Bogens tilblivelse

Hjerterummet er i grunden en utroligt smuk titel, meget smukkere end jeg kunne se, da bogen blev til.

Hjerterummet er der, hvor vi skal ind for at sige ja til os selv, og at give plads til sjælen og alt det smukke i livet.

Det er der, vi siger ubetinget ja til os selv og til livet, og dermed til andre mennesker. Ja til at være til. Ja til at møde det, som kommer.

Hjerterummet blev til, da forholdet til Solveig Winther sluttede.

Jeg var begyndt med nogle tekstafsnit i Kærlighed på Jysk, men kunne mærke, at det ikke passede ind i denne bog. Dermed begyndte Hjerterummet langsomt at tage form.

Som i forbindelse med andre brudte kærlighedsforbindelser opholdt jeg mig rigtigt meget i mit sommerhus på Helgenæs, mens bogen blev til.

Nogle gange oplever jeg, at der er en kreds af engle derude. Der er altid en meget fin, en meget transformerende energi, i særdeleshed omkring de hårde følelser, der er på spil ved afslutningen på et forhold, der på samme tid indvarsler noget nyt. Så en meget underlig dobbelthed, der er på spil.

Mens jeg en dag var på besøg på Moesgaard Museum, og satte mig udenfor for at få lidt frisk luft, fik jeg en oplevelse af tre centre i mennesket, et omkring kønsorganerne, et omkring hjertet, og et oppe midt i hovedet.

Denne oplevelse var den helt afgørende for de temaer, der bliver luftet i bogen.

De tre centre repræsenterer i min forståelse tre af de fire dele, som mennesket i følge Marianne Lane består af, nemlig temperamentet – den nederste del af kroppen – følelserne – hjerte og brystregion – og det mentale – hjernen. Den fjerde del er sjælstilkoblingen. Sjælen forbinder sig med de andre tre dele gennem hjertet, vist nok fra rygsiden.

Det ideale er jo altid af forbinde sig med alle dele af sig selv, så at sige lade dem svinge sammen eller i kor. Dermed kommer man i hvert fald ikke i konflikt med sig selv.

Når vi handler på vegne af os selv, gør vi det i virkeligheden på vegne af sjælen. Læg mærke til, hvor tæt ordene ligger på hinanden. Vær også opmærksom på,  hvor vigtigt det er at lære at skelne mellem de lave og de høje aspekter i vores væsen. Eller hvor vigtigt det er at lære at kultivere de lave aspekter, som godt kan være en lang proces.

Det ukultiverede er det rå, det barske, det ubearbejdede, det ondskabsfulde, det kalkulerende, det egoistiske, det ignorerende, kort sagt alt det usympatiske hos et menneske. Det foregår normalt i det ubevidste, men kan hos nogle mennesker have fået en mere bevidst drejning, og ligefrem udvikle sig til en kalkuleret adfærd.

En adfærd som kan være pakket ind i alle mulige forklædninger, lige fra sportsudøveren til politikeren, og sågar helt ud i det spirituelle felt, hvor nogle udnytter deres karisma til egen vinding.

Man kan med god ret sige, at mit forfatterskab her for alvor tager fart, med angivelse af nogle grundlæggende temaer, der i de følgende bøger foldes yderligere ud.

Mens den foregående udredning foregår inde i det enkelte menneske, er det ikke noget større problem at se de forskellige elementer i spil som noget fællesmenneskeligt. I praksis er vi jo også sociale væsener. Selv om vi bruger nødvendig tid alene, er samværet med andre en lige så væsentlig del af vores tilværelse.

At møde andre er også at møde mig selv. Det er et interessant samspil, der foregår. Det kan være meget konstruktivt. Det kan også have elementer af noget, der er knap så hensigtsmæssigt.

Parforholdet er det sted, hvor vi som voksne mennesker møder de største udfordringer i os selv. Vi søger trygheden, men møder også intensiteten, som vi for ingen pris vil undvære, fordi den udvikler os som mennesker, ofte gennem smerte.

Og i et parforhold er det naturnødvendigt, at vi altid vil udfordre hinanden, presse hinanden ud mod kanterne, i hvert fald hvis vi beholder os selv friske og tør møde livets udfordringer.