Hvad er udfordringen i Ny Tid?

Den gamle verden er den instinktbårne, hvor vi lige som dyrene søger tryghed, sikkerhed, mæthed, fysisk nærhed, men kun for vores egen skyld. Kun for vores egen pengepungs skyld. Kun for den nærmeste familie. Alt andet interesserer mig ikke, eller findes kun på et lavere niveau i forhold til mit.

Et andet udtryk for denne tilstand er hierarki, en direkte reminiscens fra dyreriget.

Den nye verden er at lade sjælen komme i spil.

Sjælen kan omslutte alt i livet, og transformere det, hvis vi lader den.

Sjælen er kærlighedens verden. Det er at anerkende noget større i sig selv og i andre.

Det er ikke ret mange, der seriøst har dette perspektiv i livet.

Jo længere man bevæger sig væk fra sjælen, eller undlader at tage den i ed, jo mere kynisk, materielt, koldt og egoistisk bliver livet. Det er den vej, vi bevæger os i dag, i hvert fald hvis vi navigerer efter nyhederne, som de præsenteres på tv.

Sjælen kan ikke manøvrere i noget, der er råt og kaotisk og usandfærdigt. Så slipper den sit tag.

Et menneske vil altid søge tilbage til sig selv, og gennem sine handlinger give udtryk for, hvor viljen befinder sig.

Selv om vi er i en relation, er det andet menneske ikke mig, og det vil finde sin egen balance, som kan være sjælsbåren eller instinktbåren. Det vil altid være op til den anden, hvad svaret bliver. Og der er altid et svar.

Forskellen på de to positioner er et betinget ja og et ubetinget ja. At give slip ind i sjælens perspektiv, modsat at stille betingelser for at sige ja. Så ryger man tilbage til instinktet, og bliver der.

Fænomenet at falde er at lade sig overmande af instinktets perspektiv, at blive egocentreret, at miste sjælens fine intensitet, som det kun er muligt at opleve og at være i ved at give slip.

Alt dette er beskrevet i kristendommen gennem lignelser og gennem en fysisk inkarnation. Dengang var verden mere enkel, og i dag kan vi ikke nøjes med de historier, som er overleveret. Vi skal have fat i vores eget liv, vores egen autensitet. Vi skal lære på vores egen måde at stå inde for os selv.

Vi kan også udtrykke det på den måde, at verden har brug for, at der er nogen, der vil træde i karakter.

Modellens højreside er, når vi vælger de positive muligheder, at træde i karakter.

Venstresiden er den energi, som vi lader opstå, men også det ja, som vi som mennesker lader virker, når hjertet får lov til at bestemme.

Vi har altid selv indflydelse på, hvilke former der skal have lov til at slippe igennem i vores liv.

Alt afhænger i øvrigt af, hvor vi selv med vores intention, som er dybere end vore bevidste valg. Vi kan være i vore instinkters vold, men har i så fald ikke fat i os selv. Intentionen er vores dybeste valg.

Man kan godt være forvirret, og anerkende forvirringen, men uden at være den. Det er noget helt andet end at stille sig bag forvirringen og udtrykke den, måske endda med magt. Det er to helt forskellige mennesker, der står bag.

Det må være oplagt, at det vil være en fordel i denne overgangsperiode at finde nogle at udvikle sig positivt sammen med.

Hvad er udfordringen i Ny Tid?

Ægte og gennemført næstekærlighed.

At lære at elske sig selv uden at lade det gå ud over andre.

At lære at udfolde sig selv uden samtidig at ekskludere andre.

At lade andre komme ind i mit liv uden at lægge beslag på mig selv, eller på den anden, de andre.

At udvikle sig sammen, hvor der altid er plads til os begge.

Altid at møde sig selv og hinanden positivt og ordentligt, uden hensyn til penge og miljø, altså prestige.

Altså som del af et rollespil, hvor jeg bliver vurderet på noget udvendigt, og hvor jeg socialt kan trække mig, hvis ikke jeg gider være med mere.

Rollespil trives også i private rum. Men rollespil trives ikke med sjælen.

Mange har et professionelt image, der hænger sammen med at tjene penge. Det gælder ikke i Ny Tid, at man på den måde ikke altid skal kunne stå helt inde for sig selv.

At være der for den anden må aldrig være afhængig af, om det kun eller først og fremmest kommer mig selv til gode.

Det vidste allerede Martin Luther, at man ikke kan købe sig til tjenester i sjælens verden.

Men det betyder ikke, at man ikke aktivt skal gøre noget. I den forstand er vi ikke alle lige for Gud, hvor troen bare kommer til os. Vi skal altid gøre noget selv, ikke for at få frelse, men for at få del i livet.

Vi skal være der for hinanden, og for os selv.

Vejen går gennem at finde en sand kontinuitet i sig selv.

Postulatet er i øvrigt, at vi hænger sammen fra den ene ende til den anden, fra DNA til Kilden, eller omvendt om man vil, og at vi, som det er vist i modellen øverst på siden, kan have dette perspektiv eller denne gennemsigtighed i livet, hvis vi er ønsker det.

En anden måde at udtrykke det hele på er, at det er det enkle udgangspunkt for alt, hvad jeg skriver, nemlig at det hele har en enkel sammenhæng. At livet er enkelt.

Det er mennesker, der gør livet kompliceret.