Hvad er det gode

Det smukke og gode i livet opstår, når vi oprigtigt bliver i sandhed og kærlighed sammen.

Det kan ikke købes.

Det kan ikke forceres.

På samme måde som et barn hverken kan købes eller forceres, men alene kan elskes i oprigtighed.

Man får ikke et barn til at vokse ved at lade det kigge i spejlet.

Man får alene et barn til at vokse ved at være omkring det i kærlighed.

På samme måde med en god relation og min egen udvikling.

Det gode er, at vi har positiv front imod hinanden.

Det sande i livet er også det gode.

Når sandhed bruges hårdt, er det instinktet, eller mennesket bag, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Historien er rig på fortællinger om sådan noget. Og det bruges stadig.

Voksne, der støtter sig til en autoritær magt, men også til mursten i en eller anden form, står ikke tilbage for at gøre sig bedrevidende over for andre, der ikke har det samme fundament. Det gælder i alle miljøer. Og uanset hvad de på forhånd kalder sig, så diskvalificerer de sig selv som sande autoriteter ved handlingerne.

En anden måde at udtrykke det samme på er, at kvantitet her overskygger kvalitet. At instinkt overskygger sjæl. At mørke overskygger lys.

Set fra et guddommeligt perspektiv er det et dilemma, som man godt kender. Hvor det hele handler om at vende det, så et sandt ja bliver stærkere end et bastant nej, som er begravet i materiens, herunder egoets, tyngde, der bl.a. manifesterer sig i form af hårdhed og kynisme.

Det gode har det godt med at have et fundament, men er ikke i sig selv afhængigt af det.

Når vi gør det gode, så udvider vi livet, og feltet og os selv.

Når vi gør det modsatte, så begrænser vi livet, og feltet og os selv.

Det fungerer ligesom cirkler, hvor vi bliver fanget, hvis ikke vi gør det gode. Herefter hænger vi fast, i hvert fald indtil vi lærer, hvad det vil sige at gøre det gode.

At gøre det gode er at kunne smile til verden. Det er at have sagt ja. Vi kan altid mærke det på et menneske. Det stråler ud af vedkommende, og han eller hun spreder god energi.

Det gode begynder i hjertet.

Vi skal øve os i altid at være i det gode og det sande sammen. Det er ikke svært, når vi gør det og er det.

Men at komme dertil er for mange en overvindelse, fordi det fordrer, at vi holder op med det bøvlede og det selvcentrerede og alle de dårlige mønstre. Der er ikke plads til begge dele.

Når alt kommer til alt, er der kun kampen mellem tilintetgørelsen og det gode.

Tilintetgørelsen er instinktets blitzagtige energi eller kraft, der herefter benægter, at der nogensinde har eksisteret noget, der var godt. Herefter en stresslignende tilstand, der sikrer, at intet efterfølgende bliver åbenbart.

Det modsatte er livet på Jorden, der får lov til at vokse og udbrede sig, hvor Solen får lov til at skinne, hvor vi får mulighed for at ligge i græsset og glæde os over hinanden. Hvor alt følger en cyklus, og alt får lov til at opstå og udvikle sig.

Det gode er form, struktur, lys, glæde.

Det er noget, som vi som mennesker kan vælge.

Det er noget, som vi kan være i og være med.

Det er det,, der gør os levende.

Vi kan elske, vi kan gøre det gode, vi kan glæde os.

Vi kan udfordre os selv på den gode måde.

Det er det, der skaber liv.

Der er mange former, der ikke er liv. Som er potentiel tilintetgørelse.

Der er også mange former, der er liv.

Det er dem, hvor vi i vores væsen siger ja!

Det gode er det lyse smil, det klare blik.

Det gode er den smukke krop. Det sande menneske.

Det gode har en kvalitet i sig selv, ligesom det smukke og det sande. De læner sig ikke op ad noget. De evner at være i sig selv og med sig selv.

God er noget, vi siger ja til og vælger at være.

Der er ingen grund til at udsætte det.

Det er ikke noget, vi gør betinget. For at få noget igen.

Det er noget, vi gør af os selv. Fordi det er det sande udtryk af os selv.

Alt andet er skuespil. Og vi ved det godt.

Alligevel er det skuespil, der styrer verdens gang. Vi kan også kalde det krukkeri.

Vi spiller på, at nogen kommer og tørrer vores røv, for nu at skære det ud i pap. Vi er vant til ikke selv at skulle tage ansvar, at der kommer nogle andre og rydder op efter os.

Det er et afhængighedsforhold, hvor nogle er under mig, og andre er over mig, men hvor vi ikke selv tager ansvaret for alt, hvad vi foretager os. For det plejer altid at gå.

Det handler vel om, at vi er vant til, at der er ressourcer nok. Og når vi er flere, er der altid nogle, der finder på en løsning. Vi er der bare. Men vi skummer gerne fløden.

Det er en mærkelig måde at gå ved siden af sig selv på.

Det gode, i modsætning til denne adfærd, er, at vi selv tager ansvar for alt, hvad vi gør.

At vi vælger, at vi altid vil kunne se os selv i øjnene.

Fordelen ved at være god er, at det også kommer mig selv til gode, før eller siden.

Fordi livet opstår af det gode. Livet er det gode.

Det gode er noget, vi opbygger sammen.

Det gode opstår af det sande.

Det bliver til en bygning, hvis vi formår at blive i det.

Uden at have lavet et fundament kan vi ikke lave rummene.

Inden vi har lavet rummene, kan vi ikke indrette dem.

Uden at have indrettet dem kan vi ikke forholde os til indretningen.

Alt er på den måde en proces, samtidig med at vi forfiner forståelse, men også den fysiske struktur.

Der findes også en struktur ind i sjælen.

Vi kan godt transformere noget gammelt, men vi kan ikke bygge på det gamle i sig selv.

Transformation tager tid, på samme tid, som det tager tid for et barn at udvikle sig naturligt.

Det afhænger i øvrigt meget af miljøet, om et nyt fundament er sundt, eller en nødvendig afstivning, indtil man på et senere tidspunkt i livet kan begynde forfra i et helt nyt miljø.

På helt tilsvarende måde opstår og udvikler et parforhold sig.

Huset er den ydre bygning, måske den de flytter ind i.

Men de har også brug for at bygge forholdet op indefra, i sig selv, hver især, og i det, som de skaber sammen.

Det er på ingen måde ligegyldigt, hvordan det bliver bygget op.

Byggestenene er tanker, følelser, intention, smil, glæde, fysisk samvær, samtale, om man mener, hvad man siger og så videre.

Hvis vi er ordentlige, så bliver vi smukke.

Så bliver der plads til det guddommelige lys i os.

Hvis vi ikke er ordentlige, forsvinder lyset.

Sådan er det skruet sammen fra skabelsens side.

Sjælen og den dybe glæde hænger sammen.

Det gode, vi gør, er med til at bygge os op.

Det dårlige, og vi ved godt, hvad det er, bryder os ned, skaber huller i os, og hvis vi trods alt stadig har samvittighed i behold,, skammer vi os.

Den dybe glæde er sjælen i spil, at vi mærker glæden hele vejen ind igennem os selv.

Et menneske har en naturlig kontakt til sjælen, i det omfang det formår at blive i sig selv, og i ethvert øjeblik formår at opføre sig ordentligt.

Hvis ikke man gør det, bliver livet en kamp om at komme tilbage på sporet, alternativt at leve et usandt liv, som har mange mulige former.

At give plads til glæden er at give plads til sjælen.

Lige så snart vi vil gøre den til vores egen, forsvinder den. Den er ikke vores egen.

Men vi kan gøre os fortjent til den. Og vi kan opleve den sammen, hvis vi altid er kærlige og ordentlige.

I en relation kan glæden blive et bånd, så vi altid glæder os til at se hinanden og være sammen.

Det gode er det, der kommer til os, når vi giver slip i forhold til livet.

Det gode er det, der kommer til os, når vi giver slip i forhold til Gud.

Begge dele lyder mærkeligt. Begge dele er meget enkelt.

Det gode er givet os som positive muligheder, når vi bliver født. Kunsten er selvfølgelig at giver det tid og plads, og at lade det udfolde sig.

Det gode skabes ved at opfylde de basale behov og at vokse med det, der sker.

Vi har jo altid et stort ansvar for hinanden, for at det gode får lov til at opstå, og lov til at udvikles.

Ingen kan undslå sig dette ansvar. Vi er her ikke kun for os selv. Vi er her for hinanden, for at give plads til det gode i os selv og i hinanden. Det er det, som livet handler om.

Som voksne har vi altid først brug for at tage hensyn til og værne om os selv, men aldrig på bekostning af andre.

Det nye gode er altid skrøbeligt og fint og skal have tid til at finde sig selv i det hele. Det er ikke noget, der bare sker.

På sigt vil det blive stærkt og levedygtigt. Det er ikke anderledes end det naturlige hensyn, vi tager til et barn, og dets udvikling.

At give plads til livet er at give plads til det det gode. At give plads til hinanden og til os selv.

Det gode kan aldrig være negativt vendt imod andre.

Det gode handler om at lukke op og at give plads, at gøre synlig og at gøre fri.

At genkende er at spejle os.

At få viden er at genkende noget. Noget som vi før har mødt eller stiftet bekendtskab med.

Vi kan kun genkende noget, som vi positivt har mødt. Selv smerte er et positivt møde. Vi har brug for at møde forsiden, altså den positive, for at forstå noget. På den måde kommer livet til os. På den måde forstår vi og genkender vi livet.

På den måde får vi viden i det hele taget. Det er lige så enkelt, som det er skrevet.

Når man helst ikke vil have det frem, skyldes det, at de voksne ikke ønsker deres virkelighed ændret. Derfor bliver det hele bøvlet og besværligt, og fyldt med skuespil.

Men livet er enkelt. Livet er godt. Livet er smukt. Sådan kan det blive for alle, bare vi positivt siger ja til det, og lader os styre af dette ja. Så får vi både viden og glæde og kærlighed og ordentlighed til gengæld.

Det er så enkelt, og dog er der praktisk taget ingen, der ønsker det afsløret. For så hænger verden ikke sammen mere, som den gør.

Nogle dyrker smerten, for at livet på den måde kan styres, og andre kan holdes i et jerngreb.

At være god er at være gennemført god, ikke godt til lejligheden, ikke god, fordi man få noget igen. Det kan vi alle sammen finde ud af.

Godhed kommer fra det dybeste i os selv, når vi lader det.

Det gode er ikke noget, man kan købe på en markedsplads.

Det kræver, at man har lyst til det. Ønsker det. Gerne vil det. Gerne vil bruge tid på det. Give det ro. Give det tid. Ellers har det ikke en chance.

Til gengæld kan det overstråle alt andet i livet, hvis vi giver det plads og giver det tid. Men det findes ikke som en mellemvariant. Det er ikke muligt i et atmosfære af ligegyldighed, eller kynisme og hårdhed for den sags skyld.

Mine bøger handler om altid at være ordentlig i livet.  Det er simpelt hen et grundtema.

Det gode er noget, vi kan være i. Det gode er noget, vi kan være med. Det gode er jomfruelig glæde. Vi kan ikke eje det gode, men vi kan glæde os over det. Det er hver gang vi bare lader det gode opstå og udfoldes sig, at vi har denne mulighed. Det gode er livets mening.

Det gode er kun muligt, hvis de implicerede siger ja til at være i det gode, med det gode, alene eller sammen, og i dette ja gennemfører det helhjertet.

Jeg kan kun sige ja på vegne af mig selv, men kan godt opfordre andre til også at gøre det.

Der hvor to eller flere mennesker for alvor vil det godt for hinanden, er der, hvor det virkelig rykker, ikke bare kalkuleret eller med egoistiske bagtanker.

Der er ikke ret mange, der virkelig vil det godt for hinanden. Når vi på et tidspunkt finder ud af det, lærer det, så vil der for alvor ske noget i verden.

Livet er i sit udgangspunkt naturligt og godt.

Dette gode bliver nogle gange taget for givet i en sådan grad, at det bliver glemt, oven i købet også fortrængt, tilsidesat, til fordel for noget, der regnes for mere rigtigt.

Det gode er altid noget, vi siger ja til.

Det gode er vores betingelse for at være mennesker, at være i live.

Der findes ingen anden så dyb grundlæggende betingelse.

Det gode skabes af det gode.

Det gode skabes i det gode og med det gode.

Det gode er mit felt.

At være i det gode.

At være med det gode.

At være det gode.

Det er metoden til at fastholde og at udvikle det gode.

Det handler om intention.

Det handler om dybt nede og inde i sig selv ubetinget at sige ja.

Herefter vil vi altid kunne være det, idet vi jo skal blive i den gode energi og den gode intention.

For at komme til det gode, som er en mulighed for alle, skal vi igennem en masse lag, der ikke umiddelbart ligner noget godt.

Der er masser af konfliktmateriale, som skal bearbejdes, noget der kræver knofedt, hovedbrud, bøvl.

Men der er lidt ligesom at gå i strandkanten, eller at sidde ved et bål, og mærke flammerne. Der finder en lutring sted, som langsomt, måske meget langsomt, lukker op for erkendelsen af, at der bagved alt er noget godt, og at man kan være i dette gode.

Det gode er også det fælles gode, der hvor vi mødes, der hvor vi kan mødes om noget godt. Der hvor vi trives og nyder hinandens selskab. Der hvor vi går en tur sammen. Der hvor vi kommunikerer godt. Vi godt hver især, hvor vi godt kan lidt at være sammen. Og vi søger det, i hvert fald hvis vi er ærlige og ordentlige mennesker.

Om det gode gælder det, at vi kan vælge det til, og vi kan vælge det fra.

Det gode skal forankres, hvis vi ønsker, at vi altid skal kunne være i det, og være med det.

Nogle vælger at lave en aftale, der binder dem til hinanden.

Nogle lever i tillid til hinanden. Det er fint, så længe begge holder fast i denne tillid. Men hvis det ikke er tilfældet, kan det være meget smertefuldt for den anden part, hvis relationen brydes.

I øvrigt gælder det helt generelt, at det ikke i så høj grad handler om, hvad jeg gør, men med hvilken intention jeg gør det. Intentionen ligger neden under alt det andet, som selvfølgelig gerne må være smukt og godt. Men det er intentionen, der gør, om det også bliver smukt og godt.

Så vi kan vælge det gode som den helt grundlæggende begrundelse for vore handlinger.

Man kan som menneske have gået i en tilstand, som ikke er det gode, måske snarere tværtimod, så længe, at det føles som den rigtige, hvor overgangen synes nærmest umulig.

Men det er den ikke.

Hvis man lader noget være smukt, så bliver det smukt.