Kærlighed

Kærlighed er noget, vi sender ud, når vi er Gud.

En sjov sætning at få ind, der måske er rigtig nok, når vi er i stand til at gøre noget ubetinget, ærligt og kærligt. Men det altså også det eneste tidspunkt, vi har lov til at have de sko på.

Kærlighed er hensyn, først og sidst. Der er ingen afvigelse mulig, overhovedet, fra denne præmis.

Intentionen bag ved det, jeg gør, er altid dødvigtig.

Det er dejligt at få lov til at give kærlighed. Det er også utroligt dejligt at modtage den.

Og jo mere vi giver slip, jo mere er der af den.

Når vi altid gør noget positivt og sandt og kærligt og uden lumske bagtanker, gør vi ikke noget ondt.

Ondskab er modsætningen, at have en lumsk bagtanke, og slå til, fordi jeg i situationen har en fordel, som jeg bruger, hvor jeg gør noget, der ikke er i orden.

Eller hvor jeg undlader at gøre noget, som jeg skulle have gjort. Jeg ved det godt, men gjorde det ikke.

I denne bog oplever jeg, meget mere end i de tidligere, at blive ført et sted hen, som jeg ikke på forhånd havde regnet med.

Det sker ved at følge med i den energi, som jeg skriver i.

Det er intet ubehageligt ved det. Som jeg oplever det, er det en udfoldelse af, hvad sjælen er for noget.

Hvis jeg selv havde normer og fordomme, kommer jeg her om bag ved dem.

Det er en proces, som jeg overhovedet ikke har noget imod, også selv om den måtte føre mig et sted hen, som jeg slet ikke havde regnet med.

Sjælens energi er altid meget smuk og kærlig.

Hvis jeg skulle modsige noget tidligere i mig selv, har jeg ikke noget imod det, da stedet, som jeg går i møde, er smukt og fint.

Det sted, jeg er på vej hen, er det samme sted, jeg græder fra, når jeg bliver meget rørt.

Kærlighed er, at alt i mig møder alt i dig.

Hvad jeg gør i forhold til et andet menneske, har altid betydning.

Hvordan det påvirker et andet menneske, ved jeg ikke. Men mine tanker og mine handlinger er aldrig ligegyldige.

Min kærlighedsevne er evnen til at være mig. At jeg ikke giver mig ud for noget, jeg ikke er. At jeg ikke spiller skuespil. At jeg ikke siger noget, og gør noget andet. At der ikke er facade og noget andet bagved. At alle klicheer er lagt på hylden. At der ikke er noget hokuspokus ved min adfærd.

Kærlighed skal vi tænke og forstå som noget meget mere end seksuelt.

I sjælens verden kan vi være forbundet på mange måder, også igennem mange liv. Og måske her også på mange måder. Blodets bånd, i alle mulige varianter. Kærester, hvor det tidligere, mere end i dag, altid var ægtefæller, i hvert fald med en længerevarende relation. Men også alle mulige andre former kan tænkes.

Kærlighed handler om, at vi lærer hinanden dybt at kende.

Hvordan kommer vi sandt ind i Ny Tid? Jeg har brugt en del tid på at finde svaret. Her er der et godt bud:

Ved at anerkende den anden som den anden.

Det kan jeg kun gøre, hvis jeg formår at slippe mig selv, og alle mine krav og forventninger.

At jeg med andre ord er mig selv, som mig selv, i mødet.

Opgaven er, at vi som hele mennesker, sammen skal gå ind i Ny Tid.

At vi skal øve os i altid at have lyset med os, og dermed at undgå at kaste skygger.

Det er ikke svært, hvis vi elsker hinanden, og hvis vi gerne vil det.

Kærlighed er, at vi omslutter hinanden, men ude at æde hinanden, uden at kvæle hinanden, uden at tage livet af hinanden.

Men at vi gør det, fordi vi godt kan lide hinanden. Det er kun muligt at gøre ubetinget, når vi begge formår at være i lyset, alene og sammen.

Strengt taget har det vel aldrig være muligt før.

Ikke fordi ønsket ikke har været der. Men fordi noget altid har stillet sig i vejen for, at det kunne udfolde sig.

Dette noget er de indre barrierer, selvfølgelig kombineret med de ydre tilsvarende.

Når mennesker lever tæt sammen, er det næsten umuligt at undgå.

Kristendommen taler om at elske sin næste som sig selv. Man kan næsten høre på ordene, hvor vanskeligt, eller hvor umuligt det er. Eller det kan ikke lade sig gøre.

I praksis finder vi en form, som vi begge kan være i. Men stadig er den ufuldkommen.

Den er mulig, hvis man følger min vej. Men så skal man også være villig til at kigge på alt, og at slippe alt. Ellers kan det ikke lade sig gøre.

Hvis vi i stedet for siger, at vi skal lære at få lys og dermed selverkendelse ind i os selv, har vi skabt muligheden for ikke længere at kaste skygger. Så skal vi gøre det begge to. Så virker det.

Stadigvæk er det jo kun ord. Og opgaven er at gøre sig selv levende, eller at gøre ordene levende. Ellers virker de ikke.

Der er ikke noget specifikt om selverkendelse i kristendommen. Det var tiden ikke moden til dengang. Men det er den i dag.

Til gengæld skal man ikke gøre noget bestemt. Ikke sige noget bestemt. Ikke gå i kloster. Ikke betale penge til nogen.

Man skal bare altid gøre det, man mærker, er rigtigt, i den allerstørste ydmyghed, og man kan liste mange andre kvaliteter op. Det handler om, altid at være ved sig selv. Og så lade være med at tro, at man er noget særligt.

Og så skal man lade være med at gå hinanden på.

Træde et skridt tilbage. Vente. Tale sammen, men altid sikre sig, at man har sig selv på plads. Hvis vi elsker hinanden højt nok, så vil vi også give hinanden den tålmodighed, som hver især har brug for.

I forhold til det største bud glemmer man nemt det forudgående påbud om at elske og ære Gud.

Pointet er her, at vi skal lære at forholde os til noget i højere i tilværelsen, inden vi griber ind i hinandens intimitet.

Vi skal lære, suverænt at tage hånd omkring os selv, inden vi overhovedet overvejer at tage hånd omkring andre. For det er vi strengt taget ikke kvalificerede til.

Men derfor kan vi godt fysisk omfavne hinanden.

Uanset hvor godt vi kender et andet menneske, kan vi ikke vide, hvad dette menneske tænker, og det skal vi heller ikke blande os i. Uanset hvor tæt vi er. Vi skal altid respektere hinandens ubetingede integritet.

Den andens bord er altid den andens bord. Men hvis vi oprigtigt vil hinanden, vil vi også have lyst til at åbne os for hinanden. Men det skal ske i et selvvalgt tempo.

Jeg skal anerkende et andet menneskes ret til, suverænt at have og at være i sit eget liv.

Og jeg skal være der for dette andet menneske, når jeg ved, jeg skal.

Man kan vel godt sige, at der hermed bliver strammet op omkring kristendommens påbud, hvorefter man ikke bare lader de andre ligge i grøftekanten.

Lignelsen om Den barmhjertige samaritaner er blevet tolket sådan, at vi nok hellere må gøre en eller andet for at dulme eller friholde vores samvittighed, men altid noget perifert.

En anden fortælling om hende, der lagde den eneste mønt, hun havde, i tempelkassen, har ikke haft helt den samme bevågenhed.

Hun gav noget af sig selv, eller alt. Hun gav sig selv.

I praksis er det blevet tolket sådan, at det vigtige er at se ud som om. Og at det er meget vigtigere, end hvad vi gør.

At kunne fortælle andre, hvor god jeg er. At andre dermed lyset på mig, og at dette lys i den grad forblænder os begge.

Det gælder, uanset at jeg bag facaden måtte være et skarn.

At lade som om er vigtigere end at være.

At se ud som om, er det, der tæller.

Instinktmennesket ønsker det ikke anderledes, for instinktmennesket vil under ingen omstændigheder kigge på sig selv.

Det handler om magt, om kontrol, om dominans, om at eje.

Kærligheden fordrer, at jeg selv gør noget aktivt, at den ikke kun er noget, der er til for mig.

Hidtil har jeg kunnet stikke af, når jeg ikke gad at være med længere.

Og den anden kunne have det så godt, når jeg havde fået det, jeg kom der for.

Jeg er ikke kun til for min egen skyld. Sådan har det været, og man har kunnet slippe af sted med det.

Når disse skævheder ikke for alvor har været tydelige før, skyldes det, at mennesker har været bundet i deres ægteskaber.

Man springer ikke sådan lige ud af et ægteskab, og tidlige var det ikke muligt, af økonomiske årsager.

Hvor gik Nora hen! har spørgsmålet berettiget lydt, da hun i slutningen af Henrik Ibsens skuespil Et Dukkehjem (1879) tog en vigtig beslutning, og forlod sin mand.

Kvindesagen var i lang tid alene et privilegium for meget veluddannede kvinder. Ellers har ægteskabet været rammen, som alle andre var henvist til, hvis de ville leve i ære og værdighed.

Det var ganske enkelt en mental forståelsesramme, som ekskluderede dem, der ikke tilpassede sig.

Ny Tids energi, der har været aktiv siden i begyndelsen af 1960’erne, har for alvor lukket op for frigørelse, men har i kølvandet også afsløret en række udfordringer.

Det er velbekendt, at seksualitet lynhurtigt blev forvandlet til porno. At frigørelse lynhurtigt blev politiseret.

At kvinder nu, fyldt med testosteron i deres bevidsthed, optrådte som mænd.

At det at være anderledes blev til mode og krukkeri. At alle former blev kommercialiseret.

At alt kunne og skulle vises i fjernsynet, hvor vi ikke længere har kontakt med hinanden.

At der skal zoomes ind på hver en tåre, for der er godt fjernsyn.

At alt det sande og smukke, næsten før det fik begyndt, blev trukket over i noget instinktstyret og usandt.

Seksualitet er blevet til et egotrip.

Spiritualitet har udviklet nogle enorme egoer.

Når sjælen dukker op i en fri form, kommer instinktet lynhurtigt og trækker det ind under sin bastante kontrol og dominans.

Min måde at se verden er anderledes, men også jeg har oplevet at komme ind i instinktets kødhakkemaskine.

Jeg er dog på vej tilbage i min oprindelige form.

Det nye er, at kærligheden fordrer, at vi er der for hinanden.

Det er ikke bare et egotrip, hvor du har værdi og kvalitet, hvis du gør noget for mig. Og jeg bare retter ind, og gør, som du siger.

Det er instinktvælde, hvor jeg kun har noget at skulle have sagt, hvis jeg først servicerer dig på dine præmisser.

Det nye er, at du har lige så stor kvalitet som mig, selvfølgelig forudsat, at vi begge ubetinget holder os på stien, som ikke er det samme, som at mine eller dine normer er dem, der gælder i universet.

Jeg har altid lov til at gøre noget på min egen måde, og du har altid ret til at spørge mig, hvorfor jeg gør det.

Det er ikke sikkert, at der er et klart og hurtigt svar. Så må det være sådan. Men svaret kommer altid, hvis vi anerkender hinanden som ligeværdige væsener, hvor den ene ikke er mindre, og heller ikke mere end mig.

Når vi vælger at leve i sandhed, og ikke længere, begrundet i normer, vil vi opleve, at sjælens energi fører os steder hen, som vi ikke har regnet med. Vi kan ikke længere bare styre og kontrollere.

Til gengæld skal vi øve os i og lære at være lydhøre, ærlige og åbne. Så vil vi opleve et nyt univers åbne sig.

Jeg er mig selv, med alt hvad jeg er. På min egen måde. I mit eget tempo. Jeg er ikke en automat. Ikke en kliché.

Kærligheden og sandheden har altid noget med i posen, som vi skal forholde os til. Sådan er livets væsen.

At vi bliver provokerede, skal vi anerkende, og at den anden kan give og lære mig noget, når den anden har mulighed for  at være og handle i livet på sin egen måde.

I instinktets verden er den anden sådan, som jeg vil have den anden, og jeg har lov til at manipulere vedkommende, hvis vedkommende skal gøre sig fortjent til min kærlighed. Jeg skal ikke aktivt gøre noget selv. Jeg skal bare ligge og tage imod.

Adgang til sjælen er ikke altid direkte. Jeg ville ikke ret gerne undvære den ret lang tid ad gangen. Det er muligheden for at opleve det sande i mig.

Livet har altid noget til os begge, og det fordrer, at vi begge er der for hinanden, at vi lytter, at vi ærer, at vi positivt byder ind med noget, at intet bare er et tagselvbord.

Jeg vil gerne dig, og du vil gerne mig. Det kan vi kun bringe til udfoldelse, når vi begge to i kærlighed og i sandhed går det i møde.

Vi skal bringe sjælen til udfoldelse på sjælens præmisser. Så bliver vi virkelige.

Og er vi i tvivl om, hvad det betyder, så skal vi søger svaret i os selv, ikke i forventning til og fra den anden.

Hvordan vi får hul igennem til sjælen, må vi så selv finde ud af. Men det er ikke på instinktets præmisser.

Der er ikke en bestemt opskrift på, hvordan man gør. Det vil være meget forskelligt og individuelt.

Og det vil aldrig kunne være en tom gentagelse, alene af den grund, at sjælen er det levende i os.

At være i sandhed er, at der er hul igennem.

Metaforen fortæller om en tragt eller et timeglas, hvor der er noget på den anden side af et lille hul.

Jeg er på den ene side, og sandheden i sin rene form er på den anden. Det gælder nu om at lade den komme igennem, at opfange den, men jo også om at have en kanal.

At have fat i sin sjæl eller i den dybe sandhed.

At have fat i sin egen oprindelse, sit eget mønster, sin dybe identitet.

Det handler om at have fat i noget, der er væsentligt. Noget som vi søger eller gerne vil have kontakt med.

En forbindelse, som vi har det godt med.

Jeg er vejen og sandheden og livet, sagde den højeste bevidsthed for 2000 år siden. Det er en god måde at beskrive det samme på.

At være i sit eget lys, men ikke fordi andre skinner på mig.

Hul igennem kan være i forhold til en person af det andet køn, som jeg gerne vil have en relation til.

At vi har lyst til hinanden.

At vi vil give kærligheden en chance.

Det kan også være i forhold til min sjæl. At jeg har kontakt til mig selv og min egen energi og min egen identitet.

Vi er skabt i sandhed, som også betyder, at vi kan få kontakt med vores sandhed.

Hvis vi formår at finde balancen i os selv, han vi få adgang til de sande svar, ved at tillade os selv at blive i en tilstand, hvor vi har det godt.

Vi kan gøre det alene. Vi kan gøre det sammen.