Hvad kan jeg gøre for dig?

At gå aktivt ind i seksualiteten sammen er at bevæge sig ind i en historie sammen. Vores egen individuelle historie, men også og muligvis en ny fælles historie.

Vore kroppe er vejen derind. Vi skal møde hinanden, præcis som vi er.

At elske mig selv er det sande grundlag for at elske dig, at elske en anden. Men det må aldrig stande ved spejlet, som det nok meget ofte sker.

Jeg skal kunne mærke mig selv inde i mig selv. Så kan jeg også mærke dig. Det er en helt anden form.

Der, hvor vi bestråler hinanden, er på et dybt og sandt plan. Det ved vi godt, når vi mærker det.

Der er ikke noget så naturligt i verden som at røre ved hinanden.

Der er ikke noget så tabuiseret blandt voksne som at røre ved hinanden.

Endnu et af disse mange mærkelige paradokser, som jeg støder på ved at bevæge mig rundt i livet.

Det svarer vist meget godt til, at voksne oftere taler i klicheer og floskler end at udtrykke sig selv.

Men det bliver det hele ikke mindre mærkeligt af.

Der sker en mærkelig tiltrækning og frastødning, som så ender med et ægteskab, hvor seksualiteten dør. Det er en lille smule karikeret, men det er det vist ikke alligevel.

Utroskab eller besøg hos prostituerede kan bøde på det det, fordi det hver gang er nyt og spændende, men her dør gnisten også, og bliver offer for konformitet.

Det er en meget besynderlig proces.

Som om nogen forbyder os at være levende, at være i livet, at røre ved hinanden, at sige sandheden. Det er mærkeligt at erkende det.

Voksne mennesker har ikke lov at være normale eller naturlige.

Det har børn i øvrigt heller ikke. Det er det, vi opdrager dem til ikke at være. Meget mærkeligt.

Forestillingerne kan få en voldsom kraft, hvor den eneste virkelighed, som vi ser og identificerer os med, er den, der dukker op inde i spejlet.

Når man ikke har kontakt til sig selv, er det instinktet, der råder, og det er styret af spejlbilledet.

Vi opfatter kroppen i forestillinger, og ikke som noget reelt. Det betyder også, at man kun må røre hinanden under dynen.

Ethvert menneske har et dybt ønske om at blive mødt, præcis som han eller hun er. Det sker ikke, når vi i stedet møder hinanden som forestillinger.

At bevæge sig ind i sjælens verden er at slippe forestillingerne, og at lade realiteterne træde i stedet. Det betyder fysisk, at vi skal røre ved hinanden. Ikke hinandens forestillinger, men hinanden krop.

Jeg skal spørge: hvad har du lyst til? Og så skal jeg lytte, og lade være med at lade fordomme og andre forestillinger råde.

Jeg skal slippe alt i mig selv og møde den anden, præcis sådan som den anden er. Det er kærlighed. Det er sandhed.

Øvelsen er at møde det, der kommer, positivt og kærligt, også hvis det er en fordom. For bag ved enhver fordom skjuler der sig en kærlig sandhed. Vi skal bare selv ville og turde møde den.

At lukke hinanden ind i livet er det, vi er her for.

Vi kan gøre hinanden smukke. Men så skal vi anerkende og se hinanden præcis som dem, vi er. Og så må vi ikke bare bruge eller tage af den andens energi. Vi skal lære at sige tak. Af hjertet. Og give igen.

Seksualitet bruger vi til positiv forståelse, når vi bruger den rigtigt. Det er en oplevelse inde i os selv, noget vi bliver fyldt op med, som kommer til os, som vi også kan og skal give videre. det er faktisk meningen med den, at vi skal gøre livet godt for hinanden.

At elske og at blive elsket er fysiske handlinger, der forudsætter eller fordrer to udøvere, en giver og en modtager. Ideelt er vi to aktive, det begge deltager. På den måde kan det blive ligeværdigt og sandt.

Meget ofte er det meget ensidigt, og så bliver det også nemt betinget og uligevægtigt og uligeværdigt.

I et forhold skal vi være og blive bløde sammen og over for hinanden, for at vi også kan lære og blive bløde i forhold til resten af verden.

Et forhold må aldrig være hårdt, hverken indadtil eller udadtil. Så forfejler vi meningen med livet.

Kærligt at være der for hinanden. Det er, hvad en god relation kan.

Det er egentlig den samme måde, som vi altid er der over for et barn.

Når vi elsker, så er den anden i vores fokus.

Så vil vi ham eller hende det bedste af alt.

At blive elsket er det smukkeste af alt.

Men vi skal altid vide at være taknemmelige og elske igen.

Ikke som en byttehandel, Men fordi vi begge er en del af skaberværket. Og i den ånd skylder hinanden at udveksle.

Kærlighed kan kun være gensidig.

Men kærlighed er ikke en handelsvare.

Måske handler livet i virkeligheden om, hvad jeg kan gøre for dig.

Vi skal vide at gøre hinanden elskværdige.

Kærligheden til og fra et andet menneske er med til at gøre både mig selv og den anden til noget særligt, ikke mindst oplevelsen af, at vi er der for hinanden.

At være knyttet til et andet menneske har en særlig kvalitet.

Det er noget, der foregår over tid, at vi først siger ja til hinanden, at vi senere på en eller anden måde smelter sammen, så der opstår en fælles identitet, noget som vi har sammen, noget der skaber et bånd, som ikke sådan lige uden videre kan brydes.

Båndet er baseret på et tillidsforhold, at vi føler noget for hinanden, at vi gerne vil noget sammen, at vi gør noget sammen, at vi kan lide hinanden.

Båndet giver en vished hos os begge, noget som vi kan falde tilbage på, og føle os trygge ved.

Båndet er et andet udtryk for, at vi regner hinanden for noget særligt, at vi gerne vil gøre noget særligt for den anden, og gøre noget særligt sammen.

Når vi er sammen, udvikler vi noget sammen, som gør os stolte og glade i hinandens selskab.

Når jeg siger dit navn, vækker det en særlig klang.

At være knyttet til et andet menneske har en særlig kvalitet.

Det er en identitet, som gør vores indbyrdes relation til noget unikt, noget specielt. Noget som vi gerne vil værne om.

At udvikle sig sammen er i kærlighed at gå ind i nogle lag, hvor vi ikke har været før.

At lukke op for sig selv er, så længe vi har hjerteforbindelse, også at lukke op for den anden.

At lukke op for os selv er at lukke op for alle aspekter i os selv. Hvis den anden følger med, vil det tilsvarende lukke op for alle aspekter i ham eller hende.

På den måde påvirker vi hinanden. Alt, hvad der er lukket ned, er det måske hos begge.

I mange forhold kompenserer man hinandens manglende evner og behov. Hun er den bløde og kærlige. Han er den praktiske og lidt kantede.

Når vi lukker op, bryder vi disse mønstre, i hvert fald før eller siden.

Der er jo ingen, der lukker op for alt på én gang. Alt foregår normalt i et tempo, som vi begge kan følge med til.

Der foregår også brud, der kan være meget smertefulde. Det sker som regel, når den ene på afgørende områder er meget lukket.

Formålet med at skrive dette afsnit er at fortælle, at personlig udvikling også involverer engagement i forhold til andre. Det kan ikke være anderledes.

At udvikle sig i kærlighed er at tage sjælen i ed, og at omforme de lavere instinkter i vores væsen til noget højere.

Vi har brug for ikke kun at kigge indad, men også at være opmærksom på, hvad der rører sig omkring os, især i vores nærmeste omgangskreds, blandt dem, som vi er tættest knyttet til.

Vi gør noget ved hinanden, helt bogstaveligt. Det er nemt at mærke, især når det føles rart og dejligt.

Vi berører hinanden på mange niveauer, især i en relation. Berøringen er først og fremmest følelsesmæssig. Men hele vores væsen er i spil. Det gælder således både det mentale apparat og vore seksualitet.

Når udviklingen sker stilfærdigt og harmonisk, vil der være en god overensstemmelse mellem de forskellige niveauer.

Men der kan være nogle meget vanskelige brudflader, begrundet i ikke mindst dårlige oplevelser tidligere i livet, der kan have sat sig i form af noget traumatisk, der efterlader et menneske i et tilstand af sårbarhed, som kan udløse voldsomme reaktioner.

Når hele vores væsen berøres i en udvikling, vil de dybeste niveauer også blive aktiveret, før eller siden.

Vi skal altid tage hensyn til hinanden. Vi skal altid arbejde på at nærme os hinanden. Vi skal altid lytte.

Det er ikke altid nok. Men vi må aldrig glemme at spørge: Hvad kan jeg gøre for dig?

Sjælen er flerdimensionel, så vi kan sagtens håndtere flere relationer på en gang, også seksuelt, hvis det er temaet. Det springende punkt er, om menneskevæsenet, altså det enkelte menneske, kan håndtere det.

Det forudsætter i hvert fald, at man dybt ned er i stand til at elske sig selv. Det er som regel der, skoen trykker. Så trofasthed er noget, man skal aftale med sig selv, først og fremmest, hvis det skal være et gyldigt forlangende af en anden.

Vores egen bevidsthed kan sagtens rumme flere partnere. Det er vores uudviklede instinkt, der støjer. Det er det, vi skal lære at elske.

På samme måde, som vi spørger et andet menneske: hvad kan jeg gøre for dig? kan jeg vælge at stille mig selv det samme spørgsmål, hvis jeg opdager en ny side, som jeg ikke har kendt før. Det er bare vigtigt, at jeg lærer at opfatte mig selv som én og aldrig spaltet. Kunsten er integrationen, at anerkende alt i sig selv og at lære at have det godt med det.