Parforholdet

I et parforhold, der fungerer smukt, mødes kærlighed og hengivenhed.

Når et parforhold er levende, er der sjælskontakt.

Uden en fælles sjælsforbindelse er der ikke et levende parforhold.

Det er den første primære og enkle betingelse.

Selvfølgelig også, at det jo så må dreje sig om at vedligeholde denne sjælskontakt.

Parforholdet bør og skal også være det sted, hvor vi forfølger lysten og glæden ved at være sammen, og møder hinanden i frihed.

At indgå i et parforhold er at blive viklet ind i hinanden. At komme ud igen er tilsvarende at blive viklet ud af hinanden. Interessant ikke.

Dermed jo også vigtigt at reflektere over, at begge dele foregår på en menneskelig måde, og med så lidt smerte som muligt.

Det gode forhold skabes af den gode intention, den gode energi, hvor begges deltagelse vil forstærke det positive og det holdbare.

Det handler også om at vedligeholde gennem intention og energi, hvor den gode energi og den positive intention har brug for at blive understøttet af ærlighed og åbenhed.

Jeg skriver rigtigt meget om parforhold i Hjerterummet, om nødvendigheden af at committe sig. Som jeg ofte oplever det i skriveprocessen, optræder der nogle meget smukke sammenhænge og overensstemmelser.

Skal man være troværdig som partner, skal man ind at have fat i sig selv, og kunne stå inde for sig selv.

Vi er nødt til at kunne vokse hver for sig, samtidig med at vi vokser sammen. Også her skal man have oplevet det på sin egen krop.

Vi er vant til at opfatte parforholdet som det sted, hvor vi mødes og tilfredsstiller de fysisk behov, hvad det jo normalt også er. Men det er måske en lidt antikveret måde at anskue den smukke relation på. Måske skal vi grave et spadestik dybere i forståelsen af, hvad der er det væsentlige i et parforhold. Eller også kender vi ikke svaret endnu.

I relationen rammer vi uvægerligt hinandens sår, så længe vi har sådan nogle. Hvis vi ikke formår at tage hånd omkring os selv og om hinanden på en udviklende måde, vil der opstå skygger.

Skygger betyder, at vi ikke længere er i stand til at se den anden, som han eller hun er, men sådan som vi har behov for at se og at møde den anden. Og det vil altid være uheldigt for et forhold, når skyggerne mere og mere tager over.

Det kan godt være farligt eller uheldigt at komme for tæt på hinanden, hvor man begynder at krydse klinger. Det hører slet ikke til kærlighedens væsen at behandle hinanden på den måde.

Så derfor er fysisk afstand nogle gange at foretrække, simpelt hen for hver især igen at komme til hægterne, så mødet bliver båret af kærlighed og ikke af kamp.

Der kan for så vidt godt være en midlertidig adskillelse, der er løsningen. Men det kan også være en mere permanent. Vi er bare ikke vant til at kigge på en adskillelse som noget, der kan være godt for begge parter.

Måske er det ideelle at slippe, og så forbinde sig igen, i hvert fald hvis det går i hårdknude. Måske skal man lave en aftale om at gøre det, hvis det i en periode er nødvendigt.

Måske skal vi i fremtiden blive bedre, ikke bare til at indgå i nye relationer, men også at lære at komme ud af dem igen på en god måde. Uanset holdning til parforhold eller ej har vi brug for at møde mange mennesker på vores vej.

Vi bliver sandsynligvis nødt til at gøre op med tanken om den eneste ene. I hvert fald bliver vi nødt til at nuancere tanken om, at et bestemt menneske i al fremtid skal kunne løse lige præcis alle mine behov og forventninger.

Måske er det bedre at kommitte os til noget, vi vil med hinanden, end partout at skulle rumme hinanden med hud og hår. Det er bedre at forholde sig til de konflikter, der uvægerligt vil komme, og så holde dem op imod, hvad vi ønsker med hinanden, og så lejlighedsvis korrigere disse ønsker.

Bogen tangerer problematikken åbne forhold, men uden at bevæge sig ind i den.

Den traditionelle måde at opfatte parforhold er, at hvis man går ind i et forhold, skal man også gå ud af et andet. Hvem siger, at det skal være sådan, at det i virkeligheden er sundt og godt for menneskelig sameksistens?

Når vi tænker på den ideale familie, er der altid en far og en mor, som er der for barnet, som det altid kan falde tilbage på. Der er også søskende og andre familiemedlemmer, men de er der ikke på samme måde, når vi virkelig har brug for dem.

Når vi tænker over det, er det i virkeligheden en meget skrøbelig og sårbar situation som voksen, hvis der kun er en person, min partner, at falde tilbage på.

Som voksent menneske kun at relatere afgørende til ét andet menneske kan være en meget sårbar situation. For hvad nu hvis dette andet menneske ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt?

Når vi rammer ind mod hinanden som partnere og mærker hinandens skrøbelighed, kan magten komme snigende som en lumsk mulighed og drysse lidt ondskab i såret.

Der er muligvis ikke intenderet, men det sker farligt nemt, når vi er tæt på hinanden, kun har én at støtte os til, og måske mangler det kvalificerede menneskelige overblik i situationen.

Den mest onde straf i en relation er gennem hjertet at blokere seksualiteten. Det tror jeg faktisk sker oftere, end nogen gør sig klart. Det påvirker naturligvis også den mentale evne og aktivitet og kunne godt, som jeg oplever det, være årsagen til demens.

Der er ingen forskning på området, heller ingen jura, så området må siges at ligge fuldstændig uberørt og åbent, på trods af de enorme skademuligheder det indeholder som en mulighed. På den måde kan man faktisk slå mennesker ihjel! I hvert fald invalidere dem.

Disse brudflader mellem mennesker, med tætte intime relationer, er et upåagtet område inden for psykologien, der oftest har fokus på det enkelte menneske, men ikke så meget på, hvad mennesker gør ved hinanden. Undtagelsen er vold og andre overgreb som incest, men stort set ikke, hvad mennesker i det små gør ved hinanden. I virkeligheden er det vel her, i de intime relationer, at de større overgreb har sit spæde og stort set upåagtede udgangspunkt.

I gamle dage sikrede religionen, eller forsøgte i hvert fald på at sikre, at vi altid skulle behandle hinanden ordentligt. Når religionen ikke længere har så meget fat i fællesbevidstheden, er det i langt højere grad vores egen opførsel, der på en meget rå måde kan gøre det onde mod den anden. Med mindre vi har en god kontakt til vores sjæl, og lader den få lov til at bestemme.

Måske ville vi alle sammen blive lidt mere glade, hvis vi vidste, at der altid var to eller flere, vi kunne falde tilbage på.

Det er bare nogle tanker, jeg har, men helt skæve er de nu ikke.

I de parforhold, jeg indtil i år har været involveret i, har vi begge været indstillet på at være monogame. Fordi det har fornuftigt. Fordi vi gerne har villet hinanden. Men jo også for at kunne stole på hinanden.

Især i de senere år er det blevet mere og mere tydeligt, at det på en eller anden måde ikke er holdbart i længden kun at relatere til ét andet menneske. Årsagen er bl.a., at én person ikke kan løse alle mine behov, på samme måde som jeg heller ikke kan løse alle hendes behov, nu hvor jeg udtaler mig som mand. Og hvorfor skulle vi i grunden også kunne det?

Det bliver mere og mere åbenbart, at vi som mennesker, på vej ind i en ny måde at forstå tilværelsen på, har brug for at lukke op nye muligheder og konstellationer, idet vi altid skal respektere hinandens følelser, og aldrig må gøre overgreb på nogen måde.

Og så er det også vigtigt at tilføje, at sidespring i det skjulte ikke er vejen frem. Men det er bevidsthed. Og det er at have hjertet med i det, som vi foretager os.

At holde hjertet åbent er den ene og vigtige betingelse, der altid skal være opfyldt, når vi møder et andet menneske på et mere intimt niveau.

Faktisk oplever jeg noget meget smukt ved at relatere til mere end en, hvor alle parter er vidende om, hvad der sker. Der sættes helt sikkert nogle nye processer i gang, når alle går ind i forløbet med bevidsthed og accept.

Jeg vil gerne tilføje, at jeg ikke er afklaret med hensyn til, om det måske er bedst kun at have en partner ad gangen. Nogle gange føles det rigtigt. Nogle gange, hvis det er den helt rigtige, skal vi måske kun være os to.

Vi må aldrig opføre os bedrevidende på vegne af andre. Vi kan dybest set ikke vide, hvad de har brug for, men vi kan i dyb kærlighed fortælle, hvordan vi ser det.

Men det er kun den anden, der på vegne af sig selv er i stand til at afgøre, hvad der er vigtigt og rigtigt for ham eller hende.

Vi skal hver især finde den eller de løsninger, som fungerer bedst for os, som vi har det bedst med, som vi har mest lyst til. Måske er det at være og at forblive monogame hele livet. Det er kun os selv, der kan og skal vælge, hvordan vi har lyst til at udfolde os, sammen og hver for sig.

Når vi lukker op for noget nyt, vil vi bevæge os, eller blive bevæget ind i et område, hvor vi ikke har været før. Det betyder også, at der vil være en periode, hvor vi ikke kender svarene, hvor alting har brug for at falde på plads.

I forvirringen vil vi være tilbøjelige til at gribe fat i de gamle løsninger, der jo ikke rigtigt virker længere. Eller sagt på en anden måde virkede de, dengang verden var skruet sammen på en anden måde. Nu har den åbnet sig, og dermed skal alt have lov til at få en tid, hvor svarene ikke er så enkle, i hvert fald ikke så længe tingene rumsterer.

Livet er en læreproces, i disse år mere markant end tidligere, fordi alt er bragt i spil, af den enkle grund, at vi som mennesker har brug for at finde nye og bedre løsninger omkring samvær i alle tænkelige former.