, at vi altid har positiv front imod os selv og alt, hvad vi indgår i. Det vil afgørende forhindre, at vi falder.

Derudover er der nogle gigantiske problemer, der kræver indsats her og nu. Vi skal tage et aktivt medansvar for, hvad der sker på Jorden.

Opgaven til det formål er at få sjælen ind i menneskelivet. Vi kan også kalde det at blive som børn på ny. Vi kan også kalde det at blive i vores egen energi. At give lyset plads i vores liv. Vi kan også kalde det ansvarlighed i alt. Vi ved godt, hvad det er, når vi har fat i det.

Jo længere vi bevæger os ind i sjælens univers, jo mere udfoldet og kontinuerlig bliver bevidstheden. På den måde opstår sand viden. Men det fordrer dyb ydmyghed, og at vi slipper vores trang til sikkerhed om alt. Så længe vi er bundet, ser vi verden fra en lænkehunds perspektiv, hvor horisonten er kædens radius.

Den gamle verden er den instinktbårne, hvor vi lige som dyrene søger tryghed, sikkerhed, mæthed, fysisk nærhed, men kun for vores egen skyld. Kun for vores egen pengepungs skyld. Kun for den nærmeste familie. Alt andet interesserer mig ikke, eller findes kun på et lavere niveau i forhold til mit.

Mennesket som dyr ser kun sig selv i alt: Hvad kan jeg få ud af det?

At ville have fordel af alt. Om nødvendigt på bekostning af andre.

Egoet er den forvrængede form af jeget, der kun ser sig selv i alt. Alt skal gå igennem mig! Jeg er verdens navle! Alt skal lyse på mig! Alle, der ikke støtter om omkring mig, skal tilintetgøres! Alle midler gælder! Alle sejl skal sættes til! Og alt er tilladt!

Mennesker uden sjæl bliver tomme i blikket, men derfor kan de sagtens have stor magt. Tag ikke fejl af det!

Instinktets reaktion i det ubevidste menneske eller i individet med meget lidt sjælskontakt er i øvrigt forklaringen på, hvorfor mennesket i Maslows behovspyramide ikke af sig selv søger selvudfoldelsen, når de primære behov er opfyldt.

Det er ligeledes det ubearbejdede instinkt, der ligger til grund for C.G. Jungs begreb om skyggen.

Fra instinktets position ser vi kun os selv og vores egen behovsopfyldelse, at andre gør noget for mig, og at jeg skal honoreres for alt.

Instinktet er, som alt andet i naturen, tidsbegrænset i sin udfoldelse. Derfor gælder det også om at få maksimalt ud af ethvert øjeblik, uden at se sig tilbage. Sjælen, derimod, rækker ind i evigheden. Det er afgørende for vores oplevelse af tyngde, hvor vi i bevidstheden placerer os selv i forhold til de to perspektiver. Instinktets målestok er evig ungdom som den eneste gyldige målestok.

Fra sjælens position ser vi først det store perspektiv, hvor vi lader det glide ind gennem hjertet. Og herfra udfylder vi vores menneskevæsen med det guddommelige lys, der giver os forståelsen af helhed og sandhed, men uden at vi undervejs vil gøre krav på vores egen del af kagen.

Den nye verden er at lade sjælen komme i spil.

Hvis sjælen har magt, er det sandhed og kærlighed, der er i fokus. Hvad er sandt, og hvordan kan vi gøre noget, der er bedst muligt for alle?

Sjælen kan omslutte alt i livet, og transformere det, hvis vi lader den.

Sjælen er kærlighedens verden. Det er at anerkende noget større i sig selv og i andre.

Det er ikke ret mange, der seriøst har dette perspektiv i livet.

Billedligt talt, men også meget konkret, kommer den nye tilstand kun til at virke, hvis vi på menneskets plads mellem instinktet og sjælen placerer hjertet, og forstår, hvor vigtigt det er, at vi kærligt og positivt er til stede i vore handlinger, ingen undtaget.

At vi har et instinkt, betyder, at vi som individ eller person altid møder verden som en samlet person. Vi kan godt have spaltet os, men derfor er vi stadig én, når vi møder en anden eller andre i den fysiske verden. Det er et vilkår som Jordbo at have et instinkt. Det gør os levende, og det skal vi være glade for. Men vi skal samtidig lære at forstå og kunne styre vores temperament, så vores udtryk i verden er kærligt og sandt.

Jo længere man bevæger sig væk fra sjælen, eller undlader at tage den i ed, jo mere kynisk, materielt, koldt og egoistisk bliver livet. Det er den vej, vi bevæger os i dag, i hvert fald hvis vi navigerer efter nyhederne, som de præsenteres på tv.

Sjælen kan ikke manøvrere i noget, der er råt og kaotisk og usandfærdigt. Så slipper den sit tag.

Et menneske vil altid søge tilbage til sig selv, og gennem sine handlinger give udtryk for, hvor viljen befinder sig.

Selv om vi er i en relation, er det andet menneske ikke mig, og det vil finde sin egen balance, som kan være sjælsbåren eller instinktbåren. Det vil altid være op til den anden, hvad svaret bliver. Og der er altid et svar.

Forskellen på de to positioner er et betinget ja og et ubetinget ja. At give slip ind i sjælens perspektiv, modsat at stille betingelser for at sige ja. Så ryger man tilbage til instinktet, og bliver der.

Fænomenet at falde er at lade sig overmande af instinktets perspektiv, at blive egocentreret, at miste sjælens fine intensitet, som det kun er muligt at opleve og at være i ved at give slip.

Faldet er, at instinktet overtager sjælens position i et menneske, der ellers havde sjælen integreret i et vist omfang.

At falde er at miste sig selv, den positive oplevelse af sig selv, den direkte adgang til sjælen og til livsglæden, som er mulig.

Alt dette er beskrevet i kristendommen gennem lignelser og gennem en fysisk inkarnation. Dengang var verden mere enkel, og i dag kan vi ikke nøjes med de historier, som er overleveret. Vi skal have fat i vores eget liv, vores egen autensitet. Vi skal lære på vores egen måde at stå inde for os selv.

Vi kan også udtrykke det på den måde, at verden har brug for, at der er nogen, der vil træde i karakter.

Modellens højreside er, når vi vælger de positive muligheder, at træde i karakter.

Venstresiden er den energi, som vi lader opstå, men også det ja, som vi som mennesker lader virker, når hjertet får lov til at bestemme.

Hvis man kun vil nyde frugterne, og ikke lade dem virke på sit eget liv, bruger man andres energi, men uden selv at træde i karakter.

Hvis man, nu set fra højresiden, siger og udtrykker noget, men ikke selv lever det, bliver man også utroværdig.

Al energi kan udvides, og al energi kan trækkes sammen. Formerne er vist i venstre side af skemaet. Måden vi gør det på, hvor vi selv i meget høj grad er medbestemmende, er vist i højre side af skemaet. Hvis vi vil, kan livet være meget enkelt og fint og positivt.

Den primære forskel på sjæl og instinkt er, at sjælen er funderet i kvalitet, mens instinktet er funderet i kvantitet.

Det er jo logisk, at de to har brug for hinanden, hvis det hele skal gå op i en højere enhed. Og når det ikke går efter planen, skyldes det, at mennesket ikke respekterer forskellen. Sjælen fordrer, at vi giver slip, mens instinktet fordrer, at vi tager livet på os, og tager det alvorligt.

Der er lyse og mørke muligheder i begge sider af skemaet, svarende til de muligheder, som vi altid har i livet i hvert øjeblik.

Et menneske uden kontakt med sin sjæl er i sit instinkt, og kan ikke adskille fænomenerne i skemaet. Det reagerer direkte i forhold til noget, der sker i omgivelserne.

Hvis det er meget autoritetstro, kryber det sammen i frygt og angst, inden det tør tænke selv.

Tilsvarende tør det heller ikke selv mærke sin lyst, og tør heller ikke stå ved sine egne følelser.

Mennesker, der ikke er fine i kanten, kan være meget udspekulerede, og på overfladen agere noget helt andet end den måde, som aktiveres i det skjulte. Bagefter kan man oven i købet spille uskyldige, med et smil på læben.

De dyriske tilbøjeligheder, som er aktive i det skjulte, er at snyde og at være ligeglad med andres følelser.

Hvis vi har styr på os selv, lader vi i stedet sjælen og den gode moral komme i spil.

Vi har altid selv indflydelse på, hvilke former der skal have lov til at slippe igennem i vores liv.

Alt afhænger i øvrigt af, hvor vi selv er med vores intention, som er dybere end vore bevidste valg. Vi kan være i vore instinkters vold, men har i så fald ikke fat i os selv. Intentionen er vores dybeste valg.

Man kan godt være forvirret, og anerkende forvirringen, men uden at være den. Det er noget helt andet end at stille sig bag forvirringen og udtrykke den, måske endda med magt. Det er to helt forskellige mennesker, der står bag.

Det må være oplagt, at det vil være en fordel i denne overgangsperiode at finde nogle at udvikle sig positivt sammen med.

Hvad er udfordringen i Ny Tid?

Ægte og gennemført næstekærlighed.

At lære at elske sig selv uden at lade det gå ud over andre.

At lære at udfolde sig selv uden samtidig at ekskludere andre.

At lade andre komme ind i mit liv uden at lægge beslag på mig selv, eller på den anden, de andre.

At udvikle sig sammen, hvor der altid er plads til os begge.

Altid at møde sig selv og hinanden positivt og ordentligt, uden hensyn til penge og miljø, altså prestige.

Altså som del af et rollespil, hvor jeg bliver vurderet på noget udvendigt, og hvor jeg socialt kan trække mig, hvis ikke jeg gider være med mere.

Rollespil trives også i private rum. Men rollespil trives ikke med sjælen.

Mange har et professionelt image, der hænger sammen med at tjene penge. Det gælder ikke i Ny Tid, at man på den måde ikke altid skal kunne stå helt inde for sig selv.

At være der for den anden må aldrig være afhængig af, om det kun eller først og fremmest kommer mig selv til gode.

Det vidste allerede Martin Luther, at man ikke kan købe sig til tjenester i sjælens verden.

Men det betyder ikke, at man ikke aktivt skal gøre noget. I den forstand er vi ikke alle lige for Gud, hvor troen bare kommer til os. Vi skal altid gøre noget selv, ikke for at få frelse, men for at få del i livet.

Vi skal være der for hinanden, og for os selv.

Vejen går gennem at finde en sand kontinuitet i sig selv.

Postulatet er i øvrigt, at vi hænger sammen fra den ene ende til den anden, fra DNA til Kilden, eller omvendt om man vil, og at vi, som det er vist i modellen øverst på siden, kan have dette perspektiv eller denne gennemsigtighed i livet, hvis vi er ønsker det.

En anden måde at udtrykke det hele på er, at det er det enkle udgangspunkt for alt, hvad jeg skriver, nemlig at det hele har en enkel sammenhæng. At livet er enkelt.

Det er mennesker, der gør livet kompliceret.